x

Alice In Chains – en ny dag for et gammelt band

Alice In Chains – en ny dag for et gammelt band

Da GAFFA taler med Alice in Chains' kernemedlem, i anledning af bandets første studiealbum i 14 år, "Black Gives Way To Blue" (på gaden 28. september), er det "cool man", "all right brother", "Ok buddy", og de fleste sætninger bliver efterfulgt af en smittende latter. Som Jerry Cantrell siger, så er der meget mørke ude omkring i verden, og selv om man reflekterer det i sin kunst, betyder det ikke, at man ikke kan have et godt liv ved siden af.

Alice in Chains blev gendannet som koncertband i 2006, med ny sanger og guitarist William Duvall, der, som i Alice in Chains' storhedstid med Layne Staley, klinger sammen med Cantrells vokal og karakteristiske guitarspil. Her følger det fulde interview med det mørke orkesters glade mand.

- Hey Henrik, what's up

Stærkt nyt album.
- Cool man!

Hvad er hovedforskellen mellem det gamle Alice in Chains og i dag?
- (griner) Der er den oplagte forskel: Vi har mistet en god ven og en fantastisk sanger i Layne, og vi har fået en ny sanger (William DuVall, red.). Forskellen siger sig selv, og hvad der er det samme, er også ret klart. Det er os tre, og det har været en lang rejse at komme til, hvor vi er i dag. Hvert et skridt føles rigtigt. Vi tog vores tid og sørgede for at alle kunne stå inde for hvad vi lavede. Alt det arbejde og de tanker er baggrunden for pladen.

Jeg har ikke teksterne, men der er noget om at finde sig selv i solen og "California's all right". Hvad er der blevet af død og elendighed?
- (griner længe) Det er ikke tvivl om, at vi var og stadig er et mørkt vand, men det hele var ikke om død og elendighed tidligere, og det er heller ikke tilfældet i dag. Hvis du læser den tekst, du taler om, i sin helhed, er der ret meget mørke i den, men den er lavet med en ironisk humor. Jeg er fra Seattle, og nu bor jeg i det sydlige Californien, som nok var det sidste sted, jeg havde regnet med. Men nogle pletter kan du bare ikke vaske af, hvis du forstår, hvad jeg mener. Det er referencer til en mørk side, som jeg ikke føler lige så stærkt nu for tiden, men de er der. Men det er totalt cool, all right brother.

Hyldest til Layne
Kan du forklare den nye albumtitel, "Black Gives Way to Blue"?
- Den er titel på en sang, jeg skrev. Vi talte om, hvad albumtitlen skulle være, og den sang er meget betydningsfuld for os, til en meget betydningsfuld mand, i den ven, vi mistede i Layne. Den er totalt dedikeret til Layne. Det føles på plads og rigtigt at huske vores broder, man! At fejre vores liv med ham, og i tilgift fejre vores liv i dag.

Tror du, I havde fortsat Alice in Chains i 90'erne, hvis ikke det var for misbrug og Laynes forfatning?
- Det er helt klart en mulighed, men det er et hypotetisk spørgsmål, som ikke giver mening at tænke på, for det er bare ikke muligt ( griner). Tingene gik, som de gik; det var der ingen, der ønskede, men en del af livet er at lære at leve med tab. Nu er vi tilbage, og vi prøver at gøre det så respektfuldt, som vi kan, og prøver at gøre det så taknemmeligt, som vi kan. I vores sind er der meget at leve for, meget vi ønsker at opnå med musikken, og den cool ting er, at vi måske er så tight som nogensinde i dag, efter alle de oplevelser vi har været igennem.

Ingen kordrenge
Det er tydeligt, at Layne havde problemer med stoffer. Var det kun ham, eller var I andre bare heldige at komme ud af det i tide?
- Uheldigvis bliver det spørgsmål altid bragt på banen, hver gang vi giver et interview, og fakta er der, det var, hvad der sker. Men der er så meget mere ved den mand end det. Det er så let at gå til oplagte overskrift om en "død junkie-sanger". Det var et problem, han havde, og det endte med at slå ham ihjel, men vi andre var heller ikke kordrenge. Vi gik alle ret hårdt efter det (griner). Vi var unge, havde sjovt, gjorde, hvad vi altid havde ønsket. Det startede ikke med den mørke ting; vi havde det sjovt med musikken, det var vores barndomsdrømme, vi havde succes, og det var, hvad der skete. Men desværre bliver der ikke sat så meget fokus på det. Men det er så vores historie, det er én, der er hørt før og sikkert bliver det igen. Du kan få de bedste råd i verden, men du skal afprøve det selv. Men desværre gik det, som det gik med Layne, men det er trist, at det er hans eneste overskrift. Jeg husker ham ikke på den måde, og jeg var heldig nok til at bruge en stor del af mit liv i hans selskab, og han var en meget unik og vigtig person i mit liv. Jeg havde masser af fantastiske oplevelser med ham, som ingen nogensinde vil kunne vide noget om, og det er totalt cool, det er kun for mig. Det er bare ærgerligt, at folk ikke kan se videre og går efter "the road"-overskriften (griner).

En egen stemme
Hvordan vil du beskrive dit forhold til Staley rent arbejdsmæssigt?
- Vi mødte hinanden, da vi var meget unge, jeg var 21, og han var 20. Vi mødtes og fik noget op at køre med det samme. Han gav mig Seans nummer (Kinney, trommeslager), og jeg kendte Mike (Starr, bassist). En stor del af bandets lyd var helt klart, at alle bidrog, den måde Sean og Mike spillede på og den måde, mig og Layne udviklede en skrivestil, musikalsk med harmonier og dobbeltvokal. Det var en unik ting, og et af de største mål med at starte et band, er, at du kan finde en unik stemme, som er din egen. Vi havde næsten fat i det på vores første plade (Facelift), og vi startede med at blive det, vi var. Der er var et ubetinget kendemærke, der blev skabt, ud fra den måde, vi gjorde tingene på og udviklede os som et dobbelt-vokal-band. Han gav mig en masse selvtillid til at gå op synge mere. Og jeg gav ham selvtillid til at skrive sange og spille guitar. Vi hjalp hinanden med at vokse, og startede en lyd og stil sammen med de andre i bandet, som var ret unik, og det bliver ved med at leve

Hårdt arbejde
Tilbage til nutiden. Kan du beskrive det nye album?
- (griner) Det er nok bedre, at du oplever det selv. For det tog meget bare at tænke på at lave ny musik. Vi har arbejdet fuckin' hårdt for at lave dette album. Vi brugte en masse tid og en masse spørgsmål, vi skulle svare på for os selv, før vi valgte at fortsætte. Men som tiden gik, blev vi med at svare succesfyldt på de spørgsmål, som all right, det lyder godt, måske er det noget, vi skal gøre. Måske var det en proces om, at vi blev ved med at gøre fremskridt. Jeg synes, det er en utrolig plade med meget afveksling, som reflekterer, hvad vi har oplevet i fortiden, og jeg synes, at bandet har udviklet sig med William (DuVall, red.), og at jeg måske er trådt mere frem som vokalist mere end tidligere. Det har skabt en dynamik, som fortsætter den gamle udvikling med to sangere. Vi er et band; hvad er det, jeg siger, jeg har lige tabt tråden... nej, det, jeg mener, er, at der er en dynamik, som er anderledes, fordi bandkonstellationen er anderledes, men jeg synes også, at mange ting er det samme, det er både nyt og gammelt. Det er i respekt for den gamle stil, hvor vi samtidig udvikler os i nye retninger. Vi tillader os at være, som vi er, men samtidig er der genkendelige elementer, vi lyder som Alice (griner). Der er en stor del af dette band, som er intakt, vi mistede uden tvivl en del af det, uden tvivl, men vi var modige nok til i det mindste at prøve. Det er alt, hvad du kan gøre. Det her er det eneste, jeg ved, hvordan man gør, og det er det bedste band, jeg nogensinde har været i det. Jeg er stolt af alt, hvad vi har gjort, og stolte af, hvor vi er i dag, og at det er lykkedes. Uanset hvordan pladen går, og selvfølgelig ønsker vi at den skal blive en succes, og betyde noget for folk. Vi har en masse gode mennesker rundt i verden, som har fulgt os i tykt og tyndt, og jeg er meget begejstret på deres vegne over at høre dette. Og de tidligere reaktioner er meget cool og meget støttende. Så det er en ny dag for et gammelt band. Og det er en god ting.

Komponisten
Du har altid været hovedsangskriver. Har du skrevet det hele denne gang?
- Jeg har skrevet ret meget, det har jeg altid gjort. Det har altid været en rolle, jeg har været heldig nok til spille. Jeg har altid været meget stolt af den faktor, at det er lykkedes mig at skrive materiale, som talte for bandet, som talte for os, og som folk har responderet på. Jeg føler, at jeg har udviklet mig som sangskriver, sikkert på grund af det band, jeg er i, som er meget støttende. Og også fordi alle bidrager med deres unikke ting. Der er en magi i den måde, vi spiller sammen på, og jeg synes, at selv om jeg har skrevet meget af materialet, betyder for eksempel den måde, som Sean (Kinney, red.) spiller trommer på, og skriver dele af sange på, meget. Det er lige så vigtigt som kompositionen, det er mange ting, som tilsammen udgør en helhed. Og det samme gælder for Mike (Starr, bassist, red.) og William.

Kan du beskrive jeres bagkatolog?

Facelift (90)
- Facelift er der næsten, det er en god plade, og bandlyden var næsten der. Der er nogle sange i slutningen af pladen, som er lidt mere umodne. Vi var ved at finde os selv. Majoriteten af pladen er os, der prøver at finde os selv musikalsk, ved at skele til andre artister, og på denne plade var vi heldige nok til nogenlunde at finde vores egen stemme. Det var en speciel plade, da Sean næsten ikke var med til at indspille den. Han havde brækket hånden, og vi øvede op til pladen med Greg Gilmore fra Mother Love Bone, og det fungerede bare ikke. Så lige før indspilningen smed han gipsen tre uger for tidligt, så faktisk spillede han på den plade med en brækket hånd. Så der var en masse øl og smertestillende piller på den plade. Det er dedikation (lang latter).

Sap (ep, 91)
- Ja, det var en meget vigtig plade (ep) for os, på en stor måde. Vi havde lavet denne heavy, mørke, hardrock-plade, og ved at lave denne ep, så tidligt i bandlivet, viste vi, at vi også kunne lave noget helt andet, som gik ud over at være et metal- eller alternativt band. Det var vigtigt, da vi fik opdaget en masse nye stilarter, og det tillod os en masse kreativ frihed, som vi kunne bruge senere. Vi lavede 10 demoer til filmen "Singles" (hvor mange Seattle-bands medvirker, red.), heriblandt "Would?", som faktisk endte med at komme på "Dirt", men på "Sap" havde vi primært akustisk baseret materiale. Jeg kan huske, at Sean kom ind på et møde og sagde "Jeg har haft en drøm om, at vi indspillede denne akustiske ep kaldet "Sap", med 4-5 akustiske sange på, og at folk flippede ud til den." Han talte om denne fucking drøm, og vi realiserede den. En anden vigtig ting ved ep'en var, at vi udgav den uden nogen form for reklame eller marketing over hovedet. Vi sneg den ind i pladebutikkerne og sagde ikke "dick" om den. Vi udgav den som en fan-ting, som forsmag på "Dirt". Vi ville gerne vise, at vi kunne noget andet, og det endte med at blive en cool ting, da kun hardcore-fans kendte til den, indtil "Got Me Wrong" var i "Clerks"-filmen, som fik fat i folk i en større skala.

Dirt (92)
For de fleste jeres hovedværk, hvad betyder den for dig?
- Det er sikkert den mørkeste og mest fokuserede plade, vi har lavet. Dirt er en meget unik plade for mig. Det er en hjørnesten for os. Jeg er virkelig stolt af den. Fra start til slut har den det hele, og den er "hard as fuck" (smiler), og her er vores skrivestil helt ærligt materiale, selv om det ikke altid var os selv, vi snakkede om. Jeg synes, at den er et ærligt dokument, der stadig står stærkt i dag.

Jar of Flies (ep, 94)
Så gik I akustisk igen.
- Ja, vi lavede ep'en "Sap", og som jeg sagde, blev den mere kendt senere, end da vi udgav den. Men det var en cool ting, som vi fik virkelig god respons på, og ved at gøre det åbnede det op for at lave nogle forskellige slags plader og at skrive nye sange, så vi planlagde at lave en ny ep. Først tog vi på ferie, men forinden var der en diskussion om, at de andre fyre ville skrive nogle flere sange, blive mere aktive. Det var en opfordring til, at jeg ikke skulle komme med det hele. Jeg skriver hele tiden, det er bare det, jeg gør, og jeg oplevede det som en opfordring til, at jeg ikke skulle skrive noget. Så de andre ku' skrive noget, og jeg sagde "fint nok". Da vi kom tilbage fra ferie, sagde de andre "Nå, hvad har du?", og jeg sagde "Hvad mener I med, hvad jeg har, I sagde, at jeg ikke skulle skrive noget, så det har jeg ikke gjort. Så med undtagelse af én sang, "Don't Follow" - som jeg mærkeligt nok skrev i Dublin, hvor vi skal spille i aften, i bandrummet - skrev vi al musikken og alle tekster og indspillede det hele på syv dage. Vi kom med ingenting. Som en anden ting er, så vidt jeg ved, det den første ep, der nogensinde har nået, og debuteret på nummer 1 på Billboards hitliste.

Alice in Chains (95)
Okay, halvandet år senere kom I med jeres selvtitulerede album, "Tripod"-pladen, hvad betyder den for dig?
- (griner længe) Det er altid sjovt, når folk kalder den tripod (betyder trefod. Coveret er en trebenet hund, red.). Ja, hundepladen. Der er noget ret utroligt materiale på den plade. Man kan høre, at mange af os var ved at bryde sammen, rent personligt, mens vi arbejdede på pladen. Den er ikke så fokuseret, men der er noget smukt over det også. Der er noget virkelig godt materiale på den plade. Den dokumenterer noget af det, vi oplevede. Man kan fornemme, at den indeholder noget desperat energi, men det er på sin vis også virkelig cool.

Seattle lever
Kan du sige, hvad der har været det bedste oplevelse for dig i hele Alice in Chains' historie.
- Det har nok været, at en masse "kids" fra Seattle, og i omegnen af byen, endte op samme sted og var i stand til, hvad vi gjorde musikalsk. Musik, som vi skabte, der fortsætter med at tale til folk, musik som stadig bliver spillet i radioen. Det er en vital og en gyldig ting, som har overlevet tidens test. Lavet af en gruppe unge mennesker, der var der. Jeg er også stolt over ikke kun, hvad vi gjorde som Alice, men at vi var en del af et utroligt output af musik, som kom ud af vores hjemby. Vi var en del af en masse ting, som skete, hvilken var en utrolig oplevelse, ikke kun for os, men for alle de bands, som var involveret i det. At det stadig lever i dag, og at det er overleveret og værdsat af en ny generation, er stort. Så er jeg også glad for, at vi har fortsat og har taget den beslutning at fortsat at være produktive, og skrive et par nye kapitler til en gammel bog, uden at fucke bogen op. (griner længe). Jeg synes, at vi har gjort det, så må vi se, hvor vi kommer til at gå herfra.

Uden for pakken
Oprindeligt var I en del af en bølge, hvor synes du, at Alice passer ind i dag?
- Det vigtigste for mig i dag er, at prøve at være mig selv så meget som muligt, og ikke prøve at være nogen anden, så i forhold til, hvor vi passer ind, ved jeg ikke, om vi passer ind nogle steder. Det, som jeg ved er, at vi er, hvad vi er, og at ingen lyder som os, og det er en cool ting, det er mål for alle bands. men det er ikke rigtigt mig, der skal sige, hvor vi passer ind. Jeg aner ikke, hvor "the fuck" vi passer ind. Jeg ved ikke om vi nogensinde har passet ind nogle steder. Vi var altid lidt uden for pakken. Vi passede ikke pænt i noget hul, og det er en cool ting ved bandet.

Masser af kærlighed
Hvordan har publikum reageret på jer de sidste par år, hvor I har turneret?
- Det har været en afgørende grund til, at vi har besluttet at fortsætte, på grund af vores fans, og de folk, som er kommet til vores koncerter, og den respons, de har givet os. Alle de nye ansigter, og alle de unge "kids", ligesom alle de gamle venner. Det har været en afgørende grund til, at vi har valgt at gøre, som vi gør. Først gik vi ud og spillede det gamle materiale for at dele musikken med publikum og have den oplevelse at fejre, hvad vi havde lavet i fortiden, til ære for Layne og os selv og for at gi' folk, som aldrig havde set os, en chance for at gøre det. Vi turnerede intenst i vores tidlige år, men det var en kort live-karriere, som varede 4-5 år, og det var det. Det har været en stor del for os, og at se den energi og spænding, der er i musikken og se at den oversættes til nye mennesker, har været en virkelig cool ting for os.

William Duvall
Hvilke kvaliteter har William, siden I besluttede at inkludere ham som sanger i bandet?
- Det er kun en af de roller, han spiller, han er også en fed guitarist. Han har mange musikalske idéer også i forhold til at komponere. Vi arbejder som et hold, og vi er begge sangeren (griner). I forhold til hans kvaliteter har jeg altid beundret hans dedikation til musikken og så er han en "lifer". Det, som han gør, betyder alt for ham, ligesom det gør for os. Og det er noget, jeg altid vil beundre hos ham. Så er han en superfin fyr, han er meget talentfuld, han har en meget stor viden om musik. Jeg har kendt ham snart et årti nu. Så da det kom til at jamme med de gamle drenge, var han den første, jeg tænkte på at tage med i bandet. Han har gjort et fantastisk arbejde indtil nu, og han er et meget værdsat medlem af holdet i dag.

Den sidste mohikaner
I en af de nye sange synger I "I am the last of my kind still standing." Hvad er det for en type?
- Det må du spørge William om, det er ham, som har skrevet det stykke. Og det er virkelig cool, jeg kan li', at det er hans. Det er vores, men det er også hans. Det er cool. Ofte er det det sværeste spørgsmål at svare på, så mit standardsvar er "hvad det end betyder for dig, det er fint." For det bedste, jeg har kunnet, har været at formulere det i de tekster, og halvdelen af tiden ku' jeg ikke fortælle dig, hvad "the fuck" jeg taler om heller. Det var den narrative måde, jeg formulerede det på, og en cool ting ved sangskrivning er, at du ikke behøver, at vide præcis hvad en ting er. Der er meget mere ved den end bare det.

Mørk musik - lyst sind
Sidste spørgsmål: Du virker glad og tilfreds, men er man ikke nødt til at være deprimeret og nede for at skrive så mørk musik og så mørke tekster, som Alice in Chains gør?
- (griner) Jeg har været på planeten noget tid. Og der er nogle virkelig gode ting ved livet, og der er en masse godt ved at være og eksistere. Men der sker en masse "shitty" ting også. Livet er ikke let for de fleste mennesker her på jorden, og for mange mennesker er det ret meget et spørgsmål om liv eller død. Så jeg synes ikke, at det er sådan en mærkelig ting at være i stand til dykke ned i. Kig på nyhederne i tv i 10 minutter, og jeg er sikker på, at du kan få en god følelse af, hvad jeg taler om. Jeg tror ikke, at det kun er os. De fleste ting, jeg skriver om, som jeg kommer op med, er en følelsesmæssig reaktion, vil jeg tro, og jeg er altid blevet tiltrukket af ting, som ikke var så blomstrende og smukke. For det er de fleste ting i virkeligheden ikke (griner).

Ja, desværre har du nok ret.
- Hvis du virkelig tænker over det, bruges der meget tid og energi på at få ting til at fremstå som blomstrende, smukke og pæne, men fakta er. at livet kan være ret hårdt, og desto større grund er der til at hylde de gode ting ved det, men det er også vigtigt at anerkende, at det heller ikke er en "fucking cakewalk". Når alt det er sagt, har jeg ikke noget at klage over. Jeg har haft et utroligt liv, et fedt band, som jeg er meget stolt af at være en del af. Og der er også en masse håb for fremtiden i det, som jeg lige har sagt. Jeg er ikke den mest deprimerede fyr, der går rundt ... jeg ved ikke, la' os bare lade den ligge her.

Ok, jeg er nødt til at stoppe her. Men lige en sidste ting. Ved du, om I kommer og spiller i Danmark snart?
- Ikke denne gang, men vi planlægger nogle flere koncerter, så måske i slutningen af året.

Ha' et godt show. Og til lykke med den nye plade.
- Okay buddy, tak, hej.

Læs også Jerry Cantrell fortælle om sine yndlingsplader


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA