x

The Big Pink: Vi ville bare lave noget larm

The Big Pink: Vi ville bare lave noget larm

Milo Cordell og Robbie Furze er bagmændene i London-gruppen The Big Pink, som live også består af den alt for rå kvindelige trommeslager Akiko Matsuura og deres nye bassist Craig, der blev fløjet ind til København-koncerten og de næste to dage skal spille med The Big Pink på to tyske koncerter. I november skal The Big Pink varme op for DK-aktuelle Muse på deres engelske koncerter.

Robbie, Milo og GAFFAs udsendte befinder sig i en trappeopgang på bagsiden af Vega, en onsdag aften i oktober, en halv time før deres første show i Danmark. Svært mærkede af de seneste måneders intens turnéaktivitet, med trætte øjne og tunge åndedrag, har de to selverklærede romantikere af sex, drugs and rock'n'roll fundet lidt ro i en mellemgang bevæbnet med de alt for små drinksglas, som Lille Vegas backstagelokale kan præstere. Guitarist/vokalist Robbie Furze mumler engelske bandeord, mens han går hvileløst rundt, Milo vil hellere snakke om løst og fast end at besvare spørgsmål, og vi pakker de forberedte spørgsmål væk som reaktion på hans mistroiske, tomme blik.

Milo: - Kommer vi på forsiden af GAFFA?

Det kan jeg desværre ikke love, men I kommer på vores website i morgen.

Milo: - Skal du anmelde koncerten? It'll better be good?

En god anmeldelse kræver vel sådan set bare, I spiller en god koncert.

Milo: - Vores sædvanlige bassist er blevet nødt til at flyve hjem til America, fordi han har jury service. Du ved, han skal sidde med i en retsag som jurymedlem, og det er han forpligtet på, så vi blev nødt til at finde en ny bassist, og vi har bogstaveligt talt ikke mødt ham, før vi kom til Vega i dag. Det er vores bassists ven, og vi har aldrig mødt ham og ikke spillet med ham, før for to timer siden under lydprøven. Så det bliver måske lidt dodgy, men vi ville heller ikke aflyse vores shows på grund af det.

Nej, godt valg. I er velkomne, og mon ikke der bliver fyldt i dag. I er vel blevet en lille hype i Danmark, lidt forsinket i forhold til England og USA, hvor det har kørt et stykke tid...

Milo: - Det er meget godt at have lidt tid til at vokse lidt med forventningerne og bandrollen. I England er bandet vokset i offentligheden fra et ret tidligt stadie. Tingene begyndt at rulle meget hurtigt efter en 10-15 shows, og pludselig var folk, som du aldrig har hørt om, begynder at have en mening om dig. Den engelske presse er bam-bam-bam, sensationsbåret, og hiver hurtigt nye ting gennem maskinen.

Robbie: - Vi løb tør for ting at sige, fordi vi ikke havde udgivet vores musik endnu. Og det blev ret mærkeligt at skulle tale uden at have nyt at fortælle.

Fortæl om musikken i stedet. Hvornår bestemte I jer for, at The Big Pink skulle blive, hvad det er?

Robbie: - To år siden. Milo ringede til mig omkring jul, og han sagde, lad os lave et noiserockband: Eller rettere. Han sagde, lad os lave noget larm. I januar mødtes vi hjemme i mit studie – som jeg også bruger som køkken - som er et betonrum, som en gammel tysk bunker, som tidligere havde været motorcykelgarage, og hvor der stadig var en masse gammelt ragelse. Vi lavede et Marshall-forstærkerrack i hver sin ende og satte en mikrofon i midten. Vi tog vores guitarer og satte dem sammen i en kæde af pedaler, og så optog vi to hele timer, og det var fødslen af en mange af vores sange, som er kommet på albummet.

Milo: - På den første dag havde vi allerede ”Crystal Visions”, som er det første nummer på pladen. Vi havde ikke det hele på plads, men vi havde alle lydene i et 20 minutters take, som vi skar ned til de fem minutter. Vi vidste ikke, at vi ville være et band, men på det tidspunkt lavede vi bare støj – og det var først senere, det blev formuleret som et band.

Og hvordan nåede I frem til den lyd. Du har også har spillet metal, Robbie?

Robbie: - Ja. Milo og jeg havde et label sammen i en meget kort overgang. To-tre dage, måske.

Milo: - Haha. Ja, vi udgav to noisealbums, men der var ingen, der gad købe dem, så vi mistede vores kolde kontanter på det.

Robbie: - Vi hed Hate Channel og havde et logo med en mosquito og et slogan, der lød spreading the virus. Vi kørte en kampagne, hvor vi købte en masse billige klistermærker, 10.000-20.000, og alle vores venner bogstaveligt talt dækkede hele London med spreading the virus. Det var en promotion, der ville gå hen i verdenshistorien, men desværre havde vi ikke noget værd at udgive. Haha.

Milo, du har også stadig dit pladeselskab, men hvad har den musik, som I har lavet før, betydet for Big Pink?

Milo: - Vi ville ikke være her nu, hvis det ikke havde været for mit pladeselskab Merok, for det er ligesom min egen smag, eller for Robbies arbejde med Alec Empire. Det er den perfekte kombination af skæv engelsk popmusik og det elektroniske weirdshit, som jeg kan lide, og Robbies metal, noise og helt klart mere larmende baggrund, og vi har ligesom fundet de ting, som vi begge kan blive enige om. Det er kernen i vores band. Gammelt soul, My Bloody Valentine, Smashing Pumpkins, Nine Inch Nails og andre rockbands vi voksede op med, og har lavet vores egen fælles ting ovenpå det.

Hvornår mærkede I, at hypen og pressen begyndte at hjælpe jer frem?

Milo: - Det stammede faktisk fra ét bestemt show. Vi havde spillet flere shows i kunstgallerier, på pubs og mindre spillesteder, og så var der én eller anden, som ville udgive vores single, og vi tænkte bare: cool, lad os gøre det. Og til vores releaseparty spillede vi på et virkeligt cool spillested, som lige var åbnet ugen forinden, og derfor var der pludselig fri bar, og inden vi vidste af det, så var der 400 mennesker, som forsøgte at komme ind til vores show. Og vi tænkte; ”wow, hvordan kan det lade sig gøre, at der er lige pludselig er 400 mennesker, som vil høre os larme.” Vi troede faktisk, vi ville være et rigtigt outsiderband, men dagen efter var vi med i alle aviser i London, og fik henvendelser fra alle pladeselskaber.

Hvad er ”A Brief History Of Love”?

Milo: - Det er sådan set en historie om alle de ting, vi har været igennem. Det er en ting, vi er fælles om, at have kærlighed til musik, være forelsket eller have næstekærlighed.

Robbie: - Et skråsikkert statement, som har en storhed over sig, men som ikke henviser til noget konkret.

Jeg har læst mig til, I er barndomsvenner, så hvad er det første, I kan huske om hinanden?

Milo: - Barndomsvenner er måske så meget sagt, for vi var 18 år. Haha. Men jeg tror ikke, Robbie kan huske det. Det var til en fest, og du brækkede dig (henvendt mod Furze, red.).

Og hvordan kom det nogensinde fra dét og til The Big Pink?

Milo: - Vi hang bare ud, røg joints og spillede Playstation. Derfra gik det bare stille og roligt. Vi havde fælles venner og hang ud i skateboard- og graffitimiljøer, men i modsætning til de andre, så var vi mere interesseret i alternativ rock end hiphop. Weezer og Smashing Pumpkins og vi tog til en masse noisekoncerter.

Robbie: - Rave, hardcore...

Hvad synes I om at turnere? I har haft rimeligt travlt?

Milo: - Ja, og vi har et helt fucking år endnu.

Robbie: - Vi elsker det!

Milo: - Det er som om, vi bliver kontrolleret af folk, som ikke har menneskelige følelser. Vi er robotter. Kender du Ringenes Herre? Vi er ligesom de der trolde fra Ringenes Herre, som bliver trukket op af jordhuller og sendt direkte i kamp. Som et par bønder i et spil skak, som bare bliver sendt i kamp, mens vores pladeselskabsfolk sidder på kontoret fra ni til fem, og tager hjem og hænger ud med deres kæreste. De ringer og siger: ”Yeah. I skal på tour i tre uger, og så har I tre dage fri, og så skal I på turné igen i to uger”, og vi siger fint, det kan vi sagtens. Når vi så kommer til dagen før vores fridage, så får vi at vide - ”Nu skal I lige flyve til Japan i to dage, lave presse, flyve tilbage og spille en ekstra showcase”. Jeg klager ikke, men man bliver wasted på den måde.

Robbie: - Og I skal lige skrive tre nye sange, og lave et cover til en Jay-Z-tribute-plade til i morgen.

Men du har været på den anden side med Merok Records, så du må jo vide, hvordan det er. Haha.

Milo: - Ha. Det er usammenligneligt. Merok Records er bare mig selv i mit soveværelse med min laptop, en kasse med kuverter og en kasse med cd'er, som jeg sender ud.

Fantastisk. Tak for jeres tid og god koncert!

Milo Cordell er søn af produceren Denna Cordell, som en sjov sidehistorie blandt andet har produceret Procol Harum og The Cranberries, mens Robbie Furze er guitarist i Alec Empires band. I den engelske presse er de to beskyldt for at være født med sølvskeen i munden, men sandheden er snarere, at de ikke har været de pæne forstadsdrenge, men snarere et par London-punks, som har overflødiggjort sølvske-metaforen – og snarere have placeret et par joints samme sted. Milo Cordell er citeret på readplatform.com for at sige, at han i sine teenageår var for stoned til at udrette noget som helst: ”Mine venner og jeg sad dagen lang i min mors hus og røg spliff. Vi sad rundt om et stort rundt bord og var indbegrebet af dovenskab. Vi satte et stykke snor fast i loftet og bandt den anden ende rundt om jointen, så vi kunne svinge den rundt imellem os, i stedet for at rejse os op...”

Nu er han velartikuleret, 29 år (Milo: ”Stærkt på vej mod de 30. Ingen kommentarer!”) og driver sit eget pladeselskab, Merok, når han altså ikke turnerer med The Big Pink, der er opkaldt efter The Bands debutalbum – og igen efter det legendariske lyserøde studie i Catskills, ved Woodstock, nord for New York.

Robbie Furze hævder at være opkaldt efter Robbie Robinson (guitarist i The Band, red.), men på pladeselskabssiden er han citeret for at sige; ”Jeg ville hellere, vi blev kaldt Big Black, men vi var drevet til at kalde det Big Pink. Vi blev interesseret i homoerotisk symbolik, og vores første MySpace-side var overklistret med unge drenge med erektion og andre fyre, der gav blowjobs. Big antyder grandiøse delusioner, mens Pink er både bøsset og fallisk!”

Deres koncert på Lille Vega var en blot 40 minutters halvtam affære, et opbyggeligt støjende træk med et par afstikkere til velanrettede hits som ”Velvet”, ”Tonight” og ”Dominos”. Derimod er debutpladen ”A Brief History Of Love” hurtigt oppe blandt top ti-udgivelser i 2009. En fremragende debut, som er blevet anerkendt hos blandt andre Pitchfork og GAFFA, og hvor det støjende, noise- og metalinspirationerne har fået en tung maskinel bund og et til tider popmusikkens swung i sangskrivningen.

A Brief History Of Love” er ude nu på 4AD/Playground.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA