x

David Gray: De negative ting i verden er ikke hele sandheden

David Gray: De negative ting i verden er ikke hele sandheden

Det er en lidt udkørt David Gray, der møder GAFFAs udsendte i Londons Roundhouse Studioes. Den sky sangskriver har lige givet interviews til nogle østrigske dameblade, hvilket har gjort ham godt hæs, fortæller han og bunder en ene vandflaske efter den anden.

Når du arbejder på en plade, tager du så udgangspunkt i albummet som helhed, eller arbejder du ud fra den enkelte sang?

- Begge dele faktisk. Jeg starter ud med at arbejde på det enkelte nummer og efter et par stykker, opstår der nærmest en slags familie af sange, der eksisterer i samhørighed med hinanden og supplerer hinanden på fordelagtig vis. Der er også brug for enkelte numre, der skiller sig ud fra mængden for at rense den musikalske palet. Lidt ligesom når man får sorbet mellem måltider for at rense smagsløgene. Der går faktisk lang tid med at opstille den rette kombination af sange på en plade, for det er meget vigtigt for mig, at numrene komplimenterer hinanden på den rigtige måde og skaber en helhed.  Hen imod de sidste stadier af indspilningsprocessen holder jeg øje med sange af den slags, der kan bryde formen. Det er ofte sange med en mere direkte energi, positivitet og et højere tempo end de andre, og dem er der aldrig lige så mange af som de mere melankolske sange, så dem holder jeg godt fast i, når de endelig dukker op.

Geografiens indvirken
Hvordan tror du, det kan være, at den slags sange er så sjældne?

- Det har nok noget at gøre med at bo i det grå og regnfulde nord. Latinamerikanerne oplever jo for eksempel ikke en mangel på energiske numre med masser af positivitet. Hver kultur har sin lyd; New Orleans har for eksempel en helt speciel fantastisk fornøjelig tilgang til musikken, hvor Manchester jo næppe er berømt for sin energi og gode humør. Jeg har været udsat for en del regn og en del grå himmel, og det afspejles i musikken. Geografien har en stor indvirkning på os, og på hvem vi er. Det betyder noget, hvor man bor, og hvem man bor iblandt.  

Hvor mange ”paletrensere” vil du sige, der er på Draw The Line?

- Jeg betragter numre som Stella The Artist, Kathleen og måske også Jackdaw som sange, der har den egenskab. Helt sikkert de to første i hvert fald, selvom jeg i starten ikke var sikker på, at de skulle med på albummet overhovedet. Jeg har meget mere materiale liggende, end det der er på pladen, så det har været lidt af en kamp at skulle vælge det rigtige ud. Kathleen er en ener, men Stella The Artist er lidt i familie med Fugitive, og de to sange blev indspillet i forlængelse af hinanden, så det føltes forkert at skille dem ad. Der er mange små forhold sangene imellem, der skal tages hensyn til, når man laver en plade. De udgør nærmest et slægtstræ. Glæden ved at høre Jolie Hollands stemme på Kathleen er medvirkende til, at sangen løftes et andet sted hen, end den ellers ville have været og virker frisk i forhold til flere af de andre sange. Musikkens hjerte banker varmt i det nummer på trods af teksten.

Stella The Artist er lidt et kryptisk nummer. I pressematerialet præsenteres det som en sang om inspiration…

- Ordene dukkede bare op, da jeg skrev sangen, og de gav ikke specielt meget mening for mig. Sidenhen begyndte flere og flere at udtrykke begejstring for sangen, og der var mange, der syntes, at jeg skulle tage den med på pladen, hvilket jeg havde det lidt svært med, fordi jeg ikke rigtig kunne finde ud af, hvad den betød. Så jeg måtte sætte mig ned og gennemgå nummeret ord for ord og finde ud af, hvad den betød for mig, og den er så blevet til en sang om at skrive sange. Mest af alt er den lyden af mig og bandet, der morer os. Den var virkelig sjov og spændende at indspille.

Live i studiet

Har du indspillet mange af sangene live?

- Ja, over halvdelen af numrene er indspillet live i studiet, hvilket også har medvirket til en større glæde ved indspilningsprocessen end ellers. Det har været meget baseret på fornemmelsen for det enkelte nummer, hvilket har været utroligt befriende og en tilbagevenden til et af mine tidlige principper om at indspille så meget live som muligt. Siden da har jeg af bekvemmelighedsmæssige årsager set igennem fingre med mine principper, men det er fedt at indspille på den måde, som jeg altid har følt var den mest rigtige. Jeg har den luksus at have et stort og fedt studie og en flok fantastiske musikere, der er i stand til at gøre den slags ting sammen med mig.

Hvor lang tid har det taget at indspille pladen?

- Der har været hele dage uden resultat, fordi det bare ikke lød som det skulle, eller fornemmelsen var forkert. På en måde minder det lidt om at være på fisketur, hvor man nogle gange er nødt til at vente utroligt længe, før man fanger noget, mens man andre gange hår båden fuld af fisk i løbet af få timer. Nogle af sangene har vi optaget op imod hundrede forskellige versioner af. Så er man virkelig ved at blive sindssyg til sidst. Flere af numrene er skrevet i studiet; indspireret af ting der er foregået omkring mig og musikerne. Draw The Line, Nemesis og Fugitive er nogle af de sange, og de er indspillet i første take. Det gør, at de har en særlig friskhed over sig. Det er noget andet, end når man er ved take nummer 17 og er ved at være træt af materialet. Hvis det skete, lavede jeg simpelthen sangen om, så den lød så frisk som muligt, når den kom ned på bånd. Det føltes som den rigtige måde at gøre det på. Det er fedt at indfange det øjeblik hvori man opdager nummeret og dets potentiale, og det er fantastisk at have muligheden for at gøre det på den måde. Det er virkelig en luksus.

Vågn op!
Pladens sidste nummer Full Steam Ahead, som du synger med Annie Lennox, har et lidt dystert skær over sig, og rent tekstmæssigt ledes tankerne hen på alder og forfald…

- Omkvædet har et skælmsk glimt i øjet, og det er nærmest sådan helt Broadway-agtigt: ”we all saw it coming, but we still bought it”; lidt Hard Knock Life-agtigt. Det billede jeg havde i hovedet, da jeg skrev den var af en hospitalspatient der ligger og er helt bedøvet af narkose. ”A patient etherized on a table” er en linje fra T.S. Eliot. Og særligt i det sidste vers gør det billede sig gældende. Grundtemaet i sangen er vel i virkeligheden vores manglende evne til at handle og til at vågne op og gøre en forskel. Det er, som om vi kun vågner op fra vores X-Factor-søvn ganske kortvarigt en gang imellem for at bekymre os om vigtige emner, for blot hurtigt at blive distraheret på ny og atter lukke øjnene for de ting, der foregår i verden. Det er sådan civilisationen er; vi tager os ikke af, hvordan vores fremtid kommer til at se ud. Man kan ikke forbruge sig ud af det her problem, som i sig selv handler om overforbrug og overbefolkning.  Befolkningen og forbruget øges, mens temperaturen og havene stiger, og ressourcerne bliver mindre. Som resultat heraf vil flere krige blive udkæmpet, og den optik, hvorigennem vi ser omverdenen, bliver yderligere forvrænget af medierne, og sådan bliver det ved. På trods af at vi lever i en verden af misinformation, propaganda og halve sandheder, tror jeg, at vi alle sammen i vores hjertes inderste ved at der er noget galt, men vi gør bare ikke noget ved det, fordi det alt sammen har noget med fremtiden at gøre, og vi lever i nuet. Vi ser det alle sammen komme, og hvis du ikke gør, er fucking noget galt med dig, for videnskabsmændene er ikke sindssyge. De ved, hvad der foregår, og de studerer det her lort hver eneste dag. Det er det sangen er et opråb til, samtidig med at den også indeholder mere personlige referencer, der har med andre ting at gøre. Ordene har deres egen musikalitet; de lagde sig op ad sangen, da den blev skrevet, og det pillede jeg ikke ved. Jeg modstod fristelsen til at ændre små ting hist og her for at få det til at give mere umiddelbar mening, for denne her sang opstod ret hurtigt, og ordene kom helt naturligt og føltes rigtige. De har også en god perkussiv effekt.   

Jeg er begyndt at skrive teksterne før musikken

Hvordan har pladen ellers været at arbejde på rent lyrisk?

- Som tekstforfatter har denne her plade været den bedste at arbejde på indtil videre. Jeg har haft en overflod af idéer, som jeg har prøvet at få ned på papir i samme tempo, som de er opstået. Det nye band har været med til at åbne nye muligheder for sangskrivningen og min tilgang til at arbejde på numrene. Det har været enormt befriende at arbejde med teksterne på den måde. Jeg er også for første gang begyndt at skrive tekster uafhængigt af musikken, hvor jeg så prøver at sætte musik til ordene. Det har jeg ikke prøvet før, og faktisk er jeg ved at skrive en helt ny sang lige nu, hvor teksten er kommet først.

Dukker ordene bare op i dit hoved, eller hvordan opstår ideerne?

- Når musikken og melodien er på plads, prøver jeg at fremmane noget tekstligt og finde de rette ord, der passer til følelserne i musikken. Når det ikke er musikken og melodier, teksterne tager afsæt i, er det for det meste tanker eller ting jeg ser og hører omkring mig. Det kan være alt fra en sætning i et blad eller en bog til tanker, der opstår ud af den blå luft, og så giver jeg det lov til at udvikle sig.

Sangen Fugitive, der også er første single fra albummet, synes at handle om en fortæller, der prøver at overtale en person til at vende tilbage til livet…

- Ja, det er lige præcis hvad den handler op; at vågne op og nyde livet, fordi det er så kort. Man har pligt til at leve og være så meget i live, som man kan og ikke lade sig overvinde af ting, man alligevel ikke kan se. Man må ikke gemme sig for livet, for der sker virkelig fantastiske ting derude på trods af alt det negative; Bush forsvinder og Obama tager over for eksempel, og det er fantastisk. Det peger på, at på trods af at der er masser konspirationer, og at politik er et skyggespil det meste af tiden, hvor vi ikke aner halvdelen af hvad der foregår, og på trods af at olie- og våbenindustrien ser på os om det rene affald, så foregår der fantastiske rundt omkring i verden. Alt det negative er sandt, men det er ikke hele sandheden. Man må ikke gemme sig, for så vinder frygten…

Med de ord er interviewet forbi, og Gray skal til at gøre sig klar til en fotosession. Det virker som om, han kun lige har talt sig varm, og at han sagtens kunne tale i timevis om sin musik og de ting, den udspringer af, men hvis man vil vide yderligere om, hvad der rører sig i David Gray, kan det på det varmeste anbefales at sætte "Draw The Line" på afspilleren og lytte godt efter.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA