x

The Late Parade i Japan - kapitel 3

The Late Parade i Japan - kapitel 3

19/10

Tokyo:
Kanazawa var en fantastisk smuk by. Ikke nær så stor som Osaka, men det var en fantastisk oplevelse at blive inviteret indenfor i Fumis hjem. Han er en utrolig mand med et fantastisk overskud og desuden en haj til Nintendo WII. Troelz og Fumi fik taget nogle gode spilmarathons i løbet af vores dage i Kanazawa.

Det var en lang togtur fra Kanazawa til Tokyo, men hvad gør det, når man skal rejse i et af de mest spacy fremtidstog, der nogensinde er opfundet. Det lignede et rumskib og kørte mega hurtigt. GO HOME DSB. Ikke noget med "Vi kan desværre ikke køre hurtigere end 15 km/t, eftersom der er faldet morgendis på skinnerne" Næ - her var der dælme tryk på kedlerne, og vi fik os lidt lækker sushi og japansk te undervejs.

Vi ankom til Tokyo ret sent hen på eftermiddagen og skulle gå fra metrostationen til hotellet med alt vores gear. Det var noget af det hårdeste, vi nogensinde har været udsat for. Det var 25 grader og med lædderjakker, sortebukser, hardcases og keyboards, trommer og bækner, var det ikke en dans på roser, og vi var gennemsvedige, da vi endelig ankom til hotellet, der var placeret højt på en bakke.

Hotellet var til gengæld et meget eksklusivt et af slagsen. Sort skinnende interiør og lækker metropolitansk loungemusik. Nice. Beskrivelsen af toiletterne under hele turen er et kapitel værd i sig selv, men toilettet på hotellet i Tokyo tog prisen. Fuldautomatisk, med varme i sæderne og utrolig mange indstillingsmuligheder bl.a. for den bidét-rumarm, der kom frem fra en lille lue dybt inde fra kummen. Til jeres information er det en utrolig rar ting lige at blive spulet i 2eren med en så kraftig stråle vand, at enhver aktivist til hver en tid ville vælge politiets knipler og vandkanoner frem for et Tokyo Bidét!!

Taxi til Spillestedet.

O'nest er en scene og en del af et spillestedskompleks med en god håndfuld scener. Der er godt styr på tingene i Japan, og vores baggear var allerede stillet op og stod klar til lydprøve, da vi ankom. Vores opvarmningsact var nogle postrockere også signet til Rallye Label.

Selve aftenen tror jeg ikke der er nogle af os, der glemmer. Stedet var komplet udsolgt, og folk stod som sild i en tønde, men der var musestille under hele koncerten. Fantastisk. Folk lyttede virkelig. Vi spillede en rigtig god koncert, og folk var ellevilde med det. Fumi solgte ALT merchandise efter koncerten og smilede over hele femøren resten af aftenen. Der var mødt mange indflydelsesrige anmeldere/bloggere op, som var yderst positivt stemt. (Bloggere er i Japan de mest indflydelsesrige anmeldere, og Japans subkultur er i høj grad dikteret af disse). De glædede sig allerede, til vi kom til Tokyo igen.

Efter koncerten skrev vi endnu engang autografter i over en time, og det var noget af et gedemarked med kameraer og eldevilde japanere ved merchandise-boden. Vi fik mange gaver og søde postkort fra fans. Det var en meget surrealistisk oplevelse og helt fantastisk at få lov at prøve. Især én fan sprang os alle i øjnene. En yderst smuk japansk pige. Dog med et tvist. Hun havde for det første knaldhamrende neonlyserødt hår og var lidt af en gothchick, og da vi skulle fotograferes med hende, kunne vi ikke lade være med at lægge mærke til hendes tænder. Hun havde fået vampyrimplantater. De er vilde, de japanere!!

Efter en dejlig aften med fest efter koncert og favnen fuld af postkort og kiks tog vi til hotellet og sov godt igennem. Vi spiste en lækker morgenmad på hotellet og hankede op mod Nagoya.   
 
20/10

Nagoya:

Japan har et ubeskriveligt overvældende indbyggertal. Vi befandt os nu i den tredje største by i Japan med omkring 15 millioner indbyggere. Husene i alle byer er høje og tætte og fyldt med lys i alverdens farver. Lyde fra højtråbende piger med skilte (til restauranter), musik, lyssignaler, der har nogle meget karakteristiske spacelyde og ikke mindst kasinostøj. I samtlige byer, vi var igennem, var der store områder fyldt med spillehaller, hvor alle former for japanere sad og spillede et særligt kuglespil - svarer lidt til den enarmede tyveknægt i Danmark - og så bare gange 1000. Der sad unge mennesker såvel som ældre herre og businessmænd i jakkesæt og spillede lønnen væk. I Japan er skatteprocenten kun 5%, så der må være lidt at rutte med. Vi fik også at vide, at spædbørn døde i bilerne flere gange årligt i Japan, mens forældrene blev opslugt af spillemaskinerne.

Vi stillede op på K.D. Japón, der var et mindre, men meget hyggeligt koncertsted. Særligt karakteristisk var der en balkon, hvorfra halvdelen af publikum kunne se koncerten. Koncerten var lidt mere intim, men vi spillede alt, hvad vi havde lært, og også her var folk glade. Flere japanere havde set et tidligere show og havde købt billet igen til denne sidste koncert.

Det skal lige nævnes, at vi inden koncerten tog på kasino og selv kom tilbage til spillestedet i sidste øjeblik.

Efter endt koncert og autografer inklusive billeder tog vi ud og fejrede endt tur. Da det var en hverdagsaften, stod valget mellem restaurant eller karaoke og sidstenævnte vandt. Vi skrålede i et par timer, drak fadøl og dansede på alt, der kunne danses på. Og så vendte vi atter hjem til hotellet.

21/10
Sidste dag gik med at rejse tilbage til Osaka, indlogere os på endnu et hotel og så shoppe et par timer. Om aftenen spiste vi med Fumi, der havde købt gaver til os. Vi gik tidligt i seng, da vi var ret mærkede af forrige aftens fis og ballade.

Det har været en fantastisk tur fyldt med oplevelser og spændende mennesker. Herfra kan vi kun anbefale at tage til Japan, hvis du (i bogstaveligste forstand) vil have din verden vendt på hovedet. Der findes vist ikke et land, hvor man kan følge sig længere væk i alt fra madkultur, arbejdsmoral og generel tilgang til hverdagen, til indretning, hi-tech mod simplificerede maskinerier, og hvor enormt overvældende områder venter bag ethvert gadehjørne.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA