Sandra Hakky: Jeg synes sgu lidt, at det er en pigeplade

Sandra Hakky: Jeg synes sgu lidt, at det er en pigeplade

GAFFA har fået en snak Sandra Hakky om britsoul-lyden på dansk, om inspirationen fra de engelske pendanter i musikken og om ærligheden i sangerindens tekster, hvor livet som ung kvinde i storbyen bliver udfoldet.  

Du har lige udgivet din selvbetitlede debut. Hvad synes du om resultatet?

- Jeg er meget stolt af resultatet, jeg synes det er blevet en rigtig god plade. Især fordi det er en plade, som jeg kan stå inde for, da jeg selv har skrevet alle teksterne og har været meget inde over processen. Jeg er i hvert fald meget tilfreds med resultatet, og det ved jeg, at mine to producere også er.

Personlige sange på dansk

Hvorfor har du valgt at bruge dit navn som albumtitel?

- Den handler om mit liv, og den er mig. Den er simpelthen bare hundrede procent Sandra Hakky, så jeg kunne ikke finde et mere dækkende navn til den. Det er en rigtig autentisk og meget ærlig plade.

Du har selv skrevet sangene på albummet. Hvorfor har du valgt at skrive på dansk?

- Det var faktisk noget, vi snakkede om i starten af forløbet. Jeg har før skrevet sange på engelsk, og vi tænkte, at det ville være fedt at lave noget, som var anderledes, noget som ikke rigtigt var blevet lavet på dansk. Vi sad og lyttede til alle de her soul- og Motown-beats, og så spurgte Phase 5 (producer, red.) mig, om jeg kunne skrive på dansk. Jeg sagde, at jeg ikke har prøvet at skrive på dansk, men jeg ville gerne prøve. Vi havde nogle sangskrivere med inde over i starten, men det endte med, at jeg skrev hele pladen selv. Det er faktisk ikke blevet gjort på dansk før, så jeg synes også, at det ville være fedt at have den der soullyd på dansk.

Med hensyn til din lyd: Kunstnere som Amy Winehouse, Duffy men også Raphael Saadiq er flere steder blevet nævnt i forbindelse med dit. Hvordan har du det med den sammenligning?

- Jeg vil jo helst lave noget, som er mit eget, men jeg kan ikke løbe udenom, at Amy (Winehouse, red.) og Duffys musik har mange ligheder med min musik. Men deres lyd er jo også inspireret af Motown-lyden fra 60'erne og 70'erne. Men jeg har sådan set ikke noget imod at blive sammenlignet med to rigtigt dygtige sangerinder, og jeg synes, at deres musik er rigtig fed. Jeg vil stadig helst have, at folk tager det for at være min musik, og at det er 60'er/70'er-genren frem for Duffy/Winehouse.

Er det også dine inspirationskilder, eller er det nogle helt andre?


- Rent tekstmæssigt er jeg blevet inspireret af mit liv og det, der sker omkring mig. På produktionssiden er det Daniel Fridell og Phase 5, der har dikeret genren. Jeg lytter ikke selv specielt meget til soulmusik, men alt fra Foo Fighters over dansk rap til Christina Aguilera. Min inspirationskilde er sådan set bare god musik, som jeg gider at lytte til frem for en eller anden genre.

Hvordan havde du det så med at skulle lægge dig fast på den Motown/soul-inspirerede lyd på dette album?

- Det er en rigtig fed genre, og jeg tror også, at den har groet på mig. Det er en lang proces at lave en plade. Jeg tror først, at man rigtig begynder at forstå soulmusikken, når man laver det. Man skal virkelig være autentisk – både instrumental- og vokalmæssigt. Det er en hård genre og samtidig en af de første, som blev til populærmusik. Det var en lang proces for mig at finde ud af, hvordan man laver popmusik med den genre.

Erfarne producerkræfter bag Sandra Hakky

Hvordan kom samarbejdet med Phase 5 i stand?

- Jeg var til en fest, som blandt andre MC Clemens arrangerede ved navn Psyko Alfa Disco. Jeg var backstage en dag og kom så i snak med Phase 5, og han spurgte mig, hvilken slags musik jeg lavede og så videre. Så mødte jeg Daniel (Fridell), som er Phase 5's samarbejdspartner, og så besluttede vi os så for at lave noget musik sammen, som i sidste ende blev til denne plade.

Hvordan har de to været at arbejde sammen med?

- Det har jo været sådan, at Daniel Fridell har siddet og produceret beats, og Phase 5 har siddet som executive producer og kommet med idéer og sådan nogle ting. Det har været et meget tæt samarbejde, vi har haft, og de har været rigtig dygtige. De er jo navne i branchen, og det med at få lov til at arbejde med dem har jeg været meget beæret over. Det fungerede simpelthen sådan, at jeg fik nogle beats med hjem, som jeg sad og skrev til, og så sang jeg det for dem dagen efter.

Du har tidligere stået på scenen med kunstnere som Shirley, Clemens og Lizzie – hvad tager du med fra det?

- Jeg har nok kun været 17, da jeg sang kor for Lizzie. Jeg kendte hende, før hun hittede med "Ramt I Natten". Hun spurgte mig så, om jeg ikke havde lyst til at synge kor for hende på hendes promotion-turné. Jeg fik på den måde et godt indblik i, hvordan pladebranchen fungerede. Jeg stod lidt på sidelinjen og så Lizzie blive til en stjerne og så, hvordan forløbet egentlig var. Det tror jeg, at jeg har fået rigtig meget ud af. Jeg troede jo, at man bare skulle sende en demo ind, og så blev man en stor stjerne over en nat. Efter det har jeg blandt andet sunget en enkelt gang med Szhirley, som jeg også mødte på samme klub. Jeg er kæmpestor Szhirley-fan, så det var rigtigt fedt at prøve.

Hvad er din største inspiration?


- Hvor klichéagtigt det end lyder, så er det nok livet. Jeg besluttede mig for, at jeg var nødt til at være hundrede procent ærlig med mine ting, ellers ville jeg aldrig kunne skrive et helt album, som jeg kunne stå inde for og selv syntes ville være fedt. Det var rigtigt vigtigt for mig, at det var ærligt, og det var ting, som jeg følte. Noget af det har været svært for mig at skulle sige højt og ligesom få op til overfladen. Så det har også udviklet mig på det personlige plan.

Pigealbum med egyptisk islæt

Du skriver om egoistiske mænd og stærke piger. Er det her et album for piger?

- Jeg er jo en pige, og den handler om ting, som jeg har oplevet, men det har ikke været meningen, at det skulle være en pigeplade. Men jeg synes sgu lidt, at det er en pigeplade, for den henvender sig mest til piger rent tekstmæssigt. De ting, som jeg oplever og fortæller om, er ting, som andre piger også oplever og kan relatere til. Men jeg har også fået god respons fra mine drengevenner, som måske lytter mere til beats og omkvædene og måske ikke kan relatere så meget til teksten, men for måske meget ud af musikken alligevel.

Sangen "Boyband" ender i noget, der kunne lyde som egyptisk sang. Hvorfor har I valgt at sætte den passage ind?

- Det er også egyptisk. Daniel Fridell er megeafed på goblets, som er en art egyptisk trommeinstrument. Og jeg er jo fra Egypten, så han spurgte, om vi ikke skulle lave et eller andet med det. Han indspillede instrumenterne, og jeg er virkelig dårlig til at snakke egyptisk, selvom jeg er fra Egypten. Jeg måtte ringe min morfar op fik nogle sætninger på egyptisk af ham. Så ringede jeg også til min venindes far, for at jeg udtalte ordene rigtigt. Det er vist ikke lykkes helt, men det var meget sjovt, for det er en helt anden måde at synge på. Det var også for, at mine rødder blev repræsenteret på albummet, uden at det skulle blive overdrevet. Så meget kontakt har jeg heller ikke til Egypten.

Du har allerede fået gode anmeldelser. Hvordan tager du det?


- Det er svært som debutkunstner at skrive det hele selv, og der ligger et stort pres på én. Jeg læste i GAFFA, at det var en "velskrevet plade", så jeg var ved at falde ned af stolen. Jeg har prøvet på ikke at tænke for meget over det, for ellers ville jeg ikke kunne sove om natten. Jeg prøvede på at nyde, at nu havde jeg endelig udgivet en plade, og så forsøgte jeg at tage det andet bagefter. Jeg er simpelthen så glad for de gode anmeldelser.

Hvordan har du det med de øgede forventninger, der er i fremtiden til din musik?

- Jeg føler, at jeg har rigtig meget at give af, og at jeg kan blive ved med at lave musik. Jeg tror, at til den næste plade er der måske andre ting, som man vil ud med, et andet budskab eller en anden niche. Jeg håber, jeg kan udvikle mig som kunstner, men indtil videre har det været et stort skridt for mig at udgive denne plade, og jeg prøver bare på at nyde det så meget som muligt. Jeg er kommet frem på den måde, at jeg hele tiden har skulle overbevise folk om, at det, jeg laver, er fedt. Så jeg vil gerne udfordres på den måde.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA