x

The Knife vs. Darwin: replikerende forandringer

The Knife vs. Darwin: replikerende forandringer

Den svenske søskendeduo The Knife har gjort det til et indbygget statement i deres vokale excesser at stille spørgsmålstegn ved kønnets konstruktion. Gennem det sidste år er det imidlertid naturvidenskaben, der har dannet rammerne om Olof og Karin Dreijers musikalske samarbejde. Duoen har lavet 100 minutters musik til en opera, der iscenesætter tilblivelsen og modtagelsen af den engelsk naturhistoriker Charles Darwins hovedværk Arternes Oprindelse.

Der er noget næsten infantilt over hans milde ansigt, der i The Knife kunstneriske udtryk altid er tildækket bag spektakulære masker. Jeg møder den 27-årige svensker på det Kongelige Teater, hvor forestillingen "I Morgen Om Et År" skal foregå i begyndelsen af september.

Hverken han eller søster Karin havde noget specielt forhold til hverken opera eller Darwin, før Hotel Pro Forma bestilte 100 minutters evolutionsmusik hos den svenske duo:

- Mit forhold til Darwin før denne her opgave var af politisk karakter. Mine associationer var faktisk overvejende negative, hvilket for eksempel skyldes, at "biologister" har brugt evolutionære argumenter for at forklare, hvorfor eksempelvis kvinder ikke skal have det samme i løn som mænd. Det samme gælder 1900-tals-socialdarwinismen, der forklarer samfundsudviklingen gennem teorien om den naturlige udvælgelse for at legitimere og retfærdiggøre social nød og ulighed.

Kopi med forandringer
Men Olof Dreijers forhold til Darwins tanker og ytringer ændrede sig gennem arbejdsprocessen:

- Jeg blev fascineret at hans udsagn om, at forandring findes i alt - helt uhierarkisk i øvrigt. Udviklingen bliver altså ikke nødvendigvis bedre. Det er en positiv betragtning, forklarer han og tilføjer, at arbejdet især indledningsvis var meget research-baseret.

- Jeg studerede blandt andet Darwin-læseren Richard Dawkins, der beskæftiger sig med gen-evolutionsteori. Han taler om gen-replikation, men tilføjer, at replikationen altid rummer mikroskopiske forandringer. Den tænkemåde har vi overført til musikken.

Olof Dreijer uddyber begejstret, at arbejdet med eksempelvis effekten delay medfører små variationer. Nye lyde opstår i sit eget ekko:

- Det er faktisk også det, Darwin påpeger, nemlig iagttagelse af variation. Ikke udvikling. Han brugte faktisk ikke selv ordet evolution. Musikken til "I Morgen Om Et År" er derfor overvejede blottet for gentagelser og repeterende temaer til fordel for en langsom fremdrift.

Ligesom Darwin, hvis undersøgelsesområde var forskellige plante- og dyrearter, har The Knife har også arbejdet med udgangspunkt i dyr. Eller mere præcist dyrelyde, der som instrumenter i musikken udvikler sig til formulerede og unikke arter.  

Audio-feltstudier i Amazonas
Olof Dreijer opdagede hurtigt, at lyd-cd'er med dyrelyde var utilstrækkelige til formålet, og han valgte derfor at tage på tre ugers feltarbejde i Amazonas hos lydkunstneren Francisco López. López er i øvrigt uddannet biolog og var derfor en perfekt sparingspartner i forhold til relationen mellem musik og biologi.

- Hvis du køber sådan en sampler-cd med Amazonas-dyrelyde, så lyder det fint og smukt - og på nogen måske ligefrem beroligende. Men det er meget organiseret udtryk, meget feel-good-agtigt. Sådan er naturen ikke altid. I Amazonas var det netop spændende at opleve, at naturen ikke bare er smuk, men også præget af diversitet og overraskelser. Der findes enormt mange grimme og sære lyde, der slet ikke lyder som dyr. Vi optog for eksempel en masse fisk med undervandsmikrofoner, og det lød som en støj-koncert under vand, beretter Olof Dreijer og tilføjer, at mange af optagelserne blev lavet om natten.

Optageudstyret blev placeret og efterladt, således at dyrenes normale adfærd ikke blev forstyrret af parrets registrerende tilstedeværelse:

- Der var meget ventetid. Det var faktisk lidt ligesom at fiske! Heldigvis er lydtapetet i Amazonas ekstremt inspirerende. Det var lidt ligesom at være vidne til en vilkårlig komposition. Der var ikke umiddelbart nogle repetitioner, men der dukkede antydninger af mønstre op, når man lyttede længe nok.

En skrigende abe i operaen

Olof Dreijer kom retur til Berlin, hvor han er bosat, med over 30 timers optagelser fra Amazonas. Der var én lyd, han især var glad for at få i kassen - og hele vejen ind i Den Kongelige Opera:

- Brøleaben fremkalder en meget mærkelig lyd. Lidt ligesom vinden faktisk. Vi prøvede at optage aben en masse gange, men uden held. Ved et tilfælde kom den med i baggrunden på nogle andre optagelser, og brøleaben dukker derfor heldigvis op i operaen, siger Olof Dreijer med et tilfreds smil.

Urpremieren på "I Morgen Om Et År" finder sted 2. september på Det Kongelige Teater (Gamle Scene), hvor forestillingen også kan opleves 4. og 5. september . Herefter er det Musikhuset Aarhus (Store Sal), der lægger hus til i dagene 27.-28. november. I morgen om et år gæster også blandt andet Schweiz og Tyskland. Mere info på hotelproforma.dk

Korte knivnedslag
Den elektroniske duo The Knife blev dannet i 1999. I perioden fra 2001 og frem til 2006 udgav de tre studiealbum: "The Knife" (2001), "Deep Cuts" (2003) og "Silent Shout" (2006). Dertil kommer et soundtrack til Christina Olofsons film "Hannah med H" (2003). Den argentinsk/svenske singer-songwriter José González' akustiske coverversion af nummeret "Heartbeats" (fra The Knifes "Deep Cuts"), der ledsagede den smukke Sony Bravia-reklame med hundredtusindvis af kulørte hoppebolde sluppet ud i San Franciscos stejle gader, bidrog yderligere til at skærpe opmærksomheden omkring den svenske synth-duo.

The Knifes musikalske særegenhed skal især findes i de manipulerede vokaler og et uhyggepræget melankolsk antrit. Med en eksplicit mission om at aflive persondyrkelsen i popmusikken har den maskerede duo de første syv leveår afstået fra at give koncerter. I forbindelse med udgivelsen af duoens seneste, Pitchfork-best-album-of-2006-langspiller "Silent Shout" har The Knife dog spillet en kort række stærkt visualiserede koncerter - blandt andet i Store Vega i København i oktober 2006. Disse koncerter er blevet foreviget på audio-dvd'en Silent Shout: "An Audio Visual Experience" (2006).

Lillebror Olof Dreijer flyttede umiddelbart herefter til Berlin, hvor han har etableret et studie og dj'er under navnet DJ Coolof. Storesøster Karin Dreijer Andersson, som har stiftet familie i det svenske og optrådt som vokalist på udgivelser fra blandt andet Jenny Wilson, Röyksopp og dEUS, udgav tidligere i år det selvbetitlede album under navnet Fever Ray. Tilbage i midthalvfemserne var hun i øvrigt frontfigur i indiebandet Honey Is Cool. Sammen driver de to Göteborg-fødte søskende pladeselskabet Rabid Records, der ud over deres egne musikalske aktiviteter også har stået bag udgivelser med blandt andre Jenny Wilson og First Aid Kit. Om The Knifes fremtid forklarer Olof Dreijer kortfattet:

- Bortset fra vores samarbejde omkring musikken til "I Morgen Om Et År" har vi ikke arbejdet sammen siden 2006. Den sociale arbejdsproces omkring Darwin-operaen har været meget sund og inspirerende for os, og det kunne være spændende at arbejde videre med i The Knife.

Olof Dreijer bekræfter, at der dog i skrivende stund ikke er nogen aktuelle planer om et nyt album fra The Knife - når man altså ser bort fra at duoens 100 minutters musikbidrag til "I Morgen Om Et År", som er planlagt til udgivelse på søskendeparrets eget label Rabid Records i første kvartal af 2010.

Eksterne samarbejdspartnere:
The Knife har haft et overgribende kunstnerisk ansvar i forhold til musikken til "I Morgen Om Et År". Det er dog Olof Dreijer, der har været primus motor på den kompositoriske del, mens Karin Dreijer har bidraget til tekst og musik til de vokalbårne numre - sunget af Lærke Winther, Jonathan Johansson, Kristina Wahlin. The Knife har fået ekstern assistance af Mount Sims og PlanningToRock:

- Mount Sims er en god tekstforfatter, og han arbejder godt konceptuelt. Desuden har han en klassisk litterær skoling og har - sammen med Karin - været god til at inddrage ord fra Darwins vokabularium. PlanningToRock har været involveret i nogle af de instrumentale passager og har generelt været god til at bidrage med en akustisk og organisk tilgang til mine programmerede arbejdsmetoder. Hun har desuden en god musikæstetisk sans, forklarer Olof Dreijer.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA