x

Magtens Korridorer – Der er ingenting i vejen

Magtens Korridorer – Der er ingenting i vejen

I begyndelsen af maj forsøgte GAFFAs udsendte at finde de berømte Tambourine Studios på en stille gade i Malmö, men selv bevæbnet med et kort var det ikke så ligetil. Adressen var dog rigtig, man skulle bare ikke lade sig narre af det store skilt med henvisning til Malmö Dansakademi, der også holder til i den bygning, hvor blandt andre The Cardigans har indspillet deres bedste plader. Indenfor er lokalerne dog alt andet end anonyme, og det er her i det Piet Mondrian-inspirerede studie, at Magtens Korridorer har slået sig ned sammen med den svenske producer Per Sunding (The Cardigans, bob hund, Swan Lee) for at indspille deres tredje officielle album, der senere bliver navngivet "Milan Allé".

Mens to femtedele af bandet (Johan Olsen (sang) og Terkel Møhl (bas)) passer deres borgerlige erhverv, og Niklas Schneidermann (guitar) indspiller, fortæller Rasmus Kern (guitar) og Anders Ramhede (trommer) over kaffe og madder med rødbedesalat og små frikadeller, en svensk delikatesse, der bliver nydt dagligt, at bandet denne gang gik i studiet med en ambition om at lave en rigtig studieplade.

- Vi havde 14 dage til at indspille Det Krøllede Håb, og denne gang har vi som udgangspunkt 40 dage. Det giver god tid til at sidde og nørde med tingene, hvor det blev for stressende sidste gang, fortæller Anders, der på dette tidspunkt ikke kunne vide, at bandet ville ende med at bruge hele fire måneder på at indspille albummet.

- Indspilningen af "Det Krøllede Håb" var lidt konceptuel, hvor vi ville have en live-feeling. Men denne gang handler det om, hvad der klæder sangen bedst, fortæller Rasmus, der dog sammen med resten af bandet hurtigt måtte sande, at det ikke var sådan ligetil at vade ind i studiet med en flok ny sange under armen og sammen med en ny producer påbegynde indspilningen af gruppens mest ambitiøse værk.

- Det tog os lige et par dage at finde hinanden. Han troede vist, at vi ville lave endnu en liveplade, så vi snakkede lidt forbi hinanden i begyndelsen. Men dér fandt vi samtidig ud af, hvordan vi skulle snakke sammen, hvad vi kunne sige til hinanden, og hvor meget vi kunne tage pis på hinanden, uden at nogen bliver fornærmet. Det handler også om noget personligt, hvor man skal finde ud af, hvordan man kommunikerer de forskellige ting, og hvad der har værdi for ham og os, fortæller Rasmus, og lader Anders fortælle, hvordan valget faldt på Per Sunding som producer:

- Oprindeligt var det Niklas, der ville have ham som producer på Friværdi. Men det kunne han ikke, da han var på barselsorlov. Så ville vi have ham på "Det Krøllede Håb", men det gad han ikke, fordi han havde hørt "Friværdi", griner Anders og fortsætter: - Men så fik vi ham nu. Vi havde hørt "Snakecharmer" (med Sort Sol produceret af Per Sunding, red.), og den er jo meget produceret og lyder som en studieplade, og det tror jeg var Niklas' grund til gerne at ville arbejde med ham.

Den ekstra tid i studiet gav blandt andet bandet tid til at eksperimentere med nye instrumenter og sjove idéer, hvoraf flere senere blev forkastet.

- Vi har spillet på flere åndssvage ting på flere mystiske måder end på "Friværdi" - den var meget straight forward. Vi gjorde det lidt på "Det Krøllede Håb" med mærkelige ting, vi slog på, men vi har gjort det endnu mere på denne plade. Anders har for eksempel slået på en trækbasun, fordi den havde en fed hul lyd. Men denne gang er der også autoharpe, kalimba og vibrafon. Så nu jeg har spillet kalimba på en plade ... og ske! Jeg har spillet med ske på guitaren, griner Rasmus.

Om knuste drømme og længsel
Fire måneder senere er albummet færdiggjort og over et glas rødvin i en lejlighed på Nørrebro fortæller bandets begejstrede frontmand, Johan Olsen, om det nye album:

- Alt jeg tidligere har været med til at lave, der har jeg hørt det færdige produkt to til ti gange bagefter, og så har jeg ikke hørt det mere. Men jeg er stået op midt om natten og har lyttet til den her plade, fordi den er så eminent flot lavet. Selv om man ikke synes om melodierne, eller det ikke er ens genre, så kan man nyde produktionen.

Intet sted er arbejdet med produktionen tydeligere end på balladen "En Sidste Chance Til", der ikke lyder som noget, bandet har lavet tidligere. Samtidig er sangen den, der har gennemgået den største forvandling væk fra det oprindelige forlæg.

- Jeg fik en idé til en revolutionssang, der skulle tage et opgør med vores samfundskultur. Jeg kan syre ud over, at vi har så meget rigdom, og alligevel har vi så meget sjælelig fattigdom. Og måske hænger det sammen, fordi folk arbejder så sindssygt meget. Man kan købe livsstilsmagasiner, hvor man får fodret sin dårlige samvittighed med alle de ting, som man burde gøre, men ikke gør. Man køber de forkerte bajere, man er ikke nok sammen med sine børn, ens sexliv er virkelig kedeligt, og man burde dyrke en masse sport. Man gør hele tiden noget forkert, og oven i det har man travlt og er skide stresset. Så det er en sang om at opgive det hele og få en sidste chance til. Samtidig er teksten lidt patetisk i ordets gamle betydning, og det musikalske udgangspunkt var lejrbålsagtigt med fede, klassiske guitarakkorder. Det syntes Per Sunding var forfærdeligt, men han anede ikke, hvad han skulle gøre, så han lavede en version, der var absolut græsselig med tuba og walking bass. Da Niklas hørte den, blev han helt fortvivlet og bad Per om at slette det hele med det samme, og så startede de forfra.

Sangen er en blandt mange, der handler om løgne, håbløshed og knuste drømme, så man forledes jo til at spørge, om det er et konceptalbum om triste skæbner?

- Nej, det er det ikke ... (lang pause) Da vores manager havde hørt nogle af sangene til den nye plade, sagde han: "Jeg bliver nødt til at sige til jer, drenge, at der jo er nok klynkeplader derude, og når jeg går fra møder med jer, kan jeg sidde i bilen på vej hjem og smågrine over ting, der er blevet sagt. I er så glade, og så hører jeg det der, og det er så sindssygt trist". Så det var en opfordring fra hans side til at tage noget af glæden med ind i musikken. Så vi snakkede om det, men vi skriver sange med hjertet, og vi kan bare ikke lave noget på bestilling, som bliver ordentligt. Men jeg vil stadig sige, at "Noget Om Helte" da er sjov.

Men hvorfor kommer der primært triste sange ud af hjertet lige nu?

- Teksterne bliver for størstedelens vedkommende til nede i øvelokalet, mens vi laver sangene, og jeg kan love dig for, at jeg ikke står og er ked af det nede i øveren. Der er bare bestemte ting, der inspirerer. De store følelser er de største inspirationskilder, og de største følelser inden i mig bliver vækket, når jeg ser knuste drømme, længsel og klaustrofobiske skæbner, der ikke kan komme ud af deres skal. Der var en, der engang sagde, at man altid skriver den samme sang, og sådan tror jeg også lidt, det er med os. Tag en sang som "Sara Har", den handler også om dér, hvor livet går ud på et sidespor. Men det kan være et problem, at det i stigende grad bliver svært at spille "Hestevisen" eller "Lorteparforhold" til koncerterne, for de skiller sig godt nok meget ud ved at være platsjove. Ikke at jeg lægger afstand til dem, men det er bare noget helt, helt andet - og de er jo så også skrevet for 15 år siden.

Angående koncerter har Magtens Korridorer de senere år været blandt landets mest aktive livenavne, og der ligger allerede jobs og lurer til november. Men overvejede de, hvordan studiepladen ville klare sig live?

- Der var ikke noget at overveje. Hvis man nu skal være lidt arrogant, så skal vi spille de her sange i et vist antal år. Men det ville være ret fedt, hvis man havde en cd, der kunne holde endnu længere. Det er vigtigere, når du køber en cd, at du også kan høre den om seks eller otte år, eller når du bliver sentimental og spiller den for dine børn om tyve år. Koncerterne er halvanden times fest, og det skal også være en musikalsk oplevelse. Men som Per siger, kan du blinke med lyset, når du spiller live, og det kan du ikke på pladen - dér skal det bare være fedt at høre på gang på gang på gang. Det synes jeg manglede på Det Krøllede Håb, fordi den har lidt for mange skønhedsfejl. Men denne her skal sgu nok holde. Jeg vil sige, at denne gang er det en smagssag. Der er ikke andre ting, der er i vejen. Hvis man ikke kan lide den, så er det fordi, man ikke kan lide Magtens Korridorer, og det er i orden. Men man vil sikkert kunne lide lyden på den alligevel, slutter Johan.


Et besøg fra Ahhh-manden

- Vi fik lokket Wili Jönsson til Malmö, fordi Niklas har altid ment, at han er verdensmester i at synge "Ahhhhhh" (Wili Jönsson synger kor på "En Kold Triumf", red.). Så han har villet have Ahhh-manden med siden "Friværdi". Men der har været mange, der har sammenlignet os med Gasolin', og det har i den grad gjort, at vi andre tidligere har sagt, at den gik ikke. Det er en stor kompliment og alt det dér, men jeg kan ikke se, hvad fanden vi har med Gasolin' at gøre, så det er også lidt en sjov kommentar til al den Gasolin'-snak, fortæller Johan Olsen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA