x

Mika - Drengen der ikke ville være voksen

Mika - Drengen der ikke ville være voksen

Den 26-årige libanesiske popsensation Mika er igen klar til at guide lytteren igennem det hyperkulørte tegneserieunivers, han introducerede med den snart tre år gamle "Life In Cartoon Motion", og som nu følges op af "The Boy Who Knew Too Much".

På Michael Holbrook Pennimans andet album som popsangeren Mika tager han udgangspunkt i puberteten, som en naturlig opfølgning på debuten, der beskrev barndommens naivitet. Mika pointerer dog, at teenageårene bestemt ikke er mere oplyste, og fortæller, at albumtitlen "The Boy Who Knew Too Much", ud over at være en reference til Hitchcocks "The Man Who Knew Too Much", er en kommentar til teenagere, der tror, de ved alt i den alder, men i virkeligheden ikke ved noget som helst.

Sidste gang jeg interviewede dig, sagde du, at du blev mere og mere barnlig, jo ældre du blev, er det stadig tilfældet?
- Ja, lidt. For jo ældre jeg bliver, jo mere anarkistisk opfører jeg mig. Jeg burde blive mere ansvarlig, men jeg er blevet mere uansvarlig. Så jeg er ikke så barnlig mere, bare uansvarlig og anarkistisk. Jo ældre jeg bliver, jo mindre komplekst er mit liv. Det plejer at være omvendt, især med kunstnere, men jeg tænkte bare "fuck det, lad os gøre det modsatte, jeg vil skabe mig endnu mere."

Hvad var det sidste barnlige, du fortog dig?
- Det var nok, da vi optog musikvideoen til "We Are Golden" (førstesinglen fra den nye plade.) I sangen synger jeg "Teenage dreams in a teenage circus / Running around like a clown on purpose", så Jonas Åkerlund (instruktøren) og jeg lavede et univers, hvor jeg skulle gå amok i et teenagerværelse og danse rundt, som man gjorde, da man var 17 år og drømte om at være en stor popstjerne. Mit pladeselskab var i chok, da de så videoen. "Er du helt sikker på, at den skal være sådan?" spurgte de, og ja selvfølgelig, den er jo skidegod og sjov.

Var du et velafbalanceret barn eller en værre møgunge?
- Jeg var den farligste type overhovedet. Jeg var nemlig nuttet og slap derfor tit ud af ballade. Men som teenager var jeg en kujon. Jeg var en enspænder, og jeg gemte mig bag min musik og udtrykte mig kun igennem den.

Men hvad mener du med, at du var en kujon?
- Jeg var simpelthen ikke modig nok til at konfrontere folk og sige min ærlige mening. Så i stedet sagde jeg min mening i mine sange. Og det er helt modsat af min barndom, hvor jeg ikke var bange for at være meget nærgående og sikkert også provokerende. Men jeg slap af sted med at være det, fordi jeg så så nuttet ud. Senere hen begyndte jeg at blive mobbet, og jeg begyndte at trække mig længere og længere ind i mig selv. Men heldigvis var det det, der fik mig i gang med at spille musik.

Mange teenagere har brug for at gøre oprør, gik du også igennem den fase?
- Jeg havde intet at gøre oprør imod. Jeg havde ingen venner og var upopulær, så hvad skulle jeg gøre oprør imod? Det er da kun, hvis man er populær, at man føler behov for at gøre oprør. Det er de børn, der har det for godt, der har brug for at gøre den slags. Vi havde ikke mange penge derhjemme, og skolen var et helvede, så hvorfor fanden skulle jeg gøre det værre ved at gøre oprør?

Flere mænd, tak!
Har det været let at håndtere pludselig at blive en berømt popstjerne?
- Tjah, det er jo svært at måle popularitet. Visse dage føler man sig populær, andre dage ikke. På nær hvis man omgiver sig med en masse folk, hvis opgave er at få dig til at føle dig populær. Jeg kalder den slags folk for professionelle rygklappere, og de er altså farlige for ens selvopfattelse og realitetssans.

Hvad er den største luksus i dit liv?
- En rengøringsdame. Det er den bedste form for luksus, man overhovedet kan forestille sig, og hvis andre siger noget andet, så lyver de. Men jeg bor stadig i den samme lejlighed, jeg boede i, før jeg slog igennem, og jeg deler rengøringsdamen med min mor. Jeg synes også, det er luksuriøst, at jeg nu kan betale mine egne regninger.

Føler du, at du er en del af en scene, eller står din musik alene i det musikalske landskab?
- Øhm, jeg synes ikke, jeg står lige så alene, som da jeg udgav min første plade. For sådan en artist som Lady GaGa har jo også skabt en hel verden rundt om sin musik, og det er jo også det, jeg har gjort. Men når alt kommer til alt, føler jeg, at jeg byder på noget meget unikt. Der er andre mandlige artister, jeg godt kan lide, men jeg synes godt, der kunne være nogle flere. Jeg savner faktisk nogle flere mænd. Der er rigeligt med unge piger, der laver musik lige nu, plademarkedet er jo ved at blive oversvømmet med popsangerinder. Så lad os endelig få nogle flere mænd!

Interviewtiden er forbi, og Mika finder en efterladt blok på gulvet. Den tilhører en af de journalister, der tidligere på dagen har været forbi sangeren. "Åh, det er altid det samme, masser af seriøse spørgsmål i starten og så et fjollet til sidst, som her, hvor der står: "Hvad sover du i?"

Nuvel, hvad sover du så i?
- Absolut ingenting.


Drengen med de hullede sko:
Under interviewet får Mika på et tidspunkt øje på GAFFAs udsendtes støvler, der vist snart synger på sidste vers og er bundet sammen med tape. Hvilket får sangeren til at fortælle historien om drengen med de hullede sko:

- Som teenager fandt jeg en dag et par virkelig smukke gamle sko, men de var desværre gået for meget i stykker og var for gennemhullede til, at jeg kunne få dem repareret. En dag skulle jeg med en taxa, og da jeg skulle til at betale, spurgte taxachaufføren mig: "Hvad skal du her?". "Jeg skal til sangundervisning," svarede jeg. "Jamen, hvorfor kører du med taxa?" "Fordi jeg er kommet for sent ud af døren." "Hmm, okay, men hvad er der i vejen med dine sko?" Så var jeg nødt til at spørge: "Undskyld, men hvad drejer det her sig om?" "Hør her, unge mand, du skal ikke bekymre dig om at betale for turen - spar hellere lidt på dine penge." Og så kørte han videre. Så jeg gik i de sko et helt år til i håbet om flere gratis taxature, men det skete desværre kun denne ene gang.

Derfor aflyste Mika:
Tilbage i 2007 aflyste du to danske koncerter (på Nibe Festival og Roskilde Festival,) på grund af sygdom, men senere kom det frem at du havde spillet live på en radiostation i Reading i de dage. Hvad gik det ud på?
- Nej, jeg gjorde ikke, gjorde jeg? Åh, nu kan jeg huske det, det var altså bare en enkelt sang, jeg spillede på den radiostation. Og det var ikke kun koncerterne i Danmark, jeg aflyste, det var også en tour i Australien ugen efter. Men hvis jeg skal være helt ærlig, og jeg har ikke fortalt det her til nogen før, så aflyste jeg, fordi jeg havde fået fåresyge, og det kan faktisk være ret farligt at få som voksen. På grund af fåresygen fik jeg også mellemørebetændelse og kunne ikke flyve i halvanden måned. Så jeg rejste ingen steder i den tid. Grunden til, at jeg optrådte i Reading, var, at jeg var ved at blive sindssyg af bare at sidde derhjemme, og jeg var nødt til at promovere min musik for at få den spillet i radioen. Men det er altså svært at forklare over for fans, så jeg aflyste altså ikke en koncert for så at få mulighed for at spille et andet sted.







Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA