x

Giana Factory - Dyster vinkel på girl group-traditionen

Giana Factory - Dyster vinkel på girl group-traditionen

Lisbet Fritze, Loui Foo og Sofie Johanne udgør trioen Giana Factory, der med få virkemidler har debuteret med ep'en "Bloody Game", der trækker linier på tværs af rock, indie og elektroniske elementer. Du kan i øvrigt læse vores fire-stjernede anmeldelse af Giana Factorys debut-ep ”Bloody Game” her.

Trioen, som er opkaldt efter Amiga-spillet Giana Sisters (med ekstreme ligheder med Mario-spillet i øvrigt), har eksisteret siden foråret 2008 - men de debuterede live med intet mindre end et supportjob for Glasvegas i Lille Vega. Siden har de spillet både Roskilde og Spot Festivalen, ligesom de har turneret med Glasvegas, Veto og James Yuill, og desuden har pigerne spillet med Sune Wagner solo og The Raveonettes. Ved siden af koncertaktiviteten har de indspillet numre med Tomas Barfod (WhoMadeWho, Filur med flere) og Trentemøller - og lige nu er de igen i studiet for at indspille debutpladen.

GAFFA tog et pow-wow med bandets guitarist, Lisbet Fritze.

Spørgsmål nummer 1. Giana Factory debuterede ved at varme op for Glasvegas i november sidste år. I har spillet Roskilde og Spot Festivalen. Det virker næsten som om, I har sprunget alle de led over, som man skal igennem som et hårdtarbejdende band gennem øvelokale, dårlige turnéer. Er I et forkælet band, undskyld udtrykket?

- Nej, det mener jeg faktisk ikke, vi er. Det, man hører om i pressen, er jo netop de der headliners som at varme op for Glasvegas. Men ligesom mange andre bands har vi været igennem en udvikling gennem mange år og har fundet vores egen stil, og spillet på mange underlige små klubber rundt omkring. Jeg tror bare, det var ret tilfældigt og ret heldigt for os, at da vi netop havde fundet vores genre og vores lyd, så fik vi de her muligheder med Glasvegas og forskellige supportjobs. Det var da rigtigt heldigt, men vi har helt klart gået fodarbejdet før det. Jeg forstår godt spørgsmålet, for det er det, man umiddelbart kan komme til at tro, men der er ingen, der kommer let til noget i den her branche. Der er bare meget arbejde i det. Men det er klart, at vi har fået nogle gode muligheder, som har betydet, vi er kommet ud af starthullerne lidt hurtigere.

Hvad er det for nogle udtryk, I har arbejdet med op til jeres debutkoncert, som er gået frem mod den musik, I har udgivet nu?

- I begyndelsen var vi meget inspireret af en retrosound, girl groups (oftest brugt som en betegnelse for pigegrupper i USA i slutningen af 1950'erne, for eksempel som The Surpremes eller The Ronettes, red.), højt hår og tatoveringer. Vi syntes, det var helt vildt sejt med hele den der surf-girl group-genre og sådan noget. Det fungerede sådan set helt fint, og vi havde mange jobs. Men for os selv gik det lidt for meget op i højt hår og ens kjoler, og vi fandt ud af, at det ikke var det, vi ønskede at komme ud med, fordi det kom til at minde lidt om et plagiat. Vi gik tilbage til vores øvelokale ude i Nordvest og eksperimenterede med en håndfuld nye, lidt mere elektroniske instrumenter – en trommemaskine, en synthesizer, nogle små underlige keyboards. Men samtidig beholdt vi nogle af tingene fra det gamle setup, for eksempel guitaren, som så også fik en lidt anden lyd, som er mere drømmende og mere støjende. Så legede vi også frem til vores udtryk, og så har vi brugt enormt lang tid på at skrive sange og udvikle lyduniverset, som passer til de her sange og den stemning.

Det sure mod det søde

Når du selv kigger på det fra afstand, hvad er det så for et udtryk, I ønsker at have – og vil du kort fortælle, om I opfatter jer som et rockband, et klubband eller indieband, eller hvad I gør..?

- Vi søger lyden undervejs, og vi har aldrig skrevet et statement om det, og jo mere det er kommet frem, jo mere ved vi også, hvad vi synes, der er fedt. Det er blevet en lidt dyster indgangsvinkel til et sted imellem pop, rock eller elektronisk musik. Vi kan godt lide, det bider lidt fra sig, og at tekstuniverset og stemningen i musikken er mere kantet, det sure mod det søde. Der er også ting i vores musik, som har et kitchet sød kant, men når man sættet det op noget hårdt, noget beatet eller noget ulmende, så sker der noget. Vi kan godt lide spændingen mellem det dystre og det glade.

Hvad er konkret jeres virkemidler til de der stemninger?

- Vi kan godt lide kontrasterne. At bunden, trommer og bas, har den kantede, dystre og klubbede ånd. Vi skifter mellem synthesizer og rigtig bas. Mod nogle mere sfæriske guitarer, søde melodier eller en dyster eller længselsfuld vokal. Vores tekster kan egentligt godt være banale, men det kan godt være med et twist. Det er også det, som giver intensitet. Tekster, der kan tolkes på forskellige måder, og har flere lag.

Du spiller guitaren, men hvor kommer den der atmosfæriske guitarlyd fra?

- Jeg tror faktisk, min pedal gik i stykker på et tidspunkt. Haha.

Seriøst?

- Det var under én af de første sessions, vi lavede med Giana Factory, og der kunne jeg kun få guitaren til at sige én lyd. Og så tror jeg bare, vi tog udgangspunkt i den. Jeg kan godt lide rum, og hvor det bliver lidt udefinérbart. Der er stadig lidt melodi, men det er svært at fastholde. Den må gerne blive lidt flyvsk. Hvad ville du kalde den?

...Jeg ville kalde den atmosfærisk, men jeg kan ikke huske, jeg har hørt noget som det før?

- Ja, drømmende flader, men der er stadig lidt bid i. Men den er heller ikke helt drømmende, for der er en poppet melodi, og så ligger guitaren ligger skævt i forhold til resten.

Minimalisme

Jeg synes, Giana Factory er rimeligt minimalistisk i forhold til andre popkunstnere og flere elektroniske kunstnere. Apropos, så har Tomas Barfod produceret jeres ep, men både Kasper Bjørke og Anders Trentemøller har været inde over Giana Factory...?

- Kasper Bjørke var med inde over på et meget tidligt tidspunkt på den måde, at han lyttede til vores allerførste demoer for mere end et år siden. Han kunne rigtigt godt lide det, og han troede på det, og det er altid rart, når man er i den fase, at folk tror på det. Han hookede os op med Tomas Barfod (Bjørke og Barfod udgør sammen Filur, red.), og det var sådan set hans rolle i det, men han er ikke inde over musikken. Vi har selv indspillet ep'en, men produceret den sammen med Tomas Barfod. Vi stadig har til gode at udgive noget med Trentemøller. Vi har lavet nogle testting med ham, men jeg tror, vi skal arbejde sammen med ham senere. Lige nu dyrker vi det her udtryk sammen med Tomas Barfod, for det kan vi ret godt lide.

Jeg går ud fra, I er ved at lave en plade også. Hvornår kommer den, og hvad kommer der til at ske...?

- April 2010, hvis alt går efter planen. For os er ep'en et statement med de her fire numre. Her er vi. Her er lyduniverset og vores sange, og det her, synes vi, er rigtigt fedt, mens debutpladen bliver mere differentieret og kommer til at blive mere dynamisk og udvikle sig, og den kommer til at sprede sig ud flere forskellige måder. Både sangskrivningsmæssigt og med hensyn til tempo. Der kommer ballader og flere klubbede numre. Den folder sig ligesom helt ud.

Selvtillid og totemkage

Lad os gå lidt tilbage i historien. I forskellige konstellationer har I spillet sammen med Sune Wagner solo og Raveonettes. Hvad har de der jobs betydet for jer?

- Loui og jeg var på tour med The Raveonettes sidste sommer som afløser for Sharin Foo (storesøster til forsanger i Giana Factory, Loui Foo, red.), det ved du sikkert. Den tour dér gav os en stor portion selvtillid. På det tidspunkt havde vi sangene og vores eget udtryk i Giana Factory. Men jeg tror, at det vi tog med på den der tour og spillede på så store scene, det gjorde, at ... når man står på en scene med sit helt eget og helt nye materiale, så kræver det, at man tror på det. Og det med at spille med at tage ud og spille med Sune, så tænkte vi jo – ja, det kan vi godt det her, og vi syntes, det var sjovt. Efterfølgende spillede Sofie og jeg med i Sunes soloting, og vi var ret beærede og glade for, at han ville have os med igen. Det var lidt et skulderklap, men vi blev egentligt nødt til at aflyse dele af hans soloturné, fordi vi blev tilbudt en supportturné for Glasvegas i Europa. I første omgang havde vi sagt nej til Glasvegas, forbi vi skulle med på hans turné. Det var ret åndssvagt, men vi tænkte bare, at vi ville få chancen en anden gang, men så snakkede vi med Sune, som sagde; ”Hvad fanden har I gang i piger? Det skal I da gøre det der, jeg finder bare nogle andre...”, og så endte vi altså med at spille for Glasvegas også.

Jeg har også lavet et minimum af research i internetlitteraturen, og hvis man leder efter Giana Factory, så finder man det der DR2 Tema-klip fra jeres Roskilde-job. I bruger en masse tid på at lave et backdrop med sneklædte bjerge og hive barnesæder ud af en gammel rød Opel. Er det sådan, man leger rockband, når man er pige? Hvordan forholder I jer til, at I er et et pigeband?

- Nåeh, men har det noget med backdroppet at gøre? Joeh, måske. Det kan da godt være, at drenge ikke bruger natten inden de skal på Roskilde på at lave et backdrop med sneklædte bjerge (Nej, det tror jeg ikke, de gør... red.) .Vi går meget op i alting omkring bandet. Det er faktisk et enormt svært spørgsmål. Mon ikke, det er lidt det samme. Vi tænker på mange ting samme tid, men vi har en masse drømme og har lyst til at lave en masse ting. Det kunne være fedt, hvis vi stod og spillede, og vi tænker ikke altid på plads, tid eller penge. Vi tænker bare, ”Det gør vi da! Det skal vi da ha'. Vi skal da have et backdrop.” Og så gjaldt det pludselig om at bestille det der wall mural hjem fra England, klistre det op på noget brandsikkert stof og sprøjte noget flamol over. Selvom folk omkring sagde, det går altså ikke det der, piger. Ligesom sidste uge, hvor vi sad hele natten for at lave en totempælkage, lodret og med vinger og det hele, til vores releasefest. Den var 1.20 meter høj, og bygget op i træ, og vi brugte vildt langt tid på den. Og da vi sad med den der kage dér, så mindede det mig faktisk lidt om den der nat før Roskilde, hvor vi brugte hele natten på det. Til gengæld blev den der totemkage en helt attraktion i sig selv. Jeg ved ikke, om det ville være anderledes, hvis vi var drenge.

Jeg kender ikke andre drenge, der har lavet totempælkage, hvis det er en bevisførelse... Laver I selv artwork til Giana Factory?

- Det er faktisk Loui Foo, som sammen med sin veninde, Milla Jens, har en kunstgruppe, som hedder Ohhmarymary. De har også lavet musikvideoer for Raveonettes og Jaconfetti, og lavet vores video til "Trippin". Milla Jens har lavet artwork til os, og det er faktisk meget befriende. Hun har helt vildt god stil og forstår vores univers.

Vil du ikke kort fortælle om det univers omkring Giana Factory. Det virker mystisk, rumagtigt?

- Det er noget, der er opstået lidt af sig selv. Det er rart at visualisere sig nogle ting, når man skal spille musik, men sammen med Milla Jens har vi udviklet det sammen. Syrede naturlandskaber, bjerge og stjernehimler. Totempæle. Det hele med sådan et syret twist, fadede farver, og på én eller anden måde, så passer det bare godt til musikken, at det bliver et mystisk og lidt højtravende. Vi har det på samme måde ved vores musik, at vi kan pludselig bare tage det ud af en tangent. Fordi vi er meget minimalistiske. Der er en naiv kant på, og der er et storslåethed.

Cool. Jeg tror, vi er dækket ind. Tak for din tid.

Bloody Game udkom den 12. oktober.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA