x

Julian Plenti: Melodien er sangens DNA

Julian Plenti: Melodien er sangens DNA

Paul Banks er bedst kendt som frontmand i newyorker-bandet Interpol, men inden han blev en del af den kvartet, optrådte han i hjembyen som solist under navnet Julian Plenti. Dette projekt blev efter mange års tilbagetrukkethed bragt frem i offentligheden tidligere på året, da Banks solodebuterede med albummet ”Julian Plenti Is... Skyscraper”.

Efter en stribe mislykkede forsøg på at fange Paul Banks hjemme i hans New York-lejlighed fik vi endelig fat i Interpol-sangeren på hans mobiltelefon, og første spørgsmål handlede om pseudonymet Julian Plenti:

- Hvis du optræder som dig selv, kan folk gå online og finde hele dit liv, og det har jeg aldrig kunnet lide. Sandheden omkring de kedelige detaljer bag kunstneren er ikke relevante i forhold til det kunstneriske projekt, fordi man skaber kunsten som en flugt fra sig selv. Et pseudonym er blot endnu et skridt i den retning.

Har navnet Julian Plenti så en særlig betydning?
- Julian er mit mellemnavn og Plenti... [pause] den vil jeg ikke forklare.

Fair nok. Lagde du fuldstændig Julian Plenti bag dig, da du kom med i Interpol, eller har det hele tiden været noget, du ville vende tilbage til?
- Projektet har hele tiden ligget i baggrunden. Jeg tror ikke, man bare kan stoppe med at skrive sange, så jeg har hele tiden arbejdet på materialet. Jeg har bare aldrig haft tiden, midlerne eller produktet, så jeg kunne udsende det i den form, det er udsendt nu. Det er først siden 2005/2006, at jeg har haft muligheden for at færdiggøre projektet. Men det er noget, jeg hele tiden har arbejdet på.

Var der en afgørende faktor, der gjorde, at du begyndte at fokusere på at få gjort pladen færdig?
- Der er en del af sangene, der har været hos mig i lang tid. "On the Esplanade" skrev jeg for eksempel i 90'erne, da jeg var en meget yngre mand, og selvom der ikke var mange, der havde hørt den, betragtede jeg den som en rigtig sang, om du vil, og jeg begyndte at føle, at det var usundt for mig som professionel musiker at holde sangene for mig selv. Jeg ville ikke fylde 60 og så stadig have disse sange liggende, og jeg tror ikke, man kan vokse som kunstner, med mindre man får sine ting ud.

Hvordan var det så at genoplive disse gamle sange skrevet af en meget yngre mand?
- Jeg ser det ikke som en genoplivelse. De har altid været der, de har bare ikke været delt med andre mennesker. Jeg har altid spillet dem, og jeg har aldrig opgivet dem. Men det var ikke indtil 2005, da jeg fik Logic (indspilningssoftware, red.) at en sang som ”Fly As You Might” eller et bedre eksempel ”Girl On The Sporting News” fjernede sig fra bare at være akustisk med vokaler, hvor jeg aldrig følte, at den levede op til sit potentiale. Men da jeg begyndte at bruge Logic, kunne jeg pludselig tilføje baslinjer, strygere, blæsere og trommer, og give den alle de stemmer, som jeg syntes, sangen behøvede. Så det handlede ikke om at genoplive, men i stedet at stå i en situation, hvor sangene fik det, de behøvede, og derfor blev jeg tryg ved at udgive dem. Så det er egentlig kun ”On The Esplanade”, der lyder, som den altid har lydt. Alle de andre sange blev endelig sig selv, da jeg begyndte at bruge Logic.

Men hvad med teksterne? Der er jo sket meget med dig de sidste ti år?
- Det er faktisk essensen i det. For mig er disse sange klassikere, så jeg ville ikke ændre på de tekster, jeg skrev dengang. De er skrevet af Julian Plenti, og da de blev skrevet, var de Julian Plenti-sange med de tekster. Jeg har tiltro til de sange, og de er lavet mest for min egen skyld. De har været en del af mit liv så længe, så jeg ville bare udsende dem på den måde, de blev skrevet.

Har du nogensinde overvejet at konvertere nogle af dem til Interpol-sange?
- Det er ikke en mulighed, der nogensinde er opstået, fordi det er ikke sådan, Interpol fungerer.

Men hvordan kan du skelne mellem, hvilke sange der er til Julian Plenti, og hvilke der er til Interpol?
- Nu skriver jeg jo ikke sangene i Interpol. Jeg synger og spiller guitar.

Jeg troede, I alle bidrog til sangskrivning i Interpol?
- Det gør vi også, men det betyder ikke, at de oprindelige akkorder til en sang kommer fra mig.

Kan man så sige, at dette er en mere personlig udgivelse end dine andre plader?
- Det synes jeg ikke. Mine tidligere plader er lavet af et kollektiv, hvor jeg bidrager med det, jeg synes passer til den musik, vi laver, og dette er noget, hvor jeg laver det hele. Så lytter du til bandet kommer 25 procent af inputtet fra mig, og her kommer 100 procent fra mig, men det betyder ikke, at det ene er mindre ærligt eller ægte end det andet.

Du får dog lidt hjælp af forskellige musikere på pladen.
- Som jeg sagde, så lavede jeg demoer af alle sangene, da jeg fik Logic, hvor jeg havde arrangeret strygerne og så videre. Men da de skulle indspilles, ville jeg have rigtige musikere til at spille stykkerne, så da jeg ikke selv kan spille cello, hyrede jeg nogle folk til at spille de arrangementer, jeg havde lavet, for at få den rigtige lyd. Så det var af nødvendighed, men i tilfældet med Mike Stroud fra Ratatat, der spiller på en enkelt sang, var det, fordi han nok er min yndlingsguitarist, så det var en ære bare at have ham med. Sam (Fogarino fra Interpol, red.) er med på ”Games For Days”, fordi han bare er den bedste trommeslager, jeg kender til at spille sådan et beat, og med andre sange hyrede jeg folk, der kendte sangene. Og så er Charles Burst, der var tekniker på pladen, en gammel ven, så ham gav jeg trommesporene, fordi jeg vidste, at han ville kunne spille dem rigtig godt.

Det er en særdeles varieret plade. Hvad var din tilgang til at arrangere sangene?
- Sangene er skrevet på guitar med undtagelse af  ”Only If You Run”, der startede med et beat og en basgang på computeren. Men derfra handler det bare om spontane idéer, hvilket er den sjoveste del af at skabe musik for mig. Du kan sammenligne enhver melodilinje med universet. Ud af ingenting kommer der en melodi, og den melodi kan så afføde et uendeligt antal melodier. Det er som et underligt stamtræ. Så det er det sjoveste for mig. Skriver Daniel (Kessler, guitarist i Interpol, red.) en melodilinje, vil den generere 100 guitaridéer og 100 idéer til en vokalmelodi. Men i dette tilfælde er det, i stedet for at være en kollaborativ beslutning om, hvilken melodiidé vi skal arbejde videre med, mig, der finder på en melodi, og den fortæller mig alt, der skal gøres. Den melodi bliver sangens DNA, den bliver grundplanen for hele sangen. Så det handler bare om af finde den melodi. Det er en virkelig sjov proces, hvor det føles, som om man kun laver halvdelen af arbejdet, mens resten kommer af sig selv, fordi man adlyder melodien, der fortæller en, hvad der skal gøres. Det kan give en masser af styrke.

Min favoritsang på pladen er Girl On The Sporting News, men jeg har svært ved at forestille mig dig se sportsnyhederne. Er du overhovedet interesseret i sport?
- Jeg skrev den sang, da jeg var meget yngre og boede i et andet land, og EuroSport kørte i baggrunden, hvor der var en smuk pige, der var vært. Jeg dyrker sport, men jeg følger faktisk ikke rigtig med i sport. Men for mig handler den sang mere om en stemning, og hvordan man kommunikerer den magtesløshed og fatalisme, der kommer med puberteten, hvor det ikke bare er kærlighed, der ikke bliver gengældt, men alting. Jeg prøvede gennem sangens tone at kommunikere den følelse, jeg havde, så teksten er overfladisk og pubertær, men det er en del af at formidle så dramatisk periode i livet. Så jeg kunne aldrig finde på at ændre på teksten, for den blev skabt på en ren måde, da jeg var ung, og den reflekterer stadig den tid.

Hvor meget spillede du som Julian Plenti, inden du kom med i Interpol?
- Ikke meget. Aliasset eksisterede dengang, hvor jeg var en sangskriver med en akustisk guitar i samme ånd som Leonard Cohen, og var skuffet over, at sangene ikke lød, som de skulle. Det var, som om der ikke var nok musik. Jeg spillede nogle koncerter, men jeg var aldrig tilfreds med, hvordan de lød, fordi jeg ville have mere. Det er nok derfor, det er så tilfredsstillende at være i et kollektiv som bandet, der kan skabe al den musik, man gerne vil høre. Men jeg spillede vel omkring ti koncerter for ganske få mennesker.

Din første solokoncert er på Guggenheim-museet. Hvorfor lige der?
- Fordi de spurgte, om jeg havde lyst. Jeg sagde nej til en masse koncerttilbud, da pladen først kom ud, fordi jeg ikke havde en plan for, hvordan jeg skulle spille live. Jeg ved faktisk stadig ikke helt, hvad jeg skal gøre live. Jeg lavede egentlig bare pladen... Kender du Cody ChestnuTT, der lavede en sang med The Roots (”The Seed 2.0”, red.)?

Ja.
- Han lavede en plade, der hed ”The Headphone Masterpiece”, og idéen med pladen og titlen er i høj grad det samme, som jeg har forsøgt med min plade. Den er lavet til høretelefoner eller anlægget i bilen, og den er meget ”kunstneren er alene og laver pladen for sin egen skyld”, så jeg betragtede det at lytte til den som den sidste fase. Jeg tænkte aldrig på, hvordan jeg skulle kunne spille den. Jeg tænkte kun på at få sangene til at lyde, som jeg ville have dem til at lyde, så folk kunne høre dem med høretelefoner på. Men da Guggenheim ringede og sagde, at de vil have mig til at spille, var min første tanke: 'Shit, jeg skal nok finde ud af en måde at få spillet disse sange i Guggenheim-museet'. Så det er derfor, jeg spiller min første koncert der, og det jeg vil gøre er at omarrangere musikken lidt, så den vil lyde godt i det rum. Så der kommer til at være en masse strygere og orkestrering til den koncert (Paul Banks optrådte som Julian Plenti 25. september i Guggenheim-museet, hvor han udover at spille materiale fra sin soloplade også spillede "Horse With No Name" af America og Pixies' "Into The White", red.).

Når alting så er faldet på plads, skal du så give flere koncerter?
- Ja, jeg skal på turné.

Fortæl, fortæl – vi vil jo gerne snart se dig i Danmark igen.
- Jeg vil elske at komme tilbage til Danmark. Jeg ved ikke, om der er sat en koncert op endnu, men det kommer der nok til næste år. Koncerterne bliver nok lidt mere rockede, end det jeg skal lave hos Guggenheim. Jeg har to uger i USA i november og to uger i Europa i december, men jeg tror ikke, København eller Danmark er på endnu.

Hvad har du ellers gang i lige nu?
- Jeg arbejder. Jeg har tre forskellige bands, der skal koordineres... eller fire. For der er en del uskiftninger i Julian Plenti-bandet, så det kan ændre sig efter mine behov. Så lige nu øver jeg med en stor gruppe musikere for at blive klar til Guggenheim og turnéen, men jeg arbejder også med den anden ting, du har refereret til. Jeg skal arbejde på det samtidig med Julian Plenti. Så jeg er en travl dreng.

Jamen, så vil jeg sige tak for snakken og lade dig komme tilbage til øvelokalet.
- Tak i lige måde. Og jeg håber virkelig Danmark er på listen over december-koncerter, og hvis ikke, så vil jeg helt sikkert komme over senere, hvis der er folk, der gerne vil se mig, fordi jeg elsker Danmark.

Nu har jeg dit mobilnummer, så jeg vil tage dig på ordet eller ringe og brokke mig.
- Ja, du kan bare ringe og sige, "What's up man, du lovede at komme!?!". Det skal du bare gøre.

Julian Plenti påbegynder den amerikanske turné 14. november, og efter ti amerikanske koncerter er der planlagt fem europæiske koncerter fra 8.-13. december – ingen af dem er dog i Danmark. Samtidig arbejder Paul Banks sammen med resten af Interpol på gruppens fjerde album, der endnu ikke har fået en udgivelsesdato.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA