Highway Child-turnédagbog, kapitel 2

Highway Child-turnédagbog, kapitel 2

HAMBURG: “Ham-burgy burgy burgy”
Efter et par dages hvile, var vi klar til endnu en omgang på landevejen. Denne gang skulle turen foregå i en handicapbus, der udover at være utæt, heller ikke kørte så satans stærkt. Heldigvis skulle vi ikke længere end Hamburg, og spille på en lille bitte klub tæt på Reeperbahn. Da vi ankommer, er klubben lukket, og ejeren havde tilsyneladende glemt alt om mødetidspunktet. Til alt held møder vi ejeren af ejendommen, som tilfældigvis er dansker, og han ville prøve at få fat på ejeren. Imens gik vi en tur i St. Pauli-kvarteret og ned på Reeperbahn. Superfedt kvarter! Da vi kommer tilbage, er ejeren lettere tumultarisk ankommet, og vi får slæbt gear, lavet lydprøve og hvad dertil hører. Det skal lige siges, at vi under lydprøven får at vide, at vi hverken får mad eller har et sted at sove. Hmm, se det er jo lidt et problem, for det var vi jo overbevist om ligesom hørte med i aftalen, men nej. Og her er det så Lars’ tyskkunnen var brugbart, for han fik sgu det hele til at køre. Godt arbejde, Lars! Med et sted at spise, jamen så var det jo bare at komme af sted. Ned på den nærmeste italienske restaurant og få pasta. Da vi er færdige med at spise, er luderne kommet frem og pryder gaderne i hobetal. Kundehvervningen er lettere aggressiv, men vi formår dog at komme uskadt tilbage til spillestedet.

Der er ikke mange tilhørere til koncerten, men dem, der er, er vældig glade og begejstrede. En begejstring, der smitter af på Lars, som giver den max gas hele aftenen. Lige et sted for ham… Scenen vi spillede på var så lille, at Andreas ikke kunne have hele sit trommesæt dér, og så stort er hans sæt altså heller ikke. Ydermere var Paw og Christian nødt til at stå med siden til og kigge på hinanden under hele koncerten. For dem der ikke har set os live, så bevæger de sig begge ret meget på scenen, så det må have været meget interessant at se på. Ved koncertens slutning råber Patrick til det lamslåede publikum; ”Thank you, Ham-burgy burgy burgy” et citat fra John Lennon, sagt i en film om The Beatles’ tid i netop Hamburg (Backbeat)… Efter koncerten var der en amerikansk gut, der gerne ville interviewe os. Så Andreas, Christian og Patrick blev hevet ud i et meget lille lokale, hvor interviewet skulle finde sted. Nu har vi ikke set interviewet endnu, men jeg er overbevist om, at det var vældigt underholdende. Efter et par øl gik vi alle i seng, undtagen Lars naturligvis. Som tidligere nævnt var det her et sted, han godt kunne spille på hver aften. Han kom dog i seng, han var der i hvert fald, da vi vågnede…

BERLIN: ”Bong to be white”
Bilen bliver pakket og vi sætter kurs mod Berlin. Nu skulle der fanme sparkes røv! Stedet er White Trash Fast Food, som egentlig er en restaurant men med et spillested i kælderen, der minder om Stengade 30, men bare lidt større. For en gangs skyld er der monitors og gear, der rent faktisk virker, wuhuu! Det var helt fantastisk at prøve det, på denne tur. Lydteknikeren på stedet var et pragtfuldt menneske, der havde boet i Berlin siden ’89. Steve hed han og han var sgu temmelig tjekket, så der var rimelig hurtigt gjort klar til lydprøve, som vanen tro også foregik i tjept tempo, så vi kunne få noget at æde… Som sagt var det det jo en restaurant, så der var lagt op til seriøs fråder. Vi skulle spise med vores tyske booker Alex, som vi møder for første gang. Han er en super fin fyr, og han glæder sig som et lille barn til endelig at se os live. Efter vi havde spist og fået et par øl gik vi til vores backstagelokale og gør klar til aftenens strabadser. Det skal lige siges, at vores backstage også benyttes af stedets burlesque-dansere, som under koncerten skulle stå i bure og underholde det publikum, der var til det. Jeg må ærligt erkende, at jeg nok ikke ville kigge mere end én gang, for kønne var de ikke. Det skal dog lige nævnes, at den ene af danserne havde meget nydelige bryster, der var tapet over med rød tape. Måske en idé til et reklamefremstød fra Dansk Røde Kors?

Koncerten går fantastisk, og vi smadrer alt og alle. Grundet en fejlbooking er der dog en festkoordinator, som ikke er helt glad for, at vi spiller tyve minutters ekstra numre. Hun skulle nemlig holde 80’er-fest, og der passede vi jo ikke helt ind. Hun måtte dog erkende, at det havde været en fed koncert, så der var no worries… Og så var der fest backstage!!! Der var lagt op til en gang god gammeldags druk. Som sagt delte vi jo backstage med danserne og tilsyneladende også nogle af deres venner, som flittigt besøgte snehvide på wc’et og i forbindelse med dette blev temmelig fjollede. En trio valgte også lettere fnisende at få udlevet deres seksuelle fantasier på vores wc. Alt i alt et meget interessant sted… Men det var jo Berlin. 

Festen fortsætter til langt ud på natten, og så var det, som så mange gange før tid til at få fråderen på. Vi får efter en halv times tid samlet hele flokken og vralter ned til den nærmeste döner biks. Det var lidt specielt, men ok. Det var en burgerbolle med tre slags kål, gulerødder og så naturligvis kød. Ingen dressing dog, lidt tørt hvis I spørger mig. De er sgu mærkelige, de tyskere! Mens vi spiser, vælter en moden enøjet dame ind af døren, hun havde tydeligvis også haft en god dag. Pludseligt begyndte hun at skråle ”Bong to be white” og mumle ”Stæpfenwulfff”. Vi kunne kun konkludere at hun forsøgte at citere Steppenwolfs udødelige klassiker ”Born to be wild”. Efter vi havde spist prajede vi et par taxier. Paw, Anders og undertegnede kom op at køre med den galeste chauffør ever! Han valgte at køre chicken med en bus i modsatte side af vejen, vores hjerter var ved at vælte ud af munden på os. Fuck det var scary, sikken en idiot!

Vi kommer dog hele frem til vores hostel. Lars var endnu en gang, fristes man til at sige den stiveste! Efter lidt leg med blitz fra Christians kamera (lidt irriterende), kunne vi så sove og prøve på at være klar til tourens sidste stigning…

LUCKENWALDE: ”Audiens hos kongen af Skotland”
Alle er pænt smadrede, men vi får hutlet os ned til spillestedet og pakket bilen for at sætte kurs mod Luckenwalde, som var næste og sidste sted i denne omgang. Vi vidste ikke så meget om dette job, andet end at det var en bmx-festival, med rockmusik. Da vi kommer frem, bliver vi glædeligt overraskede, da det er nogle pragtfulde hippier, der organiserer festivalen. Scenen vi skal spille på er stor og gearet er ganske ok, endnu en gang skulle det sgu nok blive godt. Vi skulle spille først spille sent, så der var ikke så meget andet at gøre end at valgfarte mod ølvognen, hvor de første af mange genstande bliver indtaget. Mens nogen tager en lur i bussen, fortsætter Lars og yours truly med drikkeriet, til det er tid til at stille gear op og lave linetjek.

Da bussen er tømt og skal låses, går der panik i folk; nøglen er væk, scheisse! En hurtig nøgle-ekspedition bliver iværksat, og selvom der bliver ledt alle vegne, selv på mobil wc’et, er den satans nøgle ikke til at finde. Nå, men vi skulle jo også spille. Utroligt nok er der nogle gengangere fra Burg Herzberg-festivalen blandt publikum, der da også lige får et tak med på vejen. Det er sgu en pænt lang tur de har taget. Da vi efter koncerten står og pakker bussen og bander og svovler over den skide nøgle og Paw foreslår at vi kortslutter den så vi kan komme hjem, siger undertegnede (som ikke har kørekort) lettere frejdigt: ”Jamen, jeg har da nøglen” Idiot! Lettede låser vi bussen af og går i øl og mange af dem. Ud over at Christian havde den tvivlsomme ære at blive smidt i en skraldespand, af en fyr som efter sigende skulle være kongen af Skotland, at jeg bliver brændt i øjet og at Lars i stedet for at tage med hjem til arrangøren, hvor der var redt op til os, går kold i bussen, er aftenen borte i glemslens tåger.

Næste morgen bliver der disket op med fantastisk morgenmad og kaffe, vi har sgu været lidt heldige med maden trods mærkelig döner. Vi stener lidt Zeppelin-dvd og begiver os derefter tilbage til festivalen for at hente bussen og så naturligvis Lars, som endnu en gang havde været den stiveste, denne gang var det sgu noget af en bedrift. Nu skulle vi hjem. Vi kører mod Rosstock i håb om at kunne komme over dér, det ville spare os omkring en times tid. Well, we were wrong! Da vi ankommer til Rosstock får vi at vide, at der ikke er én eneste plads resten af dagen, og at vi skulle køre til Puttgarten. Verdammt! På med kørehatten og så derud af. En del timer og et par franske hotdogs senere ankommer vi til København og selvom det nærmer sig midnat og vi er i maksimalt søvnunderskud, er vi alle enige: VI SKAL FANME TILBAGE!!!
Auf Wiedersehen, Deustchland!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA