x

The Psyke Project-turnédagbog, kapitel 2

The Psyke Project-turnédagbog, kapitel 2

Mørk og brutal heavy metal på en lyserød sky!

Okt. 09: Templet, Lyngby w. Dødning + The Burning
Okt. 10: Gimle, Roskilde w. Palt + The Burning

Det er hårdt at være ude at spille! Det kan de fleste musikere, der læser denne blog sgu nikke genkendende til. Selvom vi princippet er på Danmarks Tour, så er det jo mere en slags weekend-rabalder, hvor vi træder ud af vores ”dagligdags” liv, og er rockstjerner for 2 dage.

Og rockstjerner er man egentlig ikke. For at nå get-in på spillestedet skal man for det meste af sted ret tidligt. Det betyder, at det arbejde eller skole, man nu har, droppes den pågældende dag, hvor vi så starter dagen med at mødes ved øvelokalet og pakke gear. Inden da har typisk en eller to af os været et sted i København og hente tourbussen. Det er som regel ret tidligt om morgen.

Når vi har læsset gear ind i tourbussen er det af sted af sted, og altid i højt humør. Her har dagen varet typisk 4 timer. Vi kører og kører, og som regel er det en af os, der sidder bag rattet, da vi ingen penge har til en chauffør. Det ødelægger på mange måder feststemningen, da vi elsker at feste sammen alle 5. Så det er altid et issue, vi lægger meget vægt på at løse. Har vi mon en ven, der vil køre gratis?

Når vi ankommer til spillestedet, slår rutinen over, og vi hilser pænt på spillestedsfolk, pakker gear ud, sætter op og laver lydprøve. Det tager ca. 14 sekunder at skrive denne sætning. Men i praksis tager det lang, lang tid, rigtig lang tid. 3-4 timer er absolut ikke unormalt. Alt bliver nørdet igennem: Guitaristerne tjekker deres udstyr, kabler og kabinetter. Nogen gange ved at skrue lortet op for at tjekke, om det også ser godt ud indvendig, for så at skrue det sammen igen, og konstatere ”ja, det ser godt ud”.. Det kan sagtens tage en time. Trommerne skal stemmes, og under lydprøven kan vores yderst ihærdige lydmand godt bruge 20 minutter, før han er helt tilfreds med lilletrommelyden. Tingene skal være i orden jo.

Lydprøven forløber som soldater inden march eller mere anstrengende – før en slags krigsmission; gearet er vores vigtigste ven! Når lydprøven er færdig skal scenen gøres klar til lokalsupportbandet. Dvs. at den tid vi har brugt på nøje at indstille mikrofoner, trommesæt og opsætning forlænges med, at det hele skal pilles ned, og sættes ude i siden af scenen. Det er en del af vores rutine, så arbejdet forsætter stadig med samme disciplinering, som da vi ankom. Når dette er færdigt, vil de lokale spillestedsfolk typisk kunne høre et ”Ahhhhh” fra de områder, hver af os befinder sig. Det er nemlig her, vi plejer at sige ahhhh. Hvis to af os ikke skal lave interview (som faktisk godt kan være krævende, da de typisk tager 1 time) er det nu, vi alle 5 skynder os op i backstagelokalet for at drikke enten kaffe, øl eller vand. Sodavand gør vi os ikke så meget i – medmindre det er til drinks selvfølgelig.

De andre bands, som spiller med os på aftenen, har som regel ventet i mange timer på det her tidspunkt. Vi kan altså meget vel være uheldige, at de har enten drukket sig i hegnet, spist alt slikket, kapret sofaerne med deres kærester eller værre - drukket alle bajerne! Det kan virkelig gøre os triste, når det sker, men ikke slå os ud. For at have back-ups i partystemning sørger vi altid for at have musikanlæg med, og oftest er det elektro og techno, som ryger på. Hvorfor ved vi ikke – det bare fed hegn at hænge til! Og når vi er rigtig forberedt, har vi også et par ekstra kasser øl med og et par flasker booze. Så kan intet slå os ud! Nu går timerne hurtigt med hygge, grin, dansen og drillen. Når første band går på, er der ca. 1 ½ time til, at vi skal spille. Vi begynder så stille at gøre os klar. Tjekker guitarerne en ekstra gang; ”springer strengene mon” eller ”bare forstærkeren ikke brænder sammen”, som vi desværre også har oplevet et par gange. Sådanne typer uheld viser ingen nåde. Eller ”jeg har kun 3 trommestikker tilbage, der virker, resten må fikses med gaffatape eller stjæles fra lokalsupportbandet.” Koncentration og overvejelserne har ingen ende.

Vi kigger lidt nervøst ud i salen for at tjekke fremmødet. ”Yes”, der er i hvert fald 50 mennesker. Hey, det er da bedre en 20! Spillestederne i provinsen kan af nogen fjerne enhver forhåbning om rockstjernedrømme. Vi er heldigvis for det meste ligeglade, selvom det altid er sjovest at spille for pakkede steder. Ca. 20 min. inden vi går på scenen mødes vi klar i vores uniform - spilletøjet med diverse metalbandslogoer på. Vi gennemgår sættet, og de planer, vi har undervejs. Hvis vi har et par svære breaks undervejs, går vi dem lige igennem igen en ekstra gang. Det er nu, vi skal i kamp, det er nu, himmel og jord skal indgå i en højere enhed! Vi laver en fælleskrammer, spytter hinanden let i hovederne, mens vi i kor småråber ”vi skal bare ramme pikken”. Mærkeligt, måske. Men ikke destro mindre en fast tradition, vi simpelthen skal igennem før hver koncert. Vi går på scenen, og udfører det vi har brugt timer timer, timer, timer og atter timer på. Først og fremmest ved at skrive selve musikken til albums, dernæst at øve den op til koncerter.

Det er i de 45 minutter koncerten ca. varer, at alle bekymringer er væk, tid ophører og flowtilstanden tager over. Det er synergi, og det er lykke. Endorfiner, sved og millimeterpræcis koncentration i en kæmpemæssig blender, som man ikke oplever i sin dagligdag. 5 bedste venner spiller mørk og brutal heavy metal på en lyserød sky. Og vi elsker det! Pludselig er vi i gang med sidste sang – nu skal den virkelig have, hvad tøj og remmer kan holde. Som var det dommedag, spiller og spjætter vi alt hvad vi kan.

Så! Koncerten er slut. Martin skynder sig ned i merchboden for at stå klar, hvis nogen vil købe vores T-shirts eller musik. Han er nysvedig, og kroppen er stadig i undtagelsestilstand. Rasmus begynder at pille trommer ned, mens Mikkel, Jeppe og Bonne får ryddet scenen for deres bas/guitar udstyr. For det meste har vi lige lidt tid til at stene, inden vi skal fjerne gear, men vores erfaring siger, at der er mest benefit i at få det overstået. Men det er bare så hårdt at få styr på gear, efter man lige har spillet. Dehydreret og udkørte tager rutinen over. Pakken ned, koordinerer og læsse gearet ud i bussen. Her har vi hver vores rolle; Rasmus pakker trommer ned, Jeppe tager det ned fra scenen og hen til bussen, hvor Mikkel er den bedste i klikken til tetris. Så han organiserer gearet inden i bussen, til alt står perfekt. Bonne er altmuligmand – en slags vicevært - som en high tech japanerrobot både pakker og transporter gear fra A til B. Og kære læser, som er nået så langt i denne tourdagbog: nu kommer det fede!!

VI ER FÆRDIGE MED ALT DET HÅRDE!! EN TING STÅR KLART FOR OS: DE NÆSTE 5 TIMER STÅR PÅ FEST, FEST OG ATTER FEST!!!!!

Og det gør vi så. Den ene mere vanvittigt end den anden. Kl. er vel ca. 01.15, før vi typisk kan begynde. Og hvis vi alle har været oppe kl.08.00 om morgen, har vi altså haft ca. en 17 timers arbejdsdag. Men vi har fri, og det skal fejres! Vi har ingen penge, så vi har ikke råd til hotel. Vi sover altså, hvor vi kan. Martin sov i et vejarbejdetelt, sidst vi var i Aalborg, og sidste weekend i Kolding spurgte vi en fan, om vi ikke måtte sove hos ham. Det måtte vi da godt, sagde han. Så det gjorde vi, hele banden. Rasmus plejer at sove i merchandisekassen ude i bussen, hvis vi vel og mærke har solgt noget merch. Ellers er der jo ikke plads i kassen, og så må han finde et andet sted at sove. Vi har sjovt nok aldrig soveposer med, når vi er på tour, det fortæller vel egentlig meget godt, hvor lidt vi helst ikke vil spekulere på det med at sove og få ro efter så lang en dag. Hvem gider arbejde gratis i 17 timer uden fest?

Nu tænker den spidssindige læser nok; men får det her band ingen penge? Jo, det gør vi. Men udgifter på transport, teknik og lydmand alene tager så stor en bid af kagen, at vi i hvert fald vælger at spare udgifter på fx hotelværelset. Nærrigrøve? Nej! Mere ekstrem dedikerede omkring vores band. Der skal spares, hvor der kan, og vi ofrer os gerne.

I tidsrummet mellem 01.15 og 06.00 render vi alle rundt, som gale på den lokale Buddy Holly og fyrer løs af vores hårdt optjente penge fra S.U. og lignende.

Når vi vågner og mødes ved bussen næste dag er det videre og kun videre. Som regel lidt mere smadret end dagen før, men som de soldater vi er, altid klar til næste kamp. Om det så er i Randers på Von Hatten eller på Toldkammeret i Helsingør. Rutinen kicker ind, og vi gentager hele mønstret.

Når vi rammer søndagen, er det æv, og velkommen til den ”virkelige” verden. Det er aldrig helt sjovt.

Kære læser, hvor underligt det end må lyde, er de her weekender rundt i det danske land meget hårdere end at være afsted 25 dage i streg rundt på de europæiske spillesteder. For der kan man nå at tilpasse sig og bare acceptere situationen. Vi føler os hjemme i fronten med vores soldaterkammerater, og vores 17 timers arbejdsdag uden løn, føles som det hele værd, når vi først er sammen på scenen. Også selvom der kun står to ludere, og en lommetyv.

Vi kan jo altid invitere luderen med ud til tetris…

Mere om THE PSYKE PROJECT: www.myspace.com/thepsykeproject

Næste weekend kommer drengene til:

Okt. 15, 2009

Voxhall, Århus

W. Crocell + The Burning

Okt. 16, 2009

Paletten, Viborg

W. Crocell + The Burning

Okt. 17, 2009

Kansas City, Odense

W. Angrified + The Burning  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA