x

Før koncerten: The Prodigy

Før koncerten: The Prodigy

The Prodigy er kendt for deres stærkt energiske musik, som kombinerer elektroniske dance-genrer med punken. Siden starten af 90'erne har gruppen huseret og givet publikum hårdt pumpende singler som "Voodoo People", "Firestarter" og "Smack My Bitch Up". Den 15. november kommer den britiske trio igen til landet og spiller med gruppen Enter Shikari på Docken i København.

GAFFA snakkede i den forbindelse med den altoverskyggende bagmand og producer, Liam Howlett, der fortalte om den kommende koncert og om bandet, der igen fungerer som en trio efter års separation.

Hvordan er det gået i øveren?

- Vi øver ikke. Det gør vi aldrig.

Hvad kan vi forvente os af koncerten?


- Vi har spillet materiale fra den nye plade i omkring otte måneder nu, så maskineriet er ved at være velsmurt. Vi har nogle nye versioner af vores sange, og de nye sange kører virkelig godt. Det bliver en fest. Vi har fået lavet et nyt sceneshow, så der kommer helt sikkert til at være ild i The Prodigy.

Hvad gør I, lige inden I går på scenen?

- Jeg kan godt lide at ankomme sent til spillestedet og gå direkte op på scenen. Jeg kommer bogstaveligt talt 10 minutter før, vi skal på scenen. Jeg kan ikke lide at sidde og vente. Jeg tror, at Maxim (Reality, red.) har vist nogle ritualer, og han kommer en time før showstart.

Hvad står der på jeres forplejningsliste?

- Jeg skal bare have ti flasker champagne. Jeg drikker kun champagne og vand, så det er mere eller mindre det, jeg skal have. Vand før showet og champagne bagefter. Keith (Flint, red.) vil gerne have nogle cornflakes, men det er vist det. Vi har ikke nogle ekstravagante ønsker.

Kører i rundt i tourbus under denne turné?

- Ja. Jeg kan ikke sove i en tourbus, men jeg kan lide at hænge ud med drengene, for det er ligesom at være på skoleudflugt som barn. Vi kører i bussen efter en koncert, og vi drikker og har det sjovt sammen. Så vi kan rigtigt godt lide tourbussen. Jeg har mit udstyr derinde, så vi rocker løs derinde, ser film og snakker. På hotellet er vi på separate værelser, så vi snakker ikke så meget sammen. Der er tourbussen et godt sted, hvor vi alle er sammen. Men jeg kan ikke sove i den, jeg hviler mig, men jeg bliver nødt til at sove hele dagen bagefter. Jeg kan ikke sove en bus, der bevæger sig. Det gør mig paranoid.

Hvad hører I i tourbussen?

- Jeg kan lide den nye Does It Offend You Yeah?-plade. Der ikke nogen, som har hørt den endnu, men jeg er venner med James (James Rushent, red.), så jeg har fået den og kan rigtigt godt lide den. Vi lytter til meget gammelt og meget nyt. Vi lytter meget til dubstep generelt.  


På turné med Enter Shikari

I har været i Danmark flere gange. Kan I lide at spille her?

- Ja, vi elsker at spille her. Vi har spillet meget hos jer, og vi har en god fanbase i Danmark, så vi glæder os til at komme forbi. Vi startede på denne turné i Australien, og har lavet en del festivalkoncerter og er lige nu i Ukraine og Rusland. Så er det Sydamerika og så Europa, hvor vi kommer forbi jer, så vi har travlt.

Enter Shikari skal varme op for jer, hvad er jeres indtryk af bandet?

- Vi kan rigtig godt lide dem. De er nogle fine fyre, og vi kan lide, at de har været modige og har mikset forskellige elektroniske genrer med rock og har fundet en god blanding. De er originale og laver deres egen ting, og det respekterer vi dem for.

The Prodigy blander selv en masse musikstilarter, og I er blevet benævnt med en masse forskellige genrer. Hvad kalder I selv jeres musik?

- Det er dit job, ikke mit. Jeg synes, at jeg laver den samme slags musik hele tiden. Jeg mener ikke, vores musik har skiftet så meget siden begyndelsen, men vi har ikke nogen ideer om, at vi skal være puritanere. Jeg tænker normalt ikke over det, men lader bare musikken ske og udskyder bekymringerne til senere.

Samlet gruppe igen

Er der andet, der har skiftet I musikverden?

- I forhold til sangskrivningen er det blevet meget nemmere med udstyr og så videre. Jeg kan lave nyt musik, mens vi er på turné for eksempel. Jeg kommer ikke meget udstyr, for jeg er egentlig ikke en særlig stor teknisk nørd. Jeg har min laptop og et par få ting, som jeg kan lide at bruge, og det er det. Musikbranchen har også skiftet i højere grad over de seneste ti år. Vi har fået vores eget label nu og besluttede os for, at vi ikke ville være en del af et stort selskab. Så vi besluttede os for at blive uafhængige af det, og det har været fantastisk.  

Medlemmerne i The Prodigy har været fra hinanden, og I er nu tilbage sammen. Hvordan er det?

- Det er fantastisk. Vi gik aldrig helt fra hinanden, men jeg kunne ikke rigtig arbejde sammen med Keith Flint i lang tid, men det, at vi alle var fra hinanden, var sundt og gjorde musikken godt. Da vi mødtes igen i studiet, var alle virkelig sultne efter at lave noget musik, så det var spændende. Da vi lavede det nye album, føltes det, som det var det første album vi skulle lave sammen. Vi ønskede, at det bare skulle være os på det, selvom det endte med, at blandt andre Dave Grohl spiller trommer på det.

Og et sidste spørgsmål: Hvad sker der for The Prodigy efter turnéen?

- Den næste ting er, at jeg indspiller ny musik. Jeg tænker ikke over, hvad det skal ende ud i, så jeg indspiller bare en masse. Jeg skriver nyt materiale og har et soundtrack til en stor og rigtig cool film og et par remixes på vej. Det bliver meget funderet omkring The Prodigy, så det er fremtiden.

The Prodigy spiller i Docken i København 15. november. Køb billetter via GAFFA Live


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA