x

Pilgrimz turnédagbog, kapitel 2

Pilgrimz turnédagbog, kapitel 2

Du godeste!! Hold da fest en fart, jeg skal have på, hvis jeg skal nå i bad, samle mit lort i en sønderspændt rygsæk, og stå ret i øvelokalet klar til at pakke gear 10 minutter fra nu! Jeg kan umuligt nå det.. Og dog. - En spuler med vandsøjletryk på 1200m/sek, et sæt rene underdrenge, op på cyklen med en leverpostejsklemme i venstre hånd, mens højre hånd ukontrolleret piner ringeklokken for at rydde vejen foran mig. Jeg når det! Kun sølle 12 minutter forsinket. Men hvad er det? Øvelokalet er tomt. Jeg famler min mobil frem fra lommen, og finder at displayet herpå er lyst op med et utal af ulæste beskeder. "Hey drenge, vi mødes først kl 12:00 i stedet for kl. 10:00" oplyser en af beskederne. De besvarende beskeder undlader jeg i denne tourblog. Jeg tar en 1½-times kop kaffe, og afventer drengene. Da alle er dukket op, pakkes gearet. 

Vi sætter farten mod Hatecity (Haderslev). Nogle gange bruger vi skødesløst af bandkassens konto på nærmest ligegyldige ting. Jeg har selv æren af en komplet uduelig, men ret dyr designet espressomaker, som nu halvdefekt fylder i vores øvelokale. Men andre gange investerer vi vores flittigt tjente skejser i ting, som kan fremme vores rejse-oplevelse til den rene ferie. Én af disse investeringer må være den fastmonterede 19" skærm med dvd-afspiller, som hænger fra tourbussens loft. Vi er helt euforiske, når vi bestiger bussen, og fremviser medbragte dvd-samlinger. Vi får genset gamle 80'er-klassiskere, 70'er spaghetti-westerns, og udveksler filmdiskussioner på et så overgearet niveau, at Ole Michelsen ville blive lang i betrækket efter blot 15 minutter. Og bing! 3 film, og endeløse mange one-liners senere, er vi ankommet til vores destination. HATECITY! 

Vi skal spille på Månen. Scenen er stor, og udstyret er fint, så alle er glade. Vi vakler ned og spiser os fra sans og samling nede på en lokal restaurant, hvor Herman, vores bassist, sætter rekorden i burger-indtagelse. Jeg må nok erkende, at jeg ingen forventninger har til aftnens show. Vi har jo hørt fra vores drenge i The Psyke Project, at deres show havde noget nær 4 betalende gæster. Det er ikke en optimisme-vækkende oplysning.

Da vi kommer tilbage fra restauranten, er der dog mødt et par kids ude foran spillestedet, så optimismen bliver genoplivet, og der trækkes på smilebåndene. En knald-stiv gut, som ligner noget fra "Night of the Living Dead", antaster mig for at høre, om jeg glæder mig til aftnens show? Jeg svarer lidt søvnigt: jep, det skal nok blive hyggeligt. Så fortsætter han uafbrudt derudad med, hvor'n det var, da vi spillede på Roskilde Festivalen, og hvor mange bajere han har drukket med forsangeren fra Pilgrimz, og hvor meget han hører Slayer. Vi kender åbenlyst ikke hinanden, men det gav anledning til mange fnis blandt de andre, der stod omkring os og overværede samtalen. Supportbandet Blood Red Mile giver den satme gas, og snart er turen vores til at indtage de glødende scenebrædder. Og det går sgu godt! Vi spiller ret lang tid, og folk er ikke nærige med bemærkningerne om, hvorvidt vi skal spille langsomt og blødt, eller hurtigere og hårdere. Der headbanges, til nakkemusklerne sprænger, og boom! Med ét er showet slut, og vi er ude i bussen, med vores samlinger af medbragte dvd-film. 

København, din gamle luder! Du som smager af køkkensprit, og udskrab fra overfyldte askebægere. Hold kæft hvor er det godt at lægge sig imellem dine gungrende smatkasser igen, din brostensbelagte so. I aften er der inviteret op til dans, og denne gang er vi kavaler til en af Danmarks ældste damer: Nemlig København. Jeg står op, som jeg plejer, og selvom det bare er endnu et skud i rutinen, så har man en helt finurlig følelse i kroppen, over at skulle spille på Loppen, med sine bedste venner som support. Det ligger i luften, man kan mærke det i maven, det emmer i alle samtaler. Hold da kæft hvor skal vi være ristede i aften efter showet! 

Jeg tropper op på Loppen ca. kl 13:00. Jeg er endnu engang den første til at ankomme. Et par af Loppens hoveder sidder og griller en eftermiddagspind i Loppens personale-stue. De hilser pænt, og spørger om der kommer mange i aften? ...hvad fanden ved jeg. Jeg nikker naturligvis og svarer ironisk, at der er helt udsolgt!

Så rejser den ene af gutterne sig op, griber telefonen på skrivebordet, og begynder at telefonere rundt: "Vi skal sgu nok bruge en hånd i aften i baren, kan du komme i aften, Thomas? Linda? Anders? Peter?" Damn, tænker jeg! Jeg ved sgu da ikke, om der kommer nogen, jeg svarede sgu bare for sjov. 

Da resten af bandet dukker op, laver vi vores hidtil længste lydprøve. Da vi er færdige, udveksler vi røverhistorier med drengene fra Dødning, imens de laver lydprøve. Aftnen skrider frem, dørene åbnes, og folk begynder at dukke op. Vores manager er på daværende tidspunkt 5-6 timers brandert foran os andre. Han har lige afsluttet sin brugtbil-sælger-eksamen på CBS, og det kan ses på den lille kække fyr, som normalt styrer vores bizzness med elegance.

Tiden er inde, og Dødning er klar på scenen! Og mine damer og herrer. Jeg må ærligt erkende, at siden jeg så Dødning for første gang, har de virkeligt oppet deres performance, sammenspil, og musik. Fo'hælved det er godt! Jeg anbefaler fremover, at alle bør se dette fremragende band live. Sublimt.

Inden længe er turen kommet til os. Vi fester, folk fester, lysdamen fester, lydmanden fester, nede i garderoben fester personalet. Alt-i-alt en vellykket aften for alle. Vi går af scenen tilsvedte, og kommer tilbage til et øl-tomt backstagelokale. Et par af gutterne fra The Psyke Project har sneget sig ind backstage og bællet vores bajere. Det er helt okay med os, for det føltes lidt som at gengælde glæden fra deres koncerter, hvor vi har gjort det samme mod dem. Men inden længe dukker en fra Loppens personale op med nye forsyninger, og takker mange gange beskedent for en rigtig god aften. Han quitter med et par flasker sprut, og en ny kasse bajere. Og så kører toget! 

Det har været super fedt lige at se de danske publikum igen. Der er mange nye og gamle ansigter at genkende. Og selvom vi alle har vores forskelligheder, kan vi dog stadigvæk finde minimum ét samlingspunkt at værne om, nemlig musikken. Jeg takker, alle der er mødt op på vores lille DK-tour, og alle de glade sjæle, der uhæmmede bangede med på vores musik i udlandet på vores skandinaviske tour med Raised Fist og The Haunted. 

Nårh ja.. Også undskyld til dem, der så showet i Århus dagen efter Loppen. Det var sgu da nok en af historiens største tømmermændskoncerter!!!! 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA