x

Beatles remasteret - teknikerne fortæller

Beatles remasteret - teknikerne fortæller

Hvis du ikke allerede har gjort det, anbefaler vi, at du starter med at læse den mere generelle artikel om The Beatles' remaster-projekt inden nedenstående maratoninterview.

Den 09.09.09 udkommer samtlige Beatles-albums i digitalt remasterede udgaver - både som enkelt-cd'er og i en samlet boks. Her er interviewet i fuld længde med de ansvarlige teknikere. Vi kommer vidt omkring, og selv om visse passager er rettet specielt mod lyd-nørder, så har vi vurderet, at hele interviewet giver et spændende billede af arbejdsgangen i det mytiske studie i St. Johns Wood i London. Ligesom det er tænkt som en speciel service fra GAFFA i retning af fans af The Beatles.

Til stede er ledende lydtekniker Allan Rousse (AR) og Steve Rooke (SR), specialist i mastering.
De udspørges af et panel (Q) bestående af seks journalister. Fra Danmark er det Torben Holleufer fra GAFFA, Jan Poulsen fra Gear og Michael Madsen fra High Fidelity. (En speciel tak til Jan Poulsen for lån af lydoptagelse).

 
Remaster kontra remix
Allan Rousse(AR):
- Hvis du vil lave et remiks, og du vil have en vokal højere, ja så skruer du bare op for den. Men det kan du ikke gøre, når du laver en remaster.  Det er ærgerligt, for vi er blevet vant til at remixe og have ekstra kontrol, men vi blev fra begyndelsen klar over, at vi ikke ville kunne have den form for kontrol, og at specielt de indspilninger i mono, som var skabt af The Beatles og engineered af George Martin - dog i mindre grad med stereoudgivelserne - og som var lavet for over 40 år siden og af alle var regnet som de originale masterindspilninger - eftersom de ikke var blevet remastered før, var alt, hvad vi forsøgte at gøre, at præsentere dem på den bedste mulige måde med den teknologi, vi har til rådighed nu.

Panelet af journalister (Q):
- Har man tænkt på at remixe hele kataloget? Kunne man eventuelt gøre det i stedet for at lave remaster?

AR:
- Det kan aldrig været enten eller. Men når du tænker på, hvor meget der allerede er blevet gjort: "Help"-dvd'en, Antologien har over 120 sange, og "Yellow Submarine". "Love"-albummet er anderledes, selvfølgelig, og det samme gælder "Let it Be ... Naked", fordi det er koncept-album. Men det kunne være rart at arbejde på nogle af pladerne....

Filosofien bag

Q:
- Hvilken filosofi brugte I i processen? Havde I forskellige filosofier i forhold til de forskellige plader,  for eksempel i retning af at lave én lyd, der passede til 1962 og en anden, der passede til 1967. Hvilket koncept brugte I, da I lavede remaster?

Steve Rooke (SR):
- Da vi arbejdede på lyden, tog vi hvert album og forsøgte at gøre det så godt som muligt uden at skele til, at det album var ude i 1962 og det album i 1965. Vi ville sætte hvert album på, og vi arbejdede på dem fortløbende og koncentrerede os om at få den bedst mulige lyd ud af hvert album. Vi ville køre det gennem en equalizer(EQ) og få lyden frem.

AR:
- Vi ville gøre det samme, som de (The Beatles) gjorde det. Når man tænker på det tidsforløb, hvor de arbejdede, da udvikledes teknikken meget dramatisk, og det gjorde de også. Deres første album var grundlæggende identisk med, hvad de gjorde på scenen. Og så begyndte de at lave noget meget bedre, nemlig deres egne sange. De udviklede sig og teknologien udviklede sig, så da vi skulle remasterere, syntes det logisk at følge den udvikling sammen med dem.

Q:
- Prøvede I på at få en enslydende lyd på alle pladerne?

AR:
- Nej, helt klart ikke. Jeg tror heller ikke, det ville have været muligt. Forskellen i lyd - hvis du skulle tage de to ekstremer, "Please Please Me" og "Abbey Road" - der er syv-otte år mellem dem, og de er enormt forskellige både teknisk, kunstnerisk, produktionen, kvaliteten af musikken, så det ville have været umuligt at lave den samme lyd. Selvfølgelig kunne det have været rart at kunne have haft - når man nu husker på, at de to første to album kun var optaget på to spor - dem lavet på fire spor. For du kunne have forbedret de endelige miks mere. For når du indspillede backing track'et og vokalerne, så blev det ofte gjort på en gang og den balance, som var der, var den endelige. Mens hvis de havde haft multitrack, havde det været mindre vigtigt, fordi de kunne have ændret det i mixningen.

SR:
- Vi prøvede at få så meget ud af hvert album, og få så meget adskillelse, som muligt.

AR:
- For at fortælle jer præcis, hvad vi gjorde: Til at begynde med brugte vi mindst to uger på at finde ud af, hvordan vi ville få lyden ned: Hvilke convertere vi skulle bruge og så videre. Vi ville loade det ind i Pro-Tools (digitalt studieprogram) og forsøge at komme frem til, hvordan vi bedst muligt kunne starte processen.


Alle detaljer med
Q:
- Hvad med de oprindelige vinylplader som kilde?

AR:
- Vi ville lytte til de oprindelige vinylplader, men pointen er, at de gamle bånd er masterne. Vi ville faktisk loade vinylpladerne ind i computeren for at sammenligne dem, men der er det, at basområdet var et af de svage punkter i de gamle vinyldage, og lydteknikeren ville dengang måske fjerne lidt af bassen, men EQ'en, som blev brugt dengang, var ret begrænset. Men når vi var kommet frem til, hvilket teknisk udstyr, vil ville bruge - og det tog altså mindst 14 dage hver gang - gik vi i gang med at rense forskellige problemer, og vores første beslutning var ikke at fjerne ting, som var musikalske og havde med performancen at gøre, såsom Ringos knirkende trommepedal, den knirkende stol hen mod slutningen af dagen, og små ting, som var en del af udtrykket. Mens hvislelyde, pop i mikrofonen og lignende, elektriske klik ... alle disse ting ville vi lytte til, både i mono og stereo, og hver remastering havde både en remastering engineer og en lydtekniker, som begge har arbejdet med The Beatles siden Yellow Submarine, og for hvert projekt ville de få lidt mere erfaring, og desuden kan de - fortsat - lide The Beatles, hvilket er en stor fordel! Og de to ville først dele ansvaret, så det ikke skulle ligge på en enkelt mands skuldre at tage beslutninger, samt skulle rense båndene inden de skulle gennem EQ, og Guy Massey for eksempel ville lytte til et album og gå igennem det titel efter titel, og han ville så finde de ting, han ville reparere, fjerne eller hvad som helst, og så gennemgå dem endnu en gang og måske en tredje, så de var sikre på, at han intet havde overset, og når de så var færdige, ville de kunne flytte det op til Mastering-rummet.

SR:
- I begyndelsen af projektet blev vi enige om, at det meste af EQ og det arbejde, som ændrede lyden ville gå gennem analoge maskiner i stedet for digitale equalizere.  Vi tænkte, at det ville være bedre for lyden, som bliver varmere og ikke med så meget kant.

- Så vi tog det ind i mastering-rummet og lyttede til det et stykke musik ad gangen, mens vi førte noter om, hvad vi mente ville være nødvendigt. Så ville vi se på tracket, få bassen ud en smule, guitaren og vokalerne, indtil vi fik en lyd, som vi begge var glade for. Det ville så blive flyttet ind i en computer, og vi ville så gøre det med alle 13-14 tracks på albummet, og vi ville så kompilere det og overføre det til en cd. Vi ville derefter gå ned i Studie 3 - fordi det er et rum, som vi begge kender - og lytte det igennem. Og igen ville vi føre notater om ændringer, vi ville lave, hvor vi var gået for langt, og så videre.
Så ville vi gå op i Mastering-rummet og tilbage til det oprindelige grundmateriale, lave ændringer, brænde det på en ny cd, og det ville vi gøre med alle pladerne. Igen og igen.  Tre eller fire gange, indtil vi teknikere var tilfredse med lyden på hvert track.

- Når det var gjort, ville vi spille det for Allan eller andre medlemmer af holdet, for at høre deres meninger, indtil vi alle var enige om, at vi havde nået det bedst mulige resultat. Og den endelige cd ville så gå videre til Apple (pladeselskabet) for at få deres godkendelse. Det tog et stykke tid.

AR:
- Det var spredt ud over fire år, men sandt at sige, så tog det omkring et års arbejde, hvis du havde kunne arbejde i et stræk. Men det kunne du ikke for at være objektiv, så det var spredt over fire år. Hvert album tog måske to uger hver. Hvilket er meget i dag. De fleste bruger et par dage på at mastere et album. Vi brugte et par uger.

Q:
- Hvad var sværest i processen?
AR:

- Det kommer an på, hvordan du ser på det. Med hensyn til de ting, vi fjernede - klik, hvislelyde og så videre - var svært, fordi det er en beslutning ... tag nu for eksempel støj: De-Noising er blevet et "no-no" i branchen inden for de sidste par år, og det inkluderer også os her i Abbey Road, og den mængde af de-noicing, vi har foretaget fra hele kataloget er omkring fem minutter. Vi gjorde det i forskellige pas, nemlig en diskret de-noise og en meget diskret de-noise, og endte med at bruge den meget diskrete denoise, og vi endte med, når det var for højt, bare at reducere niveauet en lille smule i eksempelvis introen til en sang.  Der var en proces oprindeligt, hvor du, hvis du de-noisede et track, ville finde noget støj, lade computeren regne det ud og så ville du tage hele nummeret. Hvad vi gjorde i stedet var at gå ind på de steder, som vi mente støjede, og hvis det bare var fem sekunder, ville vi sætte fem de-noisede sekunder ind og ikke røre resten af tracket. Og til sidst havde vi bare lavet fem minutters denoising på hele projektet. En masse af beslutningerne var svære, og det var grunden til, at vi var seks, der arbejdede på projektet, for på den måde kunne vi - hvis vi lavede fejl - sprede skylden (griner lidt) ligeligt over seks personer - mens hvis vi havde lavet et godt stykke arbejde, var det mig, der var in charge (griner!). Jeg skal nok stave mit navn senere...

Men det var virkelig et spørgsmål om at sprede ansvaret, for det er et ansvar af to grunde: Den første var, at de aldrig var blevet remastered, og den anden, at det var The Beatles.

Q:
- Når man er seks personer i denne proces, er det overhovedet muligt at være enig?

AR:
- Ja, helt sikkert. Jeg tror, at det var på samme måde med The Beatles. At når alle sagde, at "ja, vi gør det", og hvis en ikke ville gøre det, gjorde vi det ikke. Men vi var egentlig allerede blevet enige fra starten om, hvad vi ville gøre, og hvis små individuelle problemer kom op, ville vi diskutere dem, men derefter nå til enighed. Men vi kom aldrig op at slås.


Holografisk tilgang
Q:
- Hvor går linjen mellem remix og remastering? Hvad jeg mener er, at når du øger bassen på de tracks, vi har hørt, er der nærmest en holografisk tilgang, hvor vi kommer hele vejen rundt om den lyd. Men det øjeblik, hvor du gør det, har du forskubbet lydbilledet. Det er som om, du har lavet en oversættelse af noget, som er en standard, som man siger inden for jazzen. Det er i praksis et nyt værk, du har lavet. Hvor går grænsen?

AR:
- En smule, ja. Med remix er det klart sådan. Det er vores oversættelse af, hvad vi gerne vil høre. Men det slutter ikke der, for hvis Paul McCartney og Ringo Starr ikke kan lide, hvad vi har lavet, vil de fortælle os det. Så de er stadig de endelige smagsdommere i forhold til vores arbejde. Remixing kan gøre mange ting, remastering kan ikke. Det er stadig meget diskret, og vi har en fordel, som ingen andre har, og det er, at vi kan høre de oprindelige masterbånd. Så vi ved, hvad der er på dem, og det er ikke nødvendigvis blevet hørt ordentligt ... okay, jeg accepterer, hvad du siger, men eksempelvis blev mange ting også hastet igennem, for eksempel i forbindelse med det andet album ("With The Beatles". Red.); dér havde The Beatles en tre timer lang session. Det var altid tretimers-sessions, hvor de kunne lave et remix. De brugte to og en halv time på at mikse monoindspilningerne, og den sidste halve time skyndte de sig med stereo-mikset.

- Hvad siger det dig? Jo, hvis The Beatles havde optrådt mellem 1952 og 1960, ville alt, hvad de lavede have været i mono. Havde det været mellem 1972 og 1980, ville alt have været i stereo. Men sådan var det ikke. De kom i 1960'erne, hvor England gik gennem den overgang, hvor man begyndte på stereo. Så The Beatles' monomasters kan regnes for de helt ægte masters, for The Beatles sad ind under mixningen med George Martin og lydteknikeren, i det mindste op til Det Hvide Album, og stereomixet ville så blive lavet af lydteknikeren og George bagefter. "Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band" blev mixet i løbet af en periode, hvor monomixet varede et par uger og stereomixet et par dage. Og der var stor forskel på monomixene og stereomixene, og uden at skulle "dis'e" Geoff (lydteknikeren Geoff Emerick. Red.), så glemte ham altså, hvad han lavede, såsom at ændre hastigheden på "She Said, She Said" fra Revolver og andre små detaljer, fordi stereo ikke på den tid blev regnet for særligt vigtigt.

- Men for at komme tilbage til dit spørgsmål: Ja, det er en svag oversættelse, men det er et forsøg på at lave små forbedringer på, hvad der allerede er der. Vi prøver ikke at skabe noget nyt.

Sexet lyd
Q:
- Ja, men det var altså noget, jeg hørte før. Bassen havde meget mere punch. Den var meget mere sexet. Det var som om, I havde lavet noget musik, der havde været hvid musik, om til at være sort musik. Jeg kunne godt lide det. Jeg var faktisk helt vild med det. Men det gør det altså helt forskelligt på en måde?

SR:
- Vi ville ikke gå for langt, for vi er alle vokset op med The Beatles, og vi kender lyden. Den er i vores hoveder. Så jeg tror, at vi passede meget på ikke at komme væk fra den lyd. Ja, vi kunne have gået meget længere med bas-EQ og diskant-EQ og så videre. Lige meget hvad du gør, kommer du til at ændre det i forhold til, hvad der er i dit hoved, i forhold til, hvad du har lyttet til. Ja, vi har frembragt visse frekvenser, og vi håber, at vi har gjort det på en diskret måde. Og ja, du kan høre dem lidt mere, men vi håber, at det er, hvad folk savnede hos originalerne. Vi har prøvet på at give folk en idé om, hvordan masterbåndene kunne have lydt uden at overdrive. Så vi var hele tiden meget forsigtige.  Og vi ville hele tiden sammenligne med de oprindelige masters som en guide til ikke at komme for langt væk. Men som Allan siger, så er al musik et spørgsmål om din egen personlige smag, og jeg tror, at det her har hjulpet, at vi har gjort det som et hold...

Q:
- Jeg kan også tillægge, at siden 1987, da cd'erne kom, har jeg altid skruet op for bassen, for jeg var aldrig glad for lyden på dem. Hvad synes I?

SR:
- Jeg tror, at det var sådan med 1987-cd'erne, at mediet var nyt på den tid, hele processen med at smide masterbånd på cd'er. Så der blev ikke lavet EQ på 1987-udgivelserne. Men jeg synes, at de var ret tæt på masterbåndene. Man må huske, at det var svært at smide særligt meget bas på en vinylplade i sin tid, så lydklipperen (på engelsk: cutting engineer) ville nok skære bas væk fra mixet for at tilpasse det til vinylformatet. Så du hører det nu, hvor vi har øget det en smule.

Q:
- Man må huske, at man ikke havde så meget bas i begyndelsen, ikke?

SR:
- Ja, som årene gik og teknikken udvikledes, ville lyden blive mere fyldig.

Dynamik og kompression


Q:
- Ville I ændre dynamikken?

SR:
- Ja, meget tidligt i forløbet foretog vi den beslutning i forhold til stereoudgivelserne, at vi ville begrænse dem en smule og så bringe niveauet op til standarden i dag. Det er sådan, at nutidens købende publikum ville nok forvente en smule limiting, og vi ville bruge det en smule, men kun en smule, for vi ville bibeholde dynamikken og ikke smadre den. Så ja, der er blevet foretaget en smule limiting, men slet ikke i nærheden af, hvad man bruger nu om dage. Vi bruger kun begrænsning oppe i toppen, så vi kunne få hele lydbilledet til at lyde kraftigere. Vi ville ikke bruge compression, men ville bevare dynamikken, så du har de stille passager og de kraftige passager og ikke en ensartet lyd som sådan.

- Det er en vigtig del af The Beatles' musik. Du forventer, at nogle ting er mere stille, og at andre er højere. Havde vi brugt en masse compression, ville du ikke kunne separere instrumenterne ordentligt, og det ville have fået det til at lyde mere som nutidens musik. Det ville have ført det langt væk fra, hvad vi kender som Beatles-musik. Så vi vidste, at det var vigtigt i historisk perspektiv, at vi bragte niveauet op i nærheden af nutidens, men begrænsede vores brug af limiting i det hele taget.

Q:
- Ja, der er to dele, ikke? Dels at få maksimum "peaks" op til 0, men hvor meget løftede I de lavere dele sådan generelt?

SR:
- Så lidt som muligt. Det er svært at sige en procentdel eller lignende. Men nok ti procent af, hvad der bliver brugt nu om stunder. Hvis The Beatles havde lavet musik i dag, er jeg sikker på, at de ville have presset dynamikken, for de ville have deres musik til at være lige så høj som andres på markedet. Og alle ville have kendt lyden som presset. Men det var den ikke. Den var meget dynamisk.  Vi brugte en meget hurtig limiter, som kun ville begrænse de få peaks, der gik over et niveau på for eksempel 2db; dér ville vi bruge den hurtige limiter til at skubbe dem ned. Så det får kun hele cd'en til at lyde måske 2db højere. Men det var så diskret. Virkelig diskret.


Stereo kontra mono
Q:
- Er mono vigtigt for publikum eller er det kun for hardcore fans. De 300 millioner hardcore fans...?

AR:
- Jeg kan ikke forestille mig, at mange unge vil være tilfredse med mono. Specielt ikke i deres iPods. Så jeg tror, ja, at vi må regne dem for de ægte mastere, bortset fra "Abbey Road" og "Let It Be", som kun var i stereo. Så op til Det Hvide Album sad de ind i mixningen, og gav deres besyv med, ligesom George (Martin) var med. Så du må acceptere dem som masterbåndene. Og jeg må lige sige, at der ikke nogen som helst form for limiting på masterbåndene overhovedet. Så du kunne måske sige, at eftersom vi laver det på cd og ikke vinyl,  var det en udgivelse for audiophiles (lydnørder), og jeg forventer ikke, at unge vil have lyst til at købe dem.

- Jeg startede i sin tid på at arbejde i studier, fordi jeg var interesseret i HiFi såvel som musikudstyr, og jeg havde stereoanlæg, da jeg var meget ung, og da jeg lyttede til Beatlespladerne, var det i stereo, og for at være ærlig, så havde jeg ikke lyttet til monoversionerne, før vi begyndte på det her projekt. Og selv om de er fascinerende, så når jeg lytter til forskellene på stereo og mono, foretrækker jeg stadig stereo.

Q:
- Kommer stereo-albummene eller mono-albummene eller begge til at udkomme på vinyl også?

AR:
- Det regner jeg med.  Lige nu ved jeg ikke, men jeg vil blive overrasket, hvis de ikke bliver det. De har jo altid været at få på vinyl.

Den oprindelige lyd
Q:
- Du snakkede om at kunne huske, hvordan musikken lød. Hvad hvis du siden ville lytte og erkende, at masterbåndene viste, at du havde husket forkert?

SR:
- Jeg tror, at der er en lyd, som er i dit hoved. Så jeg blev ikke så overrasket, men jeg tror, at du må medtage, at nogle af masterbåndene var lidt lysere, end jeg forventede, fordi jeg er vant til at lytte til vinyl. Og vinyl - og specielt lak, som blev brugt dengang - har en tendens til at varme tingene op en smule. Så du havde denne varmere og mere runde lyd, som vi alle sammen associerer med The Beatles. Også når du hører masterbåndene, er lyden meget renere. Du hører alting under ideelle forhold, og alting klinger lidt mere ud. Vi må jo huske, at vinyl ikke er det ideelle format. Det har mange fejl. Kan ikke reproducere diskanten ligeså meget som cd'en, når du nærmer dig centrum af pladen. Så det reflekteres alt sammen hen mod den lyd, som kommer tilbage, som vi alle voksede op med. Men nej, vi var ikke ude for særlig mange overraskelser. De var ikke så langt fra, hvad vi forventede.

Q:
- Prøvede I på at varme lyden op en smule?

SR:
- Jeg vil ikke sige, at vi gjorde det som sådan, for vi ville have en særlig tilgang til hvert album. Men jeg vil sige, at vi ville ikke prøve alt for meget, for vi vidste, at vi skulle trykke det på cd. På nogle af indspilningerne fandt vi, at masterbåndene lød så godt, at der ikke var behov for at ændre noget. Normalt var der en lydtekniker og en master-lydtekniker, som arbejdede sammen, og jeg tror, at begge havde den samme lyd i vores hoveder, som vi arbejdede henimod. Og jeg tror, at det er den varme og runde lyd af The Beatles.

Q:
- Men selv om du lod det være, kunne du forvente forbedringer på grund af bedre convertere (lydenheder, som oversætter naturlig lyd til digital i indgangen til en computer. Red.), ikke?

SR:
- Jo, præcis. Der er sket så store forbedringer, og det er en anden grund til, at tingene lyder så anderledes nu om dage. Teknologien har rykket sig så meget, fra båndoptagere over pulte, som vi bruger, og de mere moderne convertere til at gå ind i computere. Det hele ændres så meget hele tiden, så du prøver hele tiden at være opmærksom på det, når du arbejder.

Q:
- Ja, bare over de fire år, I har arbejdet, ikke?

AR:
- Jo, men vi kunne ikke gå tilbage og starte forfra (alle griner..). Der sætter jeg grænsen.... men efter al sandsynlighed vil det hele blive remastered om ti års tid, men det bliver ikke mig, der gør det.


Når telefonen ringer
Q:
- Hvorfor måtte vi vente så længe på denne omgang af nye versioner?

AR:
- Jeg ved det ikke. For vi teknikere på Abbey Road venter jo bare på, at telefonen ringer og vi får besked på at udføre et arbejde. Og den telefon ringede ikke før for fire år siden.

Q:
- Og I pressede ikke på???

AR:
- Vi havde ikke den magt. Vi kom med vage forslag, men beslutningen ligger stadig hos Apple og EMI.

Q:
- Har George Martin, Paul eller Ringo været involveret?

AR:
- George har ikke. For med al respekt for ham, så ville han ikke være i stand til at høre tingene, for hans hørelse er nedsat. Han kan høre, men de svage forskelle, vi har lavet, ville han ikke lægge mærke til. Men vi ville selvfølgelig ikke lave nogen Beatles-remaster eller -remix, uden at The Beatles havde det sidste ord. De ville selvfølgelig ikke være til stede til sessionerne, for selv når vi laver et remix, ville vi - hvor de ville bruge en halv time på at remixe fire sange til stereo - ville vi bruge to dage på en sang. Remastering ville tage lang tid, hver sang måske op mod to uger, og ingen ville møde op for det, så vi ville ende med at lave CD-R'er, sende dem til Apple, og vente på, at telefonen ville ringe. Hvis den ikke gjorde det, ville det betyde, at de var gode. Og ringede den, ville vi begynde at blive bekymrede. Den har dog ikke ringet endnu! (alle griner..).


Lidt for nørderne

Q:
- I arbejdede i 24/96 (24 bit/96 KHz) hele vejen til downsampling?

SR:
- Ja, det var alt sammen ned fra de originale kvarttomme bånd til Hi-Res 24 bit (High Resolution) og ethvert klik, der blev fjernet, ville blive flyttet i Hi-Res. Det blev derefter besluttet, at  - vi snakker for fire år siden, da vi lavede de indledende aftaler - eftersom det ville gå ud på cd, som var det ledende format på den tid, som altid er 44.1/16 bit, ville vi - efter at vi var gået fra den analoge mikserpult og over i min computer i 44.1/24 bit-formatet, og efter at have fået EQ, ville det gå videre i min computer i 24/44.1, for vi ville ikke smide det igennem endnu en maskine for at nedsample eller re-sample, og skulle igennem endnu en proces. Og vi følte, at hovedmediet ville være CD i 44.1, og der ville vi holde det, frem for at skulle køre det igennem flere behandlinger.

Q:
- Nu er der jo cd, og dvd-audio og Blu-ray...?

SR:
- Hvis vi vil gøre det, har vi stadig alle Hi-Res-versioner, samt alle notater om alt, hvad vi har gjort. Om hvert et klik, vi har fjernet, og alting, så hvis vi ønsker at lave det i Hi-Res kan vi gøre det om.

Q:
- Men har der ikke været snakket om at udgive Hi-Res-cd'er eller dvd-audio'er eller...???

AR:
- Nej, det er endnu en aftale mellem Apple og EMI.

Q:
- Er det jeres indtryk, at der er forskel på Hi-Rez-versionerne og de endelige cd-versioner?

SR:
- Du må huske, at alting må komme ned til 44.1 for cd, så det må man acceptere.  At arbejde i Hi-Res er rart, for alt er dejligt og klart, og det er grunden til, at vi gør det. Det er svært at sammenligne dem, for det er jo klart, at du har et fladt masterbånd, og så lytter du til cd'erne, som har været gennem en analog-pult, er blevet EQ'et og så videre, så de lyder forskelligt. Men vi føler, at ved at arbejde, som vi gjorde, at med hensyn til al støjen og klik og så videre, var det meget bedre at lave det forberedende arbejde i Hi-Res.


Cd er bedre end sit rygte
Q:
- Grunden til mit spørgsmål er, at jeg altid har tænkt, at cd-formatet er meget bedre, end man normalt forventer. Og hele dette projekt beviser det, og derfor er det et interessant projekt, for det er stadig i cd-format...?

SR:
- Det er et meget godt format. Det lyder godt. Forskellen mellem Hi-Res og 44.1 og så videre er, at det ikke springer frem mod dig og kan være meget diskret, men grunden til at vi gik op i Hi-Res var for at forberede, og der skal du kunne arbejde i den bedst mulige lydkvalitet. Men vi vidste, at ved at gå gennem analogpulten og så videre, var vi på rette vej.


Perfekte masterbånd

Q:
- I hvilken stand var masterbåndene?


AR:
- Perfekte. De eneste problemer, vi havde, var med mono'erne, som ikke var blevet spillet i mange år, og alle splejse-tape var tørret ud, så når du ville spole, ville du have alle de splejsede klip til at stikke ud. Og det ville tage tid, for hver gang du kom forbi et sted, hvor båndet var klippet og splejset sammen, ville splejsetapen gå op, og du skulle lime det igen, så det ville tage tyve minutter til en halv time at nå til begyndelsen af båndet.

- Da vi overførte dem - også selv om vi vidste, at vi ikke ville have de problemer, som moderne bånd har, hvor ilten kommer af - endte vi med at overføre dem sang for sang.  Og mellem hver sang ville vi rense båndhovederne og der, hvor båndet løb, og så en sang mere, og der ville komme bare en lillebitte smule støv, men EMI's bånd har holdt sig virkeligt godt.

Q:
- Så er det så den definitive overførsel?


AR:
- Ja, for øjeblikket.

Q:
- Ja, men lavede I digitale kopier og så videre?

SR:
- Jeg er sikker på, at der efterfølgende være backup af alting på lager. Når først vi har lavet Hi-Res-kopier.

AR:
- Et af mine første job for mere end 20 år siden var at lave sikkerhedskopier af ethvert bånd, ikke bare masterbånd, men hvert entommes 4-spors og hvert 2-tommers 8-spors bånd. Og I kan sikkert forestille jer, at for tyve år siden gjorde vi det hele på en Mitsubishi-maskine, som ikke eksisterer mere, og i det lavest mulige format, så de er udtjente nu, men dengang var det godt at have en backup. Vi spiller aldrig masterbåndene, hvis vi ikke skal bruge dem. Hvis vi skal finde noget, eller lære, tager vi de gamle Mitsubishi-bånd frem, og vi ville kun spille masterbåndene, når det var absolut nødvendigt.

The Beatles' indflydelse på projekter


Q:
- Hvad med projekter som for eksempel "Revolution No. 9" fra Det Hvide Album? Hvordan var det at lave lige det track, som mere eller mindre var Yoko Onos arbejde. Har hun kunne gå ind og være medbestemmende i processen med lige det nummer?

AR:
- Nej. Hun bliver behandlet på samme måde som Paul og Ringo. De modtager alle diskene, og de kan have meninger og lytte til dem, og hvis Yoko Ono havde nogle kommentarer til dem, ville hun nok have fortalt os det. Der var ingen enkeltpersoner involveret, og det var blevet meget kompliceret, for hvis du tog en sang, som John havde skrevet, og han følte at bassen var for høj, eller Olivia (Olivia Harrison, George's enke. Red.) følte, at Georges guitar var for høj, var det blevet meget kompliceret.

Q:
- Ja, men her tænker jeg på Yoko Ono, kunstneren og dadaisten, og ikke i rollen som Johns kone eller arving...?

AR:
- Ja, men her laver vi remaster af The Beatles, og kun The Beatles. Hun havde en masse at sige, da vi remixede hele Lennon-kataloget. Vi remixede seks album, og hun havde en masse at skulle have sagt. Men essensen var, at teknikeren sad og arbejdede, og Yoko ville jo ikke sidde med ham i studiet i al den tid, som måske var 24 timer for at lave en sang. Så han ville samle det hele, og hun ville komme over fra USA i en uge, og komme forbi i to-tre timer hver eftermiddag og lytte på hver sang. Men igen ville jeg ikke have forventet mindre fra hende. Og sådan kørte det.
Men hun er kun én person, som varetager én person, hvor du taler om fire individer, så vi gjorde det for dem.

Q:
- Arbejdet med "Love"-albummet, blev det blandet ind i forhold til jeres arbejde med remasters?

AR:
- Nej. George og Giles (Martin - far og søn. Red.) arbejdede faktisk i samme bygning, mens vi arbejdede på remasterne. Intet har ændret sig siden 1960'erne. Det er Beatles overalt. Du kan ikke undgå det. Du kommer om morgenen og må skubbe dig forbi folk, som tager deres billeder udenfor, og så kommer du ind og går forbi et rum, og du kan høre Beatles-musik.

Stemmen bag RockBand

Q:
- Arbejdede I på Rockband-spillet?

AR:
- Nej, selv om jeg lagde stemme på. Det er faktisk utroligt. Jeg har krydset barrieren mellem denne side og den anden. RockBand-folkene sagde, at de ikke skulle bruge en amerikaner, der skulle forsøge sig på en engelsk accent, så de ville have en ægte englænder til at gøre det. Men de ville ikke have en, der var for ung, og ikke en der var for gammel, de ville ikke have en, der talte for overklasseagtigt, og ikke en, der lød for meget som underklassen, så de holdt prøver med fem personer, der arbejdede i bygningen. Og hvorfor Gilles Martin var en af dem, forstår jeg ikke, for han har en meget overklasseagtig ("posh") stemme, så han blev ignoreret med det samme (alle griner), og så var vi fire, og jeg sagde tre-fire linjer, og det var så det. Og to uger senere ringede de og sagde, at de ville have mig til at indtale det hele. Så jeg er The Voice of RockBand. Men det er kun, til du har lært, hvordan du spiller spillet. Derefter går du ind og spiller spillet.

Pirater
Q:
- Der har været en vinyl-remaster til cd. Jeg tror endda, at den har været halvt godkendt....jeg fandt nogle piratplader...?

AR:
- Ja, på en eller anden måde ulovlig! Nogle taler om ham, der gjorde det, med stor ømhed, og nogle siger, at han ikke er så god, men hvordan du end vender og drejer det, er det mod loven. Jeg ved ikke, om han sælger dem eller giver dem væk...

Q:
- Okay, men har I været i forbindelse med andre, som lavede remasters. Eller er I hovedkvarteret, som ignorerer alt?

AR:
- Der er en masse mastering engineers, som ville ønske, at de havde lavet vores arbejde. They didn't. We did. Tough! De ville måske have gjort det anderledes. Enhver har sin teknik. Men foreløbig er alle indspilninger og udgivelser med The Beatles blevet lavet i Abbey Road.

Q:
- Men hvad med de amerikanske Capitol-remasters i stereo. Hvordan blev de til?

AR:
- (lettere ironisk) Ja, hvad med dem? De havde ikke adgang til de originale masterbånd, men til kopier. Vi sender aldrig masterbåndene ud af huset, og det de gjorde var, at de skabte deres egne masterbånd fra vores kopier. Så de er syv generationer længere nede.

Udstyr
Q:
- Fortæl os lidt om jeres udstyr. Hvilke mixere og maskiner har I brugt mest?

SR:
- Jeg kan fortælle, at den grundlæggende arbejdshest var den specialbyggede EMI TG-mikserpult (bygget til EMI i starten af 1970'erne. Red.), og alt gik gennem den pult. Der lavede vi langt størstedelen af EQ-arbejdet og alt det, og vi følte, at det ville give os den rigtige lyd til at begynde med.

Q:
- Og hvad så nu?

SR:
- Vi venter på, at telefonen ringer.  Det kunne være sjovt at remixe.

Q:
- Hvad med "Let It Be"-albummet, som var produceret af Phil Spector. Lavede I også remaster på det?

AR:
- Ja. Ud over det faktum, at det lyder forskelligt fra de andre Beatles-album på grund af hans produktion, så gjorde det ingen forskel i forhold til, hvordan vi behandlede det. Det var grunden til, at Let It Be ... Naked kom ud.

Q:
- Hvad med "The Beatles For Sale"? Jeg har altid ment, at det album lød forskelligt. Set fra en audiofils synspunkt var det ikke helt på samme niveau som de andre. Hvad synes I?

AR:
- Nej, jeg er enig. Men igen, de er alle forskellige, og det er svært at komme over det faktum, at hvad der skete i tresserne var ikke noget specielt. Faktisk ... hvis jeg må have lov at citere John Lennon fra dengang The Beatles gik i opløsning:
 "Vi var bare et band. Hvis I vil have pladerne, er de der for jer!" Og hvis I tænker over det, så forventede The Beatles ikke at blive lyttet efter i mere end et par år. Og da slet ikke i 40 år. Der er alle de her bøger med folk, som gav deres vurdering af, hvad der skete. Jeg har valgt, efter at have arbejdet tæt på The Beatles' materiale i 20 år, og jeg har kunnet se på papirer og dokumentarer og har kunnet spille båndene, og en masse skøre ting er blevet skrevet, som ikke nødvendigvis er sande. Som jeg kan bevise ikke er sande, for jeg har ting, som taler i en anden retning. Og desværre vil det blive værre og værre og værre, for de kommer til at række langt ind i historien. Og folk kommer til at skrive bøger og kopiere de gamle bøger og gentage fejlene.

Møde med Beatles
Q:
- Bliver I nogensinde trætte af at lytte til Beatles?

AR:
- De er ikke på min iPod. Jeg vil tro, at jeg lytter til The Beatles hver dag på arbejde. Og jeg vil gerne have den tanke, at det hold, der arbejder med The Beatles - ud over at de er fans og entusiastiske - behandler det som business, som ethvert job, ud over det faktum, at vi er opmærksomme på, at det er The Beatles, og fordi vi gør det så meget, vil jeg tro, at ingen af os går direkte hjem og sætter et Beatles-album på afspilleren. I hvert fald ikke i øjeblikket.

Q:
- I lytter i stedet til The Rutles (Beatles-parodiband fra film af samme navn. Red)?

AR:
- Ja, det er en løsning (griner)!

Q:
- Du lavede Anthologien (Anthology 1-3: 3 udgivelser med sjældne ting udsendt 1995-96.Red.). Dengang var du sammen med de tre overlevende, for George levede stadig. Det at sidde sammen med dem i studiet, betød det noget for din forståelse for, hvad de følte i forhold til, hvad de havde kreeret? Eller så du på, at det her er lyden, og jeg har den og den tilgang uden at blive påvirket af dem?

AR:
- Jeg arbejdede ikke med dem på den måde, at jeg var fri som fuglen og sådan. Det eneste claim to fame, som jeg kan sige, jeg har haft, var, da George begyndte at samle sit arbejde. George (Martin) var her og arbejde i et år og overså alle vores outtakes. Og i begyndelsen ville vi have samlet måske 20 outtakes, og han sagde, at måske ville det være godt at få The Beatles til at komme forbi og lytte. Og jeg var i det rum med George Martin, George Harrison, Paul McCartney og Ringo Starr. Den første gang, de fire havde været samlet i Studie 2 i over 30 år og den mest åbenlyse ting var, at det bare var tre fyre og en producer. Du ved, de er ikke så fascineret af The Beatles som os. For de var The Beatles og de gjorde bare, hvad de nød at gøre.

Q:
- Men hvordan påvirkede det dig?

AR:
- Det var sgu ret rart at være inde i det rum. (nedtonet: It was quite nice ... Alle griner!). Jeg mener, Paul spadserede først ind, mens George (Martin) allerede var der med mig. Så kom George Harrison og så Ringo til sidst. Og så pludselig - med undtagelse af en - var det de fire Beatles nærmest. Og George Martin var en "beatle" også, ikke? Og ja, det var lidt specielt.


Seks fyre
Q:
- Et sidste teknisk spørgsmål til det nye projekt. Hvordan separerede I instrumenterne? Hørte vi det simpelthen sådan, at vokaler var i højre side og instrumenter i venstre?

AR:
- Ja, sådan var det oprindelige arbejde. Det har måske været fristende at trække dem sammen en lille smule og lave dem i mono en smule, men ikke helt.

- Jeg kan garantere, at lige meget hvad vi har gjort, har noget af det været rigtigt og noget af det forkert. Men som det blev pointeret  for mig, da vi begyndte: Du kan tilfredsstille nogle mennesker noget af tiden, men du kan ikke tilfredsstille alle hele tiden. Så derfor indtog vi den attitude, at vi måtte tilfredsstille os selv, og være glade for, hvad vi har gjort, og håbe at The Beatles og Apple er enige med os, og er de det, er det så meget, som vi kan opnå.
Noget helt andet er, at du kan få fat i seks andre fyre og de vil gøre det anderledes. Der er bare det, at vi var dem, der var heldige.

Q:
- Vi er seks her!!!

AR:
- (Griner) Ja, men hvis I vil i gang, så vent lige. Jeg kan lige gå ned og få fat i båndene.

SR:
- Fire år til rådighed. Og I må gøre det her!

AR:
- Ja, I kan ikke tage dem med hjem. Desværre!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA