x

Grizzly Bear - Bjørne med vokseværk

Grizzly Bear - Bjørne med vokseværk

Det føltes lidt som at være til lægen, som vi sad der i venteværelset på rad og række. Stort set samtlige danske medier var repræsenteret i køen til at tale med New York-drengene fra Grizzly Bear. Ved siden af mig sad Alexander fra Det Elektriske Barometer, og han havde oven i købet ventet længe. For bassist/producer/multiinstrumentalist Chris Taylor havde set sit snit til en hurtig kop kaffe imellem de talrige interviews, og var for en stund forsvundet fra Vega og bandets virkelighed. For gruppen har haft travlt siden udgivelsen af "Veckatimest". Ikke blot med at turnere kloden tynd, men også med at tilgodese den hungrende musikpresse.

"Så er det din tur" siger bandets manager og præsenterer mig for guitarist Daniel Rossen og trommeslager Chris Bear. Det er ikke første gang, vi mødes, men mit ansigt er forventeligt nok forsvundet i mængden af reportere siden sidst. På trods af, at drengene tydeligvis hellere ville have haft en lur, eller efterlignet Chris Taylors forsvindingsnummer, er det to sympatiske og imødekommende nyslåede rockstjerner, der nu endelig sidder over for mig. "The band will see you now" joker jeg videre på min venteværelsesanalogi, der indtil nu kun har eksisteret inde i mit eget hoved. Chris Bear fanger den alligevel og griner velgørende. Og dét understreger, det enorme overskud et band med et sådannet vokseværk er nødt til at besidde.

Stadig de samme
"Veckatimest" har fået forrygende anmeldelser verden over, og der er generelt ikke blevet sparet på superlativerne i forbindelse med udgivelsen. Der har derfor været ren medvind for bandet i det forgangne år. Men ifølge dem selv har det ikke ændret dem. Hverken som band eller individer. "Det har været et hektisk år, som i det store hele har handlet mest om at holde os oven vande, og fortsat spille interessante koncerter," siger Daniel Rossen. Han fortsætter: "Folk er måske begyndt at genkende Ed [Droste, red.] på gaden – han har også et lidt mere ikonisk udseende, tror jeg – men personligt har jeg det fint med fortsat at kunne forsvinde i mængden".

Et musikalsk projekt i udvikling
"Veckatimest" har klart mere radiohitpotentiale end de to forgængere. Den er markant mere tilgængelig med den organiske dynamik, der præger stort set alle skæringer. Den musikalske evolution kom dog ganske naturligt for bandet. "Jeg tror, udviklingen havde meget at gøre med, at vi skulle lære os selv at kende som band. Det har været en gradvis proces at udvikle Grizzly Bear fra Eds beskedne soveværelsesprojekt til hans og Daniels fællesprojekt, og til sidst til et firemands liveband. Vi har turneret en masse siden, og udviklingen af sangene fra dengang til nu har haft en masse at gøre med, hvordan "Veckatimest" er kommet til verden," siger Chris Bear.

Og den opmærksomme lytter har kunnet følge processen fra "Horn of Plenty" og "Yellow House", over gen-indspilningen af "Little Brother" i elektrisk udgave på "Friend"-ep'en, til seneste opus. Men var det et bevidst valg at gøre albummet mere live-venligt? "Helt sikkert" siger Rossen og uddyber: "'Yellow House' var interessant, fordi sangene var udgjort af en række urelaterede særegne musikalske lag. Men siden da har vi spillet meget sammen live, og vi blev ret glade for den mere organiske live-lyd, sangene fik. Det føltes mere som fire gutter, der spillede sammen, end blot et enmandsprojekt, men stadig med den ekstra tekstur i lagene. Med sangene til "Yellow House" var vi også mere tilbageholdne mht. foreslag og indspilning – intet blev præsenteret før det var helt perfekt. "Veckatimest" derimod var en mere legesyg og intuitiv proces at skabe, og mange af sangene tog først sin endelige form under indspilningen".

Kontakt til et bredere publikum
Med "Veckatimest" er også fulgt en markant udvidelse af fanbasen, men markedsføringsaspektet af musikken var aldrig en del af overvejelserne siger Chris Bear. Rossen fortsætter: "Det eneste, vi var enige om, var, at albummet skulle være mere afbalanceret. Tidligt i processen havde vi en masse popsange. "Two Weeks" og "While We Wait For The Others" var de første to sange, vi indspillede, så derefter besluttede vi os for at sprede os ud musikalsk set, og tilføje de lidt mørkere impulser, for at gøre pladen til et mere afrundet værk".

Ufrivillig fremskyndet udgivelsesdato
"Veckatimest" var i indie-verdenen en af året mest ventede udgivelser, og albummet lækkede på internettet, ganske kort tid efter bandet var færdigt med det. Pladen blev således budt velkommen af fans verden over, mere end to måneder inden den planlagte release." Albummet var lige blevet mastereret, og lækkede under en uge senere," fortæller Chris Bear. "Den største skuffelse for os var, at det slap ud i en virkelig dårlig kvalitet, lige efter at vi havde brugt al den tid på at mikse og masterere det, og få det til at lyde lækkert. Og så er det ærgeligt, at det første, folk hører, er en billig YouTube-stream, der lyder, som om den bliver spillet under vandet. Men det er jo en kendsgerning, at det sker for stort set alle albums idag, så på sin vis var det rart bare at få det ud, så det ikke var den her kostbare, bevogtede ting, der gik tabt".

Han fortsætter: "Internettet har gjort det så meget nemmere at gøre den slags, og det har virkelig gjort indhug i musikindustrien. Men samtidig har det også gjort det muligt for en masse interessant musik, som aldrig ville være blevet signeret af pladeselskaberne, at få en eksponering. Så det er lidt et tveægget sværd".

Daniel Rossen trækker på skuldrene og smiler: "Vi er jo alle sammen skyldige i musikpirateri. For de unge musiknørder, vi var, da vi gik på college, var det enormt værdifuldt at kunne støve selv de mest obskure sange fra de sidste 70 år op. Den evne er ret fantastisk, og giver en mulighed for at kunne lære en masse om musik og udvikle sin interesse. Det er helt klart fordelen ved internettet i den forstand – også selvom det er på bekostning af pladesalg og musikindustrien".

Ud af øjenkrogen ser jeg nu bandets manager pege antydende på sit armbåndsur, og min konsultation hos de genretrancenderende indie-doktorer ender brat. Min nysgerrighed er delvist kureret, men i venteværelset og verden uden for raser Grizzly Bear-feberen fortsat.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA