x

Jong Pang – Det handler om at iscenesætte de kreative kræfter, ikke om mig som individ

Jong Pang – Det handler om at iscenesætte de kreative kræfter, ikke om mig som individ

GAFFA: Hej Anders. Tillykke med dit andet album ”Love” som udkom tidligere i august. Du er på vej til Los Angeles? 

Anders Rhedin: - Mette (Sand Hersoug, som også medvirker på albummet, red.), min kone, skal gå på kunstakademiet, og jeg tager med og skal selvfølgelig forsøge at starte op med Jong Pang derovre. Det er ikke Nik & Jay goes to Hollywood eller for at proklamere et eller andet. Nu tager jeg derover stille og roligt og ser, hvad der sker.

GAFFA: Hvordan kan man udgive en plade i Danmark, hvis man flytter til og bor i USA?

Anders: Jeg kommer hjem og spiller tre supportjobs for Choir Of Young Believers. Men ellers er det dét.

GAFFA: Du var i London og spille med din første plade. Har du flere planer i den retning?

Anders: Tigerspring (Jong Pangs pladeselskab, red.) arbejder rigtigt meget på udlandet, og jeg var derovre og spille, fik god respons. Men som musikbranchen er, så kan der være vildt god interesse, man hører så meget – og der kan ske alting eller ingenting. Men der sker ingenting, før der ligger en kontrakt. Der kan ske alting, og der kan ske ingenting.

Om filminstruktører

GAFFA: Hvornår har du lavet pladen?

Anders: Begyndte foråret 2008, men det meste af processen lå i efteråret. Det begyndte en måneds tid efter ”Bright White Light”, så gik jeg i gang med nummer to. Det meste er lavet efter, vi var færdig med at producere Choir Of Young Believers' debutplade, som jeg havde arbejdet på sammen med Fridolin Nordsø (ex-Moon Gringo, nu The William Blakes med mere). Det var en vildt inspirerende måned. Dele af det er indspillet i mit studie, som jeg havde bygget derhjemme.

GAFFA: Hvad sker der med studiet, når du flytter?

Anders: Det er det mest tragiske ved det. Det skærer i hjertet. Den største bedrift for mig ved den her plade var den uge, hvor jeg byggede studiet med lydregulerede vægge. Jeg er jo ikke just den fødte tømrer. En del af studiet bliver flyttet til Nordsø-brødrenes studie inde på Strøget.

GAFFA: Du producerer og mixer selv dine plader, men du har en masse gæstemusikere inde på pladen. Hvad er det for en frihed, det giver dig, at du selv producerer din musik?

Anders: Fridolin og Frederik laver en udvidet masterering, går ind og kan omarrangere numrene sent i processen, selvom numrene er færdige, men jeg har selv produceret og mixet dem, ja. Jeg ved ikke, om det giver en større frihed? Det er et godt spørgsmål, men et ret kedeligt svar. Hvis man får nogle andre til at producere det, så giver det en anden form for kreativitet, hvor de andre kreativitet kan komme ind og give noget uventet. Hvis man gør det selv, og som jeg får en masse andre folk til at komme med bidrag på en anden måde, så er det bare en anden slags frihed.

GAFFA: Hvordan?

Anders: - Jeg føler ikke, at jeg har en eller anden diktatorisk vision, der skal igennem. Der er bare rigtigt meget af den her plade, der er blevet delt ud. Jeg ser mig selv mere som tovholder for Jong Pang, eller filminstruktør. Det er et godt billede. Det handler om at iscenesætte de her kreative spillere, eller at samle et puslespil, som ligger derude i en særlig form. Det handler ikke om mig som individ, eller om min vision for hvordan verden skal se ud.

GAFFA: Hvorfor vil du ikke være filminstruktør?

Anders: Jeg så en fantastisk bag-om-filmen om Lars von Triers ”Europa”, optaget i Polen med 200 statister og kanon med snevejr. Alle de der kameraer og lyd, og pis og lort. Der må være en lettere måde at lave kunst på. Jeg er ikke nogen speciel film... Det er bare rollen, som instruktør, jeg godt kan lide.

GAFFA: Hvornår blev du færdig med ”Love”. Den er blevet forsinket?

Anders: Den er mixet i november 2008, og lavet færdig i januar. Den har været trykt og ligget færdig siden februar, men af alle mulige kedelige, logistiske grunde har det først været muligt at udgive den nu.

Om frugttræet

GAFFA: For at vende tilbage til det københavnske musikerkollektiv, som i løbet af de seneste år har udgivet rigtigt mange plader omkring Choir Of Young Believers, The William Blakes, Cæcilie Triers mange projekter. Hvordan ser du det? I et tidligere interview har du nævnt, at det startede med Moon Gringo, dit gamle band?

Anders: Moon Gringo er bare dér, det er startet for mig. Den københavnske scene er ikke noget bestemt. Den har ikke noget centrum, er enormt decentraliseret og enormt uoverskueligt. Alle der var med i Moon Gringo er ligesom gået videre i noget og er med i de bands, som befinder sig på den af medierne udråbte scene, men dermed overhovedet ikke sagt, at det er kimen til scenen.

GAFFA: Hvis nu du alligevel skal beskrive det, som kaldes en scene, hvordan ser du det så? Den måde de små selskaber, Nordsø-brødrene, dig, Cæcilie Trier og alle de andre arbejder sammen på kryds og tværs. Hvad betyder det, at I er med i mange projekter på én gang? Hvordan bruger du det?

Anders: Det giver bare en enorm energi. I stedet for du sidder et menneske eller fem mennesker, som sidder og læser én bog eller spiller med i et band. Så har du måske 30 eller 100 mennesker i det her miljø, som samler indspiration fra alle sider. Et helt utroligt frugttræ, en overflod, hvor man kan plukke den ene saftige appelsin efter den anden. Der er jo en helt enorm kærlighed i det her. Da jeg sådan startede med at spille indie for 10 år siden, hvor der ikke var en særlig stor scene i Danmark, så oplevede jeg i højere grad en konkurrencementalitet. Hvis det gik godt for ét band, så var der mindre til os andre. Men i dag har alle forstået, når det går godt for én, så går det også godt for nogle andre. Der er en enorm frygtløs udveksling af idéer og enorm gavmildhed.

GAFFA: Hvis man skal tage den negative vinkel, så vil man jo indvende, at mange af de samme idéer og meget af den samme lyd vil komme til at gå igen på de her udgivelser...? Du kan høre, når Choir medvirker på dit nummer ”Like Your Laughter”, noget Moon Gringo på ”Angel Of Death”?

Anders: Osteklokke-effekten? Kommer det hele ikke bare til at lyde ens? Men bare fordi der er nogle fællestræk, så er det ikke ensbetydende med, at det er ens. Hvis du tager den ene ende, så har du The Informations' helt vilde world-uptempo-funk og på den anden side har du Chimes & Bells' helt tunge Mississippi-indie, og indimellem har du selvfølgelig en masse ting, som deler nogle familieligheder, men at det hele lyder ens, det kan jeg ikke nikke genkendende til.

GAFFA: Lad os nu sige, at det ikke lyder ens, men at et band som Le Fiasko kommer ind i et rum med en organisk, stor produktion, vil ikke få helt samme gennemslagskraft og opmærksomhed, når der lige er kommet en Jong Pang- eller en Choir-plade?

Anders: - Det er måske rigtig nok, men når du siger scene og kigger dig omkring til andre steder, så... Indiescenen i Skotland i 90'erne med Arab Strap, Tindersticks, Belle & Sebastian. Der var jo enormt sammentræf, men jeg kunne vildt godt lide det hele. Jeg kan vildt godt lide Velvet Underground, og hver gang der kommer en plade, som minder om Velvet Underground, så er det nærmest bare en bonus.

Om lydens hastighed og synæstesi

GAFFA: Du er på Tigerspring, mens The William Blakes og de folk, du arbejder sammen med, er på Speed Of Sound. Du har endda lavet ”Love” rimeligt hurtigt. Hvorfor har du ikke udgivet det på Speed Of Sound?

Anders: ”Love” er lavet med speed of sound, haha. Den primære grund er, at Tigerspring er Jong Pangs management (internationalt) og kun udgiver pladen her i Danmark. Speed Of Sound består af mennesker, som kan finde på at starte en spontan, lille times intens afrika-/world-inspireret jamsession midt i stuen til vores afskedsfest før Los Angeles. Der var én, der nævnte, at sådan må det være, når Speed Of Sound-drengene arbejder. Og der har du nok forskellen. Når Speed Of Sound laver business, så er det en vild energi, en gang impro-afrika-polyrytmisk-craziness, som alligevel får noget ud af det på den måde, mens Tigerspring arbejder mere traditionelt.

GAFFA: Din første plade var inspireret meget af folkemusik, afrikanske rytmer og af Steve Reich for eksempel. Hvad har inspieret dig på ”Love”?

Anders: Bruce Springsteen og The Cure, tror jeg.

GAFFA: Vi skal tilbage til ”Love”. Hvad vil du gerne fortælle med ”Love”?

Anders: Sæt dig ned og lyt til det fra ende til anden, sæt dig ned på en stol og sid stille i et kvarter, og prøv selv at besvare det spørgsmål. Så finder du nok ud af noget.

GAFFA: Du sagde noget af det samme, da vi snakkede sammen om ”Bright White Lights”, så lad os forestille os, jeg kendte dét svar. Hvorfor vil du ikke antyde eller give en hjælpende hånd, en ramme for din musik – som mange kunstnere kan vælge at gøre?

Anders: Nu har jeg brugt lang tid på at lave den her plade for at sige noget med musik, og selvfølgelig skal man sige noget. Din udtryksform er ord, og det ville jo forholdsvist mærkeligt, hvis du skrev en sang eller tegnede en tegning i stedet for at skrive en artikel. Nu har jeg valgt at bruge så og så lang tid på at lave musikken, og det er jo for netop ikke at sige det med ord.

Jong Pang kommer hjem til Danmark og varmer op for Choir Of Young Believers den 25., 26. og 27. september i hhv. Århus, Albertslund og København.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA