x

One-Eyed Mule, turnédagbog kapitel 2

One-Eyed Mule, turnédagbog kapitel 2

Backstage Trix, Antwerpen. Den evindelige venten på lydprøver. Kolde Stella Artois. Udsigt til det omringende industrikvarter langt fra centrum. Gråt. Vi skal spille med svenske The tallest man on earth og australske Holly Throsby i aften – folknight.

I går haltede muldyret fra Gent til Bruxelles, efter en nat hvor der var klister på stolen. I fællesmarkedets trafiksvedne vejarbejdsramte centrum fandt vi et hotel med badekar tæt på Cafe Rits, hvor muldyret skulle i manegen igen. Cafe Rits var en nyåbnet studenterbar, og vi spillede kl 18.00, før der var faldet ro over teens, så det var som at spile på en banegård, hvilket jo også kan have sin charme. Vi solgte et par cd’er, fik en håndfuld teenfans og vores belgiske booker var tilfreds.

Vores belgiske maskot, den storsmilende sweetie Elke, der tilsmilede os i Gent, dukkede pludseligt op på Rits og skulle også komme i aften. Hun er opkaldt efter Chefen af Lokeren, Preben Elkjær, der jo i starten af 80’erne vandt byens første mesterskab nogensinde, vistnok med polakken Zbiniek Boniek på holdet, om jeg ikke husker helt galt. Måske er hun Guldkærs unge endda. Tror vi.

Nå, men der var en overdrevet forkælende småneurotisk hospitality manager backstage, der opvartede med djævleøllen Duvel og forskelligt munkebryg. Ingen helflasker til nordjyden dog, kaw! I en stribe indian summer fik vi en udendørs slutter round midnight. I morgen kalder autobahn igen.

Band on tour:
Rasmus Dall
Uffe Ipsen
Søren Lynggaard Andersen
Rune Lundsgaard (lejesvend)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA