x

Josh Rouse - Før koncerten

Josh Rouse - Før koncerten

Hvad er planen for den koncert, du skal spille i Århus den 1. september?
- Jeg skal spille sammen med et dansk band, der hedder DeSoto Caucus eller noget i den retning, og Howe Gelb er med i bandet den aften. Planen er, at jeg sender dem nogle af mine sange, som de så øver på, og så mødes vi dagen før koncerten og øver sammen og så spiller den næste dag. Det skal helt sikkert nok blive sjovt. Jeg glæder mig virkelig meget. Kender du bandet?

Ja lidt, det er også dem, der fungerer som det nye Giant Sand.
- Ja netop, så det er mig, der spiller med Giant Sand. Det er lidt vildt. Jeg glæder mig virkelig til at spille med Howe. Jeg har været stor fan og beundrer af hans arbejder i lang, lang tid. Og jeg glæder mig til at se, hvordan han har tænkt sig at fortolke mine sange.

Du er ikke bange for at spille en koncert, hvor du kun har haft én dag til at øve med bandet?
- Faktisk ikke, for det har jeg tidligere gjort på en verdensturné, hvor jeg spillede med en ny strygerkvartet hver aften. Den gang øvede vi kun sammen til lydprøven, og det gik virkeligt godt. Men det er lidt anderledes at spille med en ny trommeslager og bassist, så vi må se, om vi har en god kemi. Jeg håber virkeligt det fungerer, for jeg er faktisk på udkig efter en ny rytmesektion her i Europa, så hvis det går godt, kan det være, at de har lyst til at spille flere koncerter med mig.

Sidste år lavede de et tilsvarende show med din ven Kurt Wagner fra Lambchop. Var du nødt til at ringe til ham for at høre, hvad det var for noget, inden du besluttede dig?
- Ja, det gjorde jeg faktisk, og han talte virkeligt varmt om den oplevelse og anbefalede mig at springe ud i det.

Spiller du nye numre til koncerten?

- Ja, et par stykker. Jeg spiller blandt andet en coverversion af Cotton Eyed Joe, men det er mere en coverversion af Nina Simones coverversion af den sang.

Her i Skandinavien kender vi bedst den sang fra en rærlig coverversion af et eurodance-band, der hedder Rednex. De fleste tror sikkert, det er dem, der har skrevet sangen.  
- Den har jeg hørt, og jeg kan godt garantere for, at min ikke lyder sådan. Min version lyder mere som noget, der kunne være udsendt af det gamle jazzpladeselskab Verve.

Har du nogle ritualer, inden du går på scenen?
- Nej. Jeg kan godt lide at være lidt alene og slappe af.

Så du ofrer ikke en ged eller pisser i håndvasken?
- Nej ikke længere, men det ville da helt klart være en bedre historie, så bare skriv, at jeg gør det.

Hvad står der på din forplejningsliste?
- En flaske vin, chokolade, vand og noget light cola. Ikke det helt vilde, for alt, hvad de køber ind for, trækker de fra min hyre. Så jeg kræver sjældent ret meget, for jeg har ærligt talt mere brug for pengene.

Jeg troede faktisk ikke, du drak længere.
- Kun en lille smule, men det er også mest, så jeg har et eller andet at byde på, hvis der er nogen der kommer backstage for at møde mig. Jeg vil jo gerne være en god vært.

Læs et andet interview, hvor Rouse fortæller om sit kommende ottende studiealbum "El Turista" og livet som nybagt far i Spanien.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA