Dúné - Det grænseløse vokseværk

Dúné - Det grænseløse vokseværk

Syv teenagere står på en lille scene på Pigen & Trompeten. Et diskotek i Skive. Året er 2004. De er 15-16 år og har nået finalen i Skive Beach Party Band Battle.

Faktisk er der ingen scene, kun enkelte trin op til en repos. Foran dem står et pakket publikumsgulv på hen ved 250 mennesker - de forreste helt oppe i ansigtet på forsanger Mattias Kolstrup. Da bandet hviler efter kaotisk afbrændt energi, kigger de mod dommerne, som vælger at fordele stemmerne ligeligt. Afgørelsen skal derfor i stedet træffes af publikum. De er overhovedet ikke i tvivl. Dúné vinder suverænt deres første pris.

Senere går Ole Bjørn Sørensen (synth) forbi taberfinalisterne. De fleste er nu bevæbnet med en pilsner. "De bruger kraftedeme mere tid på at hoppe rundt end rent faktisk at spille," hører han en af dem beskrive vinderne. Det overrasker ham i grunden ikke. Året før fik de hyppigt kommentaren: "Hvorfor spiller I æt nåed, vi kender?" mens årets officielle bemærkning trods alt viste sig noget mere rygklappende om end på behersket facon: "I skal nok bli te nåed," som forsanger Mattias formulerer det.

Og tilføjer:
- Det var så underligt. Vi var meget sejere end alle andre. Der var bare ingen, der kunne se det endnu.

Omtrent sådan begynder succeserne at komme til Malte, Piotrek, Cecilie, Ole, Danny, Mattias og Simon eller septetten Dúné, som de tilsammen hedder. Sådan starter eventyret om en gruppe, der, siden de blev dannet i 2001, utæmmeligt har troet på en fuldtidskarriere med dette band og er gået benhårdt og kompromisløst efter det. Efter gymnasiet flyttede de fra Skive til København og nu - som et tiltag næsten simultant med færdiggørelsen af deres anden plade - har de lejligheder i metropolen Berlin, hvor bandet har besluttet at flytte til "for at være der, hvor drømmene bedst kan blomstre", som Mattias formulerer det. Det er også her, en del af interviewet foregår. Første del på hotel SAS Radisson i Århus godt en halv uge forinden, anden del i bydelen Kreuzberg i Berlin, hvor de fleste af medlemmerne nu bor.

Inspirationen fra Foo Fighters
Den 31. august udkom bandets andet album, "Enter Metropolis", der skal videreføre det stormløb, som 2007-debuten "We Are In There, You Are Out Here", satte i gang. Et debutalbum, som bandet siden høstede utallige priser for, som de har fået udgivet i det meste af Europa og Japan, og som - måske allermest afgørende - i oktober 2007 førte til opvarmning-shows for Muse i Forum samt for Foo Fighters i München. Sidstnævnte job blev afgørende for Dúnés fremtidige kurs og sætter tydelige fingeraftryk på deres nye album.

- Inden vi opvarmede for Foo Fighters, var der ikke rigtig nogen af os, der lyttede til deres musik. Vi tænkte: Det bliver da stort, men så var det heller ikke vildere, siger Cecilie Dyrberg (vokal, synth, guitar) og perspektiverer pointen:

- Efter vi havde set den koncert og oplevet dem, gik vi hjem og dyrkede Foo Fighters, og jeg tror virkelig, det har haft meget at sige. Også i forhold til lyden på pladen.

Oplevelsen af Foo Fighters' afslappede stil og måde at hænge ud også efter koncerten, samt deres imødekommende crew, som bad Dúné om at tage sig god tid til lydprøven og lod de unge skibonitter spise med gjorde et uudsletteligt indtryk. De var bare pisseflinke, som Ole formulerer det og forklarer:

- Vi forsøger at køre samme stil med vores eget crew også. Det her med bare at skulle ned og have det sjovt. Foo Fighters havde det godt og spillede også noget Sex Pistols under deres lange lydprøver. Den live-filosofi har vi prøvet at tage til os.

Efter den dag kørte der konstant Foo Fighters i tourbussen. Som en åbenbaring. Og i dag er Foo Fighters-nummeret Pretender det sidste, Dúné hører, inden de går på scenen. Som Cecilie præcist sømmer pointen fast:

- Det var der, vi gik fra en mere engelsk britrocklyd og over til en mere amerikansk lyd.

Ordene broderer sig ivrigt ind imellem hinanden fra bandmedlem til bandmedlem, efterhånden som pointerne krystalliseres. De suppleres af høflige: "undskyld jeg afbrød, fortsæt endelig", hvis de kommer til at tale i munden på hinanden, hvilket jævnligt sker. Det er som at overvære en form for kaos. Der er så meget at sige, men man skal også vente, til tiden er rigtig, inden man leverer sin pointe. Lidt ligesom bandets udvikling.

Heavylyden
For at give et indtryk af denne udvikling kan et lille musikalsk rids være på sin plads.

I de spædeste skridt i sjette klasse og årene derefter startede Dúné som et Roben & Knud-coverband. Hurtigt var fremtidsudsigterne gennem dette bagkatalog dog stærkt begrænsede, og gruppens stil katapulterede snart over i rendyrket synthpop. Det er gruppens første demo "Let's Jump" et perfekt eksempel på. Herfra kommer blandt andre The Hives og Franz Ferdinand til og blander sig med Bloc Partys første album, "Silent Alarm" samt Depeche Modes "Ultra" som inspirationskilder; lyden bliver mørkere og mere rocket - blandt andet ved at lægge en guitar til synth-fladerne, og da gruppen i november 2006 udgiver singlen Bloodlines, er lyden ved at være opdateret til det elektronisk rockede, som udgør bandets stil i dag.

Og dog.

Siden har bandet fået øjnene op for en mere beskidt, faktisk heavy-inspireret tyngde og bas. Fordi det var præcis det, alle bandmedlemmer ønskede at få inkorporeret.

- Vi har været af sted i to år og turneret med den dér ene plade. Fire Danmarksture og rundt i Europa og alle mulige steder i verden. Og på et eller andet tidspunkt begynder man at stå og kede sig over, hvad man laver hver eneste aften, indleder Ole og fortsætter:

- Så er der en, der køber en guitarforstærker, som er lige lidt noget andet. Så kommer der en guitar ind og nogle andre keyboards. Jeg begynder at lege lidt med lydene, og sådan udvikler det sig. Et halvt år før vi begyndte at lave pladen, hvor det tyske pladeselskab fra Europa var oppe, og vi sad med det danske pladeselskab, spurgte de: "Hvad tænker I?" Hvortil vi svarede: "Vi vil gerne have noget mere smadder på. Vi vil gerne være noget mere rockede."

Cecilie supplerer:
- Vi ville have den følelse, som når vi står live og får lov til at skrue mere op for guitarforstærkerne.

Ole fortæller også om, hvordan han og Danny Jungslund (guitar) i gymnasiet for alvor blev introduceret til heavy-verdenen via en rigtig god ven, der blandt andet hørte meget Raunchy. Det faldt efterhånden i smag. Og netop den erfaring var en af grundene til, at de besluttede at involvere Jacob Hansen (Raunchy, Mercenary, Volbeat, The Storm med flere) i arbejdet. Faktisk blandt andet inspireret af produktionen på Raunchys seneste udgivelse, "Wasteland Discoteque".

Var I ikke bange for, at Jacob Hansen produktionsmæssigt arbejdede inden for nogle meget tunge heavy-strukturer, der ikke passede til jeres univers?

Simon Troelsgaard (guitar): - Jeg tror, det meget var den Raunchy-plade, der gjorde udslaget. Det er jo bare pop med hård guitar, hvor man ikke rigtig kan forstå, hvad han synger i verset. De har en fantastisk sanger, Jeppe, som har en virkelig god stemme (vokalstykkerne er delt i Raunchy. Jeppe Christensen synger de melodiøse stykker, mens Kasper Thomsen varetager growl-delen, red.), og der er rigtig god lyd på, så jeg tror ikke, vi egentlig var bange. Jo selvfølgelig, når det kom til triggertrommer og metaltrommer, men da Jacob sagde, at han også havde arbejdet uden, var det bare at gå i gang derfra.

Først skulle stilarterne dog lige mødes. Jacob Hansen producerede indledningsvist sit bud på sangene "Heat" og "Let Go Of Your Love", men endte med et vildere resultat, end de fleste havde regnet med.

Danny: - Arrangementsmæssigt var de noget anderledes. Du vil nok løfte dit ene øjenbryn, hvis du hørte den første demo, siger han og smiler til de andre ved bordet.

Cecilie glider ind og fortæller om, hvordan pladeselskabet undrede sig over lyden. Hun imiterer - til udelt begejstring blandt resten af bandmedlemmerne - en høj skinger tysk stemme fra pladeselskabet, idet hun siger:
- Hmm, sounds a bit like...
...Iron Maiden.

Lytter man til førstesinglen "Victim Of The City", kan man tydeligt høre et Jacob Hansensk touch af en tungere bas. Tilsvarende er den slagkraftige "Everybody Fights The Lust" samt den albumsignaturhæftede "To Metropolis" gode eksempler på den tyngde, der er kommet til.

Den højenergiske liveoptræden
De tungere metodiske overvejelser i arbejdet med musikken, såvel som tidens tand, har hjulpet bandet til at kontrollere det kaos, der oprindeligt beskrev deres højenergiske liveoptræden. Den optræden, der måske også fik finaletaberne under Skive Beach Party Band Battle til at bemærke deres hoppende energi frem for musikken. Det er en faktor bandet er opmærksom på og har ændret ved, men ikke pillet ud, hvilket da også umiddelbart synes umuligt, når man først har set dem optræde.

Ole: - Energien er stadig intakt. Vi er i dag bare blevet mere bevidste om rent faktisk at spille, hvilket var lidt i anden række dengang, hvor det bare handlede om at have det sjovt.

Mattias: - Man skal også huske, at vi maksimalt spillede 30 minutter dengang, for vi havde simpelthen ikke mere energi. Vi spillede så røvhurtigt.

Cecilie: - Vores pladeselskab kaldte det for hr. og fru kanin.

Mattias nikker og glider over i at efterligne en stemme fra deres danske pladeselskab: "Husk, I skal bygge publikum op. Ikke skyde det hele af. I er som nogle unge teenagere, der har sex for første gang," griner han, men påpeger straks efter, at manden havde ret, og derfor har Dúné også arbejdet med det.

I Berlin, ved Alexanderstrasse 7, indfinder en udvalgt skare sig til en releaseparty for Dúnés tyske udgivelse. De har taget elevatoren til klubben Weekend på 15. etage og er gået yderligere nogle trapper op til en tagterrasse for her, under berlinerhimlen, at høre Dúné give en lille times koncert. Alle syv bandmedlemmer er stylet, og Dannys tatoveringer bevidner, at der er sket en del, siden Cecilies mor for år tilbage under bandets første Skive Beach Party Band Battle-optræden absolut velmenende spurgte: "Skal I ikke have nogle Beatles-sange med igen?"

Den tid er forbi, og ingen blandt skaren af pladebranchefolk i publikum stiller spørgsmålstegn ved bandets berettigelse, snarere tværtimod. De fleste emner synes snarere at dreje ind på, hvor højt denne raket skyder. Ikke om den skyder.

Fra scenen proklamerer Mattias, at bandet er her for at sætte gang i danseskoene, og da Ole kort efter går amok i karismatisk højoktan-dans, synes det tydeligt, at de gør, hvad de kan. Der er masser af energi i tanken. Klassikerne fra første album kommer, Mattias tager en løbetur hen langs baren, og Gibson-guitarerne klæder det hele på. Bagefter mingler folk med "skål!" og "hey!" og den slags. Tankerne flytter sig dog snarere tilbage i tiden til interviewet i Kreuzberg og en stille overvejelse fra Cecilie midt i al snakken om, hvorvidt der er nogle grænser for bandet:

- Næh. Egentlig ikke, svarer hun og kommer med et forslag:
- Måske burde det ikke hedde "the sky is the limit", men "the sky is no limit".

Gad vide om den raket kan affyres fra Berlin?

Dúné kan i september opleves live følgende steder:
4. september: Pigen & Trompeten, Skive
5. september: Musikcaféen, Århus
25. september: DFDS Rock Cruise færgen København-Oslo
26. september: DFDS Rock Cruise færgen Oslo-København

Udvalg af hidtidige priser for Dúné:
23. februar 2008: Vinder tre priser ved Danish Music Awards. For "Årets Nye Navn", "Årets Gruppe" og "Årets Rockalbum".

27. januar 2008: Vinder European Border Breakers Award (EBBA), der uddeles af Europa-Kommisionen til kunstnere, som har haft succes på tværs af de nationale grænser.

11. januar 2008: Bandet vinder P3 Prisen til showet P3 Guld 2007.

Januar 2008: GAFFAs læsere belønner Dúné med priserne "Årets Danske Band" og "Årets Nye Danske Navn" for 2007.

August 2004: Opnår tredjeplads i Starfighter-konkurrencen på Danmarks Smukkeste Festival.

April 2004: Dúne vinder Skive Beach Party Band Battle (opnåede året forinden en tredjeplads).


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA