Highway Child-turnédagbog, kapitel 3

Highway Child-turnédagbog, kapitel 3

Esbjerg:”On the røwd again”
Inden vi endnu engang skulle til Tyskland, var vi lige et smut forbi Esbjerg, for at spille på Tobakken. Det var vores sidste tjans som opvarmning for The Blue Van. Vi havde på forhånd besluttet at køre mod Hamburg kort efter vi havde spillet, for at sove på selvbetjeningsmotel, inden vi skulle videre mod Arnstadt. Vores chauffør/roadie Lars havde nemlig lagt sig syg, så vi skulle selv stå for kørslen. Damn!!

Vi ankommer vanen tro i god tid til Tobakken, dette betød dog ikke, at vi havde sprunget vores traditionelle, og nødvendige franske over ved broen, næ nej, uden den, kunne vi lige så godt have været blevet hjemme… Nå, Esbjerg er hjemby for vores lille, men dog eksisterende fanklub. Så vi havde fået lov til at give fiskerbyen et ekstra langt show, frem for de vanlige 30 minutters opvarmning. Vi skulle allerede på kl. 20. En smule tidligt, men det passede os sådan set helt fint, for vi skulle jo af sted så hurtigt som muligt mod Hamburg. Showet gik pisse fedt, folk var med! Vi spillede røven ud af bukserne på trods af, at vi alle lige inden showstart, fuldstændig havde glemt den aftalte Z-liste. 

Efter vi havde dryppet af, stod den på merch-salg og autografskrivning og der må jeg sgu sige, at Esbjerg holder. Aldrig har vi solgt så meget på dansk jord, det skal I sgu have tak for! (så løb turen sgu nogenlunde rundt) Vi fik pakket bussen, og så var der lige tid til en øl, og en lille snak med nogle gutter fra vores førnævnte fanklub. Pragtfulde mennesker! Og så var det af sted mod Hamburg. På dette tidspunkt var undertegnede gået hen og blevet en smule snalret, så den stod på en lille efterfest i bussen… I hvert fald for mig… Efter kort tids kørsel, skulle vi naturligvis lige holde ind på en tank. Den franske vi havde fået tidligere på dagen, var holdt op med at virke. Tank+Norup=Pølse… Og så af sted mod Hamburg.
Vi ankom til selvbetjeningsmotellet omkring kl. 12. Det er fanme et fedt koncept, sådan et automathotel. Vi får tjekket ind og så var det lige på hovedet i seng. Nu var vi tilbage i Tyskland, dejligt!

Arnstadt: “House of Klöse”
Vi stod op omkring kl. 9, så man kan faktisk godt sove længe på tour i Tyskland, tænk engang. Da vi havde sovet 5 på 2 to mands værelser, måtte vi snige os ud én ad gangen, for ikke at blive bonget for det. Det lykkedes faktisk også, men dumme som vi er, gik vi tilbage for at spørge om der var morgenmad. Det skulle vi ikke have gjort; receptionisten ville have penge. Der står vi så, fem hippier med åben mund og døde blikke det bedste vi havde lært, som var vi Forrest Gumps protegéer. Det eneste der blev ytret fra vores side, var Andreas, der efter lang tids pinlig stilhed på gebrokkent engelsk, spørger ”is that a problem?” Og det virkede utroligt nok. Haha, vi er slet ikke så dumme… Kun lidt, for hvem fanden går tilbage, når det lige er lykkedes at slippe af sted med snyd? Anyways, så mod Arnstadt.

Efter at være blevet snydt for morgenmad, var det i fuld fart mod nærmeste tank, så vi kunne få os en bratwurst med pommes frites. Jah! Det var en tur på omkring fire timer, men på grund af kø og spise/pissepauser, endte den med at vare omkring syv. Omkring kl.18 var vi fremme ved Jungfer i Arnstadt. Præcis som i sommers, da vi sidst spillede dernede, blev vi mødt af en glad indehaver, ”wo ist Lazy Lars?”. Lars og Udo havde fået noget der mindede om et far/søn forhold i sommer. Han skynder sig at skænke fadøl op til os og sætte en blues dvd på. I dag skulle der være fest, vi havde først get-in kl. 18 næste dag og der var ikke mere end 30 km.

Efter et par øl og et par slag pool, stillede vi op og lavede lydprøve. Denne gang var det uden ”Mustang Sally”, dog blev vores egen ”Dear Girl” udsat for noget der mindede om Roy Orbison med mersey beat og det hele. Da lyden var på plads, var det tid til spisning. Dem der læste vores dagbog fra i sommer ved, at vores første møde med det lokale køkken, var katastrofalt. Der fik vi serveret noget der hedder klöse, ikke behageligt vil jeg sige. Og tænk engang, vi fik det samme igen. Tror sgu ikke han kan finde ud af at lave andet? Vi måtte dog erkende, at det denne gang smagte, og føltes, en del bedre end sidst. Vi spiste rent faktisk op og nogle tog oven i købet to gange. Det kan jo selvfølgelig også sagtens være muligt, at vi efter sidste besøg, bare havde vendt os til Udos mærkværdige form for madlavning. Men spist blev det i hvert fald.

Efter maden gik vi backstage og spillede pool og drak bajere, indtil vi skulle spille kl. 23. Omkring en time før koncertstart, kommer et par ud og siger hej. Det er det samme hippiepar, som havde set os til både Burg Herzberg og Sky Way Jam, der havde taget turen igen. De er sgu superflinke, og kæmpe fans må man sige.

Koncerten forløber fantastisk, vi spiller super og der bliver leget en del. Endnu en gang får vi hevet Udo på scenen, så han på sin mundharpe kan få lov at skeje ud til Highway Child. Publikum var i godt humør, så der var virkelig lagt op til en god fest efter koncerten. Det var også den eneste fest, vi kunne holde på denne tur, så den skulle have gas! Det fik den også, desværre fik Udo en psykisk tilbagegang, da festen var på sit højeste, hvilket resulterede i at de fleste af gæsterne gik. Sådan går det når man sætter dårlig 80’er rock på storskærmen! Det er dog ikke noget, der holder os tilbage, vi går bag baren og styrer stedet på egen hånd, i selskab med et par pragtfulde og temmelig wastede mennesker. Galskaben fortsætter til omkring kl. 4.30, hvor vi nærmest bliver smidt i seng af Udo (han ville nok gerne have, at hans sted stadigvæk var der dagen efter). Så go’ nat herfra…

Ernstroda: “Business in front, party in back”
Efter en god nat søvn på omkring 5 timer, stod vi så op igen, pænt ramte af gårsdagens strabadser. Især Christian havde vist fået lidt for meget, for han var overhovedet ikke til at få liv i. Udo havde været tidligt oppe for at hente sin yngste søn. En meget mærkværdig personlighed på fem. Her lå vi og prøvede på at pleje vores tømmermænd, og så kommer han rendende med Udos ildelugtende hund, og begynder at tale tysk til os. Nu havde vi jo ikke vores tyskkyndige roadie Lars med, så vi fattede ikke et ord af det, han råbte til os. Til gengæld fattede han så heller ikke, da vi på gebrokkent tysk forsøgte at forklare ham, at vi hverken forstod hvad han sagde, eller i det hele taget bare ikke var interesserede i at snakke med ham. Tro mig, han blev ved med at snakke til os. Vi prøvede virkelig ihærdigt at ignorere ham, men lige meget nyttede det. Til sidst måtte Andreas tage fat i Udo og fortælle ham, at vi gerne ville have noget ro. Især fordi det var tid til morgenmad.

Det var sgu lidt spændende, hvad han havde fundet på denne gang, sidst var det jo frostflutes med ost og salami og dertil hørende chokoroulade. Spændingen var intens. Vi fik vraltet os neden under, og hvad får vi serveret? KLÖSE!! Den mand kan seriøst ikke lave andet, ud over selvfølgelig frostflutes. Denne gang blev retten dog serveret med rødkål. Måske det var rødkålen, der gjorde, at det nu var morgenmad? Det er sgu ikke den mest anbefalelsesværdige ret at konsumere efter en lang druktur, men ned røg det da, vist nok.

Om aftenen skulle vi spille i en bikerklub bare 30 km fra Arnstadt, så vi skulle have en masse timer til at gå. Der blev set lidt film og spillet lidt pool, og så blev der selvfølgelig brugt et par stykker på at ignorere den femårige, som tilsyneladende havde til opgave at gå os på nerverne. Til sidst var vi nødsaget til at lukke os inde i vores bus, hvorfra vi kunne se ham stå udenfor, fuldstændig uforstående over for situationen. ”Hvorfor vil ingen lege med mig?”. Well, måske det var en lidt urimelig behandling af en dreng på fem, men hold kæft hvor han dog møg irriterende! Vi måtte væk!

Omkring kl. 17 ankom vi til Ernstroda, en meget lille by. Vores første tanke var, at vi måtte være kørt forkert. Udo havde fortalt os, at vi ikke ville være i tvivl når vi var fremme. Bikerklubben, hvor vi skulle spille, var åbenbart velhavende. Umiddelbart var der ingen bikerklub at se, ej heller så noget velhavende ud. Da vores info omkring jobbet var minimal, besluttede vi os for at stille os til at vente på byens torv. Efter fem minutters tid kom en mand gående imod os. En rigtig tysker, med bundesliga-garn og skovsnegl. Han var iført militærbukser, gummisko og en noget for lille sort pilotjakke. Need I say more?! Han var tydeligvis fra bikerklubben. Vi blev vist hen til selve klubben. Det var en gammel fabrik, de havde lavet om til en hule. Stedet kan vel bedst beskrives som en krydsning af The Cavern og Draculas hule, bare uden briter og flagermus. Vi fik slæbt vores gear ind til den meget lille scene, og gik i gang med at stille op. Mens vi var i gang med det, ankom en kæmpe lastbil med PA’et. Her står vi på en scene på størrelse med et bordtennisbord, og så er der lejet lydanlæg ind, der kunne spille en sportshal op? Der var tilsyneladende i sinde at lave en stor fest, for de forventede 150-200 publikummer. Desværre kom der kun omkring 50.

Ca. en time før koncertstart var det spisetid. Det var sgu ædelse, der var til at forstå; en opskåret bolle med en grillet nakkekotelet i. Ikke så meget fandango! Hippieparret fra dagen før dukkede op igen. Deres udseende sprang en smule i øjnene. Man skal huske på, at alle andre jo var iklædt sorte militærbukser, gummisko og lædervest, så vi var sådan set også lidt ved siden af.

Vi skulle spille to timer, og da vi efter to lange sæt vælger at slutte af, kommer bestyreren ud og siger vi skal spille mere. Vi havde åbenbart ikke spillet de aftalte to timer. Så vi måtte på igen og færdiggøre jobbet. Publikum, der havde været forholdsvis rolige i løbet af de to første sæt, begyndte, naturligvis kunne man være fristet til at sige, at råbe på ekstra nummer efter tredje og sidste sæt. Typisk! Men de fik altså ikke mere. Vi skulle af sted mod Berlin for at sove hos vores roadie Lars, som for nyligt var flyttet dertil. Det var en tur der tog omkring 3 ½ time, så vi skyndte os at pakke vores gear. På dette tidspunkt var kl. 1 om natten, så vi ville nok først være fremme ved fem tiden.

Da vi ankommer til Lars’ lejlighed, var han fuldstændig umulig at få banket op. Efter ti minutters dørtelefonsterror, er der dog en af hans roommates, der forbarmer sig og åbner for os. Da vi kommer op i lejligheden, viser det sig, at Lars havde været på druk og var gået fuldstændig kold, helt nede i det ene hjørne af sin seng. Synet af vores kære roadie, krøllet sammen som en lille drankerbaby, fik smilet frem på vores læber trods chokket over, at vi muligvis havde været nødsaget til at sove i bilen, hvis vi ikke var blevet lukket ind. Vi får dog hans hårde trægulv at gå kolde på…

Efter 4 timers søvn står vi op for at tage det sidste træk hjem mod København. Vi spiser lidt morgenmad og så af sted mod Puttgarten. Vi rammer København omkring kl. 20, meget tilfredse med endnu en fantastisk, men dog lidt for kort tur til det tyske. Det er sgu fedt at vide, at vi skal tilbage i november, og at der allerede på nuværende tidspunkt er booket jobs hen over sommeren dernede. 2010 bliver vildt : ) Det holder sgu!!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA