x

Giana Factorys Europaturné-dagbog kapitel 1

Giana Factorys Europaturné-dagbog kapitel 1

LONDON CALLING.
Vi skal til at tjekke ind i Kastrup, vi ved, vi har for meget gear, og at det som altid er en kunst at snige vores bas og guitar med op i flyveren; de er fra start-60'erne, og vi er meget ømme omkring dem. Nogen tjekker ind, mens en lister rundt i lufthavnen og skjuler sig med instrumenterne. En lufthavnsmedarbejder skuler til os og spørger, om det er våben vi bærer. Øh nej, det er det ikke, siger vi, men det ligner bestemt våbenkasser, siger hun, nej, det er instrumenter, siger vi. Hun forstener lidt i blikket, og vi vurderer, at hun er lidt tung at danse med, og at vi nødig vil have hende til at røbe vores flugt fra tjek-ind-skranken. Hun bliver afledt af et hold militærdrenge, som fanger hendes "hold-øje-med-alle-våben"-blik, og vi øjner vores chance til at flygte.

Første show i London, Bush Hall.
Solen skinner i London og vi er fulde af forventninger til turen. Vi har ét show og nogle dage fri. Hva' skal vi så lave? Vi skal fare vild og spise go mad. Og det var det, vi gjorde. I splittet trop tog vi hver især ud i byen fulde af storbyenergi, men der gik ikke lang tid, før mobilerne glødede, og et koordineringskaos var sat i sving. Heldigvis bor vores artwork-kvinde Milla Jens i London, og hun kom os til undsætning. Vi tog hjem til hende i Hacney og lavede et spændende fotoshoot.

Det var fantastisk at spille vores første show i London og skyde touren i gang med Asteroids Galaxy tour. Stemningen var høj, og publikum var glade og jublende. Vi har hjemmefra brugt rigtig meget tid på vores set-up, og det var en fornøjelse at pakke vores super seje Giana-set-up, a la Georg Gearløs, ud.

Vi afsluttede London med et rigtig hyggeligt thanksgiving middagsselskab hos den søde amerikanske dame Shelly. Vores manager er amerikaner, men er bosiddende i London, og lige den dag skulle amerikanske venner med deres engelske og italienske mænd og koner samles til thanksgiving hos Shelly. Wauw, noget lækkert mad, sikkert det bedste, vi får på hele touren. Hjemmelavet mad smager bare bedst.

Kærlig Hilsen Sofie


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA