x

The Foreign Resort – turnédagbog del 4

The Foreign Resort – turnédagbog del 4

Efter en god nats søvn i Modesto tager vi mod San Francisco. Det har været hektisk at få dagens koncert stablet på benene. Det er ikke lykkedes vores pladeselskab at få en koncert i hus, og vi er derfor blevet en del af aftenens lineup på et sted kaldet Hotel Utah Saloon. Et cool navn, der sender tanker tilbage til det vilde vesten, hvilket viser sig at holde 100 procent.

Men først skal Mikkel og Morten forbi Seventh Son. De har bestilt tid hos tatovøren Gordon, der skal forevige palmen og solen fra coveret på vores første demo. I sandhed en ægte bandtattoo.

Gordon er en ægte pro, og efter en time sidder Morten og Mikkel med Ryan og Tony fra Solar Powered People på Hotel Utah og får en
frisktappet Sierra Nevada Pale Ale.

Hotel Utah er delt op i en lang bar og spillested som mange andre spillesteder. Men atmosfæren er Western. Man mangler kun svingdørene og et par cowboys, der slynger whisky ned i baren.

Dan og Del fra vores pladeselskab kommer forbi, og vi møder for første gang folkene, vi har skrevet pladekontrakt med. Flinke fyre. Vi når en hurtig snak om fremtidig promovering af vores plade, og derefter er det op på scenen. Lydprøver hører til i Europa. Herovre hedder det line check – Er der hul igennem? Godt, så kører vi!

Koncerten går godt. Vi trykker den af i højeste gear og får lokket en god portion folk fra baren inde ved siden af til at lytte med. Selv
bartenderen kommer efter koncerten hen til os og udtrykker sin begejstring.

Vi hænger lidt ud i baren, før vi begiver os tilbage til vores hotel. På trods af sin størrelse lukker alle barer i San Francisco klokken
halv to, og dermed slutter dagens fest.

Dagen efter prøver vi at finde kostumer. Det er 30. oktober, og vi skal spille lille-Halloween koncert i Modesto klædt ud som A Clockwork Orange i lange underbukser, støvler og bowlerhatte. Vi finder kun lange underbukser og undertrøjer, men bliver enige om, at vi nok møder en butik på vej ud af byen. Desværre møder vi kun lange køer foran udklædningsbutikkerne, og da tiden er løbet fra os, er vi til sidst nødt til at søge mod motorvejen.

Da hovedåren ind og ud af San Francisco, The Bay Bridge, er lukket, bliver al trafik ledt i syd- og nordlig retning ud af byen. Resultatet
er en kæmpe trafikprop, selv på amerikansk skala. Efter to timer i sneglefart åbner det endelig op, og vores chauffør, Steffan, træder
speederen i bund og slår ny hastighedsrekord i den 3 tons tunge van.

Vi ankommer til The Queen Bean i Modesto og har et kvarter til at få pusten og få vores gear sat til. Omkring 200 mennesker er mødt op til koncerten, der finder sted udendørs på Queen Beans terrasse. Den indestængte stress fra at sidde i bilkø kommer ud med et brøl til glæde for de fremmødte. Der er godt humør, og publikum er med lige fra de siddende teenagere på første række til de stående, ældre ægtepar bagerst. Det er som om, vi er havnet i en lokal begivenhed og er blevet midtpunkt. Vi glider med, og lader publikums applaus gejle os op. En virkelig fed fornemmelse.

Aftenen slutter med privat abefest, som vi ikke havde troet, amerikanerne kunne mønstre: Jukebox i stuen, tequila, fadølsanlæg i
baghaven, blackout.

Selve Halloween fejrer vi i afslappet stil i Modesto med gutterne fra Solar Powered People og deres kærester og venner. Super hyggeligt med hjemmelavede Tacos og Pabst Blue Ribbon på dåse.

Dagen efter kører vi til San Francisco, hvor vi udmattede falder om i sengen på vores værelser og får sovet igennem for første gang, siden turen startede for 9 dage siden.

Den 2. november går med at hænge rundt i San Francisco. Ind under aften er vi på vej mod nord. En 20 timer lang tur fra San Francisco til Vancouver i Canada, hvor vi skal spille den 4. november.

I det nordlige Californien begynder bjergene, der før lå i horisonten på begge sider af os, at trænge sig på, og pludselig begynder
opstigningen. Landskabet ligger badet i måneskin, og selvom det er nat, kan vi se hvordan klipper og granskov erstatter palmerne og
markerne, der præger det meste af Californien. Endnu engang overvældes vi af den storslåede amerikanske natur og må stoppe for at prøve et bandfoto i måneskinnet med det sneklædte Mount Shasta i baggrunden.

Klokken 2 om natten tjekker vi ind på et Super 8 Motel og får sovet nogle timer, før vi igen sætter os i bilen og fortsætter.

Vi rammer Seattle ud på aftenen, hvor vi overnatter hos Joel fra bandet Black Nite Crash. Joel tager vores guitarer og keyboard med i
sin bil, da vi dagen efter kører mod Vancouver. Vi kører nogle timer før ham og bliver lukket ind i Canada efter et grundigt tjek af vores pas, "nuværende arbejde" og "formål med opholdet".

Aftenens koncert er på The Media Club. Et fedt spillested lige ved siden af canadisk radios bygninger i Vancouver. Bandet The Luna Riot, som vi skal spille med, er godt i gang med lydprøven, da vi ankommer. Da vi ikke har vores gear ved hånden, laver vi en hurtig lydprøve med lånte instrumenter.

Men blot en halv time før vores koncert får vi at vide, at Joel er blevet afvist ved grænsen, og at vores instrumenter derfor ikke
ankommer. Efter et øjebliks panik går vi i gang med at finde en løsning. Vi kan låne alt, hvad vi skal bruge af The Luna Riot på nær
keyboard. Sætlisten bliver gennemgået, en 3-4 numre bliver taget ud, og Mikkel begynder at øve guitarfigurer, der skal kompensere for det manglende keyboard. Resultatet er acceptabelt, men også kun lige.

Henrik og Mikkel skal spille på guitarer, de ikke normalt spiller på. Der er langt fra lyden i Fenderguitarerne og til aftenens erstatning.
Men der er ingen kære mor. Op på scenen. Tryk den af.

Sættet går overraskende godt, og responsen fra publikum er god. Ligesom i San Diego giver bartenderen giver en omgang shots for en god koncert. Vi skåler med ham og ånder lettet op. Mission accomplished.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA