x

The Decemberists: Vi turnerer mere af nød end af lyst

The Decemberists: Vi turnerer mere af nød end af lyst

GAFFA mødte det albumaktuelle band The Decemberists i Chicago under dette års Lollapalooza-festival. Kort inde i interviewet blev bandet dog kaldt til lydprøve, men trommeslager John Moen blev hængende til en længere snak om bandets turnévirksomhed, politiske profilering, samt hans personlige rolle i bandet.

I har spillet på en del festivaler i år. Hvad synes du om festivaler som spillested?
- Personligt ville jeg nok ikke vælge en festival til at se live-musik. Jeg synes, festivaler er ret distraherende, og selv når vejret er godt (under interviewet silede regnen ned over festivalen, red.) er det for varmt, og jeg bliver solskoldet. Jeg er nok lidt gammel og sær, så det er ikke lige min kop te (griner, red.). Mine favoritspillesteder er teatre eller bare større spillesteder, hvor der er mørkt, så vi kan bruge vores lysshow, og hvor lyden er mere optimal. Du ved, bare mere stemningsfuldt.

I har ikke tourneret ret meget i Europa, og er generelt langt mere profileret herovre. Foretrækker I at spille i USA?
- Vi var desværre nødt til at aflyse nogle turnéer for noget tid siden - også i USA. Så for cirka et år siden besluttede vi at droppe at turnere uden for USA i et stykke tid, for at holde sammen på bandet. Der var nogle ting, der var lidt vigtigere for os at tage os af end at promovere os ude i verden. Derudover har vi egentlig ingen undskyldning... (griner, red.) Jeg tror, at nogle bands virkelig elsker at turnere, og et at rejse rundt i verden er en del af det sjove. Vi er nok ikke et af de bands. Vi gør det mere, fordi det er en nødvendighed. Altså vi nyder at spille koncerter for folk, men konstant rejsen slider folk ned, og som du ved er vi hverken i teenagere eller i tyverne længere.

Sidste år spillede I en koncert til en af præsident Obamas taler i Oregon, da han stillede op som den demokratiske præsidentkandidat. I spillede, ikke som The Decemberists, men som "Colin Meloy, Chris Funk, Jenny Conlee, Nate Query, and John Moen". Var det en beslutning, I traf for at slippe for at blive associeret med et bestemt politisk parti som band?
- Nej, nej, slet ikke. Der var en grund til, at vi gjorde det sådan, men jeg kan ikke huske hvorfor, eller om det overhovedet var en beslutning, vi selv traf. Det hele blev planlagt i sidste øjeblik. Vi kontaktede faktisk selv præsident Obama og spurgte, om han ville have os til at spille. Så det var vores egen idé at stå bag Obama og hans kampagne. Men jeg kan ikke huske, hvorfor vi ikke spillede som The Decemberists.

Jeres sange har ikke noget decideret politisk budskab, så var I ikke nervøse for, at I ved at stille jer bag et bestemt politisk parti, ville miste den del af jeres fanskare der potentielt var uenige med jer?
- Nej, ikke rigtigt. I den periode brugte vi meget tid på at opfordre folk til at stemme demokratisk. Colin har altid været meget åben om sine politiske holdninger på scenen. Selvom vores materiale ikke er politisk som sådan, har vi stadig en agenda - eller vi er i hvertfald alle enige!

Ét langt nummer live
Bortset fra "The Tain", er "Hazards of Love" langt mere narativt end jeres andre albums, og spilles som et langt nummer. Hvordan fremfører I sange fra "Hazards of Love" live uden at ødelægge kontinuiteten?

- Vi spiller på denne turné "Hazards of Love" i sin helhed, og vi holder ingen pauser imellem sangene. Der vil heller ikke være nogen småsnak imellem numrene. Nogle af mellemrummene mellem sangene er måske lidt længere, når vi skifter instrumenter og den slags, men alt i alt er det ret tro imod pladen. Så på denne turné spiller vi hele "Hazards of Love" uden at stoppe, så holder vi en pause og kommer tilbage og spiller "The Decemberists greatest not-hits" (griner, red.) i yderligere en times tid, så vi spiller nogle ret lange koncerter.

Så når I spiller albummet i sin helhed, fremfører I det så mere teatralsk?
- Tjah, det er nok lige på grænsen. Vi havde på ingen måde i sinde at fremføre albummet som en opera eller musical, for alle i bandet er ret optaget af at spille deres respektive instrumenter. Men vores to gæstevokalister, Shara Worden (My Brightest Diamond, red.) og Becky Stark (Lavender Diamond, red.) der udfylder rollerne som dronningen og Margaret, klæder sig på til deres roller og forsøger at kanalisere deres opfattelser af karaktererne. Vi har som regel også et ret stemningsfuldt lysshow, men at kalde det teatralsk er måske lige i overkanten.

Du blev en del af bandet umiddelbart efter udgivelsen af "Picaresque" - hvilket også var den sidste udgivelse, inden I skrev kontrakt med Capitol Records. Var det svært springe ind i et etableret band, der allerede var signet til et større pladeselskab?
- Det tog lidt tid at vænne sig til måden, tingene fungerer på. Ikke at det som sådan var svært, men inden The Decemberists spillede jeg med Stephen Malkmus and The Jicks i seks år, og det var et helt andet projekt. Måden "business"-aspektet blev varetaget på var anderledes, musikken var anderledes, måden tingene fungerede på var generelt bare anderledes. Så det tog lidt til at aklimatisere, men det har været fantastisk. Men det tager selvfølgelig lidt tid at finde sin plads i bandet, og finde ud af hvad man kan tillade sige at tilføje til musikken.

- Fra et kreativt synspunkt var jeg ikke helt sikker på min plads under indspilningen af det første album, vi lavede sammen ("The Crane Wife", red.). Jeg var ikke helt sikker på, om det var okay at sige "jeg vil hellere spille trommerne sådan her på den sang", fordi Colin skriver alle sangene, så det tager lidt tid at finde ud af, hvor man kan være behjælpelig, og hvor man skal holde det for sig selv og bare spille det, som det er. Men jeg elsker bandet, så jeg vil helst gøre, hvad der er bedst for bandet.

Hvad er din rolle i bandet i dag?
- Jeg har det rigtigt fint med at komme med kreative forslag, når Colin præsenterer en ny sang. Jeg kan helt sikkert sagtens være ærlig om sangenes styrker og svagheder, men jeg kan godt lide den måde, han skriver sange på, så det er ikke svært at stå bag ham.

Du spillede også med Elliott Smith i sin tid...
- Jeg spillede live med hans soloprojekt en årgang, og spillede sammen med ham i vores tidligere band (Heatmiser, red.) og vi var gode venner i mange år tilbage i Portland, så det var igen et helt andet slags band.

Hvordan var det anderledes med Stephen Malkmus?
- Med Steve nåede jeg aldrig helt til det punkt, hvor jeg er med The Decemberists. Den sidste plade, jeg lavede sammen med Steve var "Face The Truth". Det var ubetinget et soloalbum for ham, og jeg var mere eller mindre det eneste andet bandmedlem, fordi han ikke selv kunne spille trommer. Han indspillede selv alt andet. Det album optog vi alene hjemme i hans kælder, så vi snakkede en hel del om sangene og arrangementerne, men jeg følte ikke - i hvert fald ikke i samme grad som nu - at jeg kunne komme med kreative input, og at sangene også var mine. Men jeg nød også min rolle i det band, det var ikke dårligt, bare anderledes. Før man har sit eget band, må man affinde med at assimilere en smule.

Ser du så The Decemberists som dit band?
- Ja, det gør jeg. Det er helt sikkert også mit band, men vi har en ubetinget leder, så det vil altid være Colins beslutning, der er afgørende, hvis han skriver en sang. Jeg er meget tilfreds med at gøre tingene på den måde. Jeg har før spillet i bands, hvor alle beslutninger blev truffet 100% demokratisk, og jeg synes ikke altid, at det er en særlig god ide. Sange bliver hurtigt fortyndet af for mange input.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA