x

Kronprinsparrets priser 2009

Kronprinsparrets priser 2009

Jeg plejer ikke at rede mit hår i Ørestaden. Det føles så formålsløst i denne forblæste betonørken, men på en aften som i aften er Koncerthuset en oase af velfriserede mænd og velklædte kvinder, royalister og honoratiores. Jeg priste mig lykkelig for at have sat skilningen korrekt - det er jo trods alt Kronprinsparrets Priser, der skal overrækkes.

Selve overrækkelsens format har ændret sig i år. Begivenheden er således omplaceret fra Operaen til DR's Koncerthus, og også showets indhold er et andet. Foruden Kronprinsparrets Kulturpris på 500.000 kroner uddeles i år også to mindre Stjernedryspriser à 50.000 kroner. Tidligere års Sociale Pris er gledet ud og vil i stedet blive overrakt som en hovedpris i lige år startende i 2010. Ligeledes har man fravalgt de tidligere fuldlængdekoncerter med store internationale navne som Nick Cave og The Good The Bad And The Queen for i stedet at fokusere på det intime, det hjemlige.

Til at styre uddelingen har man engageret Mikael Bertelsen, der med sit trademarkede underfundige smil varmer publikum op ved at fortælle om en nylig drøm, der både involverede Paul McCartney og rasta-parykker. Værten kalder selv sin historiefortælling "at padle", men i virkeligheden causerer han videre i traditionen fra de store amerikanske tv-værter. Det fungerer godt, langt bedre end den temmelig pinlige engelsksprogede optræden han leverede som konferencier på efterårets European Film Awards, og han har publikum med sig.

Det er altså en velopvarmet sal sidste års kulturprisvinder Tina Dickow har foran (og bagved) sig. Med opbakning fra DR's Underholdningsorkester lægger hun ud med Heaven and Hell fra bokssættet A Beginning, A Detour, An Open Ending. Jeg må tilstå, at jeg hører til dem, sangerindens ubønhørlige insisteren på det inderlige og det hudløse hidtil har efterladt kold som de prætentiøse SAS-reklamer, jeg sidst har set hende optræde i. Men Underholdningsorkesteret tilfører hende noget. Det er som om, at xylofon og paukeslag lader musikken stå frem, som det virkelig er meningen. Det er godt, det er rigtig godt, og det bliver ikke ringere, da hun som andet nummer fremfører Count to Ten. Det er en virkelig velskrevet sang om at bevæge sig på randen af fornuften, og Dickow leverer den på finest tænkelige facon. Publikum er begejstret, og man tror sangerinden, da hun med masser af østjysk cool siger: "Det er virkelig en fornøjelse, det her."

Efter et kort intermezzo ved Mikael Bertelsen er det Nanna Øland Fabricius alias Oh Lands tur til at lade sig opbakke af Underholdningsorkesteret. Hun har iført sig en futuristisk hvid kjole ornamenteret med to blinkende oversize-julestjerner af den slags, vi flettede med vores bedstemødre. På hovedet har hun et sølvglitrende dukkehus. Det er fashion, men Oh Land lader hverken fast ejendom eller juledekorationer komme i vejen for sin sang. Den tidligere balletdanserinde snurrer en gang rundt om sig selv - jeg ved ikke, om man må kalde det en pirouette, men sådan noget ligner det - inden hun istemmer albummet Faunas førstesingle Audition Day. Hun gør det graciøst og begavet som en dansk Lykke Li, og Underholdningsorkesteret giver sangen noget af den tyngde, der måske nok fattes på albummet.

Som sit andet nummer har Oh Land valgt Frostbite, en sang om forfrysninger i frontallapperne og deraf følgende mangel på empati. Denne akkompagneres af fotografier signeret aftenens anden Stjernedrys-modtager Joakim Eskildsen. Det er let at forestille sig, hvor anstrengt det kunne være på den måde at lade to kunstformer uden intenderede form- eller indholdsmæssige ligheder interferere med hinanden, men kongenialiteten mellem Oh Lands elegi og Eskildsens billeder af forarmede romaer gør tricket spiseligt.

Inden pausen skal Kronprinsparret så endelig overrække aftenens Stjernedryspriser. Jeg har det med at blive nervøs på kronprinsens vegne, når han skal tale i større forsamlinger. Jeg frygter, at sætningerne aldrig vil komme helskindede i land, men motiveringerne går nu i det store hele glat for både Frederik og hustru. Eskildsen og Oh Land takker. Julestjernerne blinker stadig.

Efter pausen overrækkes Kronprinsparrets Kulturpris til den unge cellist Andreas Brandelid, showets klassiske del starter - og undertegnedes ekspertise hører op. Det siger vel alt om mine referencerammer - og populærkulturens amerikanisering - at jeg mest af alt forbinder DR's Symfoniorkesters fremføring af Strauss' Salomes Dans med underlægningsmusik til en gammel Mickey Mouse-tegnefilm. Jeg skal derfor spare jer for yderligere og blot konstatere, at Kronprinsparrets Priser måske nok i format nærmer sig tidens øvrige awardshows, men at det i så fald er et awardshow med klasse og schwung. Og kammen, den sidder endnu godt i inderlommen.

Vindere:

Kronprinsparrets Kulturpris 2009:  Cellist Andreas Brandelid

Kronprinsparrets Stjernedryspriser 2009:  Sangerinde Nanna Øland Fabricius alias Oh Land    Fotograf Joakim Eskildsen  

Sætliste:

Tina Dickow:     Heaven and Hell, Count to Ten, Open Wide

Oh Land:    Audition Day, Frostbite

  • Begge med DR Underholdningsorkesteret

DR's Symfoniorkester:   Strauss Salomes Dans

Andreas Brandelid og Marianna Shirinyan:  Chopins Cellosonate I g-mol, 3. Sats

DR's symfoniorkester og Andreas Brandelig: Elgars Cellokoncert, e-mol, op. 85

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA