x

Top Fem: Band Ane

Top Fem: Band Ane

Den albumaktuelle, anmelderroste Ane Østergaard, som normalt gemmer sig bag aliaset Band Ane, sværger til sin laptop - også på sit andet album, som er blevet døbt "Anish Music Too & Free" (bemærk det sproglige twist, red.). Band Ane debuterede som electronica/laptop-producer i 2006 med "Anish Music", og på dette lange dobbeltalbum blander hun optagelser af samtaler med personer, fra hverdag eller fest, med ambient, dub eller electronica.

Band Ane har lavet en top fem til GAFFA, men først bad vi hende om at besvare et par spørgsmål om pladen.

GAFFA: Hvordan forholder sangtitlerne sig til numrene på dit album?

Band Ane: - Der er for eksempel skildpadden, Dennis. Mig og min veninde, Marlene, fandt en skildpadde i Tuscania. Den blev vores ven. Eller vi gjorde i hvert fald, hvad vi kunne for det, men den stak af, når vi kaldte på ham. Musikken, rytmerne i det nummer ("Skildpaden Dennis", red.) kom ud af den måde, Dennis satte i løb, når han så os. Altså lidt som dovenhed kontra pludselig travlhed. "Atom Muffin" var en kage, som mig og mine venner navngav, da jeg på et tidspunkt boede i en hytte ved Ajstrup Strand, langt væk fra indkøb. Da kunne jeg finde på et bage en kage, altså bare én småkage, hvis jeg lige hurtigt blev lidt lækkersulten. Det blev så til en atom-muffin.

Bag alle titler er der sådan en historie.

Hvor kommer dialogen fra, som du sampler på albummet?

- Jaeh, det er jo forskelligt. For et par år siden købte jeg en god diktafon, som jeg sådan set bare har haft i baglommen lige siden. Alma Krathus, som snakker med på et af numrene, er en ældre dame, jeg har hjulpet med forskellige daglige gøremål. En dag hos hende sluttede altid med en ispind og en kop kaffe, og så var det ellers bare frem med diktafonen, for der blev altid fortalt gode historier, eller reciteret digte.

Hun var nærmest ikke til at stoppe, når der lå en diktafon foran hende. Nogle gange var det først, hun spurgte om, når jeg kom: "Har du den der optagemaskine med?"

Hvorfor udgav du et dobbeltalbum i stedet for bare et almindeligt album?

- Fordi jeg havde svært ved at vælge halvdelen af numrene ud til en plade.

Og hvad er forskellen så på Too og Free?

- Altså umiddelbart: De fleste af numrene på "Too" har jeg brugt meget længere tid på. "Free" er numre, som jeg har lavet, hvis jeg blev træt af at arbejde på et enkelt nummer, og så er jeg sprunget over i den anden grøft for at få noget fornyelse. Så jeg synes selv, at "Too" er mere pæn, end "Free" er.

Hvad inspirerer dig til at lave musik? Hvor og hvornår laver du musik?

- Jeg er temmelig åben og nysgerrig over for alt muligt. Jeg bliver inspireret af alting. På pladen er nogle af inspirationskilderne: Færgekroen, Hovedgaden i Hov, Ajstrup Strand, skak, portvin, gamle malerier, min konservatorie-klasse, lossepladsen, rod, Uglegården, stormhat og så videre.

Er Band Ane barnlig, legesyg?

- Ehmm. Tjah?

Held og lykke med albummet!

- Tanksalot.

Top Fem: Band Ane

 

Uglegården
Hvor jeg bor nu. Min farmor og farfars gamle landsted, det er som en stor legeplads. Skov, jord, dingenoter, instrumenter, værktøj, bøger, dejlig rodet og fyldt med ufærdige projekter, som jeg har god, god tid til, og som ingen deadline har.

Hov
Der jeg boede før. Et par stikord: færgekroen, før den blev revet ned, fiskertyper, gråvejr, vindueskiggeri, blæsten! og bådemaster.

Skak
Jeg har spillet lidt, fra jeg var lille af, men holdt en kæmpepause, fordi jeg fik tæsk. Men så mødte jeg Heidi, og vi spiller på helt samme niveau, og så blev det til rigtig mange spil om dagen: skak på nettet, skaksommerfest, skakdrømme, hyggeskakturneringer over sommeren og så videre. Men på en eller anden måde har det altså sneget sig ind i musikken også. Det er noget med at få tingene til at gå op, tænke fremad, bygge op, underbygge, balance. Jeg har ikke helt de rigtige ord for, hvad der præcist foregår, men jeg kan tydeligt mærke, at det gør noget.

Min klasse på konservatoriet
Vi er fire i min klasse, og vi spænder over vidt forskellige musikgenrer, og det er virkelig inspirerende.

Åbenhed og nysgerrighed
Alle har en rejse. Men jeg føler ligesom, jeg har mange flere, hvis jeg hopper med på andres rejser også. Det kommer der anderledes musik ud af, end hvis jeg hele tiden kørte min musik igennem et smags- og genkendelighedsapperat, der stemte overens med, hvad jeg plejer at synes.

"Anish Music Too And Free" udkom i mandags på Jenka Music.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA