x

Non +: Reddet af Karrierekanonen

Non +: Reddet af Karrierekanonen

Medlemmerne i den danske gruppe Non + skulle så forfærdeligt meget igennem, inden de endelig kunne udgive debutalbummet "Sound Of Chance". Det elektroniske band med det franskklingende navn måtte ved flere lejligheder få afslag fra pladeselskaber, fordi deres lyd blev betegnet som "udansk", men efter en titel som én af de fire vindere i talentkonkurrencen Karierrekanonen besluttede neodisko-trioen at udgive albummet selv.

GAFFA tog en snak med produceren og multiinstrumentalisten Ronni Vindahl om det lange forløb med udgivelsen, om deres medvirken i andre gruppe som for eksempel Boom Clap Bachelors og om det næste album, der er i støbeskeen.

Hvordan skal navnet Non + forstås? Hvordan udtales det?

- Det kom sig faktisk af, at vi har en god ven, som altid gerne har villet starte et band. Han har altid haft en masse idéer til bandnavne, og på et tidspunkt kom han op med "Hot Non Plus", og det tænkte var meget sjovt og fik lov til at bruge det. På det tidspunkt var vi signet til pladeselskabet Sonet, som senere gik konkurs, men hvor vi fandt navnet frem og skar det ned til "Non". Så satte vi et plus ind, så det blev "Non Plus", som var lidt fransk, hvilket vi syntes var meget sjovt.

Sej kamp med pladeudgivelsen

I har allerede udsendt pladen i Japan. Hvordan har forløbet været med udgivelsen her i Danmark?

- Den har jo været lang og sej. "Sound Of Chance", som først udkom her den 26. oktober, har jo ligget faktisk ligget færdig i et stykke tid. Robin Hannibal, som også er med i gruppen, og jeg boede for et par år siden i Berlin, hvor vi faktisk færdiggjorde pladen. Det var så meningen, at Sonet skulle udgive den, men da de gik konkurs, røg vi over på Universal, der besluttede at købe os ud af kontrakten. De syntes vi var for ukommercielle til det danske marked. Vi blev derfor fritstillede med fuldstændig færdig plade, som de havde betalt for, og så skulle vi så ud igen og prøve at finde nogen, der eventuelt gad at udgive den. Vi har været alle steder, og alle har været meget begejstrede, men der er ingen, der har turdet at udgive det, fordi de syntes, at det var for udansk. Så mistede vi lidt gejsten omkring at udgive det, og så var det en sen aften, at jeg så, at man kunne melde sig til Karrierekanonen. Så gjorde jeg det, og vi var så heldige at gå hen og blive en af de fire vindere. Så fik vi noget medvind på den måde, og så tænkte vi: "fuck det, så udgiver vi det bare selv". Det er så det, som er sket. Vi har gjort det hele selv i samarbejde med en manager, som vi har ansat.

I nåede også at lægge flere numre ud i foråret. Hvad er historien bag det?

- Det var nok på grund af den lidt kriseagtige situation, som vi var i på det tidspunkt. Der havde alligevel været mange labels, der i det mindste havde vist interesse, og vi havde også kontakt til et amerikansk pladeselskab, som ville udgive den, men som gik konkurs i finanskrisen. Det har været så tæt på så mange gange, og det har bare ikke lykkedes, og så tænkte vi, at hvis folk overhovedet skulle få glæde af musikken, og hvis vi skulle få udbredt navnet, så var det en god måde at gøre det på.

Hvordan er dit forhold til musikken på "Sound Of Chance", når den har været så længe undervejs?

- Både og. Når man har hørt den så længe, og numrene er ikke helt friske længere, så får selvfølgelig tanken om, at nu kunne man have lavet noget anderledes, når man nu udvikler sig hele tiden. Men i og med at vi ikke har fået udgivet den før nu og ikke har fået den forløsning på det, så har vi heller ikke mistet gejsten for at få den udgivet. Vi har jo selvfølgelig også spillet numrene live til vores koncerter, hvilket også har holdt liv i dem for vores vedkommende.

Neodisko fra en travl trio

Hvordan ser du Non+ i forhold til de andre projekter, som du er med i?

- Både Robin Hannibal og jeg startede Boom Clap Bachelors og Non +. Tidligere arbejdede vi meget med beskidt soul som J Dilla og hele Detroit-lyden i Boom Clap Bachelors, og det var generelt mere nørdet og på baggrund af en anden slags musik. Vi har samtidig også haft en stor kærlighed til diskorock, indie-musikken og mere udadvendte genrer. Non+ er skabt ud af det og er generelt mere fire fjerdedele-musik, der er mere dansevenligt.

Hvad er det vigtigste I tager med fra jeres andre banderfaringer?

- Siden starten har vi gjort mange ting selv, så vi har en del brancheerfaring. På en eller anden måde har vi fået afprøvet en masse ting i Boom Clap Bachelors, som har stillet os stærkere med Non+. Vi har ligesom været bedre rustede til at være Non + i forhold til mødet med pladebranchen, pressen og alle de ting.

Har det i højere grad rettet fokus på musikken?

- Ikke rigtigt, da vi slet ikke har haft noget pladeselskab med Non+. Vi har lært sindssygt meget af ikke at have nogen sparringspartnere, fordi vi skulle gøre så meget selv.

I er to producere og en sanger i Non +. Hvordan er rollefordelingen i gruppen, når I laver musik?

- Det foregår lidt forskelligt, og meget af den musik, vi har, er skabt, hvor vi har været hver for sig. Det nummer, som hedder "Wake", der er vores single lige nu, startede som et nummer, jeg har lavet på guitar. Derefter reproducerede Robin Hannibal og jeg det, og bagefter det blev Robin introduceret for sangeren Tuco, som så sang på nummeret en anden aften. Det nummer er lavet over tre stadier, hvor vi ikke rigtig har været alle tre i rummet på samme tid, hvilket er en smule utraditionelt. Vi har boet i blandt andet Berlin i en overgang, og hele arbejdet med pladen har været meget internetbaseret, hvor vi har arbejdet med noget specifikt og sendt det videre til en ny. Vores ambition nu er så, at vi skal arbejde meget mere sammen alle tre på samme tid.

De mange referencer i blandingsbatteriet

Elektronisk musik og elektronisk pop er blevet populært de seneste år. Hvad skiller Non+ ud fra mængden?

- Det er et godt spørgsmål. Jeg tror, at de sidste par år har det været forskellige former for technorock, der har været populære. New wave og hele den mere guitarbaserede og rockede ting, hvor Veto og Nephew var de store eksponenter for det. Jeg tror, vores tilgang til det var langt mere soulet a la Michael Jackson og Phoenix. Vores musik er desuden en kombination af spillede og programmerede ting, og det er produceret som elektronisk musik, uden at det rigtigt kan siges at være elektronisk musik.

Jeres musik indeholder både disko-rytmer, electro-funk og mere indierockede numre. Hvilke genrer putter i selv på jeres musik?

- Jeg kalder det i hvert fald ikke electro-funk, selvom det er blevet brugt om det. Jeg synes, det er skide svært med genrer, og hvis jeg skal være helt ærlig, ville jeg helst bare kalde det for rytmisk musik. Vi er rimelig fordomsfri, når vi laver vores musik, men vores referencer går nok tilbage til soul og disko, men vi kan også godt lide electronica og regulær pop. Jeg tror, at jeg vil kalde det en form for neo-disko.   

Der er blevet nævnt et hav af forskellige bands i forhold til Non +, som The Congos, The Clash, Ace of Base, Stevie Wonder, David Bowie, Talking Heads, Jamiroquai. Er du enig i, at det er jeres inspirationskilder?


- Jeg tror aldrig, at jeg vil være fuldstændig enig i alle ting. Jeg kan da godt se, at nogle af sangene har vi haft en eller anden klar reference fra for eksempel The Clash eller David Bowie. Så de referencer er helt klart rigtige nok, kan man sige. Men det er noget, som jeg har haft i hovedet, så hvis de to andre har haft noget helt tredje i tankerne, så det jo lige så rigtigt.

Er der nogle af de nævnte kunstnere, som har overrasket dig?


- Jeg synes, Jamiroquai er lidt sjov, for jeg synes ikke, at vi er lige så cheesy som dem. Jeg synes, vi er mere sjuskede, og samtidig kan vi meget godt lide den der med at fremhæve, at vi laver nogle fejl og så videre. Hvorimod Jamiroqaui er meget strømlinet og velproduceret funkypop, synes jeg.

Hvor ser du helst at jeres musik bliver spillet henne?

Vi har gjort meget ud af at forsøge at proppe meget substans ind i det, vi synger om. Der er mange af teksterne, der handler om emner, som ikke er særligt festlige. Sangene handler om politiske emner, om forbrugersamfundet, om halvsøskende og flere seriøse emner, men så har vi blandet det med et danseelement. Håbet er, at vi kan få folk ud på dansegulvet, men de så også på et tidspunkt begynder at lytte til teksterne. Vi har ikke noget problem med at ramme lidt mere mainstream med dette projekt, men det er ikke noget, vi som sådan går efter. Vi nyder meget, at vi kan lave det, som vi godt kan lide, og så må det et eller andet sted ramme dér, hvor det rammer.

Hvordan har I det så med at blive kaldt "udanske"?

- Det har jeg helt klart ikke noget imod. Der er helt klart masser af spændende musik i Danmark, men det er også et lille land, så hvis man laver noget, der ikke lige er med på bølgen, så bliver det hurtigt en niche-ting. Men det, som der så kan være en niche i Danmark kan samtidig være vildt stort ude i verden. Altså der kan godt være et kæmpepublikum til noget, som med danske øjne er niche-musik. Så det er også en ambition vi har at udgive i udlandet, hvilket vi er startet på, med udgivelsen i Japan. Men i kommercielle øjne er vi vel udanske.   

I fik "Best Pop Act" til første udgave af prisuddelingen Underground Music Award, der blev afholdt i juni måned. I er også blevet rost for singlen 'Wake'. Hvordan tager I den hæder?

- Den tager vi med kyshånd. Det er jo rart med lidt anerkendelse. Det er fedt med de der små sejre som KarriereKanonen og med Underground Music Awarden, når vi selv har været maskineriet bag det. Det giver altid noget motivation, når der sker noget godt.

Du fortæller, at I arbejder på ny musik. Hvad er forskellen på det kommende og "Sound Of Chance"?

- Vi samarbejder med Kasper Winding på de nye numre. Han er en slags konsulent og producer på albummet. Han har bedt os om at tage i sommerhus nu og skrive sange, som man kan spille på en guitar. Det næste plade bliver nok mere organisk, i og med at vi indspiller med rigtige trommer og gør den mere live og fokuseret på den gode sang.






Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA