x

Tegan and Sara: Vi er indie-musikkens Frank Sinatra

Tegan and Sara: Vi er indie-musikkens Frank Sinatra

Gennem ti år har Tegan and Sara været et energisk og inspirerende popband på den amerikanske indie-himmel. Nu er de aktuelle med albummet "Sainthood", og spillede søndag aften koncert i Store Vega. En koncert, hvor der allerede sad kø af forventningsfulde fans foran hovedindgangen om eftermiddagen. Der er ingen tvivl om, at Tegan and Sara er blevet et mere velkendt band, end de var i de spæde år, men hvordan har udviklingen ellers fundet sted?

Tegan and Sara lyden var i starten meget fanden-i-voldsk og præget af en ungdommelig rebelskhed. Føler du, at det har ændret sig med det nye album?

Tegan: - Ikke som sådan. Selvfølgelig er vi blevet mere modne, men det er jo ikke en bevidst beslutning. Det er ligesom, at det ikke er en bevidst beslutning for en 25-årig at udvikle sig, fra dengang hun var seksten år. Vores musik er selvfølgelig, som du siger, moden, men det er noget, der sker med tiden, og ikke fordi vi har besluttet, at sådan skal det være. Men jeg kan dog stadig godt lide at tro, at vi har beholdt den ungdommelige energi, der også er en del af Tegan and Sara. Og det tror jeg også, at vi har.

Jeg kan også huske noget med, at I tit småskændtes på scenen? Gør I det lige så meget nu?

Tegan: - Altså, vi snakker da stadigvæk på scenen, men jeg tror ikke, at vi småskændes så meget, som vi plejede. Det er underligt, for det var sådan en ting, som føltes helt naturlig for os, og pludselig blev det vores varemærke. Jeg er sikker på, at hvis vi pludselig gik på scenen og spillede et helt sæt uden nogen form for snak eller dialog, så ville det være temmelig skuffende for publikum. På den måde er vi en slags indie-musikkens Frank Sinatra. Vi er altid underholdende.

Hvordan har du det med indie-musikscenen i dag?

Tegan: Da vi lige startede med vores band, var alting meget strømlinet. Der var rock, pop, hiphop osv. Hvis man spillede i et indie-band, var man meget alternativ, og sådan var der også mange mennesker, der så vores musik. I dag er vores lyd jo langt mere mainstream end før, men det er ikke, fordi den har ændret sig. Tværtimod lyder vi egentlig stadig meget, som da vi startede med at spille, men selve holdningen inden for musik har ændret sig, samtidig med at der er sket så meget interessant i musikindustrien.

Den problematiske presse
I den engelsksprogede presse er Tegan and Sara ikke kun nævnt for deres musik, men også deres seksualitet. Begge tvillingesøstre er lesbiske, men har gennem årene bevidst prøvet ikke at lade det dominere for deres image. Her er det musikken, der er det vigtige, og ikke hvem søstrene er kærester med.

Overskygger jeres seksualitet nogensinde jeres musik i medierne?

Tegan: - Nej, egentlig ikke. Men det kommer an på, hvor man er henne. I det nordlige USA er der meget fokus på det, men i Australien kunne de ikke være mere ligeglade af en eller anden årsag. Heldigvis er det aldrig noget, der negativt dominerer den omtale, vi får, og i stedet får vi meget positiv respons, fordi vi er så åbne omkring vores seksualitet. Der er så mange gennem årenes løb, der er kommet og sagt til os, at vores generelle holdning har hjulpet dem, når de selv kom ud. Mange har endda sagt, at de brugte os som eksempler, når de skulle sige til deres forældre, at de var homoseksuelle. For eksempel sagde én pige til sin mor, at vores mor ikke var blevet sur over, at vi var homoseksuelle. Det havde vist endda virket. Men det er på den måde, at det har en effekt. Det er ikke noget, som egentlig går hen og tager fokus væk fra musikken. Men jeg tror heller ikke, at det er vigtigt. Jeg tror ikke, at det er noget folk tænker over, når de hører os spille. Når jeg er til koncert, er jeg ikke interesseret i, hvem dem fra bandet går i seng med, eller hvor de går i byen eller noget andet. Jeg er langt mere interesseret i ,hvad deres musik betyder for mig, og det synes jeg også jeg kan se på vores publikum, når vi spiller for dem. Det er ikke os, der er de interessante, så meget som det er musikken, og hvad den betyder for den enkelte.

Jeg ville aldrig gå fra Sara

Er der en anden form for intensitet, når man er i samme band som sin tvilling?

Tegan: - Helt bestemt. Det er meget sikkert på den måde, at der alting er én, der vil passe på den anden. Når vi er ude, og jeg f.eks. får for meget at drikke eller spiser for mange kartoffelchips eller hvad ved jeg, vil Sara altid være der til at passe på mig, ligesom jeg gør for hende. Det er ikke bare en eller anden fremmed, eller en eller anden ven, der også gerne selv vil have det lidt sjovt. Man er der for hinanden på en helt anden måde. Og jeg kunne aldrig forestille mig at være i et band uden Sara. Jeg har aldrig været i andre bands, så det er ikke noget jeg har prøvet, men jeg ville ikke have lyst til det. Det er som om, at vi begge to nu er del i noget, som er større end os selv. Jeg kan f.eks. ikke forestille mig at gå fra bandet, for så ville Sara stå helt alene. Og hvis hun forlod det, så ville det være mig, der ikke ville have noget. Så på den måde er det også meget vigtigt for os at have bandet, for det er en måde for os at føle os sammen på. Desuden ville vores mor blive virkelig sur, hvis én af os gik.

I bor begge stadigvæk i hjemlandet Canada. Hvorfor er I ikke for længst flyttet til USA som alle andre kunstnere, der får et gennembrud?

Tegan: - Fordi Canada er så roligt. Der er en helt anden vibe der end i USA, hvor alting er meget mere hektisk. Men jeg må da indrømme at tanken om at tage dertil, ikke er så slem længere. For halvandet år siden begyndte jeg at komme sammen med en pige fra Los Angeles, så der er jeg en del nu. Men jeg tror ikke jeg ville kunne flytte dertil.

Er du nogensinde nervøs før et show?

Tegan: Ikke længere. Nu har vi jo efterhånden spillet sammen i 12 år, og der skal efterhånden meget til at blive nervøs. Men jeg var da nervøs, da vi spillede i London sidste gang. Før koncerten blev vi fortalt af en af vores venner, at han havde taget Beth Orton og Martha Wainwright med til koncerten, og så vil man jo virkelig gerne gøre sit bedste. Bagefter hørte vi så, at Morrissey også havde været der, og der blev jeg taknemmelig for, at jeg ikke vidste det, før vi begyndte at spille. Eller hvis vi spiller et sted, hvor vores familie og venner også er, kan jeg også blive nervøs, men det er så kun fordi, at de er der. Vi er på turné ca. 200 dage om året, så vi får kun mulighed for at se dem omkring to gange hvert år, så på de tidspunkter vil vi også gerne gøre vores bedste. Så kan jeg godt blive nervøs. Og så er der måske nogle gange, før vi skal til at spille "Back in Your Head", hvor jeg tit fucker op med min guitar.  Det gør mig også nervøs, men kun lige før vi skal spille den.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA