x

Boganmeldelse: Henrik Marstal og Morten Jaeger: Hitskabelonen – Imod Popmusikkens Ensretning

Boganmeldelse: Henrik Marstal og Morten Jaeger: Hitskabelonen – Imod Popmusikkens Ensretning

De to musikere og musikvidenskabsfolk Henrik Marstal og Morten Jaeger leverer med "Hitskabelonen – Imod Popmusikkens Ensretning" både en historisk gennemgang af, hvordan et pophit bliver til, og en skarp debatbog. Marstal og Jaeger mener nemlig, alt for meget musik i dagens Danmark i for høj grad er skåret over den samme læst – en skabelon – og de lægger op til en debat om, hvordan pop- og rockmusikken i bred forstand kan blive bedre og mere varieret. Ikke kun for kunstens skyld, men også fordi det faldende pladesalg måske ikke kun skyldes piratkopiering, men også at forbrugerne er blevet trætte af de mange ens produkter, som jo alligevel hele tiden kommer i radio og tv – så hvorfor dog købe dem?

Marstal og Jaeger redegør først grundigt for pophittets historie helt tilbage fra 1800-tallets populærmusik og den hit-samlebåndsproduktion, der begyndte allerede i slutningen af 1800-tallet i USA omkring Tin Pan Alley i New York og bl.a. videreførtes af 50’ernes og 60’ernes professionelle hitsangskrivere omkring Detroit-pladeselskabet Motown, 80’ernes engelske hitfabrik Stock, Aitken & Waterman (Kylie Minogue, Rick Astley m.fl.) og 90’ernes svenske Max Martin (Backstreet Boys, Britney Spears m.fl.

Dernæst næranalyserer Marstal og Jaeger en række af tidens pophits inden for forskellige genrer, og de pointerer, at der uanset genre – pop, rock, R&B, heavy, rap etc. – alligevel oftest er en række fællestræk, som tydeligvis skal vække opmærksomhed hos radiolyttere og tv-seere, så de ikke zapper væk igen. F.eks. at omkvædet i en sang helst skal komme inden for det første minut, og at sangene højst må vare 3-4 minutter. Dette kalder Marstal og Jaeger, inspireret af den amerikanske sociolog George Ritzer, "McDonaldisering", hvor pophittet i bedste McDonald’s-stil er blevet et ensartet produkt, der serveres på samme måde overalt på kloden, der ellers skulle forestille at være blevet multikulturel. Som en skarp videreførelse af dette fænomen sammenligner "Hitskabelonen"s forfattere de mange tv-skabte popstjerner af Jon- og Gudrun-typen med ansatte i McDonald’s: De har meget lidt indflydelse på det produkt, de langer over disken (altså her sange), og de skal følge en lang række regler om udseende, væremåde etc. udstukket af ledelsen – som i øvrigt scorer langt det meste af fortjenesten.

Sluttelig kommer Marstal og Jaeger med en række forslag til, hvordan pophittene kan forbedres. Blandt andet ved at droppe de rigide hitskabeloner og radio- og tv-stationernes groteske rotationsprincip, hvor de samme få numre spilles igen og igen til kvalmegrænsen, hvorefter de over store dele af verden med militær præcision udskiftes med nye sange, der så igen spilles til hudløshed.

Bogen er uhyre velskrevet og har masser af tankevækkende eksempler. Debatformen er til tider meget bidsk – f.eks. når de ensartede pophits sammenlignes med den italienske konceptkunstner Piero Manzonis berømte og berygtede lort på dåse (uden dette værks indbyggede selvironi) – men det fungerer, fordi det er tydeligt, at forfatterne ved, hvad de taler om. Både når det gælder de musikalske betragtninger og historierne fra musikbranchen. Og bogen har trods alt ikke samme firkantede, belærende form som musikalske debatbøger fra de politiske 70’ere, f.eks. Beate S. Piils "Beat På Dansk".

Skulle man indvende noget, må det være, at nok er mange hits meget ens i opbygning, men Marstal og Jaeger synes at undervurdere den alsidighed, de indrømmer poppen trods alt viser, når hiphop, heavy, pop, rock, R&B, techno og såkaldt alternativ rock kan ligge side om side øverst på hitlisterne, og her er udviklingen de senere år gået mod flere genrer. Sådan så hitlisterne da ikke ud i f.eks. firserne, hvor der var strømlinet pop alle vegne. Og ligeledes sker det jo, at mere eller mindre skæve numre bliver store hits. Marstal og Jaeger nævner selv Queens "Bohemian Rhapsody" (1974), Laurie Andersons "O Superman" (1981) og Radioheads "Paranoid Android" (1997), alle 6-8 minutter lange, kompositorisk alternative sange. Man kunne tilføje to af årets store danske radiohits, Mews "Am I Wry? No" og Tim Christensens "Whispering At The Top Of My Lungs", der begge skiller sig ud ved at skifte taktart undervejs og for Mews vedkommende ikke engang indeholder et decideret omkvæd, der så hos Christensen først kommer næsten to minutter inde i sangen og kun gentages en halv gang.

Og heldigvis er det jo sange og kunstnere som ovennævnte, man husker, hvor de hurtige hits og deres kolportører hurtigt ryger i den store glemmebog. Så måske er det ikke så slemt endda. Alligevel bør "Hitskabelonen" være pligtlæsning for enhver pladeselskabschef, talentudvikler, sangskriver og musiker med hitambitioner og radio- og tv-leder. Det er næppe tilfældigt, at bogen udkommer samtidig med, at de to nye landsdækkende kommercielle radiokanaler, Sky Radio og Radio 100 FM, går i luften. Og bogen kan også varmt anbefales til alle andre, der mener, verden ville være fattigere uden pop- og rockmusik.

Henrik Marstal og Morten Jaeger: "Hitskabelonen – Imod Popmusikkens Ensretning", Lindhardt & Ringhof, 232 sider, vejl. pris kr. 249,-. Udkommer i dag.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA