x

Boganmeldelse: Peder Bundgaard: Gasolin’ – Masser Af Succes, 2. udgave

Boganmeldelse: Peder Bundgaard: Gasolin’ – Masser Af Succes, 2. udgave

I dag udkommer Gasolin’-boxsættet "Gasolin’ – The Black Box" med alle Gasolin’s syv studiealbum, livealbummet "Live Sådan" samt en cd med sjældenheder. Og meget passende udsender forlaget Lindhardt & Ringhof så en ny udgave af Peder Bundgaards ti år gamle biografi "Gasolin’ – Masser Af Succes" i en ny udgave med en efterskrift, der beskriver, hvad de gamle medlemmer og øvrige folk omkring Gasolin’ har lavet i de sidste ti år, samt en komplet diskografi.

Lad det være sagt med det samme: Har man den oprindelige "Masser Af Succes"-bog, er der ikke meget nyt at komme efter. Den nye efterskrift er kun på to sider, og der står næsten intet om, hvad Kim Larsen har lavet i de sidste ti år, idet Bundgaard meget smart henviser til sin biografi "Larsen" fra sidste år.

Men har man ikke læst "Masser Af Succes", er der masser at komme efter. Peder Bundgaard var helt tilbage fra de unge år en nær ven af bandet og var samtidig fast tilknyttet gruppen som coverdesigner. Hans beretning er derfor personlig og dybt subjektiv, men kommer alligevel godt rundt om bandet og dets op- og nedture. Vi får masser af historier om bandets hængen ud hjemme i Christianshavn, deres forbindelse til slumstormer-miljøet (forløberne for BZ’erne) og hele samfundet omkring dem, og om deres musikalske og popularitetsmæssige fremgang. Da de efter en lidt vaklende start med engelske tekster fandt ud af at koble mundrette, dansksprogede tekster til deres internationale rock’n’roll-lyd, gik det støt fremad plade for plade helt til slutningen.

Bundgaard antyder dog, at massen af succes også var medvirkende til, at bandet stoppede, mens det ellers gik så godt, fordi den oprindelige afslappede hippie-ånd efterhånden var blevet til et større rockcirkus med kæmpekoncerter og masser af folk ansat i bandets brød. Og en anden årsag var, som det ofte har været nævnt i medierne, bandets viljestærke, men mislykkede forsøg på at slå igennem i USA.

Bogen er ganske velskrevet, hvis man kan leve med Bundgaards meget personlige skrivestil, der er rig på engelske udtryk og gammel hippeslang som f.eks. "en kodyl erstatningssag". Og når han bruger et så indforstået sprog, virker det så meget mere underligt, at han så pædagoisk forklarer alle mulige musikalske udtryk, som f.eks. hvad en roadie er, og hvordan "gear" udtales. Det må man vel formode, nogenlunde rockinteresserede folk, der har kastet sig over en bog om Gasolin’, ved.

Bogen er heller ikke særlig lang, 148 ikke særlig tætskrevne sider incl. diskografi, og selvom der som nævnt er mange gode historier og anekdoter, fornemmer man, at der er mange flere, der godt kunne være blevet gjort plads til. Og så er Bundgaards karakteristik af Gasolin’s enkelte plader ligeledes lovlig kortfattet. Det er dog småting, og "Gasolin' – Masser Af Succes" kan bestemt anbefales til alle, der vil vide lidt mere om et af de største danske rockbands nogensinde.

Peder Bundgaard: "Gasolin’ – Masser Af Succes", 2. udgave, 148 sider, vejl. pris kr. 199,-


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA