x

Boganmeldelse: Torben Sangild: Støjens Æstetik

Boganmeldelse: Torben Sangild: Støjens Æstetik

Hvad er støjrock? Dét er emnet for Torben Sangilds bog "Støjens Æstetik", der gennemgår denne særlige gren af guitarrocken med dels en historisk gennemgang, dels næranalyser af fire banebrydende støjrockbands, Sonic Youth, The Jesus & Mary Chain, My Bloody Valentine og Band Of Susans, og endelig sætter støjrocken ind i en større filosofisk sammenhæng.

Støjrocken markerede sig rigtigt på rockscenen i 80’erne, hvor alle de Sangild-næranalyserede bands debuterede, men den har en lang forhistorie, som Sangild fører helt tilbage til komponister som Edgar Varèse og John Cage og videre over stilskabende guitarister som Link Wray, Jimi Hendrix og The Whos Pete Townshend, garagerock som The Stooges og ikke mindst hele punkscenen.

Herefter går Sangild over til de nærmere musikalske analyser, der er ganske grundige. Han viser, at Sonic Youths lyd i høj grad er kendetegnet ved dissonanser og alternative guitarlyde opstået af utradtionelle stemninger. The Jesus & Mary Chain lægger nærmest guitarstøjen oven på egentlig tradtionelle pop-rocksange. Hos My Bloody Valentine flyder alle instrumenter og vokaler sammen i et sløret lydbillede. Band Of Susans lyd med bl.a. nedmixet vokal minder lidt om My Bloody Valentine, men de enkelte instrumenter står klarere i lydbilledet. Sangild pointerer, at disse fire grupper opnår fire ret forskellige udtryk, hvor Sonic Youth og Band Of Susans på forskellig vis til tider er nærmest skræmmende, The Jesus & Mary Chain mere virker ironiske og My Bloody Valentine nærmest sensuelle.

Herefter sætter Sangild støjrocken ind i et større filosofisk perspektiv. Bogen er baseret på et universitetsspeciale fra midt-90’erne, og nu stiger abstraktionsniveauet en kende, men Sangild gør sig faktisk umage med at forklare tingene, så de fleste skulle kunne følge med. Han sætter f.eks. støjrocken i forhold til Nietzsches begreber om det apollinske og det dionysiske, hvor det apollinske knytter sig til analyse og mådehold, mens det dionysiske knytter sig til ekstasen, rusen og det grufulde, og ifølge Nietzshe siger disse to begreber i samspil i kunsten noget centralt om eksistensen.

Sangild pointerer, at det meste støjrock på forskellig vis pendulerer mellem disse to fænomener, hvor melodien peger mod det apollinske og støjen mod det dionysiske, og at det er herfra, musikkens kvaliteter kommer. For hvis det bare var støj, ville det jo bare blive enerverende i længden. I forlængelse af det skriver Sangild, at støjrocken til dels har et tilværelses- og samfundskommenterende aspekt, men at det ikke bare skal forstås som oprør for oprørets skyld, for den type kritik er ikke rigtig kommet videre siden punken. Støjen skal snarere ses som et udtryk for, at tilværelsens umiddelbare skyggesider – her i metaforisk form som støj - ikke bare skal gemmes væk, men frem i lyset, fordi det nu engang er en del af eksistensen. Og så kan det oven i købet have en æstetisk virkning og medvirke til større tolerance af noget, man ellers har betragtet som noget uskønt.

I et afsluttende kapitel perspektiverer Sangild til støj inden for electronica, eksemplificeret ved Curd Duca, Oval og Merzbow, som han mener er ved at tage over på støjfeltet, nu støjrocken ifølge ham ikke rigtigt er kommet videre siden starten af 90’erne. Tidens garagerockbølge omkring The Strokes, Black Rebel Motorcycle Club og vore egne The Raveonettes nævnes ikke med ét ord, og der er da også i høj grad tale om gammel vin på nye, i nogle tilfælde endda let brugte flasker. At fremtiden ligger inden for elektronikken virker mere plausibelt, fordi der, som Sangild skriver, her er utallige muligheder, der endnu ikke er afprøvet. Man kunne tilføje crossover-eksperimenter mellem støjrock og electronica, som Sangild ellers kun kort nævner, men som dog har givet spændende resultater hos f.eks. Ministry, Nine Inch Nails og Primal Scream, selvom det også blandt musikere synes at være et ret uafprøvet felt.

Generelt må "Støjens Æstetik" siges at være en uhyre interessant og velskrevet bog, både når det gælder det historiske overblik, de ret dybtgående musikalske analyser og de filosofiske refleksioner. Og ikke mindst giver den straks én lyst til at hive de analyserede plader frem fra reolen eller anskaffe sig dem – og så dykke ned i støjen. Og så for mit vedkommende at ærgre mig over, at jeg ikke var til My Bloody Valentines koncert i Den Grå Hal i København i 1992…

Torben Sangild: "Støjens Æstetik", Multivers, 126 sider, vejl. pris kr. 198,-. Udkommer i dag.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA