The Asteroids Galaxy Tour – Internationale darlings møder den danske jantelov

The Asteroids Galaxy Tour – Internationale darlings møder den danske jantelov

The Asteroids Gaalxy Tour var det helt store trækplaster på Music Export Denmarks danske aften, Spot On Denmark på Reeperbahn Festival. Deres debutalbum, ”Fruit” udkom først mandag den 22. september, men i snart et år har de spillet verden rundt på store festivaler, som headliners og gav fem jobs på South By Southwest 2009. Deres turnéer har gået Europa og Nordamerika rundt, men for lige præcist et år siden spillede de på Knust på Reeperbahn Festivalen i Hamburg, og nu samme sted på samme scene med et helt andet ry. Den internationale omtale og kritik er overvældende positiv specielt set i forhold til den danske presse, hvis retorik The Asteroids Galaxy Tour lige pt. finder en smule belastende, som de røber i følgende interview.

Bandet var (selvfølgelig) uforlignelige på scenen, aftenens helt store publikumssucces, the talk of the town på Reeperbahn og i den tyske presse. Ifølge Music Export Denmark var der op til 300 gæster i kø foran Knust, som ikke kunne komme ind, når nu kapaciteten blot var 550. The Asteroids Galaxy Tour driver deres eget pladeselskab, Small Giants, og er med Iversens egne ord definitionen på indie. Sekstetten er uafhængige af de store labels og ejer selv deres egen musik, og så sætter de i en dyd i at gøre det meste selv – som producere og pladeselskab. Deres management er til gengæld det velrenommerede IE Music.

Dette er tredje del af vores interviewserie med de fire danske bands fra Spot On Denmark på Reeperbahn. De andre interviews med When Saints Go Machine (del 1), Oh No Ono (del 2) og Turboweekend (del 4) lancerer vi i dagene efter Reeperbahn Festival her på GAFFA.dk.

GAFFA: Hey Mette og Lars. Det er lige præcist et år siden, I spillede samme sted, og vi lavede det første GAFFA-interview. Siden har I haft travlt. Hvad får I ud af at spille Spot On Denmark og branchefestivaler?

Mette Lindberg: - Hver gang vi spiller, så får vi spredt vores musik ud til et nyt publikum. Og så er vi glade for at stå sammen på en dansk scene, hvor vi trækker på hinanden forskellighed, og hvor vi måske kan få folk til at få en positiv oplevelse ved at blive hængende og høre ét af de andre danske bands. Det er helt nyt for os at spille koncerter, når vi har udgivet et album, som publikum kan forholde sig til, og så er der altid plads til, at vi kan møde lokale bookere, promotionfolk eller samarbejdspartnere med Spot. Men vi har aldrig rigtigt blevet opdaget eller fået konkrete aftaler, fordi vi spiller på branchefestivaler.

Lars Iversen: - Det er fedt at spille på Reeperbahn Festivalen, og vi ville gerne tilbage, men som sådan kan vi ikke bruge branchefestivalerne til en skid. Spot Festival har ikke betydet noget for vores position i branchen, og det har koncerten på Reeperbahn Festivalen sidste år heller ikke. Det, der har boostet os, er, vi har spillet røven ud af bukserne det sidste år.

GAFFA: Hvad er det så, der har betydet, I har fået et gennembrud. Apple-kampagnen med ”Around The Bend”?

Lars Iversen: - Vi har valgt at medvirke i Apple-reklamen, fordi vi vidste, at det ville give os en vis eksponering i lande, hvor vi måske ellers ikke ville komme ud i første omgang. Men det er en almindelig misforståelse, specielt i Danmark, som stammer fra en jantelovstankegang, at der skal være en unaturlig forklaring på, hvorfor det er sket, som det er, og hvorfor vi har fået et gennembrud. Det startede med singlen ”The Sun Ain't Shining No More”, som vi sendte ud til tyske og franske radiostationer, og der omkring 87 forskellige tyske radiostationer, som playlistede den uafhængigt af hinanden. Og så er ”Fruit” er fantastisk popplade.

GAFFA: Jeg fornemmer mellem linierne, at jeres succes tit bliver associeret med Apple-reklamen?

Lars Iversen: - ”Sun Ain't Shining No More” var ude længe før, vi overhovedet var i kontakt med Apple. Vi vidste da godt, at Apple kunne give os et boost, og alt hænger jo sammen på den måde. Men det er jantelov med et stort j. Et j så stort som Eiffeltårnet. Apple er et smart brand, som er kendt for at lave de her reklamer, og det er en institution og en eventmaking i sig selv med de her kampagner. Det er også det, der legitimerer vores deltagelse for os, at det er cool at være med. Vi taler jo om bands Franz Ferdinand eller Feist, som er med i de der reklamer.

GAFFA: Hvor mange koncerter har I egentligt givet i løbet af det sidste år? Jeg har hørt, I blandt andet har spillet store festivalshows i Frankrig...

Lars Iversen: - Vi har nok spillet knap 150 koncerter (heraf en supportturné for Kate Perry, red.). Det har været fedt, også at se at publikum kan synge med på vores sange, selvom vi ikke har udgivet pladen endnu. Den har ligget færdigt i mere end et år, og den har længe været tilgængelige på ulovlige downloadsider. Så har vi spillet et show, hvor de første otte rækker står og synger med på en sang, som vi aldrig har udgivet eller været spillet i radioen, og så stopper man lige op og tænker; ”hvordan kan I synge med på en sang, som I aldrig har hørt før?” Haha. Men ja, efterspørgslen har været stor.

GAFFA: Men det betyder jo også, at I må have spillet de her sange mindst 150 gange. Jeres sætliste i år på Reeperbahn Festivalen var jo næsten identisk med jeres sætliste fra sidste år...?

Mette Lindberg: - Vi rykker os musikalsk alligevel. Vi arbejder med sangene, og nummer for nummer bliver de forfinet gennem 150 livekoncerter. Desuden er vi også i gang med skrive nye sange til den næste plade.

GAFFA: ...Selv din hat er magen til sidste år, er den ikke? Hvad sker der for The Asteroids Galaxy Tours hattekultur?

Lars Iversen: - Jeg kan godt lide hatte. Det er noget, jeg har kunnet siden, jeg var helt lille, og så stammer det også fra en fascination af George Clinton And The Funkadelics, som jeg har lyttet meget til. Pels holder!

GAFFA: Hvis I kort skal beskrive, hvad der er sket det sidste år med The Asteroids Galaxy Tour?

Mette Lindberg: - Turné, turné, hårdt arbejde og livet på landevejen. Vi har spillet hele Europa og de store byer i USA. Men det er en lettelse for os, at vi endelig har pladen på plads, og vores koncert i aften var første gang, hvor vi har haft en reel lydprøve og ikke bare et linecheck. Vi har spillet et helt år, ja, men for os er det først lige begyndt. Vi bliver spurgt til vores succes, men vi har først lige udgivet pladen nu, så vi kommer til at arbejde meget mere og turnere meget mere med den her.

Lars Iversen: - Vi er kun i andet gear. Så laver vi nogle nye sange, og så sætter vi den langsomt i 4., 5. og 6. gear over de næste år.

GAFFA: Har I fortsat jeres eget pladeselskab?

Lars Iversen: - Ja. Og i forlængelse heraf bliver vi mødt af en dansk fordom, der hedder, at vi gør det for ussel mammon. Og The Asteroids Galaxy Tour bliver omtalt som et produkt og ikke som noget musik. Men vi laver den musik, vi godt kan lide at spille, og det har betydet, at vi har verdens fedeste deals i dansk musikhistorie. Det er den oprindelige definition på indie, at være uafhængige, og vi er totalt uafhængige, og det sikrer os fuld kontrol over rettighederne til vores musik, kunstnerisk frihed og medbestemmelse i alle forretningsmæssige aspekter.

GAFFA: Hvorfor er I ikke bare totalt kolde over for, hvad den danske presse siger om jeres plade. Altså, hvorfor spilde kræfter på det, hvis I alligevel er så stærkt kørende i udlandet? Hvis jeg bare havde halvdelen af jeres selvtillid, så ville jeg koncentrere mig om at udrette noget stort...

Mette Lindberg: - Det er vi jo egentligt også, men nu har vi fået en del omtale, fordi vores ”Fruit” lige er udkommet. Anmelderne bruger halvdelen af deres tid på at tale om Apple-reklamen eller held i stedet for at skrive om, hvilke sange der er på pladen, eller om hvordan vi har produceret den. Vi er så trætte af jantelovsagtige kommentarer. Hvorfor tror folk, at popmusik er skrevet af nogle onde bagmænd som et kalkuleret produkt ("Fruit" har ikke fået så dårlige anmeldelser i de danske medier endda, red.).

Lars Iversen: - Jeg havde nok forventet, at vi blev anmeldt af folk, som også anmeldte Aqua eller sådan noget. Men vi bliver mødt med en forventning om, at vi skal lyde som Efterklang eller Under Byen, fordi vi arbejder i udlandet. Sådan noget sovekammerindiepis. Det må du gerne citere mig for. Det svarer til at sidestille Pavarotti og Metallica i en anmeldelse. Sådan noget studentikost navlepilleri. Jeg hader det. Der er ingen, der omtaler os så dårligt, som den danske presse gør. Til gengæld er det pressen i England og USA, som har været med til at løfte os hele vejen.

Læs også vores reportage fra Spot On Denmark, Reeperbahn.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA