x

Interview med Greg Dulli

Interview med Greg Dulli

Få dage inden sidste jul vækkede GAFFA.dk den tidligere Afghan Whigs-sanger Greg Dulli for at få en lille snak om, hvad han gik og foretog sig, og vigtigst af alt, hvad man kan forvente sig af de to koncertstop i henholdsvis Vega i København nu på søndag og på VoxHall i Århus dagen efter.

Dulli er for tiden aktuel i fronten af det musikalske kollektiv Twilight Singers, der netop har udsendt deres andet album "Blackberry Belle" til anmelderroser kloden rundt. Men det er ikke det eneste nye musik, Dulli arbejder med.


Først kan jeg lige blive nødt til at høre, hvad dine planer er for julen?
– Min jul går med at indspille med Mark Lanegan (eks-Screamin Trees- og nuværende Queens Of The Stone Age-sanger), rent faktisk lægger vi det første musik på bånd om præcis seks timer.

– Han var netop blevet færdig med at turnere med Queens Of The Stone Age efter halvandet år på landevejen. De er fucking sindssyge, de afslutter deres turné og alle tre medlemmer begynder straks en turné med deres andre bands. Det kunne jeg sateme aldrig finde på, jeg gjorde det dengang, jeg var et barn, jeg er ikke et barn længere, så fuck det shit.

Det projekt med Mark Lanegan er kaldet The Gutter Twins, ikke sandt?
– Jo, han ringede fra Spanien og sagde med sin dybe stemme: "Vi hedder The Gutter Twins". "Okay, i orden, Mark, jeg bliver nødt til at smutte, vi ses.

Får The Glimmer Twins (Mick Jagger og Keith Richards fra Rolling Stones) og The Toxic Twins (Steven Tyler og Joe Perry fra Aerosmith) kam til deres hår?
– Helt sikkert, vi kører dem over. Vi har et cool album, vi skal i gang med at lave. Vi har rent faktisk snakket om det i tre år, og nu er det party time.

Bliver musikken en videreudvikling af jeres udtryk?
– Han og jeg deler mange fælles træk, men vi er også meget forskellige. To store personligheder. Den bedste måde jeg kan beskrive det på, er ved at sige, at vi lyder som et satanisk Everly Brothers. Som altid en god blanding af det hele, tilsat en ordentlig dosis mørke. Vi er ikke ligefrem de mest optimistiske personer i verden. Hvis du høre nogle glade elementer på det kommende album, så er det kommet med ved en fejltagelse (bedemands-latter, red.).

Har I allerede skrevet sangene til albummet?
– Vi har skrevet fire sange sammen. Jeg har skrevet to til ham, og han har skrevet én til mig, og så kommer det også til at indeholde et Primal Scream-cover.

Tager I på turné med albummet?
– Oh fuck yeah, og når man kommer til Europa, så skal man sgu til København. Og når man er tjekket ind på hotellet, så ringer man efter en taxi og kører ned til Christiania, handler ind, og så tilbage til spillestedet.

Regeringen herhjemme truer med at lukke Christiania.
– Bed dem om at vente med at lukke det, indtil jeg har været der igen.

Siden du startede din musikalske løbebane i midten af 80'erne, hvordan synes du så, musikscenen har udviklet sig?
– Jeg er født i 1965, og da jeg var 10 år gammel, var der ikke noget kabel-tv eller computere eller sågar kassettebånd. Vi var den sidste generation, der voksede op i en uskyldig tid. Nu lever vi i en verden, hvor man bliver overfodret med information. Vores opmærksomhed er død, det hele er "nu nu nu". Folks opmærksomhed er på fem fucking sekunder, fordi der er alt for meget information. Dengang jeg var dreng, der kan jeg huske, at det tog mig et år at finde ud af, hvordan medlemmerne i Led Zeppelin så ud. Nu om dage kan man på MTV sågar se, hvad stjernerne har i deres køleskab, der er ikke noget mysterium mere i rock'n'roll. Jeg prøver at tilføje mysteriet til rocken igen. Og jeg gør det alene, ha ha ha.

Og hvordan vil du gøre det?
– Ved at være den samme obskure person, jeg har været hele mit liv. Jeg har én gang prøvet at skrive hitsange, det var til "1965"-albummet (The Afghan Whigs' svanesang), og jeg gør det aldrig igen. Det var da en god oplevelse at se, om jeg kunne skrive en konventionel popsang. Det var tre sange på det album, som jeg mente egnede sig til radioen, men folk forstod det ikke. Så fuck radioen, nu er jeg gået tilbage til at være underlig.

Din musik har altid været fyldt med potent soul, finder du nogen sjæl eller soul i nutidens musik?
– Jeg hører stadig en masse soul i musikken den dag i dag. Mine favoritplader i år (2003, red.) har været Martina Topley-Birds "Quixotic"-album, det er et overvældende album. Det er hende, der engang var Trickys kæreste, og som sang med på hans "Maxinquaye"-album, hun er kun 26 år nu, og hendes album er helt perfekt, det er så smukt, så dybt, så sjælefyldt. Jeg syntes også André 3000's portion af det nye Outkast-album er helt fabelagtigt. Det seneste The Roots-album var fantastisk, Cody Chesnutt albummet var fantastisk sjælefyldt, det seneste Radiohead-album er skide sjælefyldt, og White Stripes-albummet er sjælefyldt. Så uanset om man er hvid eller sort, så er der masser af soul i musikken nu om dage.

Hvor kommer din kærlighed til soulmusikken fra?
– Det kommer fra min mor. Min mor var 17 år, da hun fik mig, og teenagere lyttede til Motown og Stax i 1965, så indtil jeg var fem år hørte jeg kun soulmusik, og det var hele dagen lang. Og min mor gav mig plader med Al Green, The Temptations, Jackson 5, The Supremes, Isaac Hayes, Otis Redding og plader i den stil, og det var mine første og i lang tid også mine eneste plader.

– Da jeg blev ældre begyndt jeg også at høre alt fra AC/DC til The Damned spædet op med Billie Holiday og Patsy Cline. Og så begyndt jeg bare at gribe elementer af det hele og lave min egen musik ud af det. Og jeg kan huske, at jeg som barn læste et citat fra Ray Charles, hvor han sagde at der kun var to slags musik, god musik og dårlig musik. Og det har jeg altid troet på, så cadeau til den blinde mand, de kan altid se klarere end os.

Slutteligt vil jeg høre om, hvad vi kan forvente os af de kommende koncerter i Danmark?
– Vi spiller i over to timer, halvdelen af den første Twilight Singers-plade, 8 sange fra den nye, en fire-fem coverversioner, der spænder fra Nina Simone til Outkast og en tre gamle Afghan Whigs-sange.

Så der er lidt for enhver smag?

– Oh yeah. Jeg går aldrig selv til koncerter, fordi jeg synes, de er røvkedelige. Så når jeg kommer til jeres by, så kan I regne med, at jeg har planlagt noget specielt, og at jeg er klar til at underholde jer. Det er et velsammensat sæt, og INGEN forlader salen.

Så du går aldrig til koncerter?
– Jeg går sjældent uden for min dør. Det er skræmmende derude.

På søndag og mandag er der bestemt ingen grund til at holde sig inden døre, for selvom det kan virke skræmmende udenfor, så er der ingen grund til at snyde sig selv for årets første store rockbrag.

Information om billetsalget kan findes på http://www.vega.dk og http://www.voxhall.dk.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA