x

Rich Costey - Mews musikalske mesterkok

Rich Costey - Mews musikalske mesterkok

Hvis Mew er eskapismens musikalske malermestre, så må deres producer, amerikanske Rich Costey, være den musikalske mesterkok. At indspille musik er for ham som at lave mad, hvilket gentagne gange kom til udtryk, da GAFFA satte sig ned med Costey i studiet i Brooklyn, midt under sidste års indspilninger af det Mew-album, der officielt udkommer i dag: "No More Stories/Are Told Today/I'm Sorry/They Washed Away/No More Stories/The World Is Grey/I'm Tired/Let's Wash Away", som det så elegant hedder.

På sit imponerende producer-cv har Costey navne som Muse, Interpol, Franz Ferdinand og Glasvegas, ligesom han som mikser har samarbejdet med så forskellige navne som Fiona Apple, Rage Against The Machine, The Polyphonic Spree, Mastodon og Foo Fighters.

Det var også Costey, der sad bag knapperne ved indspilningerne af Mews gennembrudsalbum, "Frengers" fra 2003, og det nye album repræsenterer således en genforening mellem produceren og det danske band. Stemningen imellem de to parter virker varm og venskabelig, og Costeys begejstring for de tre musikere klinger med en tydelig oprigtighed i stemmen.

Ud over at give et personligt indblik i samarbejdet med Mew, fortæller Costey mellem madanalogierne også om sit umiddelbart paradoksale forhold til lyden af musik: På den ene side bruger han som producer gerne en time på at rode rundt med en bunke guitarpedaler for at finde den helt rigtige lyd - men på den anden side er han som musikelsker tilnærmelsesvist fløjtende ligeglad med produktionsaspektet. For hvis musikken er god, så overskygger den de eventuelle produktionsmæssige mangler, og hvis den er dårlig, så er han for alvor uinteresseret.

Mød manden, der med det nye Mew-album ikke desto mindre håber på at have disket op med den fineste cuisine, musikverdenen kan byde på.

Et mere modent og selvsikkert band

Hvordan er det at arbejde sammen med Mew i forhold til andre bands?

- Jeg ved ikke, om de er fuldkommen anderledes end alle andre bands, men én ting, de i hvert fald har, er deres evne til at udnytte bandformatet. De bidrager alle sammen med noget - forskellige inspirationskilder og ting, der betyder noget for dem. Og hvis du fjerner bare én ingrediens, så smager maden ikke rigtigt af det samme længere. Man er nødt til at have dem alle sammen samlet. Og de lader til at reagere i forhold til hinanden på virkeligt afgørende vis, når de komponerer og spiller sammen.

Hvordan har det været at arbejde med dem igen?
- Det er afgjort anderledes, men også fordi, de er et andet sted i deres liv. De er modnet, og det kan nogle gange forstås negativt, men sådan er det ikke ment. De virker mere som en samlet enhed, og deres spilleevne ligger på et meget højt niveau. Ikke at det ikke gjorde det før, men man kan godt mærke, at de har turneret meget siden sidst, og de virker til at have det godt med sig selv. Tidligere var de meget ivrige og pressede sig selv meget, men nu er de mere selvsikre. Og det er fedt.

Betyder det, at de har mistet energi på nogen måde?
- Nej, slet ikke. De er meget intense og fokuserede på, hvad de laver. Skriveprocessen har taget lang tid for dem, men det gør den vist altid. De har en masse idéer, og de skribler dem ned, arbejder med dem og prøver på at få det bedst mulige ud af dem. Som en skulptør, der arbejder med marmor. Så jeg synes ikke, energien har ændret sig, selvom albummet måske er mere melankolsk end det foregående.

Hvordan er Jonas' rolle i bandet?
- Han er en magiker. Han har rigtig mange idéer, også i sit grafiske arbejde, som er ganske imponerende. Han skriver meget på egen hånd, og det er ofte virkelig iørefaldende ting med simple beats. Og når han så tager de ting med ind i bandet, så arbejder de i fællesskab med tingene.

Og hvad med Bo?

- Bo prøver altid på at gøre tingene sværere. Han kan godt lide, at tingene er udfordrende for ham selv. Men tag ikke fejl, han elsker pop - Michael Jackson er jo hans yndlingskunstner - men han prøver aldrig at springe over hvor gærdet er lavest. På det tidspunkt, hvor andre musikere ville sige "ja, det er fint", så er han stadig i gang med at lede.

Han vælger den knapt så befærdede vej?

- Præcis. Og Silas følger ham afgjort ad den vej! Silas er virkelig dygtig. Han har lyttet til en masse klassisk musik, og hans syn på tingene er meget utraditionelt. Der er ikke mange steder på albummet, hvor det, Silas spiller, er traditionelt på nogen måde. Sådan har det også været på de tidligere albums, og det er meget det, der er med til at skabe deres lyd.

At indspille er som at lave mad


Hvad er dit yndlingstidspunkt på dagen, når du er i studiet med Mew?
- Vi laver noget nyt hver eneste dag, så der er ikke meget rutine i det. I dag har vi for eksempel arbejdet videre på noget guitar, som vi gik i gang med i aftes, men vi er et helt andet sted nu. I aftes var det en helt ren lyd, men nu er det noget langt mere komplekst, hvilket som regel indebærer, at jeg sidder på gulvet og sætter guitarpedaler sammen en times tid i træk, indtil jeg finder en kombination, der fungerer sammen med det, Bo spiller. Og ofte er det ikke tilfredsstillende lige med det samme, fordi der er så mange ting, der skal pilles ved. Men når det så endelig lykkes, så er det virkelig rart. Men altså, vi har ikke rigtig sat os til bords endnu - vi står stadig i køkkenet! "Wow, den dressing er virkelig lækker - det bliver et godt måltid!"

Dér var madanalogien fra tidligere.
- Jamen, at indspille og mikse er meget ligesom at lave mad, synes jeg! Det hedder jo ligefrem "mixing" (som i at røre, red.), når du blander alting sammen. Og man kan stadig tilføje lidt salt og rette lidt til, men der er kun så og så meget, man kan gøre med de ingredienser, man har. Hvordan et måltid kommer til at smage, afhænger jo virkelig af de ingredienser, man har.

Hvad er din yndlingsdel af indspilningsprocessen?

- Når du sidder og laver overdubs, så bliver billedet af det endelige resultat tydeligere og tydeligere. Som den anden dag, hvor vi fik et sådant glimt af, hvordan albummet ender med at blive. Det har jeg dog haft en fornemmelse af fra starten - især i forhold til rytmesektionen, som jeg gerne vil lave meget mere organisk end på deres sidste plade. Den lyder forrygende, men rytmesektionen lyder en smule mekanisk, og det ville jeg gerne undgå her. Men det er ikke, fordi hele albummet som sådan skal lyde organisk, for det ville ikke passe til bandet - men elementerne skal modsvare hinanden, og den anden dag var det første gang, vi fik et glimt af, hvordan det aspekt kommer til at fungere. Det er tit et mareridt at skulle mikse, fordi man har optaget alt for mange takes - men i begyndelsen, hvor potentialet begynder at vise sig, dér er det er rigtig spændende.

Pas på iPod-diæten

Musikere har af og til det problem, at de ikke kan lytte til musik uden at tænke over akkorder og kadencer og så videre. Har du svært ved at lytte til musik uden at tænke over forstærkerkonstellationer, og om den er indspillet på bånd eller via ProTools?
- Nej, hvis det er et godt album, så tænker jeg slet ikke på den slags ting. Overhovedet ikke faktisk.

Hvor godt skal det være, for at du kan abstrahere fra de ting?
- Jeg tror, at du og jeg nok godt kunne blive enige om, hvad et godt album er, og jeg tror, at vi kunne lytte til det uden at tænke for meget over produktionen. Jeg ville måske tænke på, hvordan jeg ville ønske, at visse tilgange havde været anderledes og sådan nogle helt overordnede ting. Og hvis jeg lytter efter på dén måde, så kan jeg nok godt finde en række ting, jeg kunne sætte en finger på. Men så analytisk anlagt er jeg i grunden ikke.

Det må da være meget rart, at du sådan kan slå det til og fra.

- Jeg er bare en stor musikelsker, og det aspekt forsvinder ikke. En af mine venner har et forargeligt dyrt anlæg, og en dag skulle vi høre The Trashmen. Det er et amerikansk garageband fra starten af tresserne, der lavede "Bird Is The Word" - sådan et ret komisk nummer - og det satte han så på. Og jeg blev blæst helt bagover. Det er bare en monooptagelse, men man kunne virkelig høre energien i rummet. Det var så vildt. Den slags ting fornyer virkelig ens entusiasme som musikelsker. Jeg synes, det er afgørende, hvad vi afspiller vores musik på. I bilen lytter jeg til min iPod, og jeg kan jo sagtens høre musikken, men en cd lyder bare så meget bedre. Det er ikke, fordi cd'er lyder fantastisk, men de lyder bestemt anstændigt. Så når folk lever på en iPod-diæt, så går de glip af et stort, nærende måltid!

En af mine venner har et dyrt B&O-anlæg, som han har sluttet til sin bærbare computer, som han så bruger til at afspille musik fra YouTube på. Det virker lidt paradoksalt.
- Haha, ja! YouTube er jo en vældig bekvem ting - "nu vil jeg se den dér Neil Diamond-koncertoptagelse fra halvfjerdserne!" - og det er jo fantastisk. Men i forhold til at have en god, musikalsk oplevelse, så er man nødt til at gøre noget andet. Tidligere sad folk mere bare og lyttede til musikken, og det gør de ikke så meget længere - af mange forskellige årsager. Men jeg synes, man skal prøve at nå til et punkt, hvor man ikke rigtigt kan ignorere, hvor godt det lyder. Det er hele pointen. Også når du indspiller - så skal man huske på, at det også skal kunne fungere, når folk virkelig lytter efter, og ikke kun, når musikken kører i baggrunden.

Brian Eno som forbillede


Hvilket album i musikhistorien synes du lyder allerbedst?
- Det ved jeg ikke, om jeg kan svare definitivt på. Men "The White Album" (The Beatles, red.) er afgjort en af mine favoritter. Men altså, mine yndlingsalbums tæller egentlig ikke i den her sammenhæng. "Remain In Light" (Talking Heads, red.) er en af mine yndlingsplader, men jeg ved ikke, hvor godt den egentlig lyder. Public Enemy, "It Takes A Nation Of Millions To Hold Us Back" - den plade ændrede mit liv, og den plade lyder jo ikke "godt" - men den lyder fantastisk!

Men hvad så, hvis du kun går efter lyden som sådan og ikke musikken? Hvilket album har du sat på, hvor du har tænkt, at det virkelig skubber grænserne for, hvor godt musik kan lyde?

- Jamen, jeg tænker ikke over, hvordan noget lyder, hvis jeg ikke kan lide musikken. Så er jeg sgu ret ligeglad. Lydkvalitet og musikalsk kvalitet har ikke meget med hinanden at gøre, synes jeg ikke. Og hvis man går for meget efter lyden alene, så kan det også virke destruktivt. Nogle synes "Abbey Road" er den bedste Beatles-plade, fordi den lyder bedst, men jeg kan ikke udstå den! Og faktisk heller ikke, hvordan den lyder. Det er den eneste, hvor Ringo har stereo-tom'er, og jeg kan ikke holde det ud!

Ud fra et producerpespektiv, hvad synes du så om Brian Wilson og Phil Spector?
- De er jo afgjort pionerer, der ændrede, hvordan alle andre lavede musik. Men jeg tror, jeg hælder mere til Brian Eno, for han ser mere venligt på teknologien. Spector ændrede sin stil i halvfjerdserne, men til en vis grad gentog han indtil da sig selv igen og igen, og det synes jeg ikke er en særligt god idé. Man skal hellere udfordre sig selv, og jeg kan ikke komme i tanke om to plader, som Brian Eno har haft noget som helst at gøre med, som på nogen måde lyder ens! De lyder altid forskelligt - for han går ikke op i, hvordan de lyder! Ikke for at sige, at alt, hvad han har lavet, er genialt, men jeg kan godt lide hans tilgang til tingene. Jeg prøver naturligvis altid selv at få en plade til at lyde så godt som muligt, men det aspekt skal ikke stå i vejen for musikken.

I hvilken grad denne balancegang er lykkedes for Rich Costey kan hele verden i den kommende tid afsige deres dom over. Det har GAFFA imidlertid allerede gjort, og "No More Stories..." har fået tildelt samtlige seks stjerner af anmelder Finn P. Madsen.

Læs GAFFAs anmeldelse her

Læs GAFFAs interview med Mew: Musikkens musikalske malermestre


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA