Lyt Nu - En hel dag i vækstlagets tegn

Lyt Nu - En hel dag i vækstlagets tegn

Der var forbløffende få, der havde fundet vej til Lyt!Nus panel om musiktalent og udvikling af samme lørdag den 14. november i Lyngby Kulturhus. Et meget relevant emne, der blev behandlet fra fire forskellige sider af branchen.

Der udkommer ufattelig mange danske plader, alligevel er det så få af dem, der bryder helt igennem, ikke mindst til udlandet. Det er værd at tænke over, om der bare ikke er nok danske talenter, eller om der er noget i talent-plejen, der kan gøres anderledes.

Rasmus Søby Andersen fra bandet Ginger Ninja (billedet) fortalte om, hvordan gruppen havde gjort det. De havde tidligt indset, at i realiteten kan man det hele selv, lige fra sangskrivning, til cover til marketing. Hvad skulle man så med andre? De havde heldigvis også indset, at der var nogle ting, de var gode til, og andre, de skulle have hjælp til. Og det er måske et punkt, mange musikere ikke er særlig gode til. Vigtigheden af at finde samarbejdspartnere på tværs af kompetencefelter var noget, hele panelet var enige i. Muligheden for at bruge hinanden som showcase, så både musikerne, grafikerne, designerne og hvem man nu ellers kan bruge, alle får noget ud af det.

15.000 bands kæmper om opmærksomhed

Rasmus Ardahl fra Bandbase fulgte det op med nogle tal på, hvor mange bands der reelt er derude. Og med over 15.000 konkurrenter er der god grund til at lægge sig ekstra i selen for at blive bemærket. Bandbase prøver at sørge for, at der er udfordringer for bands'ene hele vejen op. Det gør de via et hierarki i anmeldelser og belønninger, og ved at hjælpe med at nå nye niveauer ambitionsmæssigt.

Han så ikke de mange konkurrencer som søgen efter vindere, men snarere en sorteringsproces og synliggørelse af forskelligheder. Han mener ikke, at Bandbase kan breake nogen bands, men opmuntre og motivere.

Breake er derimod noget, radioen kan, selvom Carsten Holm fra P3 ikke ville sige det så firkantet.
Han føler mere at de kan tilbyde et udstillingsvindue, og at bandet og publikum selv skaber salgssuccesen. I forlængelse af Ginger Ninjas historie fortalte Holm om, hvordan P3 havde måttet ændre på Karrierekanonens forløb. Hvor det i starten var centralt at indspille to nye numre med "vinderne", var demo-indspilningerne nu så gode, at det var spild af penge for P3 at lave noget lidt dårligere.

Bands'ene kunne selv lave de demoer der skulle til, men at få airplay og rådgivning om, hvordan man skriver et radio-hit var mere relevant. Ikke at alle bands er lige gode til at modtage råd, og det er ikke egentlig P3's kompetenceområde.

Coaching er vigtig
Det førte til panelets sidste deltager, Marianne Fruergaard fra Bandakademiet i Roskilde.
De kan tilbyde den coaching og rådgivning, som P3 ikke giver. Det at gå ind i et bands situation og finde ud af præcis, hvad det band har brug for, for at nå næste level. Om det handler om den interne kemi, rollefordeling, økonomi, sangskrivning, kontrakter eller noget helt andet. Bandakademiet oplever også ofte, at kunstnere har svært at tage imod råd, men oftere, at bands'ene aldrig har taget "samtalen". Den, hvor man helt tydeliggør, hvad de enkelte vil, og måske finder ud af, at det ikke er det samme.

Mange bands er heller ikke helt klar over, at der skal en balance af talent og forretningssans til, for at det kan lade sig gøre. Den økonomiske krise tvinger også bands'ne til at skulle meget mere selv. Og så var vi nærmest tilbage ved Ginger Ninjas primære erfaring.

Undervejs var der dog kommet nogle bud på under-svar, til spørgsmålet om dansk talents størrelse. For det første er det ikke altid målet at bryde igennem stort. Måske er det en ep, en sjov turné eller bare de gode stunder i øveren. Så er det jo ikke et nederlag ikke at sælge millioner. Men måske er der ikke nok, der har de ambitioner. Hele panelet var enige om, at der er
alt for få, der er parat til at gøre benarbejdet, og alt det sure, der skal til for at nå langt. Ofre uddannelser og tid og alt det.

Andre lande er også bedre til at markedsføre flere genrer, hvor det er et ret snævert udtryk, der bliver investeret i herhjemme. Det hænger muligvis sammen med at P3's sendeflade er så smal, og hvis det ikke bliver spillet i radioen, er det svært at sælge plader og koncertbilletter. P3 er i den grad en døråbner til spillestederne. Godt nok tjekker de også MySpace og lignende, men radioen er salgsfladen til det brede publikum.

Det handlede meget om bands, men det var Rasmus Ardahl tidligt inde på: Der er en mængde producere, sangskrivere og komponister, der har virkelig svært ved at få ørenlyd i den branche, fordi det er så ensidigt fokuseret på live-oplevelsen. Det handler både om at få hjælp til at blive bedre, men også om at få opmærksomhed for det, man laver. Der er et slående misforhold i
mængden af spalteplads i forhold til pladesalg, hvis man sammenligner Jack Rock, Mathias Mesteño og Montana med Raveonettes, Oh No Ono eller en masse andre rockbands.

Et generelt optimistisk panel, der holdt fast i, at vi har en stor talentmasse, men at vi godt kan blive bedre til at hjælpe dem ud af øvelokalet.

Lokalerne ikke optimale
Derefter var det så tid til ti koncerter, med nogle af de bands, der har fået opmærksomhed i år, fra bandboostere, konkurrencer og lignende. En meget sympatisk idé, hvor repræsentanter fra Bandbases ugens band, Starfighter-vinderne, World Music Festival, Soundvenue selected, Way Up
North-festivalen, Karrierekanonen, Emergenza og GAFFAs demosider. Men lokalerne var absolut ikke optimale.

På den store scene var lyden virkelig god, men salen var til gengæld cirka 10 gange så stor som det fremmødte publikum. På den lille scene i hjørnet af salen var der næsten ikke plads på selve scenen til bandet, og lyden forsvandt i det store rum. Og den 3. scene stod i et rum med fliser og lavt til loftet. En næsten umulig opgave for enhver lydmand.

Alle bands fik en halv time hver, og så skiftedes de tre scener. Det fungerede rigtig godt, og den stramme tidsplan blev overholdt. Og der er ingen tvivl om, at hvis der havde været nok publikum, havde alle tre scener fungeret langt bedre.

Under de omstændigheder er det næsten unfair at gå i dybden med de enkelte koncerter, men dem der primært skilte sig ud denne aften, var Sebastian Lind, Oh Stacy! og Blunt. Sebastians univers med elektronik, akustisk guitar og følsom vokal fungerede virkelig godt. Han har en fantastisk stemme, og der var en overvægt af piger blandt publikum. Så man kan jo godt regne med, at drengene kommer næste gang.

Blunt har en overraskende blanding af reggae og metal, der ikke altid fungerer på indspilningerne, men i kraft af den fede lyd og en god publikum-kontakt kan de alligevel bære det hjem.
Oh Stacy! lukkede ballet, og viste ligesom på Skanderborg, at de godt ved, hvordan en koncert skal leveres. Der er tårnhøje forventninger til de unge jyder og deres hurtige, stramme indie-pop.
Alle aftenens acts har en masse at byde på, men det var ikke lige tydeligt denne lørdag.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA