Steffen Brandt: Der er plads til både mig og Bob Dylan

Steffen Brandt: Der er plads til både mig og Bob Dylan

Han står bag en respektindgydende mængde danske rock- og popklassikere med en tekstlig tyngde, der må siges at være de færreste danske sangskrivere i hans liga forundt, og han har haft fingrene i selveste Leonard Cohens sangkatalog. Steffen Brandt er et household name, og i det hele taget behøver han jo egentlig ikke nogen nærmere introduktion, men det gør hans kommende projekt: et teaterstykke med dertilhørende solo-album, der udelukkende består af gendigtede danske versioner af Bob Dylan-sange.

- For tyve år siden begyndte jeg at oversætte "Blonde On Blonde", som sådan en slags hobby. Hvor andre mennesker har fornuftige interesser at tage sig til i deres fritid, har jeg så oversat Bob Dylan. Det lyder lidt sygt, og det er det måske ved nærmere eftertanke også. Det har været et con amore-projekt, hvilket sangskrivning jo i det hele taget er. Det har været noget, jeg kunne gøre uden at behøve at skulle stå til regnskab over for nogen eller behøve at aflevere det på et bestemt tidspunkt. Det har kørt for sig selv uden noget andet perspektiv, end at det måske kunne være sjovt at indspille det på et eller andet tidspunkt i en eller anden sammenhæng, men der har aldrig som sådan været nogen fast slutning på historien. Det er altså et projekt, der ganske langsomt har taget form, men det betyder også, at både sangene og jeg har ændret os i løbet af de 20 år, der er gået. Jeg har kunnet kigge tilbage og tænke: "kunne jeg virkelig sige sådan for 20 år siden?", og det har været både interessant og lærerigt at se, hvordan tiden påvirker ens udtryk, og måden man anskuer den samme problematik på.

Hvad kan du fortælle om de sange, du har valgt at tage med på pladen?

- For mig er nøglesangen i Bob Dylans produktion "Visions Of Johanna", som i min udgave hedder "Drømmen Om Johanna". I det nummer beskriver han en situation og en længsel, som skal vise sig at følge ham hele hans liv. Jeg fandt ud af det, da jeg omskrev "Det Meste Af Tiden" ("Most Of The Time" fra "Oh Mercy", red.), hvor han jo i virkeligheden behandler det, der foregår i resten af tiden. Det er det rum, Bob Dylan har udforsket i hele sit liv. Alle årene med smerte og længsel, de ting, der aldrig lykkes, og alt det, man aldrig bliver færdig med. Det kan godt være, at man aldrig bliver færdig med det, men man kan måske komme ind i det og forlige sig med den dimension og undersøge det, komme overens med det og måske endda lære at leve med det. Man kan også bruge det konstruktivt i forhold til, at de store følelser måske ikke er noget, man skal være bange for, men snarere skal lade sig overfalde af.

Baby Blue
Teaterstykket, der ligesom Steffen Brandts solo-debut med en snedig henvisning til hans egen sangskrivervirksomhed har fået titlen, "Baby Blue", har sine rødder i Århus Teaters opsætning af et stykke baseret på TV-2-sange.

- Århus Teater havde for tre år siden en teaterkoncert med Tv-2-sange, og den gik rigtig godt. Selv syntes vi i orkestret ikke helt, at sangene blev forløst på den rigtige måde, så jeg må indrømme, at jeg efterfølgende henvendte mig til et teater, som jeg mente kunne gøre noget godt med materialet for at høre, om de havde lyst til at se nærmere på stykket. De ville imidlertid hellere prøve at lave noget andet. Noget nyt. De vidste, at jeg gik og baksede med de her Bob Dylan-numre og foreslog, at vi tog dem op i teatersammenhæng. Det var starten på hele forløbet. Vi havde oprindeligt tænkt os at lave det med hele bandet (Tv-2, red.), og alle var egentlig med på det, men af logistiske grunde og fordi flere i bandet har børn, der går i skole, er det blevet et solo-projekt for mig. Jeg kan bedre ryge og rejse i tide og utide...

Er der nogle af de erfaringer, du har gjort dig på teatret, som du tror, du vil kunne bruge i dit videre virke som sangskriver?

- Helt sikkert. Og jeg håber da også omvendt, at teatret kan bruge noget af den energi, der ligger i det hurtige og umiddelbare udtryk, der er i vores verden. Og den umiddelbare kontakt, der kan være imellem et band eller en solist og et publikum, hvor man i rummet kan skabe en stemning, der på en god dag ikke overgås af ret meget andet. Det tror jeg, teatret kan lære noget af: det nærvær, der er i den umiddelbare fortolkning af en sang, for det er de færreste - i hvert fald af dem, jeg kan lide og respekterer - der bare går ind på scenen og spiller skuespil. Som rockmusiker går man ind og giver sig selv 100 procent. Man er nødt til at stå til ansvar for de sange, man har lavet, og man er nødt til at stå til ansvar for at få en aften eller en eftermiddag til at fungere. Det er en approach, som er nødvendig i rockmusik. I teatret skal man selvfølgelig også give sig 100 procent, men der er det en karakter, man skal forløse. Der er lidt en anden dimension i det. I "Baby Blue" prøver vi at kombinere de to ting. Jeg skal for eksempel ikke spille teater. Jeg skal sidde og synge sangene, og der vil foregå en masse ting omkring det. Jeg kommer til at fungere som fortællerstemme.

"Jeg er ligeglad med, hvad Bob Dylan går og laver"

Bob Dylan har gennem tiden formået at holde store dele af sit privatliv skjult for offentligheden, og den meget mystik, der omgiver ham, har helt sikkert været en dragende faktor for mange af hans fans, men hele mytologiseringen af Dylan er ikke noget, Steffen Brandt vil give sig i kast med.

- Jeg kan godt lide, at man som kunstner bevarer et rum, der er sit eget. Et rum, som man ikke skal lukke hvem som helst ind i. Man skal ikke nødvendigvis lade alle mennesker vide alt om én. Det kan man gøre i de sange, man skriver, for dér må der ikke være noget filter, andet end det kunstneriske filter, der nødvendigvis er til stede, når man træffer valg i disponeringen af sit stof. Men i princippet må man ikke være bange for, at der er nogen, der synes, det er mærkeligt eller pinligt, det man synger om. Man skal turde gå hele vejen i sine sange, og når man så træder ud af sangene, skal man turde sige fra over for alle de mere eller mindre spændende tiltag, man bliver præsenteret for. Jeg må indrømme, at jeg er så godt som fuldstændig ligeglad med, hvad Bob Dylan i øvrigt går rundt og laver. Selvfølgelig er man altid nysgerrig i forhold til, hvad der er bag ved den mand, der har skrevet de sange, som har betydet så meget for mig. Men det er ikke afgørende for mig, og det er ikke afgørende i det her projekt at gå ind og opklare, hvem Bob Dylan er.

- Det er tværtimod afgørende for mig at gå ind og opklare, hvad det er, han siger, og især hvad det er, han siger til mig. Derfor er det en meget personlig plade: fordi det er min fortolkning af Bob Dylan. Jeg ser det også et eller andet sted som en slags hjælp til ham, forstået på den måde, at han jo har formået at begrænse sig til en sluttet kreds, og jeg synes, at mange flere fortjener at få øjnene op for, hvad han skriver. Ud over at det for mig er af ren og skær kunstnerisk nødvendighed, er det også et pædagogisk projekt, der kan introducere Bob Dylan til folk, der måske ikke kender ham så godt. Da Tina Dickow og jeg lavede den danske udgave af Hallelujah, fik det mange, der ikke kendte Leonard Cohen så godt, til at lytte til ham og til at dykke ned i hans univers. Det synes jeg er en dejlig sidegevinst ved de her projekter: at man kan formidle en kontakt mellem en kunstner og et nyt publikum. Bob Dylan er for mig en stemme i tiden. En stemme, der bidrager til at opklare, forklare og perspektivere det liv, vi lever, og som sådan er han interessant. Myten Bob Dylan er ikke uinteressant, men det er der nogle andre, der må tage sig af.  

Er der nogle af Dylans sange, som du aldrig kunne finde på at røre ved?

- Jeg skal have et forhold til sangene, for at jeg giver mig i kast med dem. De skal betyde noget for mig, for at det bliver interessant. Det er kriteriet. Men der er ikke nogle, der er "hellige" eller nogle, hvor jeg tænker, at det ville være for svær en opgave. Med Bob Dylan synes jeg ikke, det er for svær en opgave. Det ville være vanvittigt svært at skulle gendigte Beatles for eksempel, for det er en helt anden tradition at skrive sange i, men med Bob Dylan er der altid plads til endnu et ord. Det er der sikkert nogle, der synes er enormt træls, men dér er vi nogle stykker - inklusive Bob selv - der vægter historien højere end versefødderne. Der er både Bob D og jeg meget fleksible og meget rummelige, og det, at jeg oversætter sangene til dansk, synes jeg gør, at der er plads til os begge to.

Boks - Steffens helte:
Steffen Brandt nævner Bob Dylan og Leonard Cohen som værende i musikkens absolutte superliga. Her er et par andre, der ifølge TV-2 forsangeren er way up there med de to aldrende sangskrivere:

Jimi Hendrix: - Han kan det samme med musikken, som Dylan og Cohen kan med sproget.

Conor Oberst: - I Conor Oberst eller Bright Eyes har vi fået én, der næsten er i samme liga som Bob D. Han skriver nogle sindssygt gode sange.

Nina Persson fra The Cardigans: - Hun skriver nogle fantastisk gode tekster med et perspektiv, som kan hive tæppet væk under fødderne på lytteren.

Radiohead: - De har både musikalsk og lyrisk været inde at rykke ved nogle ting på et helt andet niveau og et andet plan end mange andre kunstnere


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA