x

Oh Stacy fortæller om Starfighters-sejr

Oh Stacy fortæller om Starfighters-sejr

Onsdag den 5. august fandt finalen i talentkonkurrencen Starfighters sted, vanen tro på Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg. De otte finalister var Darling Don't Dance, The Village Idiot, Den Anale Fase, Kings Light Infantry, Voodoom, Green Lives, Bodebrixen og Oh Stacy, valgt ud af P3, BandBase, Danmarks Smukkeste Festival og GAFFA. Og det var også disse fire parter, der kårede de endelige vindere.

Vinderne blev Århus-gruppen Oh Stacy, der spiller dansabel guitarrock med klar britisk inspiration. Gruppen vinder nu 100.000 kroner til karrieremæssige fremstød, men som de i øvrigt kan bruge, som de vil, modsat tidligere, hvor præmien har været bundet til en pladeindspilning. Desuden vinder de en bannerkampagne hos BandBase, annoncering i BT, et videoportræt lavet af Jyske Bank TV og en fotosession med GAFFA.

- Vi er meget glade, men vi havde slet ikke regnet med at vinde, fortæller bassist Jack Kilburn begejstret. - Vi har kun eksisteret siden september sidste år, og koncerten til finalen var kun vores tredje.

Dommerkomitéen, redaktør Rasmus Ardahl fra BandBase, vært Henrik Povlsen fra P3, booker Claus Visbye fra Danmarks Smukkeste Festival og GAFFAs redaktør Peter Ramsdal udtaler: "Oh Stacy er særdeles tighte og i det hele taget et stærkt liveband med masser af potentiale. En kanon trommeslager, en karismatisk sanger og sammen med de øvrige musikere en særdeles positiv overraskelse med hits i ærmet, god energi og udstråling."

Nummer to i Starfighters blev endnu et Århus-band, den svenskerglade popgruppe Bodebrixen, der vinder 50.000 kroner. Tredjepræmien gik til både Århus- og København-baserede Green Lives, som spiller guitarpop med markante vokalharmonier og vinder 25.000 kroner. Desuden uddelte dommerne en slags trøstpræmie i form af en uges ophold på det franske vinslot Vignelaure til americana-gruppen The Village Idiot.

Og hvad skal Oh Stacy så bruge pengene til?
- Vi går i studiet og indspiller en single, som udkommer 11. september. Og så vil vi bruge nogle penge på plakater og anden promotion. Men vi tror ikke, vi indspiller et helt album lige med det samme. Vi vil først ud at spille noget mere og vise, hvor gode vi er, fortæller Jack Kilburn.

De sidste tre års vindere er Starfighters er i øvrigt Didium & The Black Bonnie Picture (2008), Troels Boberg (2007) og Surfact (2006).


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA