Muse - Rock, revolution og det ydre rum

Muse - Rock, revolution og det ydre rum

- Vejret hernede er helt sikkert en inspiration, fortæller en tilbagelænet Muse-frontmand Matt Bellamy og læner sig tilbage i penthouse-lejlighedens sofa. Og når man kender Devon-bandet Muses lydunivers, giver det fin mening. Stedet er Comosøen i Norditalien, og aftenen før kom et tordenvejr rullende ind over området, med regn, vilde tordenbrag og nok lyn til at få liv i flere Frankenstein-uhyrer. I dag skinner solen fra en skyfri himmel.

Det er her, Matt Bellamy bor sammen med sin italienske kæreste, og det har rygtedes. Der skal skrives under på, at ingen vil afsløre Bellamys bopæl, og historierne i Como går også på, at der har været fans i byen på jagt efter bandets opholdssted.
Tre etager nede under denne hemmelige adresse ligger det studie, hvor Muse i dybeste hemmelighed har frembragt deres femte album, "The Resistance". I sig selv lidt af et monsteralbum, inspireret af klassisk litteratur, finanskrise og Matt Bellamys frygt for en tredje verdenskrig.

- Vi står på kanten af noget, der kan gå helt, helt galt. Det vil ikke kræve meget, sådan som verden ser ud i dag, at starte en altomfattende krig, lyder det dystert fra en ellers veloplagt og hurtigttalende Bellamy.

- Vi lever i en tid, hvor de mennesker, man troede, man kunne stole på, svigter ens tillid. Bankfolk og politikere, der lyver, snyder og rager til sig, og det virker desværre, som om folk forholder sig opgivende og apatisk til de problemer, og det synes jeg er ærgerligt. Jeg så gerne, at folk prøvede mere aktivt at ændre de ting, de synes er forkerte; var lidt mere revolutionære.

Er det det, "The Resistance" handler om, at få sparket gang i en revolution?
- Musik kan ikke starte revolutioner, men det kan inspirere mennesker. Indgyde håb og sætte tanker i gang, og ad den vej være med til at skabe forandringer, og det har altid været vores mål at inspirere folk, siger Matt Bellamy.

- Det er en kamp, der er værd at kæmpe. Det værste, man kan gøre, er at give op, supplerer trommeslager Dominic Howard.

Det handler, også, om held
Det er under ti år siden, Muse spillede deres første danske solokoncert i Lille Vega, og nu, til oktober, skal de spille i Parken.

- Vi har været rigtig heldige. For selv om man er meget ambitiøs, og det har vi altid været, er det virkelig et fåtal af bands, der når til det punkt, hvor vi er i dag, fortæller Dominic Howard om deres hurtige vej til rockstjernehimlen.

- Når folk snakker om, at hvis man bare knokler hårdt og er sin egen lykkes smed, så går det, så passer det simpelthen ikke. Nogle mennesker er født heldige, mens andre bliver født til et liv i helvede, og sådan er det bare, lyder det lidt kynisk fra Matt Bellamy.

- Da vi startede ud, ville vi sikkert have været tilfredse med at blive halvstore og spille for måske et par tusind mennesker. Men det stadie kom vi bare meget hurtigt videre fra, lyder det fra bassist Chris Wolstenholme.

At bandet har påtaget sig rollen som deres egen lykkes smed, kan også ses i, at de har valgt at producere "The Resistance" selv i eget studie.

- Det har været en rigtig god oplevelse. Ikke konstant at skulle have et øje på uret, flyve rundt og føle, at man smider penge ud af vinduet, hvis man ikke får bestilt noget en dag, siger Chris Wolstenholme, der i modsætning til Matt Bellamy ikke har slået sig ned sydpå. Han bor stadig hjemme i England sammen med sin kone og fire børn.

- Det har selvfølgelig ført til nogle konflikter imellem os, når der ikke har været en producer, der kunne skære igennem og afgøre, hvem der havde ret. Men så er det heldigt, vi er tre. To mod en, demokratiet vinder, lyder det fra Dominic Howard.

- Da vi indspillede det sidste album ("Black Holes And Revelations", red.) følte vi, at meget produktions-input alligevel kom fra os. Det skal ikke lyde som en kritik af Rich Costey, der producerede de sidste album og er en superdygtig fyr, men nogle gange er en producer i højere grad fokuseret på kommerciel succes, og hvordan et nummer kommer til at lyde som en potentiel single. Og hvor vi tidligere ville gå ret langt for at tilfredsstille en producer, havde vi denne gang nok tro på os selv til at tage springet, siger Chris Wolstenholme.

- Udgangspunktet var også bare, at vi skulle starte alene, og så kunne der komme en producer på senere. Det skete så bare aldrig, fortæller Matt Bellamy.

- Ingen af os er bange for at eksperimentere og skubbe vores grænser. Vi har indset, at der er en hel verden uden for guitarmusik, og man kan lave god, og stadig kommerciel musik, uden at det hele tiden skal være med guitaren i centrum, mener Chris Wolstenholme.

Det første band på Månen?
Ud over det verdensbillede, der møder Muse-drengene, når de tænder for fjernsynet, er "The Resistance" også i høj grad inspireret af George Orwells klassiske bog 1984.

- Kærlighedshistorien mellem hovedpersonen Winston og Julia er helt fantastisk, og da jeg genlæste bogen, blev jeg virkelig inspireret af den og det kan man høre. Der er faktisk flere kærlighedssange på dette album end vores tidligere, fortæller Matt Bellamy, der også drager paralleller mellem det verdenssyn, man ser i Orwells dystopiske fremtidsvision, og den verden, vi har i dag.

Men 1984 ender vildt ulykkeligt. De elskende forråder hinanden, revolutionen dør, og Big Brother vinder!
- Ja, for pokker, bogen kunne ikke slutte meget værre!  Jeg er også bange for, at "The Resistance" også slutter mørkt, fortæller Matt Bellamy, med reference til de sidste tre numre på pladen, "Exogenesis Symphony" del 1, 2 og 3.

- Måske er kampen her på jorden forgæves. Måske er der ikke andet at gøre end at rejse ud i rummet og starte helt forfra, siger Bellamy og flækker sammen af grin, da han hører, hvor dramatiske hans ord kommer ud.

Det stemmer meget godt overens med jeres sidste album, hvor I jo besøgte Cydonia - er denne planet simpelthen blevet for lille til Muse?

- Nej, det tror jeg ikke. Folk snakker tit om, at vi er storladne og bombastiske, og vores lyd er ekstravagant og over the top, men det synes jeg faktisk ikke, vi er. Hvis du sammenligner os med Tchaikovsky eller Beethoven, synes jeg stadig, vi er ganske små og helt jordbundne, siger Matt Bellamy med et skævt smil og holder to fingre tæt op foran sig for at illustrere, hvor diminutive Muse er i forhold til disse klassiske komponister.

Men nu har I spillet arena-turnéer, alle de store festivaler og på Wembley - hvor går et forholdsvis ungt band hen, efter at have opnået alt det?
- Vi mangler jo stadig at spille i Parken uden taget på, siger Chris Wolstenholme og fortsætter:

- Det har nok noget at gøre med, at vi meget hurtigt sprang fra at være et lille band til at være et forholdsvis stort band, der netop spiller de steder, som alle bands drømmer om, men som meget få bands nogensinde opnår. Og der er jo stadig lande, hvor vi ikke er slået igennem ... endnu, siger bassisten.

- Vi kan også komme meget længere som band. Hidtil har vi været meget begrænsede som trio. Jeg synes faktisk, tro det eller lad være, at vi op til nu har været et meget konservativt band. Med dette album har vi haft helt frie tøjler, og det vil vi udforske fremover, slutter Matt Bellamy, rockprædikant, rummusiker og måske kommende revolutionsleder.

Musikken og 1984
Muse er langtfra det første band der har ladet sig inspirere af 1984 og George Orwell. På David Bowie-albummet "Diamond Dogs" fra 1974 er der hele tre 1984-inspirerede sange: "We Are The Dead", "1984" og "Big Brother". På "Karma Police" med Radiohead er der referencer til tankepolitiet (thought police) fra bogen, ligesom nummeret "2+2=5", fra albummet "Hail To the Thief" også er inspireret af Orwell. Manic Street Preachers indledte deres album "The Holy Bible" med et citat fra filmatiseringen af 1984, hvor John Hurt som hovedpersonen Winston udtaler " I hate purity. I hate goodness. I don't want virtue to exist anywhere. I want everyone corrupt". Eurythmics lavede i øvrigt soundtracket til filmen. Også Marilyn Manson, Rage Against The Machine, The Dead Kennedys, Pet Shop Boys, Ozzy Osborne og Coldplay har inddraget 1984 og George Orwell i deres musik og tekster.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA