x

Kris Kristofferson: Jeg bliver ved med at spille til de smider jord på min kiste

Kris Kristofferson: Jeg bliver ved med at spille til de smider jord på min kiste

Jeg har fået lyttet en del til din nye plade, "Closer To The Bone", og den er jo helt fantastisk. Rent stilmæssigt ligger den lidt i forlængelse af "This Old Road"

- Ja, de minder helt sikkert om hinanden. Der er kun to andre musikere på, og lyden er ret nedbarberet.

Hvordan har det været at arbejde på pladen?

- Jeg er virkelig glad for, at jeg nåede at indspille numrene med Stephen Bruton (der spiller guitar og mandolin på albummet –red.), før han døde. Han var en meget nær ven, og vi har kendt hinanden i mange år. Det har også været en fornøjelse at arbejde med Don (Was, der har produceret pladen –red.) igen. Han har hjulpet til med at udvælge de sange, der er havnet på albummet, og det har også været hans ide, at vi skulle indspille på den måde, vi har gjort. Alle numrene er indspillet mere eller mindre live i studiet med kun ganske få overdubs.

Har du mange sange liggende, der ikke er kommet med på pladen?
 
- Ja, der ligger en masse uudgivne sange, som jeg indspillede for et par år siden. De nye sange passer meget godt sammen med den måde, jeg har givet koncerter på de sidste seks år, hvor det kun har været mig selv, min guitar og min mundharmonika på scenen. Det fungerer rigtig godt for mig og giver en fantastisk mulighed for at komme tættere på mit publikum.

På den nye plade er der en sang, som du introducerer som den første sang, du nogensinde har skrevet…

- Haha, ja, det var Dons ide, at den skulle på. Det er den første færdige sang, jeg nogensinde har skrevet, jeg skrev den som 11-årig. Folkene på pladeselskabet var nu ikke helt sikre på, at de ville have den på, så vi besluttede at lægge den som et bonus-track allersidst på pladem. Som sagt skrev jeg den, da jeg var 11 år gammel, og den var ment som en joke i forhold til alle de sange, der var om ulykkelig kærlighed på det tidspunkt.

En sang til Sinead
Der er en anden sang derpå ved navn "Sister Sinead". Handler den om Sinead O'Connor?

- Ja, den tager udgangspunkt i episoden ved Bob Dylans 30 års jubilæumskoncert, hvor hun blev buhet, fordi hun havde revet et billede af paven i stykker på Saturday Night Live et par dage forinden. Det var en ret voldsom reaktion, og det kom virkelig bag på mig, at Bob Dylans publikum reagerede på den måde. Jeg var målløs. Scenemanageren ville have mig til at eskortere hende væk fra scenen, da de buhede, fordi jeg fungerede som konferencier på det tidspunkt. Det sidste jeg havde lyst til var at bede hende om at forlade scenen, så jeg gik i stedet for ud til hende og sagde ”don’t let the bastards get you down!” Jeg vidste bare ikke, at det gik lige i mikrofonen, så publikum også kunne høre det. Hun sagde ”I’m not down” og reciterede Bob Marleys War. Hun fik det fysisk dårligt nogle timer efter episoden.

Jeg kan huske til sidst i koncerten, hvor alle de medvirkende sang "Knocking On Heaven’s Door", at du stod med armen om hende og støttede hende.

- Ja, det takkede hun mig for senere. Hun var ret overvældet på det tidspunkt.

Dine sange er blevet indspillet af over 500 kunstnere. Er der en udgave af et nummer, der betyder mere for dig end de andre?

- Det er svært at sige, netop fordi der er så mange, men det er også en af velsignelserne ved at være sangskriver; at man får lov til at høre dygtige kunstneres fortolkninger af sine værker. Hvis jeg endelig skulle vælge én, ville det nok være Janis’ (Joplin –red.) udgave af Me And Bobby McGee, men der er virkelig mange, der har indspillet rigtig gode versioner af det nummer. Jeg er ikke nogen stor sanger, så det er virkelig fantastisk at høre mine sange sunget af folk, der kan noget specielt med deres stemmer.

Så du foretrækker andre kunstneres udgaver af dine sange?

- Ja, helt bestemt. Jeg kan altid høre mine egne versioner, men det er virkelig en fornøjelse at høre alle mulige fantastiske sangere synge mine sange, og det håber jeg da, at de bliver ved med.

Alene på scenen
Hvordan er det at stå på scenen, når det kun er dig, din guitar og din mundharmonika?

- Grunden til at jeg begyndte at tage ud at spille helt selv, var fordi jeg på et tidspunkt var i Europa for at indspille en film. Jeg fik så muligheden for også at spille et par koncerter men havde ikke tid til at mobilisere tropperne, så jeg prøvede efter, om det fungerede med kun mig på scenen, og det gjorde det. Rigtig godt endda. I starten var det ret skræmmende ikke at have et band at gemme sig bagved, men med tiden har det givet mig langt mere frihed, og det har øget intimiteten mellem mig og publikum. Jeg har tit tænkt på, at Mickey Newbury (amerikansk sangskriver, der står bag klassikere som Sweet Memories, Just Dropped In og An American Trilogy –red.) kunne have fået meget mere succes, end han gjorde, hvis han havde optrådt på den måde, for han kunne virkelig charmere et publikum, men han brød sig ikke om at stå på scenen. Jeg føler, at jeg har fået det til at fungere meget godt for mig. Bor du i Danmark? 

Ja, det gør jeg.

- Men du hedder Gonzalez til efternavn?

Jep, jeg er halvt spansk.

- Da jeg voksede op, følte jeg mig altid som halvt mexicaner, fordi jeg boede så tæt på grænsen til Mexico. Folk plejede at sige, at jeg kunne tale spansk, før jeg talte engelsk, men jeg ved nu ikke, om det passer.

Kan du stadig tale spansk?

- Ja, hvis jeg bruger det jævnligt i en periode, kan jeg godt tale det flydende, men jeg har ikke brugt det i et par år efterhånden.

Jeg kan huske at du taler spansk på den udgave af "Sandanista", der er på "Broken Freedom Songs" (liveplade fra 2003 –red.).

- Hehe, du har da virkelig hørt alle pladerne, det må jeg nok sige.

Du har på et tidspunkt snakket om at ville skrive dine erindringer. Er der noget nyt i den sag?

- Det er stadigvæk min plan at få dem skrevet, før jeg glemmer det hele. Jeg har stadig lyst til at turnere en del, og så er det ikke så let at få skrevet noget ned, men jeg må hellere snart begynde.

Når du nu har lyst til at tage på tour, er der så nogen chance for, at vi snart får dig at se i Danmark igen?

- Til november tager jeg rundt i Europa og spiller i en uges tid, men jeg er endnu ikke klar over, om turen går til Danmark. Jeg tror det dog ikke i denne omgang, for jeg skal optræde med Roseanne Cash i Schweiz og Østrig, men hvis tiden er til det, kommer jeg helt sikkert tilbage til Europa igen, for publikum der er noget helt særligt. Det virker som om singer/songwritere er populære i Europa.

Ja, de gode er…

- Haha, mange tak skal du have. Det var pænt sagt.

Skræmmende kærlighedssang til Willie Nelson
Jeg kan huske at have læst noget om, at Willie Nelson i første omgang troede at du havde skrevet kærlighedssangen "Moment Of Forever" til ham. Hvordan er den historie?

- Hahaha, ja, det kan jeg godt huske. Willie og jeg spillede en koncert til Austin City Limits, og der sagde jeg, at jeg havde en sang til ham, fordi jeg tænkte, at det ville lyde godt, hvis Willie sang den. Da jeg så begyndte at synge, blev han helt forlegen, fordi han troede, jeg sad og sang en kærlighedssang til ham, og det endte med, at han tog guitaren ud af hænderne på mig, mens jeg sad og skraldgrinede, fordi forvekslingen var gået op for mig. At jeg skulle have skrevet sådan en kærlighedssang til ham er lidt en skræmmende tanke, griner Kristofferson, der dog ikke er i tvivl om, hvor meget hans gamle ven betyder for ham:

- Jeg elsker Willie, og han er en af mine ældste og bedste venner. Det sjove er, at han ikke fortalte mig det, da han indspillede sangen. Jeg havde som sagt tænkt, at hans stemme ville være helt perfekt til det nummer, og han sang en fantastisk udgave af den på sin plade af samme navn. Jeg fik aldrig noget at vide om det, før pladen udkom. Han var sikkert stadig forlegen.

Sidst du var i Danmark, gav du et interview, hvor du talte om, at du skulle indspille en film med Bob Dylan og Robert Duvall. Det er et projekt, som vi er mange, der er meget spændte på. Er der noget nyt i den sag?

- Det er rigtigt, at der har været noget snak, om det projekt, men jeg har ikke rigtig hørt noget om det siden, så jeg går ikke ud fra, at det bliver til noget, men jeg ville elske at arbejde sammen med Bob og Robert.

Nu vi snakker om Bob Dylan, så har han engang kaldt dig en af hans yndlingssangskrivere…

- Har han virkelig?!

Ja, han har nævnt dig og Gordon Lightfoot som sine to favoritter, og han indspillede jo "They Killed Him" på "Knocked Out Loaded"

- Ja, det er virkelig ros fra den bedste. Bob Dylan er i en klasse for sig. Han løftede sangskrivningen ud af de gamle Tin Pan Alley-dage [Tin Pan Alley var det gamle kvarter for pop-komponister i New York –red.] og gjorde det til en kunstart med poesien i fokus. Jeg føler mig meget heldig og beæret over at være venner med ham og mange af de andre, jeg har set op til igennem tiden. For mig er Bob Dylan den største og vigtigste sangskriver overhovedet, og han arbejder stadig hele tiden. Jeg tror aldrig han holder fri. Han spiller omkring 200 koncerter om året, skriver stadig nye sange og indspiller på livet løs, men det kan man jo kun være glad for.

Kunne du gøre det i det tempo, han holder sig?

- Det ved jeg ikke, for jeg har sådan en stor familie, og det betyder meget for mig at være sammen med dem så meget, jeg kan. Jeg er meget tæt knyttet til alle mine børn og børnebørn, og det er tit, de rejser rundt med mig, når jeg er ude at spille, men de yngste synes ikke, det er så sjovt. Så der kan godt gå lidt tid imellem, jeg kommer af sted, selvom jeg højst sandsynligt bliver ved med at spille, indtil de smider jord på min kiste. Det vil altid være noget, jeg nyder at gøre. På et tidspunkt i mit liv bestemte jeg mig for at hellige mig det at skrive sange. Jeg havde aldrig drømt om, at jeg ville få så stor succes, som jeg har haft, men jeg har hele tiden vidst, at det var noget, jeg ville blive ved med altid. Jeg er meget taknemmelig for, at det er gået på den måde, som det er.

Sange og film
Hvad er forskellen på din tilgang til at skrive en sang og til at øve på en rolle til en film?

- Hovedforskellen er, at sangene er mine egne, mens filmene er skrevet af andre. For det meste tilpasser jeg filmreplikkerne på en måde, så de kommer til at passe til mig, så godt de kan, men den kreative idé kommer fra en anden, så det svarer lidt til at synge andres sange. Jeg sætter helt sikkert pris på skuespillet som en måde at kommunikere med et publikum på, og jeg har rigtig meget fornøjelse ud af det.

Har du en favorit-film af dem, du har medvirket i?

- Oh boy, den er svær… Faktisk er "A Star Is Born" en af dem, jeg bedst kan lide. Det er der måske mange, der undrer sig over, eftersom der har været så meget omtale af alle stridighederne under tilblivelsen af filmen, men jeg synes, den er rigtig god. Det var også en fornøjelse at arbejde med John Sayles på "Lone Star", som jeg også synes er virkelig god, og så var det virkelig sjovt at få lov til at spille skurken. Det var ret interessant.

Sidst du spillede i Danmark var før præsidentvalget i USA, og du talte en masse om Barack Obama. Har du følt nogen forandringer, efter han er indtrådt i præsidentembedet?


- Det er fantastisk for både amerikansk politik og for hele verden, at han har fået sat større fokus på dialog end på militære aktioner. De konservative gør alt, hvad de kan for at angribe ham 24 timer i døgnet, men forhåbentlig får de ikke knækket ham. Han er det mest lovende siden Kennedy-familien, og jeg tænker tit på hvor anderledes et sted, verden ville have været, hvis ikke Jack og Bob var blevet myrdet. Så havde vi måske haft 16 år med de to i hver sin præsidentperiode, og så havde tingene set anderledes ud. Heldigvis er Obama nu ved roret, og jeg havde aldrig turdet håbe på, at han ville komme så langt så hurtigt, og det er virkelig opmuntrende, at der er så mange, der bakker op omkring ham på trods af alle dem, der gjalder op på højrefløjen.

Der er styrke i stemmen fra Kristofferson, der fortæller, at tiden for interviewet er ved at løbe ud, men at han da håber, at vi ses, næste gang han kommer til Danmark. Om det er den gode Brownsville-høflighed, der kommer til udtryk, er ikke til at vide, men udtalt med en så autoritær stemme som Kristoffersons, kan man kun håbe på, at han endnu engang sadler op og tager guitaren, mundharpen og den store familie med sig til Danmark inden for en overskuelig tidshorisont.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA