x

Moby: Jeg er ikke cool nok for Thom Yorke

Moby: Jeg er ikke cool nok for Thom Yorke

GAFFA tjekkede, som eneste skrevne medie, ind i Mobys omklædningsrum inden den udsolgte koncert på The Commodore Ballroom i Vancouver på den canadiske vestkyst. Her blev det til en tre kvarters lang samtale om Mobys nyeste udgivelse "Wait for Me", hvorfor David Lynch er verdens nemmeste mand at omgåes privat, hvordan det er at være hadet på hjemmebane og om det at misunde Radiohead.

Klokken ni en tirsdag aften i oktober. Moby tager imod backstage på The Commodore Ballroom i Vancouver. Ved første øjekast ligner han en mand, der er klar til at indlede en vandretur i de omkringliggende canadiske bjerge. Klædt i praktisk vandafvisende tøj og vandresko inviterer han indenfor i sit private backstage-lokale. Han byder på en kop grøn te fra en buffet, der udelukkende består af rå grøntsager og forskellige tesorter. Efterfølgende sætter han sig til rette i en tung lænestol og søger øjenkontakt bag de velkendte store sorte briller.

Med den seneste "Wait for Me" udgivelse har Moby taget et skridt tilbage fra den store studieproduktion til indspilninger og produktion i sit hjemmestudie i udkanten af Little Italy i New York. Ligesom gennembruds-cd'en "Play" fra 1999, er "Wait for Me" udelukkende indspillet og produceret i Mobys bolig.

Denne aften i Vancouver, 10 år efter "Play" gav ham det kommercielle gennembrud, må første spørgsmål falde på ligheden mellem "Play" og "Wait for Me". Hvordan er mandens eget forhold til "Play" udgivelsen her 10 år efter?

- Succesen med "Play" var nærmest et tilfælde, ligesom al succes, jeg har haft i min karriere har været et tilfælde. Indtil "Play" havde jeg altid forestillet mig, at jeg skulle arbejde i en boghandel og lave noget musik ved siden af, som ingen overhovedet gad lytte til. Da "Play" blev udgivet, lignede det også mønstret fra mine tidligere udgivelser. Dårlige anmeldelser, ingen airplay – men langsomt begyndte den at sælge og ville næsten ikke stoppe igen. Når jeg lytter til den i dag, holder jeg mest af den sidste halvdel, det er her "Play" bliver eksperimenterende og udfordrende, hvilket er det vigtigste for mig i ethvert kunstnerisk udtryk.

Udover rammerne for produktionen er Moby uforstående overfor sammenligningen mellem "Wait for Me" og "Play".

- "Wait for Me" har jo slet ikke de der upbeat dancetracks, som "Play" havde. Med "Wait for Me" har det været vigtigt for mig at lave en sårbar og personlig plade, en plade, der indrammer stemningen af en grå og regnfuld søndag – faktisk en cd man kunne gå hen og bliver lidt deprimeret af.

Han rejser sig og går op til buffet og laver en ny kop te, mens han uddyber:

 - Måske kan man sige at "Wait for Me" er en roligere og mere melankolsk udgave af "Play" - en udgave uden hitsinglerne.

I 1999 solgte "Play" omkring 10 millioner enheder, og Moby var pludselig overalt – filmmusik til Hollywood-blockbusteren "The Beach", bilreklamer på tv, etc. Opfølgeren "18" fra 2002 nød også stor succes og slog Moby fast som en etableret storsælgende kunstner. I 2005 udkom "Hotel" på et af verdens største pladeselskaber. En udgivelse med store budgetter, masser af studietid og med musikalske ingeniører og spin doctors i ryggen. Sidste år udgav Moby "Last Night", en dance-plade som en hyldest til club-scenen i New York. Senest kom "Wait for Me", en hjemmeproduktion med egne tegninger på coveret – hvad skete der med det store pladeselskab og million-budgetterne?

- Jeg havde, som sagt, aldrig troet, at jeg skulle have en karriere som musiker. Ingen lærte mig nogensinde, hvordan tingene skulle være, når man solgte mange cd'er. Jeg vidste kun, hvordan man lavede musik i sit soveværelse på en computer. Efter succesen med "Play" og "18" var jeg jo pludselig en rigtig musiker! Så jeg kiggede på, hvad andre rigtige musikere gjorde, og så kopierede jeg det i processen omkring "Hotel"-udgivelsen. Faktisk blev jeg alt det, jeg ikke selv kan lide. Jeg kan sådan set godt lide atmosfæren i et studie – jeg nyder det så meget, at jeg ikke er fokuseret nok. Men hele produktionsapparatet er uinterresant for mig – jeg gider ikke selv lytte til cd'er, der er lavet på den måde.

David Lynch og kreativitet frem for "looks".

Videoen til den instrumentale single "Shot in the Back of the Head" fra den nye cd er lavet af David Lynch. En meget mørk animationsvideo, der ikke efterlader megen optimisme. Hvorfor David Lynch?

- Jeg har altid været en stor fan af ham og fik æren af at møde han for et par år tilbage. Han er den nemmeste mand at være sammen med. Hans film er utroligt komplicerede, men manden selv er helt lige til. Hvis der er noget, han kan lide, siger han det lige ud, det samme, hvis han synes noget er noget lort – en egenskab, mange amerikanere kunne lære meget af.

Hvad har David Lynch kunnet bidrage med i forhold til din musik?

- Vi havde en samtale om kunstneres rolle. Lynch sagde, at kunstnerens funktion er at skabe noget med integritet, noget der er meningsfuldt for andre mennesker. Dette er langt fra de præmisser, journalisterne i New York bedømmer musik på. Her dømmes kunst og musik ude fra hvor mange penge det indtjener, hvor ironisk det er, og hvordan forsangeren tager sig ud – langt fra min opfattelse af musik. David mindede mig om, at kunst (bøger, musik, film, osv.) skal kunne se sig selv i spejlet. Jeg elsker popmusik og gennemskuelig fiktion, men det er jo junkfood; du er sulten efter noget "rigtigt" en halv time efter indtagelse.

Nu da vi er inde på emnet omkring dit forhold til musikpressen i New York, hvad er der lige sket der? Når man læser anmeldelse af dine koncerter på hjemmebane, gør anmelderne jo en dyd ud af at kritisere dig på de mest personlige og udspekulerede måder.

- Det er et godt spørgsmål, jeg kan ikke komme i tanke om noget konkret svar. Når jeg spiller koncerter i New York vil store dele af den etablerede presse ikke engang tage imod de fribilletter, mit promotionselskab tilbyder dem. Når Nick Cave så dukker op, er de ved at falde over hinanden for at få billetter. Jeg tror, de forventer, at en rigtig New York-musiker er en mytefigur, lidt som Lou Reed. En person de aldrig ser. Jeg er simpelthen for tæt på dem. Jeg serverer i min restaurant, går til udstillinger og går på de forskellige clubs – det dur ikke i deres forestilling om en cool New York- musiker. Selv om hovedparten af New York pressen ligger til venstre politisk, må en musiker ikke være politisk i deres øjne – selv om de politisk er enige – så jeg er nok bare en sten i skoen for dem.

"Stakkels Chris Cornell"

Når jeg ser tilbage på dine udgivelser, bliver jeg stresset. Du har udgivet så mange forskellige stilarter og så mange forskellige former for musikalske udtryk, at det virker rodløst. Føler du, at du skal flytte rammerne hel tiden?

- Sådan ser jeg det ikke. Jeg bevæger mig jo kun inden for de allerede etablerede rammer, jeg tager jo ikke fat på eksperimenterede jazz eller noget i den stil. Jeg er bare fan af så mange forskellige former for musik. En del af mig vil gerne lytte til dancemusik, en anden del vil gerne udgive en folkplade, og så vil jeg utroligt gerne være en del af en speed metal-band. I stedet for at smide det hele på en plade, prøver jeg at sprede det ud. Det eneste der er sikkert er, at hvis man aldrig udgiver noget, kommer man aldrig til at lave noget, der rammer andre – hellere udgive for meget end ingenting.

Så skal det eksperimentelle være i højsæde hele tiden, er den kreative idé målet frem for resultatet?

- Overhovedet ikke. Oasis har lavet nogle fantastiske sange, men de har udgivet den samme cd fem gange – den britiske presse elsker dem for det, men det ville aldrig være noget, jeg kunne holde ud. Samarbejdet mellem Chris Cornell og Timbaland er, for mig, et andet eksempel på, hvor det eksperimentelle ikke virker. Stakkels Chris - jeg turnerede med Soundgarden tilbage i 1996, Cornell har den mest fantastiske stemme, men han virkede så utroligt skrøbelig – jeg synes, det er ærgerligt for ham, hvordan projektet med Timbaland endte. Store dele af den amerikanske musikpresse vil rose kunstnere for at udgive den samme cd gang på gang, så Chris Cornell og Timbalands samarbejde var dødsdømt fra starten.

- Jeg er oprindeligt misundelig på Radiohead, som aldrig har fået en dårlig anmeldelse, selv om de jo også har ændret stil gennem årene.

På mit spørgsmål om et kommende samarbejde mellem Moby og Radiohead svarer Moby smilende:

- Det ville være cool, men jeg er slet ikke cool nok for Thom Yorke.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA