x

Johnson: ”Det er fedt, hvis min plade kan give folk et smil på læben” (1. del)

Johnson: ”Det er fedt, hvis min plade kan give folk et smil på læben” (1. del)

Det er en storsmilende Marc Johnson, der møder GAFFAs udsendte i Artpeoples lokaler. Humøret er højt, der er kaffe på kanden og Århus-rapperen med det syngende flow er mere en villig til at svare på spørgsmål om sin nye plade. Det første, der falder GAFFAs reporter ind, er at spørge ind til nummeret Begge Lommer Fyldt, hvor der lystigt kastes rundt med KFC (Kentucky Fried Chicken –red.) i omkvædet. Forklaringen er simpel:

- Ja, for mig er spørgsmålet nærmere: hvorfor gør man ikke? Det er jo ikke fordi, at kvaliteten af maden er noget at råbe hurra for, og man kan købe det i spande. Det er bare sådan et sjovt billede. Jeg tænkte over, hvad det mest sjove, man kunne gøre i en brandert nede i byen, var, og man skal jo altid æde, når man er stiv. For det meste står man så med meget mere mad, end man kan spise, og så kaster man rundt med det.

Turen til Atlanta

Du har været et smut i Atlanta for at arbejde med Khao (amerikansk producer der har arbejdet med Snoop Dogg, T.I., Lil Kim og R. Kelly –red.). Hvordan fik du arrangeret det?

- Jeg har altid lyttet mere til amerikansk end dansk rap, og så får man lyst til at lege med; til at se hvor god man er i forhold til amerikanerne. Det er svært at bedømme sig selv på et andet sprog. Det kan godt være, at man ligger fedt på et beat, men det handler også om at have gode rim. Jeg satte mig ned og skrev til mine fem yndlingsproducere. Jeg forklarede dem lige præcis hvilke numre, jeg er vild med, og hvorfor jeg har fulgt dem så længe, og så selvfølgelig hvorfor jeg gerne ville arbejde sammen med dem. Der var én der bed på, og det var Khao. Det er næsten sådan en Tornerose-historie. Jeg tog derover i ’07, og var der i 14 dage, hvor vi indspillede tracket V8, som han lagde vers på og indspillede omkvædet til. Jeg havde i første omgang spurgt, om ikke han havde lyst til at lave omkvædet, og det ville han gerne, men da jeg så indspillede andet vers, sagde han: ”hey man, jeg kan virkelig føle det her, skal jeg ikke lave et vers også?” Det var en stor ære, og det fik han selvfølgelig lov til, og så skrev og indspillede han også et vers. Det var en fryd at se en stor producer af hans format, der har haft mange folk i sit studie, føle den energi, han kunne finde i det jeg laver også. De har i det hele taget en sindssyg energi derovre. De er meget åbne i studiet, og energien flyder bare. De arbejder hele tiden, og jeg tror ikke, de kunne være mere ligeglade med at få deres nattesøvn. Det er sådan noget, der kommer, når det kommer, og så går man i brædderne. Arbejdsmoralen er helt vildt høj, hvilket jeg var sindssygt overrasket over. For sådan er det jo ikke her. Det har taget mig tre år at lave en plade, men jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg havde arbejdet på det hver eneste dag. Hvis jeg havde gjort det, var der nok kommet 20 plader ud af det. Man er inde og ude af det her i Danmark; og man foretager sig også mange andre ting.

At rejse er at bawle
Hvad er nogle af de andre ting, du har foretaget dig? Jeg kender ikke ret mange mennesker, der kan leve af at være musiker…

- Nej, det er også svært. Særligt i dansk rap, hvor det går meget op og ned rent økonomisk; nogle gange er der penge, og andre gange er der virkelig tomt på kistebunden, så man skal være god til at lægge til side og overleve på de penge, der går ind. Det er der nogle, der er bedre til end andre, men jeg har også været heldig, fordi vi har turneret så meget med den første plade. Der har været masser af jobs, så jeg har sagtens kunnet spare op af de penge, jeg har tjent. Når jeg så ikke har været på turné, har jeg brugt tid på at rejse lidt, for jeg har aldrig rigtig prøvet at rejse. Heller ikke som barn. Det er først nu, der er blevet råd til det.

Hvor har du så været henne?

- Min rejse-filosofi har fra start været, at jeg aldrig ville det samme sted hen to gange. Jorden er så stor, at det næsten ville være spild at tage det samme sted hen igen og igen, men efterhånden begynder man jo at vende tilbage til steder, som man synes er særligt dejlige. Men det er en stor klode, og selv hvis man ville og havde masser af penge, er det ikke engang sikkert, at man kunne nå at se det hele. Jeg har været rundt i Europa, og så har jeg været heldig at få nogle gratis ture. For eksempel har jeg været i Grønland, på Færøerne og i Val Thorens. Jeg har aldrig været i bjergene, jeg er jo halvt afrikaner, så jeg er ikke så god på ski. Det er ikke lige mig, så jeg har brugt meget tid på at optage de andre stå på snow board. Det var virkelig sjovt. Det var helt sikkert en oplevelse. Alle de rejser, jeg har været på, har jeg skrevet om på min plade. På den ene eller den anden måde. Hvis ikke lige jeg snakker om selve rejsen, er scenariet i nummeret baseret på noget jeg har oplevet på en tur. Alle rejserne er med. Det giver virkelig noget at skrive om. Når man laver den første cd, så knalder man alt af; det er jo ikke sikkert, man får chancen igen, så man kommer ud med alt det, man har i sig. Anden gang er der ikke noget i tasken, så der er man nødt til at genopfinde sig selv, og det, synes jeg, er vildt fedt. Det er også derfor, denne her plade har været længe under vejs, for man kan gå uendeligt mange veje, og det kan være svært at vælge. Mest af alt handler det om, at udnytte det, når energien er der. Det er det, jeg godt kan lide ved musik, og det er derfor det er vigtigt for mig at have helt frie rammer; når man ikke skal leve op til noget, kan man lege med det. Hvis man ikke leger med det mere, og det bare er det samme igen og igen, bliver det uinteressant, og så kan jeg ikke være med mere. Det vigtigste er at have det sjovt. Det er fedt, hvis min plade kan give folk et smil på læben, og hvis de kan sætte dagligdagen lidt til side ved at sætte pladen på.

Læner pænt med Bob Marley
Det Passer haltede du på dit højre ben, nu læner du pænt. Hvordan gør man det?

- Hehe, det er et godt spørgsmål. Det med at halte kan både være, fordi man har mange penge eller bilnøgler i lommen, men jeg har altid gjort det, fordi min far gik på den måde. Han gik altid, som om han ejede hele gaden. Han var en godt bygget pæn voksen mand, og så var han vildt cool. Swagger, du ved. Det der med at halte på det højre ben passer med det amerikanske gangster-limp eller pimp-limp, eller hvad de nu siger derovre. Ligesom i Spike Lees Malcolm X-film, hvor Denzel Washington og hans makker slentrer ned ad gaden i begyndelsen af filmen, og det foregår jo i 30’erne, så det går helt tilbage dertil. De sorte mænd har altid haft deres egen gang; sådan ”her kommer jeg”-agtigt. I virkeligheden er det jo nok ikke begrænset til ét sted i verden. Alle folkefærd har jo forskellige måder at markere sig på. Men hvis man vil læne pænt, kan man jo starte med at sætte sig godt tilbage, tænde for Bob Marley, blande sig en Teriyaki og så ellers se hvad der sker. Så tror jeg i hvert fald, man læner ret pænt.

Nu hvor du siger Bob Marley, så handler nummeret Båb Marley om at fyre op under netop den type tobak, som den afdøde reggae-legende holdt meget af…

- Det har været lidt vigtigt for mig at lave en sang om det efter så mange år, hvor jeg har bevæget mig rundt om emnet. Alle rappere har en drik, de holder særligt meget af, men jeg lige meget, hvor man bevæger sig rundt i verden, er der sgu altid nogen, der er klar på noget Båb Marley. Der er altid nogen, der har noget, og hvis der står nogen og hygger sig under en lille røgsky til en koncert, så står de altid og griner og nyder musikken. Jeg gider ikke at promovere det, jeg bruger det bare selv til noget fornuftigt, og hvis folk ikke kan finde ud af at bruge det fornuftigt, så skal de endelig holde sig fra det. Det er ligesom folk, der går til tatovøren og kommer ud med noget værre hø op og ned af armene, bare fordi de har set en film med én, der har haft noget lignende. Man skal bruge tingene til noget fornuftigt, og jeg synes, det var vigtigt, at jeg snakkede om det, fordi jeg ikke er på alle de andre ting der. Jeg er ikke sådan en festabe, der propper mig med alt muligt lort. Jeg kan godt lide nogle gode drinks og nogle hiphopcigaretter. Mere behøver jeg ikke for at have det sjovt.

Tatoos
Nu snakkede du lige om tatoveringer før. På den første plade havde du nummeret Tatoos, hvor det er ret tydeligt, hvor meget de betyder for dig. Hvorfor begyndte du at få tatoveringer i første omgang?

- Ligesom alle de andre fjolser, der går ind og bliver tatoveret, fik jeg min første tatovering ved et tilfælde. Og ligesom alle de andre idioter, der bliver tatoveret første gang, fik jeg lavet en, der var alt for lille. Så er man jo nødt til at kompensere, og så får man lavet en til, der er lige så lille. Efter et år kigger man så på det og tænker: ”Hva’ fanden er det for noget, det der!?”, og så er det man går ind og får lavet de tatoveringer, man bliver rigtig glad for. De første to tatoveringer jeg fik lavet, fik jeg udført af to rigtig magre tatovører; det var bare sådan nogle butikker. Det var akkurat ligesom at gå ind at købe en T-shirt. De engagerede sig overhovedet ikke, og det var rigtig nederen. Så blev jeg introduceret til en fyr, der hedder Big Ace, som har sin egen shop. Han er skidedygtig, og lige siden er jeg kun kommet der. Det er på grund af ham, at jeg skrev Tatoos. Jeg har længe haft en kamp med mig selv, om hvorvidt jeg skulle lave Tatoos # 2, for det har jeg altid godt kunnet tænke mig, og jeg synes, det ligger lidt i kortene, men efterhånden som jeg har fået flere tatoveringer, er det gået hen og blevet så personligt og så meget til mig, at det ikke længere ville give nogen mening at lave en sang om det. Det er simpelthen blevet for privat i forhold til, hvis man bare får klasket en masse dødningehoveder og nogle drager på armene; så kan alle glo på det og sige, at det er et fedt maleri. Mine tatoveringer handler om mig og min familie, det er sådan, at når obduktionslægen engang skal til at have fat i mig, kan han se på mine tatoveringer og tænke: ”okay, det var sådan, han levede”. Det personlige aspekt af det er også en af grundene til, at jeg ikke har tatoveringer på ydersiden af underarmene; når man bliver tatoveret på indersiden, så vender det ind mod dig selv og ikke ud mod de andre. Det kan jeg rigtig godt lide.

Læs videre i morgen i 2. del, hvor Johnson fortæller om sin dialekt, om at bruge the n-word og om sin tilgang til musikken.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA