Henning Winther: Jeg er pavestolt over alle kunstnerne

Henning Winther: Jeg er pavestolt over alle kunstnerne

Koncertarrangøren og rapperen Henning Winther har siden 1999 kunnet præsentere et af de mest omfangsrige tilbud til hiphop-fans i landet ved navn Aarhus Took It. I år er det ti år siden, at hiphop-festivalen for første gang løb af stablen i Århus, og siden har internationale kunstnere som Redman, Pharoahe Monch og Masta Ace samt de fleste danske hiphop-kunstnere, der har været relevante siden årtusindskiftet.

GAFFA spurgte Henning Winther om valget med kun at satse på danske kunstnere, om 10 års jubilæet og om hvad publikum kan forvente til årets festival.

Hvad kan vi forvente os af ”Aarhus Took It” i år?


- Det bliver først og fremmest en kæmpe fest. Programmet er actionpacked, og der bliver virkelig ikke et ledigt øjeblik på scenen, så der er masser at opleve. Vi starter allerede torsdag på Århus Hovedbibliotek, hvor rapskolerne i Århus laver en koncert med gratis adgang, og fredag er der også gratis musik foran Train fra kl. 18. Lørdag har vi desuden en gratis paneldiskussion om rap og integration på biblioteket - men festen er først og fremmest inde på Train, hvor alle de store navne spiller op.

Hvad betyder det for festivalen, at den har ti års jubilæum i år?

- I praksis ikke noget særligt - det er jo bare endnu en dag på kontoret. Det er dog i retrospekt sjovt at se, hvordan vi startede som en totalt undergrundsfestival og er blevet et brand, som et bredt publikum kender og regner med hvert år. For os er det først og fremmest en milepæl - det kan lade sig gøre at lave en autentisk hip hop-fest, hvor folk kan hænge ud, have det sjovt og fyre den af sammen flere dage i træk - og man kan gøre det i ti år.

Første festival kun med danske artister

Du har foretaget et valg med kun at satse på danske hiphop artister i år. Hvad er baggrunden for det?

- Vi har specielt de sidste par år haft store problemer med at få de amerikanske kunstnere til at holde de aftaler, vi indgår med dem. Det koster mange penge at aflyse et navn - ikke så meget i tabte honorarer og den slags, men billetsalget styrtdykker, hvis man på plakaten lover ét, og derefter må aflyse det og prøve at finde en erstatning. Det er simpelthen for dyrt. Der er også sket et skred i den amerikanske hiphop-scene, hvor de store navne er blevet kæmpestore og koster virkelig mange penge, mens undergrundsnavnene turnerer konstant, og dermed ikke har nogen nyhedsværdi for os. Vi plejer at kunne hyre et til to topnavne og fylde op med gode undergrundsnavne - men de førstnævnte er for dyre, og de sidstnævnte sælger ikke billetter.

Derfor tager vi i år konsekvensen og booker kun danske navne - vi har så til gengæld den eneste koncert med Malk De Koijn, som stadig er i salg - alle andre er udsolgt. Vi er stensikre på, at der ikke er nogle aflysninger, medmindre der virkelig er en god grund - og vi har booket nogle bundsolide og kunstnerisk relevante artister, som hver især kan levere en fest - og samlet er det et festfyrværkeri.

Aarhus Took It har tidligere kunne trække publikum fra nær og fjern i kraft af den imponerende række internationale stjerner, som har besøgt festivalen. Kan Aarhus Took It stadig det med et lineup, der udelukkende er dansk?

- Vi satser udelukkende på det århusianske publikum i år. Selvfølgelig er folk velkomne fra hele landet - men det er primært en fest for århusianerne.
 
Hvilke kunstnere på årets festival er du specielt stolt af at kunne præsentere?

- Jeg er selvfølgelig glad for, vi fik Malk De Koijn med - og så er jeg i øvrigt pavestolt over alle kunstnerne, hvis albums jeg har nærlyttet gennem det seneste år. Jeg glæder mig virkelig over, at den danske scene kan præsenterer et grundlæggende meget højt niveau både produktionsmæssigt, tekstmæssigt og flowmæssigt. Hvis jeg skal fremhæve noget, må det være Danish Operation, som er et helt unikt projekt søsat af Per V. En lang række danske kunstnere, herunder Jokeren, Ufo Yepha, Joe True og mange andre har leveret et eller flere vers på deres yndlingsproduktioner fra DJ Premier. Dette projekt vil kun blive opført live en eneste gang - og det er til Aarhus Took It.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA