x

Giana Factorys Europaturné-dagbog kapitel 4

Giana Factorys Europaturné-dagbog kapitel 4

SMUKKE AMSTERDAM!

Vi er i Amsterdam. Der er sket rigtig meget de sidste dage, så først nu har jeg tid til at sidde ned og skrive.

Vi har spillet 5 koncerter i træk, 4 her Holland. Det har været nogle rigtige gode shows. Alle byerne har taget virkelig godt imod os. Hollændere er ikke blege for at feste og skabe god stemning. I forgårs spillede vi i Groningen, en rigtig smuk by med et super sejt spillested. Alle mulige seje bands har spillet der,  fx Joy Division. Uha Uha, at have stået på samme scene som dem, det er altså ret stort i vores bog. Udover det lavede spillestedet også deres egne plakater til hvert show. Super flotte silketryks-plakater i gammel russisk propaganda-stil.

I går aftes spillede vi her i Amsterdam på det legendariske spillested Paradiso. Fantastisk sted med kæmpe mosaikkirkevinduer, rigtig go' lyd og super crew. Vi spillede nok tourens bedste koncert. Det var Sankt Nicolas Aften i Holland, og det er ligesom deres udgave af juleaften, så vidt jeg har forstået. Stedet var pakket med festglade hollændere og vi gik på kl.24 til et brag af en koncert.

Augusta fra DR er ankommet og skal følge os en uge. Hun blogger om os her. I går var hun med på scenen som super sej tamburinpige, og næste gang skal hun spille nogle syrede roller på min synth, som jeg laver til hende.

I dag er det fridag, og den er virkelig tiltrængt. Vi har fundet en "glimmerhelvede" butik og købt diverse blinkende outfits til scenen. Lidt bling bling til de kulørte lamper.

Nu kommer min kaffe, det er ved at blive mørkt udenfor, og det er helt sikkert i aften, at jeg vil fange en kanalrundfart og se Amsterdam fra dens sande vinkel, med glimtende broer og forhåbentlig stjernehimmel.

x Sofie


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA