x

Kent – En svenskerkvartet i det röde felt

Kent – En svenskerkvartet i det röde felt

Med et bump lander Martin Sköld på ryggen. Bassisten og resten af Kent er taget til Berlin til det legendariske Hansa-studie hvor de netop har spillet deres nye plade "Röd" for den skandinaviske og tyske presse og i de efterfølgende timer har givet interviews på stribe. Men det er ikke kun en arbejdsdag, for tilbagevendingen til studiet og offentliggørelsen af pladen er også lidt af en personlig fest for bandet. Derfor har de dagen igennem taget for sig af de våde varer, som kun en svensker kan. Hvilket forklarer bassistens lettere dramatiske fald på en lille trappe inden dagens sidste interview.

Trommeslageren Markus Mustonen griner lidt af kollegaen, skænker sig endnu et glas champagne og skifter over i professionelt mode, da han forklarer, hvorfor valget af studie faldt på Hansa.

– Vi har siden 96-97 snakket om at indspille her, men det var umuligt dengang, for da var det vist lavet om til en restaurant. Den sidste plade ("Tilbaka Till Samtiden", red.) indspillede vi i New York, og dér fandt vi ud af, at det virkeligt gavnede os at rejse ud af Sverige, når vi indspiller. Om ikke andet så bare for at slippe for, at kæresten ringer og siger, hvilken slags mælk man skal købe med hjem, fortæller Markus og fortsætter:

– Nu fik vi så muligheden for at bruge rummet her, for det er jo ikke et traditionelt studie, men det kunne vi jo bare selv bygge. Så vi slæbte alt vores udstyr med til Berlin. Det har virkeligt været en fantastisk oplevelse. Vi arbejdede 15 timer om dagen her og fik ikke set noget som helst af Berlin ud over studiet og hotellet. Det vildeste, vi gjorde, var at købe en is på den anden side af gaden.

Der er en perlerække af vigtige plader, som er blevet indspillet i Hansa-studiet. To af David Bowies berlinertrilogi-plader er lavet her ("Low" og "Heroes"). Iggy Pop indspillede også sine vigtigste soloplader her. U2 blev genfødt med pladen "Achtung Baby" i dette rum. Depeche Mode og Nick Cave har lavet nogle af deres vægtigste ting her. Hvilken af den musik har betydet mest for dig?

– Jeg er selvfølgelig vild med, hvad Bowie og Iggy lavede i 70'erne. Men for mig var det mest fantastiske ved at være her, at "Some Great Reward" med Depeche Mode blev lavet i dette hus. Albummet blev faktisk ikke indspillet her i den store Meistersaal, men i studiet oven på. Men vi var deroppe en dag, og det var lige før, jeg begyndte at dyrke sex med det Steinway-klaver, der står deroppe, for det var det klaver, Martin Gore brugte på sangen "Somebody".

Der er en større lytteoplevelse i at skide på reglerne

Martin Sköld vender tilbage til scenen, hvor interviewet forgår, efter at have fået lidt koldt vand i hovedet. "Så det cool ud?" spørger han til faldet. "Jeg ved ikke, hvad der skete, men jeg syntes virkelig, at jeg fik sagt nogle kloge ting i det foregående interview, og så slutter jeg det af med at falde ned ad trappen." Han ryster på hovedet og griner.

Hvad har I gerne villet sige med det nye album?

Martin: – Vi har ikke prøvet at sige noget med dette album; der lå ingen idé eller agenda, før vi gik i gang. Folk tror altid, at vi har en vision, inden vi går i studiet, men det har vi sjældent og slet ikke denne gang. Og det har været vigtigt for os, at der ikke skulle være en tematisk dagsorden med dette album.

Albummet føles som en rejse, ligeledes sangene, der for eksempel starter et sted for så at udvikle sig til noget andet og slutte med noget helt tredje, og så gå over i den næste sang. Har det været et bevidst valg?

Martin: – Ja, det var faktisk noget, vi snakkede en del om, da Joakim (Berg, sanger, red.) og jeg skrev sangene. For vi var enige om, at vi ikke skulle følge den traditionelle sang-formel slavisk. Hele vers-omkvæd-vers-tingen valgte vi at fucke med. Det handler også om at udfordre lytteren, for hvis man skider på reglerne, er der en større lytteoplevelse at hente. Ja, det kræver, at man lytter til sangene to tre gange mere, før de rigtigt sidder, men det er vel ikke verdens undergang. Det er sundt at blive udfordret.

Kan man ligefrem sige, at det er en musikers fornemmeste opgave at udfordre lytteren?

Martin: – Ja, helt klart, men jeg synes ikke, det er sket siden slutningen af 80'erne og starten af 90'erne med navne som My Bloody Valentine, Stone Roses og Primal Scream. Det var på det tidspunkt, at jeg virkeligt begyndte at interessere mig for musik. De seneste par år har der været en retro-bølge, hvor bands har haft et ønske om at lyde som de plader, der kom i 60'erne. Hvad fanden er pointen i det? Hvor ligger udfordringen i det? Det er sgu ikke svært at kopiere en i forvejen skabt lyd.


Jon Schumann: Den ærefrygtige bibliotekar
På "Röd" har Kent igen teamet op med den danske producer Jon "Joshua" Schumann, der ud over også at have været tovholder på det foregående album har markeret sig med sit arbejde med Kashmir, Mew, Spleen United og Carpark North. Her fortæller Schumann om arbejdet med den nye plade.

– Der var en mere fokuseret følelse og et band med større tillid til, at man på "Tilbaka Till Samtiden" havde valgt den rigtige vej. Det var tydeligt, at sangskrivningen var endnu mere produktiv, og at man tillod sig selv at blæse på, om musikken nu var baseret på guitar, keyboards eller bare vokal og stortromme. Men med den styrkede selvtillid kom også en følelse af, at der ikke var plads til svagere momenter i materialet, så man kan sige, at selv med det normalt høje niveau for selvkritik og perfektionisme, tog man det til nye højder denne gang.

Hvordan var det som musik-fan at arbejde i Hansa?

– Det var en bizar oplevelse for en fanatisk Depeche Mode-fan. Jeg løb først rundt som en knægt i et petting zoo, men så snart man åbner den første flightcase, og kablerne skal strikkes sammen, bliver alt hverdag. Man bliver hurtigt revet ned på jorden af alt det praktiske. Eneste gang, jeg rigtigt fik gåsehud, var, da Markus satte sig ved trommerne for første gang, efter at jeg havde lavet lyd på dem. Da salen buldrede af hans spil, hørte jeg Iggy, Bowie og Depeche Mode runge i efterklangen. Mit Pro Tools-setup stod i øvrigt præcis dér, hvor trommerne stod, da Iggy Pop indspillede "Lust For Life". Teknikeren, som kører det nuværende studie længere oppe i bygningen, havde en masse spændende facts at fortælle, og der findes opsætningsplaner fra alle de gamle sessions. Dengang var der råd til at have folk til at skrive den slags ned.

Hvad har været det sværeste ved at komme som udefrakommende og arbejde med en sammentømret enhed som Kent?

– Med ét ord: Ærefrygt. Alle I dedikerede fans må forstå, at min indfaldsvinkel var som fan og perifert bekendtskab. Jeg kom ikke ind i studiet som en fandens karl med alle de store elektro-idéer. Jeg mødte et band, som havde været igennem en "skilsmisse" fra Harri (tidligere guitarist), og som igennem mange år havde lyttet utroligt meget til elektronisk musik. Martin og Markus dj'er ofte, Sami har lavet fede elektroniske produktioner, og Joakim er dybt engageret i al slags musik. Idéer er mangfoldige hos Kent. Men tiden er begrænset, og distraktionerne mange. Så mit job var fra starten at være bibliotekar og "crypt-keeper" i Psykbunkern (bandets eget studie). Jeg kom ikke med visionen – jeg kom med værktøjet til at få det gjort.


Kent ser rödt
"Rød" eller "Röd", som pladen hedder, er kærlighedens farve, men det er også den farve, tegneseriefigurer får i hovedet, når de bliver arrige. Men hvad gør jer arrige?

Martin: – Sport. I Sverige kan man tillade sig alt i sportens navn. Man må for eksempel sælge øl til sportsarrangementer; det må man ikke til koncerter.

Markus: – Hvad sker der også lige med, at regeringen er begyndt at bestemme, hvor højt der må spilles til koncerter? Man må ikke spille højt, men man må gerne tage børn med til ishockey, hvor publikum drikker sig fulde og jubler, når spillerne kommer op at slås.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA