x

Johnson: ”Det er fedt, hvis min plade kan give folk et smil på læben” (2. del)

Johnson: ”Det er fedt, hvis min plade kan give folk et smil på læben” (2. del)

Den private og personlige side af dig bliver ikke luftet så meget på pladerne. Der er lige Borte Med BlæstenDet Passer, hvor det går hen og bliver lidt mere Marc end Johnson, men ellers er det meget sjov og ballade. Er der noget, du ikke kunne forestille dig at lave et nummer om?

- Nej, ikke så længe det er på det rette tidspunkt. Det kommer alt sammen an på, hvor man er, og jeg synes, det er meget skægt, at jeg allerede nu efter at have lavet den nye plade kan fornemme, at jeg er på vej et nyt sted hen. Stille og roligt lader man sig påvirke af de indtryk, man får på daglig basis. Det kan sagtens være, at jeg når til et sted i mit liv, hvor jeg begynder at snakke mere om personlige ting. Hvis jeg pakker det ind i et lækkert flow, kan jeg fortælle en helt anden slags historie. Det har meget at gøre med den måde, man leverer teksterne på. Jeg er overbevist om, at jeg nok ville kunne bringe noget fedt til bordet inden for den slags, men jeg er bare ikke klar til at dele mine personlige ting med folk endnu. Som det er lige nu, har jeg kun et behov for at se folk grine og nyde hvert sekund, de har. Der er ikke nogen grund til at gå og være ked af det, hvis det er det, man vil være, kan man bare se Tv-avisen eller lukke op for Berlingeren. Musik er den sidste frihed, jeg har; min sidste legeplads. Alle andre steder skal vi ind i maskinen og være en lille møtrik, og det er der ingen, der skal få mig til at tage stilling til, når jeg laver musik, for så skal jeg bare fra det og ned i studiet til det samme pis igen. Jeg vil gå ud af døren og ned i studiet til en følelse af frihed og hygge og så forhåbentlig give andre mennesker et smil på læben med det jeg laver. Vi er alle sammen voksne, så alle de alvorlige ting, er der sgu nok af, og jeg håber da, at jeg kan få en god udvikling hen imod også at behandle mere seriøse emner på et tidspunkt, men lige nu skal det sgu bare være sjovt. Jeg er rent teknisk inde i en rigtig fed udvikling, hvor jeg bliver mere og mere fri i min vokal og i min levering, og jo mere jeg bliver det; jo sjovere bliver det for andre at høre på, uden at det bliver ”falde på røven-humor”. Der er et spil imellem fiktionen og virkeligheden. Før i tiden var det måske lettere at høre hvornår, det var pis, hvor grænsen nu er mere udflydende, og det, synes jeg, er rigtig fedt. Man behøver ikke, at have andre til at anerkende sit værk for at vide, at det er godt nok, for det kan man sgu godt selv fornemme, mens man skaber det.

Så du har taget udgangspunkt i, hvad du selv synes er fedt?

- Først og fremmest har udgangspunktet været at få mig selv til at grine; hvis jeg selv synes, det er sjovt, så bruger jeg det. Det handler om at hygge sig med det og gøre sin egen ting, og det er mega-fedt at føle, at man er i konstant udvikling, og at man ikke bare træder vande. Jeg kunne sagtens have bedt om at få en tre-fire numre, der lød som Kig Forbi og lave gentagelser af det gamle, som jeg vidste, folk godt kunne lide. Det var det mest oplagte at gøre; der havde været gode dadler i det, og det havde været lige til højrebenet, men jeg skrottede højrebenet, og nu læner jeg pænt.

Rent produktionsmæssigt er der også sket nogle ting i forhold til den sidste plade…

- Ja, det fylder mere nu. Det, der var på den gamle plade, var okay, men nu er der virkelig blevet kræset for beats’ene.

Dit flow og din dialekt er jo noget du både er berømt og berygtet for, men så tyk en Århus-dialekt har du jo ikke, når vi sidder her og snakker…

- Nej, men det er det samme, som hvis jeg tager et smut ned til Åby om søndagen, så er det også en anden lingo; så bli'r man truck. Sådan er det jo. Jeg har egentlig altid gjort det på den måde, og jeg kan ikke rigtig finde ud af om min dialekt er lige så tyk på den nye plade. Da jeg var i Atlanta talte jeg med en masse folk derovre, især Khao og hans manager. De taler begge to med kraftig sydstatsaccent, men Khao snakker langsomt og tydeligt, mens han manager mumler, og det var ikke alt, han gad udtale. Det mindede mig lidt om jyder, og det fik mig til at tænke på, at hvis jeg nu rapper og ikke udtaler det hele; så har jeg 30 procent flere rim end de andre. Så kan jeg modificere ordene, som jeg vil. Det var måske den vigtigste lektion derovre fra; hvis ikke jeg gider sige det hele, så lader jeg bare være, og det virker helt vildt skægt i forhold til at have sjove punch-lines. På den måde virker det dobbelt, at man først skal finde ud af, hvad der egentlig kommer ud af munden på mig. Så kan man grine ad måden, det bliver sagt på, før man griner ad, hvad der bliver sagt. Det er førstegangsindtrykket, der tæller. Det er det i hvert fald for mig, når jeg hører rapmusik. Hvis folk lige er nødt til at spole tilbage for at høre, hvad der bliver sagt, bliver de inddraget på en anden måde, end hvis jeg bare ligger teksterne ind i bookletten, så de kan sidde og følge med. Det er jo ikke det, det handler om. Det handler om at lytteren stepper ind i mit univers, for at se hvad jeg kan. Det har været min tilgang til det, lige siden jeg begyndte at lave rap. Det var svært at få fat på hiphop-plader i Århus, og da Street Dance lukkede, var det et decideret helvede. Da nettet så endelig blev opfundet, kunne man så sidde og google hundredevis af udtryk, man aldrig havde hørt før eller vidste hvad betød, og det var bare det fedeste, for så blev man jo inddraget i stedet for at man er passiv tilskuer på sidelinjen. Så kan udtrykkene sidde fast i hovedet på én, og det er meget federe, end hvis det bare er et eller anden pop-hit. Jeg elsker, når man hører en eller anden undergrunds crunk-dude, der laver et fedt nummer, man ikke kan få ud af hovedet igen. For han gør det ikke for at sælge plader. Han gør det fordi han har en sjov sang, som han gerne vil underholde med. Han skal ikke tænke på salgstal, og han skal ikke tænke på at imponere nogen. Han skal tænke på sin humor. Det er det samme med de gode stand up-komikere. Hvis Eddie Murphy havde tænkt på, hvad folk syntes om ham, da han startede, havde han aldrig haft en karriere. Han lærte af de bedste; Richard Pryor for eksempel. Han var den første til at sige ”the n-word”, og han sked åbenlyst på scenen sådan, at det hvide publikum begyndte at gå. Det er fedt, at de ikke prøver på at imponere nogen.

Men en mand som Eddie Murphy rammer jo så også muren på et tidspunkt, hvis man ser på de ting, han laver i dag…

- Ja, og det er jo det, jeg ikke gider. Det har jeg jo ikke lyst til. Jeg vil hellere kun sælge 10.000 plader og blive ved med at sælge det hver gang og så lave det, der lyder fedt, end at sælge 100.000 plader én gang. Det er forkert, når folk tror, at bare fordi man lever af musik, så har man friheden til at gøre, hvad man vil, men der er også en maskine der, som stiller krav. Mit skræmmescenarie er at stå og spille et nummer, jeg ikke kan lide, og det er også en af grundene til, at denne her plade har været så længe undervejs. Det øjeblik jeg gør det, så trækker jeg stikket ud. Tænk at stå og spille et nummer, man ikke selv kan lide. Så bliver man en kopi af sig selv, der står og gør det for bankmandens skyld, og det skal han fandme da ikke blande sig i. Han får jo sin gode hyre en gang om måneden. Han kan jo være fuldstændig ligeglad, og det er han sikkert også.

Tidligere nævnte du ”the n-word”, og det er jo et ord, du selv bruger engang imellem. Hvordan har du det med at bruge det?

- Faktisk bruger jeg det med blandede følelser, for jeg ville ærligt talt ikke have det godt med, at folk gik hen og sagde ”nigger” eller ”nigga” til mig, bare fordi de har hørt mig sige det i mine sange. Det lyder rigtig dobbeltmoralsk, men det er sådan, jeg har det. Dengang jeg hed Niggeren I Slæden, blev jeg også rigtig træt af, at alle backpackerne kom hen og sagde: ”Hva’ så Niggeren I Slæden?” Til sidst så gider man ikke høre på det mere, og det var også derfor, jeg ændrede det. Så jo, jeg har helt klart blandede følelser med det, men efter mine ture til Atlanta, skete der også noget. På min første tur derover var vi alle sammen ”brothers”, og så kunne jeg ikke lade være med at føle mig lidt speciel. På min anden tur derover hang jeg ud med sådan nogle af den slags, der ikke har fast arbejde og med tatoveringer op og ned ad halsen, og der kom ”the n-word” lidt op. Der føltes det lidt som at være med i en hiphop-film, og det var ret fedt, at få en smagsprøve på det fællesskab. Jeg er halvt dansker og halvt afrikaner, og jeg ligner ikke nogen af delene, så det kan godt være svært at føle sig hundrede procent dansk. Hvis nazisterne tager en tur op og ned ad strøget, er det sgu ligegyldigt, om jeg snakker jysk; så skal jeg bare ud. Men når jeg kommer derover, og der står en flok i lufthavnen og siger: ”Welcome brother. Hvor lang tid har du været væk?” De vidste slet ikke, at jeg var dansker, og at jeg så oven i købet hedder Marc Johnson gjorde jo ikke forvirringen mindre. Det gjorde helt sikkert et eller andet, at de modtog mig som en af deres egne. Men det er jo ikke fordi, jeg falder på halen over alt, hvad de har derovre. Jeg synes da, at det er dybt skræmmende, at der er steder, jeg ikke har lyst til at tage hen, når klokken passerer 22.00. Jeg er ikke pro alt det der gangsta-shit, jeg synes tværtimod, at det er rigtig sørgeligt, at der er folk, der ikke kan komme længere end dertil, fordi der stort set ikke ligger andet end gun shops og liquor stores i kvarteret. Der er to gader derovre, hvor der står hjemløse op og ned ad gaden og venter på mad klokken kvart over ti, mens man kører forbi, og de står der den ene dag efter den anden, og jeg føler lidt, at jeg skylder at tage ned i det shelter og servere morgenmad for dem en dag, for jeg tror, jeg kunne få nogle rigtig gode røverhistorier ud af nogle af de folk og få del i noget af deres livserfaring, og det kunne let ende med, at jeg ville få det fedt med at tage over for at servere morgenmad for de gutter en gang om året. Det at jeg har fået lov til at rejse så meget rundt har virkelig givet mig lyst til at give noget igen. Det ville være større end bare at køre forbi dem. Det får jeg jo ikke noget ud af; jeg får det bare dårligt. Så det kunne være en oplevelse. Vi lever jo i en verden, hvor alle bare skal have i hoved og røv, og alle folk skal følge en eller anden trend og købe noget nyt; der er altid en grund til at opgradere sin iPod eller sin telefon. Det er virkelig et throw away-samfund, hvor man bare smider sit lort væk og køber noget nyt. På den måde er jeg glad for, at jeg har ventet med at udgive min plade, for jeg vil levere noget ordentligt; noget der ikke bare skal høres én gang og smides væk. Jeg vil lave en plade og så reflektere, hvad jeg har fået ud af de muligheder, der har budt sig.

Hvad har du så fået ud af det?

- Jeg har faktisk fået nogle ret blandede oplevelser ud af det, hvis jeg skal være helt ærlig.

Er det noget, du vil fortælle nærmere om?

- Ja, selvfølgelig. Det blandede går mest på, at der er sket så meget fra den ene dag til den anden. Jeg havde nogle promo-jobs i starten, hvor jeg har stået og spillet "Kig Forbi" for tyve mennesker, der bare stod i baren og kiggede over på ”ham negeren der”, som bare stod og var pauseklovn. Der var ikke noget love. Men så efter lidt airplay i radioen kan de bare ikke få nok. Det er sgu en sjov oplevelse, at gå fra at være undergrundsmand, hvor folk gav den op for dig, fordi du rappede fedt, til at folk kan lide dig, fordi du bliver spillet i radioen. Det har sgu været en meget blandet fornemmelse. Især fordi jeg aldrig har syntes, at man kunne koge en kunstner ned til ét nummer, og det gør man rigtig hurtigt i musikbranchen.

En måde at undgå at blive kogt ned til ét nummer på, er at blive udgivet på vinyl. Alt Mit Shit... er også udkommet på lp, og det ved jeg, at du har insisteret på…

- Ja, det har jeg sat foden ned på. Enhver rigtig rappers drøm er sgu da at blive cuttet op, også selvom jeg ikke selv har dj med, så er man ikke en rigtig rapper, før man er blevet scratchet i. Det skal man sgu prøve. Det Passer udkom ikke på vinyl, så det er nu, jeg skal have min dåb.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA