x

00'ernes A-B-C

00'ernes A-B-C

Alternativ folk og country
Da Gram Parsons i sin tid valgte at blande countrymusikken med rocken, blev kimen lagt til den alternative folk og country, som har oplevet større succes i dette årti end nogensinde før – også under navne som americana og ørkenrock. Med opbakning fra ikke mindst magasinerne Uncut og Mojo har navne som Bonnie "Prince" Billy, Conor Oberst, Ryan Adams, Band Of Horses, Jim James, Wilco, M. Ward, Bon Iver og Midlake fundet sig godt til rette på musikscenen, og ikke siden 90'ernes grunge har det været så korrekt at iklæde sig skovmandsskjorter og fuldskæg. En videreudvikling af tendenserne har manifesteret sig igennem det, der er blevet døbt freak folk med navne som Devendra Banhart og Coco Rosie.

Bastardpop
Der blev både grint og krummet tæer, da mashup-bølgen rullede. Idéen var såre simpel: Tag to eksisterende sange og smelt dem sammen til et nyt nummer, og voila: du har det, der i Danmark med radioprogrammet "Monkey Business" blev kaldt bastardpop. Det største værk inden for feltet var den dengang ukendte Danger Mouses "The Grey Album" fra 2004, der blandede The Beatles' og Jay-Z's henholdsvis hvide og sorte album. Det rettighedsstridige værk fik lanceret Danger Mouse så effektivt, at han senere røg til tops på hitlisterne med sit arbejde for blandt andre Gorillaz og Gnarls Barkley.

Bling-bling

Det er ikke et nyt fænomen, at hiphoppere flasher deres potente statussymboler i fjæset på enhver, der ikke kan få sig selv til at kigge væk, men tendensen tog til i løbet af dette årti, hvor det blev specifikke brands som Cristal og Louis Vuitton, der blev genstand for det koordinerede kapitalistblær. Herhjemme namedroppede Nik og Jay Bailey's og Blå Kings og udlevede i øvrigt stolt rollerne som bling-repræsentanter i deres videoer, hvor det hele var toplækkert med rystende damerøve indsmurt i babyolie, mens der festes med prangende halssmykker, og champagnen hældes på gulvet.

Dansabel rock

Ikke siden 60'erne har man kunnet danse til rock – det har mere været noget, man hoppede til. Men med navne som Franz Ferdinand, Bloc Party og The Killers blev det igen muligt at røre sig rytmisk til rockmusik. Genren blev så stor, at det blev acceptabelt at spille rock på klubber med dansegulv. Dette medførte desværre også, at enhver idiot med en taskefuld af tidens rockplader og evnen til at trykke på play udnævnte sig selv til dj uden at have den fjerneste ide om, hvad "BPM" står for.

Dansk electrorock
"Så klapper I i takt" – med så favnende en sætning startede Simon Kvamm og resten af Nephew i 2004 den største danske musikbølge siden 90'ernes såkaldt grønne bølge, der bestod af navne som Dizzy Mizz Lizzy, Psyched Up Janis og Kashmir. Den nye bølge består af electrorocken, der ud over Nephew også tæller navne som Spleen United, Dúné og Veto, og samtlige fire navne er stadig relevante og imponerende placeret på salgslisterne ved udgangen af årtiet.

Emo
Det har været heftigt debatteret, lige præcis hvad emo-betegnelsen dækker over rent musikalsk. Det er i og for sig også irrelevant, da det er imaget, der er kendetegnet. Således skal minimum én fra bandet være farvet sorthåret, der skal være brugt rigeligt kohl-eyeliner og hårlak, og så skal der en hysterisk frontmand til. Egentligt er det lidt det samme som 80'er-metal, bare med lavt selvværd, selvynk og barberblad i højsædet frem for Jack D. og damer.

Gratis musik

I årtiet blev det lidt af en trend at forære sin musik væk. For når nu pladeselskaberne ikke kom med kreative alternativer til den ulovlige piratkopiering og fildeling, ja, så kunne kunstnere som Radiohead og Nine Inch Nails lige så godt selv forære musikken væk. For der var heldigvis nogen, der indså, at pladesalg ikke længere var den primære indtægtskilde, og at det mere handlede om at blive hørt. For bliver du hørt, kommer folk til dine koncerter, og det er der, pengene kan tjenes.

Hiphop og r&b

Årtiets allerstørste sællerter på verdensplan kom i form af den amerikanske hiphop og r&b, ført an af en trup bestående af mastodonter som Eminem, Beyonce, Jay-Z, 50 Cent, Justin Timberlake, Kanye West og Rihanna. Et karakteristik træk ved disse navne er, at de har været så gigantisk store, at de blot har kunnet udpege et andet navn – som Eminem gjorde med 50 Cent og Jay-Z med Rihanna og Kanye West – for dermed at sikre en massiv offentlig interesse og dermed en vis garanti for succes.

Hype
Det mest hypede ord i dette årti må nødvendigvis være ordet "hype". Når den almene sprogbrug kom til kort i omtalen af noget, der på den ene eller anden vis pludselig blev vældigt populært, kunne man ty til dette lille ord, som lod til at sige det hele. Og det uanset om NME, Pitchfork eller David Fricke virkelig havde slået på tromme for et givent navn, eller om det bare var en lille gnallet blogger og hans tre venner, der havde skrevet om det – det hele har ladet sig klassificere som hype.

Indierock bliver kæledæggegenre
I ledtog med onlinemedier som Pitchfork Media og Stereogum har hele bloggerkulturen placeret sig på den piedestal, hvorfra man udpeger, hvad der bliver det næste hotte navn. Det har medført en afgørende detronisering af ikke mindst MTV og radiostationerne, som i løbet af årtiet har mistet en støt tiltagende grad af magten til at diktere tendenserne. Bloggerne har i særdeleshed kastet sig over den nye indierock, repræsenteret af navne som Death Cab For Cutie, Grizzly Bear, Arcade Fire, MGMT og Animal Collective, og har dermed skabt en kæledæggegenre, som man for alt i verden skal kunne lide – ellers kommer indiepolitiet og fortæller dig, at din smag er kaput: Smagsdommeri på verdensomspændende plan.

Internettets sociale netværk
Først kom MySpace, så fulgte Facebook, og endelig kom Twitter. Ethvert band med respekt for sig selv lancerede en MySpace-side, og pludselig kunne det lille ska-band fra Køge se sig side om side med U2 og Coldplay. Ikke bare så siderne strukturelt set ens ud, men man kunne også få mastodonterne til at figurere som ens allerbedste venner. MySpace dykkede siden hen væsentligt i popularitet, dels på grund af den groteske omgang spam, som enhver profil blev fyldt op med, dels på grund af konkurrencen fra Facebook. Med denne tjeneste og i tilsvarende grad med Twitter er der blevet gjort rigelig plads til egodyrkelsen gennem evindelig microblogging fra ikke mindst musikere såvel som indsigtsrige lyttere, der vil dele deres nye opdagelse med alverden.

iPod'en lanceres og bliver allemandseje

Da Apple lancerede iPod'en (billedet) i 2001, var der så meget luksus over den lille hvide musikmaskine, at der i flere storbyer blev udstedt advarsler om øget risiko for at blive berøvet, hvis man i al tydelig offentlighed benyttede sig af de karakteristiske hvide øretelefoner. Den tid er forbi, og nu har alle, der ønsker det, en iPod eller en anden transportabel musikafspiller. Med den aktuelle nanoudgave på 16 GB får man plads til flere hundrede album, hvilket er langt mere, end den gængse musikejer har haft stående på hylderne i noget årti.

Joy Division
Det er alment kendt, at Joy Division døde samtidig med Ian Curtis i 1980, men ikke siden dengang er det melankolske og dunkle post-punk-band blevet studeret så nøje som i dette årti, hvor bands som Interpol, Editors, White Lies og danske Decorate Decorate frivilligt opsøgte sortsindets dragende toner.

Klynkerock
…eller tuderock, eller sengevæderrock – forslået barn har mange navne. Med en diæt bestående af lige dele af Radioheads The Bends og Jeff Buckleys Grace kombineret med mangel på fysisk leg lille opstod denne stilart, og med Coldplay og Travis som absolutte hovedrepræsentanter fik den følsomme og indadvendte musik massiv kommerciel succes. Herhjemme fik Kashmir fik øjnene op for mulighederne i genren og har fastholdt udtrykket hele årtiet igennem, ligesom Saybia fra begyndelsen har været en rendyrket dansk repræsentant for stilarten, mens der med Veto og Selvmord opstod afarterne klynkesynth og klynkerap.

MTV og VH1 fordanskes

I højere og højere grad er musikvideoens egentlige hjemsted kommet til at hedde YouTube. Det må man have indset hos MTV, hvor man i stedet valgte at fylde sendefladen ud med forfærdeligt uvedkommende realityshows og andre ligegyldige udsendelser. Ikke desto mindre besluttede MTV at fordanske både moderkanalen og datterkanalen VH1 i henholdsvis 2005 og 2008, men uden den danske substans, man med rette kunne have håbet på.

Nicheagtige og snart glemte genrer

Hvert årti byder på nye genre og genreblandinger. Heldigvis er de så niche- og døgnflueagtige, at det kun er de allermest ihærdige hipsters, der vil græde ned ad deres Vibskov-tøj, når dubstep, new rave, grime, indietronica og electroclash er glemt igen.

Nu-metal
Denne vederstyggelighed med al sin oppustede macho-attitude startede i slut-90'erne, men toppede i dette årti. Heldigvis er det gået i sig selv igen, så man slipper for flere krampagtige forsøg på at fusionere testosteron-metal og tumpe-rap – fuldendt af pumpede hvide mænd med dreadlocks og omvendte kasketter.

Politiske protestsange
Hvis man skal sige noget godt om de otte år, hvor Det Hvide Hus var beboet af George W. Bush, må det så afgjort være, at oprørets gnist i høj grad blev tændt rundt omkring i musikverdenen. Det vrimlede ud med politisk aktivitet efter 11. september 2001, invasionen af Irak og i løbet af Bushs embede som sådan fra navne som RE.M., Bruce Springsteen, Conor Oberst, Tom Waits og Neil Young. Green Day kom allerbedst ud af det, da de med American Idiot reddede en noget stagneret karriere. Herhjemme fik oprøret en stemme i Natasja, der skabte en fælles stemme med ønsket om at få "Danmark tilbage ligesom i de gamle dage". De, der reelt set har haft det bedst i denne politiske mørkeperiode, må således være musikpublikummet, der har fået sange med mere substans, end verden længe havde oplevet.

Popstjerner i forfald
Med en interesse fra sladderpressen, der ofte kom til at overskygge musikken i voldsom grad, bød årtiet på adskillige popstjerner, der måtte gennemgå den offentlige deroute, mens de røg i rehabilitering, som var det kurophold. Allerværst gik det for Britney Spears, der måtte kæmpe indædt for myndigheden over sine egne børn, når hun da ikke havde travlt med at få foreviget sit trusseløse skræv eller barbering af (f)issen. Galt gik det også for Amy Winehouse og Libertines- og Babyshambles-frontmanden, Pete Doherty, der ikke kommer til at stå tilbage som de mest optimale forbilleder for deres unge tilbedere.

Renæssance til det danske sprog

I et årti, hvor dansk musik har oplevet flere væsentlige succeser i udlandet, indså andre, at det ikke var drømmen om international berømmelse, der var motivationen for at lave musik. Hjemlandet og modersmålet var rigeligt stort, og da folk som Rasmus Nøhr, Peter Sommer, Tue West, Mikael Simpson og Sys Bjerre tog det danske sprog under kærlig behandling, var responsen imponerende. Som Kim Larsen, Sebastian og C.V. Jørgensen før dem valgte den nye skare af sangskrivere at tage udgangspunkt i det, deres lyttere med væsentligt større lethed kunne relatere til, og succesen fornægtede sig ikke.

Retrorock
Med udgivelsen af "Is This It" i 2001 kickstartede Strokes en af årtiets mest markante tendenser – den ivrigt tilbageskuende retrorock. Albummet er af NME blevet kåret som årtiets bedste plade, mens Uncut har givet titlen som årtiets vigtigste kunstner til Jack White, der med The White Stripes, The Raconteurs og The Dead Weather har fået sat et stort, fedt fingeraftryk på årtiet. Andre markante repræsentanter for genren tæller The Vines og The Hives, samt danske The Raveonettes, der har haft væsentligt mere held med at forny sig end de to foregående.

Reunions en masse
Det er altid et hyggeligt nostalgitrip, når ens favoritband gendanner sig selv, men det er begrænset, hvor meget kreativt overfloden af reunions i løbet af dette årti har kastet af sig. Blur, Pixies, The Police, Led Zeppelin, Psyched Up Janis, Rage Against The Machine, The Jesus And Mary Chain, Dizzy Mizz Lizzy, The Smashing Pumpkins, Love Shop, My Bloody Valentine, The Cult, Aqua, Stone Temple Pilots, Pink Floyd, Spice Girls, The Who… Kom selv på flere.

Selvfinansierede udgivelser
De var dem, de andre ikke ville lege med – ikke nødvendigvis det dårlige selskab, men det gik hurtigt op for en lang række kunstnere, at de var nødt til at tage sagen i egen hånd, nu hvor de store selskaber var begyndte at halte som en træt væddeløbshest og kun spillede på sikre kort. At det godt kunne betale sig at gå på egen hånd, blev eksemplificeret i filmen Stjernekigger om Swan Lee. Woody Allen havde fat i den lange ende, da han påpegede, at det nogle gange var bedst bare at gøre det selv.

Sorte stjerneproducere
Ikke siden Phil Spector og Joe Meek var i deres storhedstid, har produceren haft så fremtrædende rolle på hitlisterne som i dette årti. Pludselig var det ikke længere så vigtigt, hvilken sangerinde der var afbilledet på coveret – det handlede mere om, hvorvidt det var Timbaland, Neptunes eller Kanye West, der havde skruet beatet sammen. De før så anonyme producere endte faktisk med at blive så store stjerner, at de selv fik banet sig vej op til mikrofonen – det var så til gengæld ikke altid en succes.

Spillekonsollerne gør alle til musikere

Et af de helt store markedsmæssige booms kom i form af de fortsat voldsomt populære konsolspil, der lader spillerne udleve deres vildeste musikerdrømme. Først på banen var karaokespillet SingStar, og helt amok gik det med Guitar Hero og siden hen Rock Band, hvor snedige plasticgadgets erstattede de egentlige instrumenter. Med spillene behøver sønnike ikke længere en far til at fortælle ham om de formidable kvaliteter i Rolling Stones, Aerosmith og Sex Pistols – dem kommer han selv til at lære indgående, mens han trykker løs på de fem farvede plasticknapper, som farmand er skiftet ud med.

Succes i udlandet for danske navne

At have et gigantisk budget fra et af de store, multinationale pladeselskaber i ryggen var tidligere noget nær en obligatorisk nødvendighed, for at man kunne få sin musik ud i den store verden. Ikke desto mindre lykkedes det for det uafhængige pladeselskab Crunchy Frog at få succes i udlandet med både The Raveonettes og Junior Senior for langt færre midler. Førstnævnte blev naturligvis hjulpet godt på vej af David Fricke fra Rolling Stone, der også kastede sin kærlighed over Under Byen. Derudover har også navne som The Asteroids Galaxy Tour og især Alphabeat haft held med at styrke den stolte nationalitetsfølelse. To af forklaringerne på de danske succeser findes i dels internettet, der har brudt mange af de tidligere eksisterende grænser ned, dels i Spot Festival, der effektivt har samlet mange af branchens indflydelsesrige aktører på ét og samme sted.

Talentprogrammer
Har man i løbet af dette årti haft lyst til at se musik på sit tv, har løsningen i fuldkommen overvældende grad været at følge med i et af den overflod af talentprogrammer, som DR, TV2 og TV3 har serveret for de hungrende masser. Programmer som X Factor, Idols, Popstars og Stjerne For En Aften sikrede, at danskere – om de brød sig om det eller ej – blev ellevilde med amatørsang og – i hvert fald for en stund – elskede alle de nykårede stjerner: Jon, Gudrun, Fu:el, Gunnar, Linda, Christian, Basim, Julie, eye-Q, Asian Sensation, Martin, Rikke – og så videre ad libitum. Allerværst blev det med kendisvarianten Showtime, der angreb seerne med en eyelinerindsmurt Jens Rohde, der frivilligt blamerede sig med sin mildest talt pinagtige udgave af Carpark Norths "Transparent And Glasslike".


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA