x

Pearl Jam-interview del 1: Vi er i den perfekte position

Pearl Jam-interview del 1: Vi er i den perfekte position

Næste år kan Pearl Jam fejre 20-års jubilæum. I den forbindelse har GAFFAs Pearl Jam-ekspert Henrik Tuxen - forfatter til bogen "I Pearl Jams Fodspor" - lavet et maraton-interview med guitarist Stone Gossard. Her kommer første del.

Jeres seneste album "Backspacer" er blevet godt modtaget og har været en succes. Hvad mener du, at I lykkedes med på "Backspacer"?

- Jeg tror, det bliver en plade, der markerer en specifik periode for os. Det, der lykkedes, var, at bandet gik sammen og skrev materiale, før Ed blev involveret denne gang, i forhold til at arrangere mere, end vi plejer. Normalt mødes vi alle sammen og smider en masse ud; det kan blive ret overvældende. Vi var lidt mere fokuserede denne gang, og fik mulighed for virkelig at vise noget frem for Ed. Jeg tror, at det gav os alle selvtillid, hvilket var med til at komme med en plade, der nok både er så enkel og kompakt, som vi nogensinde har lavet. Hvis noget ikke var spændende, skrottede vi det. Vi endte med at ha' 5-6 sange, som var under tre minutter, hvilket er ret fedt. Jeg kan godt li' den længde. Man kan nå meget på den tid; det beviste The Beatles den ene gang efter den anden, i forhold til dynamik og nye lyde. Nu har jeg det, som at en sang, der er 4-5 minutter, er for lang for mig.
    
- Det var en rigtig god oplevelse at arbejde med Brendan (O'Brian, producer red.) igen. Vi brugte en masse tid med ham, og det var rigtig godt efter at ikke at have arbejdet med ham i lang tid. (Han producerede fire Pearl Jam-album i 90'erne, red.) Alle var meget åbne for hinandens idéer. Det oplever vi her, hvor vi næsten alle er ved at runde de 45. Vi føler os meget heldige og velsignede i forhold til, hvor vi er som et band. På grund af det var vi alle i en god ånd, da vi lavede pladen. Hvis du har god ånd, tror jeg, at du kommer til at lave musik, som er bedre, end hvis du er stresset. Jeg synes ikke, at vi nødvendigvis er bedst, når vi er stressede.

Så jeres sange bliver kortere og kortere, og jeres koncerter længere og længere? (I Philadelphia i år spillede Pearl Jam en koncert med 41 numre, der i alt varede over 3 ½ time, red.).

- Ja, det er rigtigt, totalt (griner). Næste gang vi laver noget, er der så mulighed for at udfordre "Backspacer". Jeg ved ikke, hvad vi vil lave, men jeg håber, vi kommer til at eksperimentere en hel del. Ikke nødvendigvis i sangenes længde, men i forskellige stemninger, og bliver ved med udforske de mere sære aspekter af "Backspacer" i forhold til grooves osv. Jeg håber, at vi følger den sti og går dybere ind ad den vej.

Kaos og kontrol

Matt Camerons trommer er ret vilde, fx på åbningsnummeret "Gonna See a Friend". Det er som at høre Keith Moon med et steady beat.

– Ja , det er en helt præcis beskrivelse. Vi snakkede om den sang, og da vi begyndte at spille den, blev jeg ved med at høre Mudhoney. Da Mudhoney brød igennem, var de i stand til noget, der var utroligt, en form for kaos, hvor trommerne væltede frem over det hele, guitarer og fuzz over det hele. Det er som om, at Matt tager et Mudhoney-beat, men gør det til et muskelbundt. Præcisionen er helt utrolig, og samtidig har han bibeholdt denne følelse af total kaos. Det er meget sjældent, at en trommeslager, der er så præcis, tillader sig selv den frihed af kaos. Rigtig gode session-trommeslagere har det med at blive ret konservative i deres spillestil. De er vant til at arbejde med producere, der siger "hold det simpelt, det er en popsang" osv. Matt har bibeholdt noget af det barneinstinkt, hvor du bare har lyst til at gå fuldstændig amok på trommerne.

#1
Med Backspacer gik I #1 på Billboard-hitlisten for første gang i 13 år, hvordan var det for jer?

– Det var spændende og meget kortvarigt (griner); vi var der kun en uge. Men det hjalp da pladen et stykke vej. Vi kunne være gået ind som #2, og det ville ikke ha' været en headliner, men fordi vi gik #1, var næste uges historie "Pearl Jam går ind som #1", og det er med til at styrke begejstringen over pladen, og det er også noget, som gør folk nysgerrige. Vi har det godt nu. Denne æra er fantastisk. Jeg siger det nok hver gang, jeg laver et interview, men denne epoke føles som en åbning for os, hvor vi kan fortsætte med at udvikle os. Vi har lært så meget, bare ved at forblive sammen og være dedikeret til hinanden, men nu er det som om, at vi bliver mere kreative som en gruppe, i forhold til at alles instinkt er blevet inkorporeret i helheden. Det er virkelig en helt åben tid for os nu. Jeg føler virkelig en stærk entusiasme i forhold til kommende plader. Ed bliver ved at skrive, hans tekster og hans musikalske instinkt er så unikt. En unik kombination af utrolig poesi og singer-songwriter-instinkt, men samtidig denne kærlighed til rock og kaos, hvilken er en meget sjælden kombination. Bruce Springsteen går aldrig "crazy", jo, det gør han, men ... jeg ved ikke, men det, at vi kan gå i vild punk-"mode", og at Ed elsker det, det gør det hele virkelig spændende. Det betyder, at vi har en kraftfuld kombination, vil jeg mene.

Down under

I har lige spillet i Australien og New Zealand, hvordan gik det?

- Godt, virkelig godt. Det er første gang, vi for alvor har spillet vores egne stadionkoncerter dernede. Vi ville derned, men vi ville ikke bruge to måneder på det, så vi besluttede at få nogle gode artister med og spille stadions. Ben Harper, Liam Finn og Relentless7, og med de artister var vi i stand til at sælge omring 30.000 billetter. Så vi spillede store udendørs stadions, og publikum var totalt energiske. Bandet spillede godt, det var godt, det var en fed tur, ikke for lang.

Det var også godt at se jer på lille Astoria i London i august.

- Ja, men vi er blevet bedre siden. Det var lige i starten, og vi er blevet skarpere siden; det tog os lidt tid at få vores ben på plads. Bandet spiller ret godt nu.

115 sange

Hvor mange forskellige sange har I spillet siden august?

- Cirka 115, vil jeg tro. Vi spillede fire shows i træk i Philadelphia og spillede måske i alt 100 forskellige sange på de koncerter. Chokerende!! Det er en anden spændende ting ved dette band, som nok aldrig har været mit eget instinkt; jeg er lidt mere konservativ. Jeg er lidt mere sådan: lad os spille de store sange og være sikker på, at folk får hørt, hvad de er kommet for. Men Ed og Jeff især, de er virkelig commited til mantraet, "vi skal spille forskellige ting hver aften", vi skal holde sangene i live ved hele tiden at tage nyt materiale ind. Det har været rigtigt fedt at se, hvordan det har manifisteret sig over en lang periode over tid. Der har nok været folk, som har ønsket, at vi har spillet sange, som vi ikke har, men nu forventer publikum, at vi spiller meget varieret, og det er en stor udfordring for bandet at lære så mange sange, og huske dem, men vi fucker det op halvdelen af tiden, sådan er det. Det får alle til at føle sig "loose", og vi siger lidt: det er okay at lave fejl her og der, det skaber en atmosfære af spontanitet. Det er folk åbne over for i stedet for at forvente det samme hver eneste aften. Det er en total luksus for os; det er en fantastisk position at befinde sig i.

Det er der ikke rigtig andre bands, der gør?

- Der er mange bands, som ændrer deres sætliste en lille smule, men vi skifter typisk 15 sange ud hver aften. Og der er meget rotation, så der kan være sange, som måske bliver spillet hver femte aften, hvilket er fedt. Så når du så endelig skal spille den, er det: "Åh, nej, jeg kan ikke huske den."
    
Jeg ville hade at være i et band, der spillede så mange sange; jeg er sikker på, at jeg ikke ville kunne huske dem.

- Det er faktisk ikke så svært; du vænner dig til det, bliver akklimatiseret til at have så mange arrangementer i dit hoved. Menneskers hjerner virker sådan ret let. Det virker umuligt, når du tænker på det første gang, men efter at du én gang har lært sangene, så trigger det den hukommelse, der ved, hvor de er. Det hele er A, E, B og G med et par enkle halvtoner her og der. Sådan er det (griner). Så er det lettere at være guitarist end for eksempel bassist; hvis bassisten ikke holder sammen på bunden, går det galt. Som guitarist kan du lettere fedte lidt rundt.

Pearl Jam – state of the art

Sådan generelt, hvor er Pearl Jam i dag?

- Det er svært at sige; vi kan være forskellige steder forskellige dage hver især. Vi ved ikke, hvor vi er henne, før vi begynder på et nyt projekt, og så udfolder det sig, så at sige. Alle har drømme om, hvad de synes kan blive en ny sang, og hvad som kan ske, men før vi er sammen, er det uvist. Vi har lært ikke at tænke for meget over, hvad som kommer til at ske næste gang, men mere prøve at være åben, åbne over for alles idéer og prøver at bidrage så godt, som vi overhovedet kan. Jeg ved, at hvis jeg gør det, vil de andre hjælpe mig med mine ting. Jeg tror, at mulighederne er vidt åbne, som tingene er nu. Vi kan lave en meget stille folk-plade, vi kan lave en up-tempo, vild punkrockplade, vi kan lave mellemtempo rock, vi kunne lave en heavy metal-plade; der er meget, vi kan gøre nu. Vi vil nok lave en kombination af alle disse elementer.

"Backspacer" starter meget vildt, men halvt inde på pladen bliver den mere varm, stille og melodiøs.

- Ja, det er rigtigt. Det sidste nummer, "The End", synes jeg er en af de bedste sange, Ed nogensinde har skrevet; tekstmæssigt og musikalsk er den meget interessant. Den er lidt af en Dylan-agtig folk-sang, men guitardelen er mere interessant. Han bruger nogle uventede akkorder og melodiforløb; det samme gør sig gældende for "Speed of Sound" (andet nummer fra "Backspacer", red.). Der er nogle meget udfordrende akkorder i forløbet, men det er stadig popsange, der ikke er så ligefremme, men har noget 'mojo' i sig. Tekstmæssigt synes jeg, at "The End" er chokerende stærk.

"Amongst the Waves", det er dig og Ed, der har arbejdet sammen, som I gjorde på mange af jeres hits i starten.

- For mig føltes det som en perfekt kombination af vores styrker, min evne til at arrangere og sætte et stykke musik sammen og hans evne til at skrive en tekst, der matcher det og tager det til næste niveau. Den var meget let at spille; jeg elsker mellemstykket, hvor Mike McCready lyder som Mick Taylor. Det var et meget tilfredsstillende arrangement for mig, og det føltes, som om det havde været længe undervejs. Når man rammer noget sammen, så opdager folk det. Det var en meget tilfredsstillende sang for mig.
    
Fædre på landevejen

I arbejder hårdt, indspiller og turnérer, men flere af jer har fået små børn, hvordan får I det til at fungere?

- Jeg tror, det afholder os fra at være på tur i det uendelige. Jeg tror ikke, det gør, at vi ikke har lyst til at turnere. Mike og Ed tog begge deres børn med til New Zealand og Australien. Vi rejser bare med mange flere mennesker nu. Det var tre uger; det var lang tid at være væk fra min datter (hun er to, red.), men jeg vidste, at hun ville være glad og være i gode hænder. Så det at rejse og rejse og rejse er måske ikke så sjovt for hende. Men jeg nyder bare at være sammen med hende nu. Vi har været sammen i fire dage; det har været fantastisk (Stone er på ferie med hele familien på Hawaii, red.) Ed har to små børn; det har Mike også, og Matt Cameron har to lidt ældre. Jeg har kun ét.

Er der flere på vej?

- Jeg har ingen planer om det, men du ved aldrig, hvornår børn kommer, men lige nu er det ikke min plan.

De bedste

Hvis du skulle vælge, kan du nævne fem Pearl Jam-numre, som betyder noget særligt for dig og hvorfor?

- "Nothing Man" er nok den, jeg går mest tilbage til. Det er en sang, som jeg ikke havde så meget at gøre med. Jeg synes, den markerer en opblomstring af Jeff Aments musikalske stil; jeg synes, det var en rejse for ham; hans sangskrivning tog virkelig fart. Og det var godt. Jeg var en meget stærk personlighed i starten, som dominerede den arena, så det tog noget tid for ham at komme i gang. Den sang er stærk musikalsk og tekstmæssigt, en kombination, der er fantastisk. Den er meget enkel og har en drone-fornemmelse, som kommer af, at Jeff stemmer sine strenge ned, så det skaber den lidt østlige, mystiske ting, men rødderne er meget pop, med enkle akkorder. Det er en virkelig cool kombination til at få noget drone over nogle akkorder, der ellers ville opleves som almindelige. Det er en ting, jeg synes, han er rigtig god til, at forstå forskellige typer af personer og skrive ud fra deres perspektiv.  Det er noget, jeg beundrer ham for og noget, der har en særlig magi. Det er noget, som inspirerer os alle i bandet. Vi prøver at sætte os i samme sted selv. Prøver at sætte os ind og være i en andens tankegang, det er ret cool.
    
Så er "Black" en sang, der stadig betyder noget helt særligt. Det er en sang, hvor jeg skrev musikken, før jeg mødte Ed; jeg havde akkorderne. Det er en klassisk Gossard-sang, der går frem og tilbage fra dur til mol; det er dynamikken. Det er dur på downbeatet, og når den går til mol, begynder sangen at skubbe. Jeg synes, den opsummerer min skrivestil, som den udviklede sig i mit eget soveværelse. Jeg skrev ikke tekster dengang, men alligevel havde jeg en idé om, hvad den skulle sige, og hvor den skulle gå hen. Og så det at få Ed til at skrive den tekst. Først forstod jeg den ikke rigtigt, men nu som over 40 synes jeg, at hver linje repræsenterer en bevægelse i historien, der bliver ved med at ændre sig for mig, det er meget udtryksfuldt og kraftfuldt. Den er så let at spille, den går aldrig galt, arrangementet føles perfekt, der er aldrig et tidspunkt, hvor du tænker: oh my god, hvad er det næste stykke? Alt er enkelt A-B A-B. Jeg elsker den form for enkelhed.

Så er der "The End". Den er lyrisk så enkel og ender med at rime, og der er ikke noget, der virker forceret eller klogt omkring den. Den føles, som om den ruller af hans tunge, og selvom det rimer, føles ordene helt naturlige. Den kombination er sjælen af folk- og rockmusik, da der er de perfekte ord, som nærmest skriver sig selv, helt til det sidste øjeblik, hvor vokalen bliver hængende alene i luften. Det er nok den bedste sang, Ed har skrevet. Spørg mig om noget andet, så kommer vi tilbage til resten.

Fortid og nutid

Tidligere havde I både enorm succes og udgav en masse plader med meget kort mellemrum. Ser du det som jeres mest produktive og kreative periode i bandets historie?

- Jeg tror, vi udgav en masse plader, fordi vi ikke vidste, hvad vi skulle stille op med os selv. Vi var alle urolige, unge og ville blive ved med at arbejde. Det føltes aldrig, som vi gjorde mere, end vi ku' klare. Nu gør vi nok mindre, end hvad vi ville kunne klare. Jeg tror, at tempoet er lidt langsommere, vi har nu en plade ude hvert 2.-3. år frem for hvert 1 ½ . Jeg tror, at vi har potentialet som band, som folk vil kunne se tilbage på og sige, at vi stadig laver plader, der udvikler sig; der viser, at vi er i touch med det, vi havde kørende, da vi var unge. Nøglen til det er vores kærlighed til punk og folk og hvordan de ting kommer tilbage igen og igen. Punk giver frihed til at være børn, larme og ikke være så selvbevidste, og så folk, der repræsenterer enkelhed og poesi. Det har været der i evigheder, fra folk foran lejrbålet i landsbyen. De to ting er livslinjen i bandet. Vi ved, at man kan smadre derudad i en E-akkord, og det kan vise sig at være den bedste sang, du nogensinde har skrevet, og på den anden side er poesien og vokalens rytme centrale elementer.

Eddie for første gang

Den måde, I kom i kontakt med Eddie på, var, at han fik tilsendt et band, hvor I havde indspillet de instrumentale spor til nogle af dine sange, som han så indspillede sin vokal til. Hvad var din umiddelbare oplevelse, da du hørte hans vokal første gang på dine sange?

- Det første bånd var med "Alive" og "Once" og "Footsteps". Han kunne helt sikkert synge, og han havde en dyb vokal, som jeg overhovedet ikke havde forventet. Jeg havde ikke hørt nogen synge i det lave register tidligere. På den samtidige musik, vi hørte, var der ingen, der sang i det område. Han havde et utroligt stærkt pitch, men for at være helt ærlig, så tog det mig et stykke tid virkelig at forstå ham. Vi var samtidig i gang med at lave Temple of The Dog. Jeg voksede op med bands, der spillede samtidig med Soundgarden og Chris Cornell. Jeg kendte hans stil, og Temple of the Dog-pladen var utrolig let at lave. Chris havde skrevet det meste af sangene. Han tillod mig og Jeff at skrive tre sange, som han tog til sig med det samme. Fra start til slut blev alt lavet på to uger. Jeg elsker den, men kan næsten ikke huske, at jeg har spillet på den. Så jeg var nok lidt forvænt på det tidspunkt (griner). At synge på niveau med Chris, den tværstang er så høj, men Ed viste sig at ha' sin egen karakter; han prøvede ikke at lyde som Chris overhovedet. Han var inspireret af ham, men han havde helt klart sin egen stil. Men faktisk tog det mig år at forstå det; jeg tror, det var min egen blindhed over for hans kreative instinkter. Jeg var så ung, ikke, at det tog mig et stykke tid at forstå det. Men Jeff var på – og forstod – Ed lige med det samme; det gjorde jeg ikke.

Så det tog dig faktisk et stykke tid?

- Ja, jeg kunne høre, at noget af det var godt. Jeg vidste, at "Black" og "Even Flow" var gode, men i forhold til vokalhooks ledte jeg efter nogle, der var hurtigere og mere lige på. Han var så meget en poet, at det ikke handlede om hooks for ham. Han skulle bare ha' informationerne ud på en måde, som føltes rigtig for ham, hvor jeg var i en verden, hvor jeg var vant til sangere, der var lidt mere slaver til melodier; det tog mig et stykke tid.

Wow, en Volvo

Hvornår gik det op for dig, at I havde, hvad der skulle til?

- Jeg følte mig aldrig tilpas med det koncept. Selv efter at vi begyndte at sælge plader (det kan vi vist godt sige, red.), var jeg meget taknemmelig, og jeg kan huske, at jeg købte en Volvo Stationcar, og jeg var "wow", det er utroligt, jeg kører rundt i en stationcar. Jeg havde spillet i 10 år uden at tjene nogen penge. Så det var et "thrill", at vi solgte mange plader og tjente penge, men vi var også alle lidt forlegne over for det hele. Lidt som "wow", nu skal vi leve op til, hvad folk siger. Der er mange, som vil se os, men er vi nu også så gode? Jeg var usikker omkring det, jeg har det meget sjovere nu, og kan mere stole på situationen. Det er meget sjovere nu, end det nogensinde var dengang. Der var gode shows dengang, men det var et stort pres; jeg følte mig aldrig værdig til det. Nu forstår jeg det hele bedre, og jeg føler mig værdig i forhold til det, da jeg forstår enkelheden idet; jeg ved, at hvem som helst ville kunne gøre det. Det får mig til at stole på det hele meget mere; det hænger sammen med al den tid, vi har tilbragt sammen. Du er nødt til at være et band i 20 år for virkelig at komme til det stadium og den forståelse. Det er den mest svære ting i verden, og som mange bands ikke opnår, da de bliver kortsynede omkring deres natur, og hvad det er, som folk virkelig elsker ved musik. Vi kan nu kigge tilbage på 20 år og sige: "vi gjorde det", og nu kan vi virkelig gøre det, for nu kan vi slappe helt af og ha' selvtillid omkring det. Vi er i den perfekte position, helt sikkert
    
20 år

Hvis nogen havde sagt til jer, at I stadig ville have været et band om 20 år, da I startede, hvad ville du så ha' sagt?

- Jeg ville ha' været glad. Kigger du på de gamle interviews og ser, hvad jeg sagde dengang, var det lidt det. Hvis vi kunne holde vores hoveder nede og blive ved med at fortsætte og ikke være kortsynede i forhold til at please alle, eller lave noget, fordi vi troede, det ville gi' os succes frem for at gøre noget, fordi det er sjovt. Jeg tror, at en af de store ting, vi gjorde tidligt, var, at vi havde nogle idealer som band, og det at dele kunst i bandet er vigtigt. At behandle hinanden lige og dele tingene sammen er vigtigt, og det at gøre det selv er den bedste løsning i den lange ende, frem for at få andre til det. Også i forhold til selv at spille på vores plader, selvom vi måske ikke var så professionelle. Jeg tror, at alle de ting – selvom vi i perioder har mistet dem – er blevet ved med at komme tilbage; jeg tror, det har været principper, som har gjort dette band specielt. Der er mange specielle bands derude og en masse fantastiske musikere over det hele. Jeg er sikker på, at du kan gå ud i aften og se fem guitarister i København, der er fantastiske, sangere med smukke stemmer, men kan de finde sammen og finde den sti af forståelse for hinanden og deres band? Jeg tror, at det er den sværeste sti for alle bands at betræde, og også det at gå igennem de hårde tider sammen for at komme ud på den anden side. Der er den filosofi i dette band, som jeg tror er en nøgle i dets langvarige succes.
    
Medaljens bagside

Havde I så meget vind i sejlene i starten, at I næsten var ødelagt af jeres egen succes, eller vidste du altid, at I ville overleve?

- Jeg havde meget tvivl, mange gange. Men hver gang ville jeg sove på det, og da jeg så vågnede, var der en, som sagde "vi skal til at lave en plade om to måneder, vil du være med", og så sagde jeg "ok". Du går gennem den proces, og pludselig har du lavet en ny plade og været på en ny tur. Og selvom der var problemer undervejs, men du prøver at forstå hinandens personligheder og synspunkter, og på den måde kan du finde en ny måde at reagere på den næste gang, en situation opstår. Det mindste, du kan gøre, er at sørge for, at miljøet er så godt for alle, som det er muligt for dig. Hvis du gør det, inspirerer det alle andre til at prøve at gøre det samme; du prøver at få et flow kørende i gruppen.

Tror du, at der er et Pearl Jam om 10 år?

- Det håber jeg.

Gamle travere

Vi har snakket om, at I hele tiden ændrer jeres sætliste, men sange som "Black", "Alive", "Even Flow" og "Better Man" har I spillet over 500 gange. Hvordan kan I holde dem friske?

- Ved du hvad, det er faktisk sjovt. Vi skifter sange så meget, at når vi kommer til en sang som "Better Man" eller "Even Flow", der er mere for publikum, er de lette at spille, og lyden og teksterne passer musikalsk. De er på ingen måde et problem. Det, vi taler om, er fire sange ud af typisk 27, som vi spiller på en aften, det er som en lille ø af genkendelighed i et stort hav. Nogle gange er der meget mærkelige tin i sætlisten. Vi sætter pris på det, og vi kan se, at publikum reagerer på det. Den største ting er at høre, at publikum synger med, så sangene kommer meget til at handle om publikum.

Chris og Timbaland

Vi snakkede om Chris Cornell. Han har taget et drastisk skridt og indspillet med Timbaland. Kunne du forestille dig, at Pearl Jam tog en tilsvarende udfordring?

- Nej, det kan jeg ikke lige se, måske drømmer jeg nogle gange om det. Timbaland er et geni, der har lavet nogle af de største hiphop-plader overhovedet, fx med Aaliyah og Justin Timberlake og hans solostof, og Chris Cornell, en utrolig tekstforfatter og sangskriver. Hans tone er ren, og hans evne til at kredse om heavy Black Sabbath-stof og traditionel folk-stil, det er en inspiration for os og har altid været det. Men når du hører pladen, er nogle tracks meget cool, men det virker, som om at de ikke udfordrede hinanden i forhold til at bringe deres verdener sammen, det virker som et kompromis, som svækker begges power. Det er ikke så funky, som Timbaland kan være, og teksterne er ikke så gode, som Cornells skulle være, så det virker at nogle gange, som om at store koncepter ikke altid er så frugtbare, selvom jeg respekterer Chris for at have gjort forsøget. Jeg tror, at vi har holdt os fra store koncepter. Jeg tror, at der er en producer derude eller en samarbejdspartner, som kunne være en udfordring, og jeg ser Temple of The Dog som et samarbejde, hvor to bands fandt sammen og lavede en plade sammen. Det er meget interessant, og det virker, som om der er mange af dens slags samarbejder i dag, men det er ikke altid, at det forener begges kræfters og potentiale.

Neil Young

- At lave en plade med Pearl Jam og en anden artist kunne være utroligt; det var faktisk det, vi gjorde med Neil Young på "Mirrorball". Han lavede en plade med os som backing band. Jeg tror ikke, den var så succesfuld, og at vi spillede så godt, som vi kunne. Neil viste os bare tre akkorder, og vi spillede det en eller to gange, og han sagde "great, done, perfect". Vi havde aldrig en chance til at gøre det bedre. Du har ingen tid med Neil, så du må være et geni lige med det samme. Og det var lidt over vores niveau at være et geni lige med det samme. Men jeg er stolt over pladen og glad for, at Neil tog os under armen. "Okay, Pearl Jam, stort band, jeg vil lave en plade med dem, men jeg vil ikke bruge Eddie" (ha, ha), det er så sjovt, han er en utrolig karakter. Han ville bare hjælpe os som band, "I er gode", sagde han, "vær et band". Han udfordrede Eddie lidt.

Jeg så jer på Heyday i Roskilde i 1995, med Radiohead og et par andre. Det var fedt.

- Jeg tror, at det var lige før, Radiohead blev giganter.

Jeg tror, at "The Bends" var ude, men ikke havde taget afgørende fart endnu.

- Nej, jeg tror heller ikke, at de var klar over, hvor store de var ved at blive. De spillede lidt usammenhængende; det gør de ikke længere.

Fortsættelse følger i nær fremtid



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA