x

Nikolaj Nørlund: Det er skide lige meget, hvad andre synes

Nikolaj Nørlund: Det er skide lige meget, hvad andre synes

Det er seks år siden, at Nikolaj Nørlund sidst udsendte et dansksproget album i eget navn. Dengang var det "Tændstik", og nu er det så "Tid Og Sted", som skal finde vej til massernes afspilningsanlæg. Et album, der kom hurtigt i kassen

- Den er skrevet på 10 dage i Berlin. Det er sådan, jeg arbejder, ét projekt ad gangen. Jeg er meget tilfreds med "Tid Og Sted", men kan ikke sige, hvad det er for en plade. Nu er den ude af mine hænder, så er det op til andre at vurdere indholdet.

Traditionen tro er "Tid Og Sted" proppet med fine, poetiske tekster, der, som altid, kan tolkes på mange måder, og med pladens generelt tilbageholdte musikalske arrangement er der helt naturligt stor vægt på ordene. På "Tid Og Sted" er der blandt andet den fine kærlighedserklæring til København, Kongens Have, der er den smukke, længselsfulde "Under Fremmed Flag", og flere referencer til lys og mørke, specielt førstnævnte, dukker op i teksterne.

- Der har nok altid været referencer til specielt lyset i mine sange. Teksterne er vigtige for mig, og det gælder i al slags musik, også klassisk pop. Tag for eksempel teksten til "Raindrops Keeps Falling On My Head" (klassisk Hal David og Burt Bacharach-komposition fra 1969, red.), helt fantastisk.

På et af de tidligere, velformulerede album, "Nye Optagelser" fra 1997, sang Nørlund "Jeg føler, jeg blev født, da jeg fyldte 25 år" ("25 År"). Nu er overlæggeren hævet lidt. "Tid Og Sted" er ikke en tilfældigt valgt titel.

- Som med "25 År" handler den om at stå ved sin alder. "Tid Og Sted" er selvfølgelig et nummer fra pladen, men grunden til, at jeg har valgt den som titel for albummet handler om at stå ved, hvor man er henne i livet. Nu er jeg gået hen og blevet 44, og det er så det, jeg må forholde mig til. Men det er, som om det betyder mindre i dag, i forhold til hvad man foretager sig og beskæftiger sig med. 40 er jo det nye 20, siger troubadouren med et skævt smil og fortsætter:

- Og om 10 år er jeg da helt sikker på, at jeg stadig beskæftiger mig med musik.


Undergrundens nestor

Siden den journaliststuderende Nikolaj Nørlund dannede Trains And Boats And Planes i 1990, har han været usædvanlig produktiv inden for den alternative danske rockmusik, både hvad angår egne som andres udgivelser. Under bandnavnene Trains And Boats And Planes, Rhonda Harris og i eget navn har Nørlund udgivet i alt 15 album plus det løse i form af diverse projekter med film- og teatermusik. Han har produceret en lang række artister, som Jens Unmack, Niels Skousen og Superjeg, og åbnede i 2001 pladeselskabet Auditorium, som blandt andet har udgivet de store kompilationsprojekter "På Danske Læber" og "Andersens Drømme". Med "Tid Og Sted" runder Auditorium album nummer 30. Et virke, der kvalificerer Nørlund som undergrundens nestor.

- Sådan ser jeg det ikke selv. Jeg synes bare, at det er sjovt at lave musik, og kan godt lide at have mange forskellige tilgange og vinkler på det. Derfor har jeg arbejdet meget med såvel min egen som andres musik, og er i stigende grad begyndt at producere andre artister. Det har været naturligt for mig at gå ind i nye projekter. Jeg har lavet meget film- og teatermusik, har startet DUP (Danmarks Uafhængige Pladeselskaber, red.) og bliver efter planen tilknyttet sangskriveruddannelsen på konservatoriet. Men jeg spekulerer ikke så meget over min egen rolle, jeg går bare ind i de projekter, der virker spændende og naturlige for mig. Det er fordelen ved at have været med så længe; man hviler mere i sig selv, og så er det faktisk skide lige meget, hvad andre synes. Ja, det er faktisk skide lige meget, gentager Nørlund, mens han griner, læner hovedet tilbage og tager et dybt hvæs af smøgen.

Ussel mammon
Hvor der ikke kan stilles spørgsmål ved Nørlunds enorme betydning for det alternative danske musikmiljø, forholder det sig straks anderledes, når salgstallene for de enkelte udgivelser bliver gjort op. Spørgsmålet er, om Nørlund er tilfreds med sin kvalitative, kunstneriske status, eller om han jagter drømmen om at se millionerne rulle ind på kontoen en dag.

- Salgstallene har for hele branchen været bedre, end de er nu, og selvfølgelig vil jeg da gerne tjene flere penge, have højere løn og gå til større fester, hvem vil ikke det, ellers skulle man da være en idiot. Men værre er det så heller ikke. Jeg har da levet af det hele mit liv, og jeg er her endnu. Det er et fuldtidsjob, som jeg er meget tilfreds med. Så har vi også haft plader, som har solgt godt, ikke mindst "På Danske Læber".

Føler du, at du har fået indfriet dine ambitioner?
- Det håber jeg bestemt ikke. Det ville være trist. Nej, jeg er stadig sulten, for eksempel har det været virkelig sjovt at lave "Tid Og Sted", og jeg har appetit på meget mere.
Da du gik fra din kontrakt med Sony i sin tid, sagde du, at du var træt af at betale til deres kantineordning. Hvordan er forholdene på Auditorium?

- Vi får nok nærmere en samosa fra den lokale. Så hjælper det meget, at jeg har eget studie på H.C. Ørstedsvej, hvor rigtig mange af artisterne er indspillet. Studiet bliver også lejet ud, hvilket bidrager til økonomien. Når jeg både producerer og udgiver, er det muligt at holde omkostningerne nede på en helt anden måde, end hvis vi skulle leje os ind ude i byen.

Auditorium

Hvis du tager pladeselskabsdirektørbrillerne på, hvad er så det vigtigste for, at du udgiver en artist på Auditorium?

- Det er vigtigt at have en profil på et label, men først og fremmest skal det være noget, jeg synes er fedt. Teksterne er ikke uvigtige, og kvaliteten skal være i orden, så betyder genren mindre. Derfor har vi udgivet så forskellige ting som Ulla Henningsen, Mellemblond, Superjeg, Jens Unmack og Niels Skousen. Fælles for alle artister er kunstnerisk nysgerrighed og integritet.

Hvordan har du oplevet, at branchen har ændret sig i dine år på scenen, og hvor ser du, at den er på vej hen?
- En ting er, at cd'en snart er på vej væk og sådan vil det også blive på Auditorium, og det har jeg det fint med, jeg har ikke noget personligt forhold til cd'en som format. Det eneste irriterende er den dårlige lyd på mp3-formatet. Men det digitale medie betyder, at man ikke er så bundet af form som med cd'en og i særlig grad vinylpladen. Det betyder nok, at der kommer digitale udgivelser, som varierer meget i størrelse, det kan være 4, 10 eller 25 numre, på samme måde som den ene roman kan variere meget i omfang i forhold til den anden. Så er major-selskaberne i stigende grad begyndt at agere som indie-selskaber, med underlabels og outsourcing af promotionaktiviteter. En anden ting er, at forskellen mellem demo-bånd og cd-udgivelser er ved at blive udvisket, hvilket også betyder, at det er blevet sværere at orientere sig. Desværre betyder vigende salgstal og spillestedskrise, at der er trange tider for ny og eksperimenterende musik, selvom der bestemt er meget spændende, der udspiller sig derude, afslutter Nørlund med forsigtig optimisme.


Nørlund, Brorsons og DF
Dagen før interviewet stillede Nørlund - sammen med en række øvrige kunstnere - op til en støttekoncert på Rådhuspladsen for de hjemsendelsestruede irakere, som politiet smed ud af Brorsons Kirke, midt om natten, for nylig.

- Jeg går ret meget op i politik, og her er tale om en vigtig sag.  Jeg ser det som udtryk for en tendens, vi har set i lang tid. Det er Dansk Folkeparti, der bestemmer herhjemme, og jeg føler mig voldtaget. Den øvrige danske højrefløj har vist sig at være så magtliderlig, at de har ladet DF råde for selv at bevare deres ministerposter. Jeg ser det som et holdningsskifte. Jeg tror ikke, man kunne se en højrefløj, der alene baserede deres mandater på Fremskridtspartiet i 70'erne, det tror jeg simpelthen ikke. Og selv om jeg ikke er troende, synes jeg, at det var uværdigt og intimiderende at se den måde, hvorpå irakerne blev smidt ud af kirken. Derfor var det helt naturligt at stille op til støttekoncerten. På den anden side gør jeg mig ingen illusioner om, at det rykker noget, når mennesker, der er enige i forvejen, stiller op til et arrangement. Det er nok de færreste, der holder op med at stemme på DF, fordi jeg spiller på Rådhuspladsen, siger Nørlund med et svedent grin og runder af:

- Men det værste havde været, hvis ingen reagerede, at der ikke skete noget overhovedet. Nogen må gå ind og markere modstand, ellers står det skidt til


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA