De bliver store i 2010

De bliver store i 2010

2009 er sendt til tælling, 2010 har fået sejrsbæltet på – men hvem kommer til at markere sig musikalsk på den danske scene i det nye år? Vanen tro giver GAFFA dig her ved årsskiftet en oversigt over de nye danske navne, vi tror kommer til at gøre sig mest bemærket i 2010 – så du kan lige så godt begynde at holde øje med dem allerede nu. Du kommer snart til at høre meget mere til dem. 

Coco Moon (billedet)
Hvem er det?
Århusiansk pop-rock-kvintet med en fortid som det lidt mere hårdtslående navn Magnum44. Coco Moon medvirker på den nylig udgivne støtte-cd Nadia til fordel for kvindeorganisationen Danner.  

Hvorfor skal du elske dem?
Coco Moon har i Nana Odderskær en fortrinlig frontfigur, hvis sødmefulde og sensuelle stemme passer som sirup til pandekager til Coco Moons iørefaldende sange, der både er poppede og har kant.  

Hvad kan du forvente?
En ep i starten af året og debutalbum i april. 

Vil du vide mere?
www.myspace.com/cocomoonspace

Fallulah
Hvem er det?
Fallulah er kunstnernavnet på den københavnske, dansk-rumænske sangerinde og sangskriver Maria Apetri, som i september var P3's Ugens Uundgåelige med debutsinglen "I Lay My Head". 

Hvorfor skal du elske hende? 
Fallulah leverer fængende pop med modhager og elementer af både rock, blues, jazz, country, folk og Balkan. En sensuel stemme, en karismatisk performer og både tempofyldte og afdæmpede sange med bid og vid.

Hvad kan du forvente?
Debutalbummet "The Black Cat Neighbourhood" udkommer 8. februar og er produceret af Fridolin Nordsø (The William Blakes med flere). 

Vil du vide mere?
www.myspace.com/mymusicbank   

Giana Factory
Hvem er det?
Københavnsk pigetrio alias Loui Foo (søster til en vis Sharin), Lisbeth Fritze og Sofie Johanne. Gruppen har været på Europaturné med Glasvegas og udgav i oktober debut-ep'en "Bloody Game EP".  

Hvorfor skal du elske dem?
Giana Factory blander effektivt såkaldt alternativ rock med pop og elektronika med fine vokaler og gode sange, der spænder fra det melankolske og eftertænksomme til det støjende og energiske.    

Hvad kan du forvente?
Debutalbummet udkommer til april. 

Vil du vide mere?
www.myspace.com/gianafactory    

Ginger Ninja
Københavnsk kvartet, der blander alternativ rock med pop og elektroniske elementer og blandt andet har modtaget årets BandBase-legat og hittet med debutsinglen "Sunshine". 

Hvorfor skal du elske dem?
Ginger Ninja skriver gedigne sange med skarpe guitarfigurer, godt med keyboard, lidt elektroniske trommer og fine kor. Og så er de et yderst habilt liveband. 

Hvad kan du forvente?
Debutalbummet "Wicked Maps" udkommer 25. januar og er produceret af Fridolin Nordsø (The William Blakes med flere). Ginger Ninja er desuden opvarmning på Dizzy Mizz Lizzys forårsturné. 

Vil du vide mere?
www.myspace.com/gingerninjamyspace     

Hymns From Nineveh
Hvem er det?
Enmandsband bestående af københavnske Jonas Petersen, tidligere sanger i hedengangne Attrap. Hymns From Nineveh debuterede op til jul med den velanmeldte ep "Uncomplicated Christmassongs". 

Hvorfor skal du elske ham?
Jonas Petersen er en fremragende sanger og sangskriver, der med lys, ren og længselsfuld stemme og elegant fingerspil på den akustiske guitar skaber smuk, smuk neo-folk-musik.  

Hvad kan du forvente?
Debutalbummet udkommer i august. 

Vil du vide mere?
www.myspace.com/hymnsfromnineveh    

Lars And The Hands Of Light 
Hvem er det?
Københavnsk gruppe med Lars Vognstrup (Wolfkin, Money Your Love, Raunchy) i front. Gruppen var i november 2009 P3's Ugens Uundgåelige med deres anden single "Hey My Love, Hey Love!" 

Hvorfor skal du elske dem?
Lars And The Hands Of Light spiller en iørefaldende, dansabel og begavet blanding af 60'er-pop, 70'er-rock, 80'er-synth-pop og meget mere med Lars Vognstrup som velsyngende og karismatisk frontfigur. 

Debutalbummet "The Looking Glass" udkommer 25. januar. 

Vil du vide mere?
www.myspace.com/larsandthehandsoflight   

Sebastian Lind
Hvem er det? Københavnsk sanger og sangskriver, der blander pop, rock og elektronika. Sebastian Lind var i efteråret opvarmning på Mads Langers turné og udgav debutsinglen "Stop These Feet". 

Hvorfor skal du elske ham?
Sebastian Lind er en talentfuld sanger og sangskriver, der blander et tidløst, let melankolsk singer-songwriter-udtryk med elektroniske elementer, noget, som ellers kun få kunstnere i Danmark dyrker.  

Hvad kan du forvente?
Debutalbummet udkommer i første kvartal af 2010.  

Vil du vide mere?
www.myspace.com/sebastianlind   

Nabiha
Hvem er det?
Sangerinden Nabiha Bensouda har rødder i Gambia, Mali og Marokko, men er født og vokset op i København. I sensommeren udgav hun debutsinglen "Deep Sleep". 

Hvorfor skal du elske hende?
Nabiha er en fremragende sangerinde og blander elegant pop, soul, elektronisk musik og etniske elementer til et internationalt udtryk, der giver associationer til såvel retrosoul-navne som Amy Winehouse og Duffy og moderne stilpluralister som M.I.A. og Santigold.  

Hvad kan du forvente?
Debutalbummet "Cracks" udkommer 1. februar. 

Vil du vide mere?
www.myspace.com/nabihamusic    

The Rumour Said Fire 

Hvem er det? Københavnsk kvartet, som debuterede i september med den meget anmelderroste ep "The Life And Death Of A Male Body", der også gav dem P3's Ugens Uundgåelige med "The Balcony". 

Hvorfor skal du elske dem?
The Rumour Said Fire spiller amerikansk inspireret, guitarbaseret rock med folk-inspiration og fremragende sange, stærke arrangementer, god energi og flotte vokalharmonier.  

Hvad kan du forvente?
Debutalbummet udkommer til efteråret. 

Vil du vide mere?
www.myspace.com/therumoursaidfire    

Stoffer & Maskinen

Hvem er det?
Københavnsk elektro-pop-rock-duo alias sanger Christoffer Budtz og multiinstrumentalist og programmør Andreas Sommer og kendt for radiohittene "De Eneste Tilbage" og "Flader Mod Flader".

Hvorfor skal du elske dem?
Stoffer er en fortrinlig sanger og tekstforfatter med en følsom, udtryksfuld vokal og stærke tekster om tosomhed og fremmedgørelse, og Maskinen blander elegant flere årtiers pop-, rock- og elektro-traditioner.  

Hvad kan du forvente?
Debutalbummet udkommer i marts på The William Blakes' pladeselskab Speed Of Sound.  

Vil du vide mere?
www.myspace.com/stofferogmaskinen   

Supershine
Hvem er det? Københavnsk post-punk-kvartet, kendt fra Casper Christensens ugerevy Live Fra Bremen og for debutsinglen "Heartbeats". 

Hvorfor skal du elske dem?
Supershine har i Kristoffer Blom en sanger med en dyb, intens stemme og leverer gedigen post-punk-inspireret rock med skarpe guitarriff i ånden fra blandt andre Interpol og Editors – og skriver gode sange.  

Hvad kan du forvente?
En ep i starten af året og debutalbum i maj. 

Vil du vide mere?
www.myspace.com/supershinemusic    

Vinnie Who
Hvem er det?
Københavnsk disko/funk/soul/elektro-projekt og et alias for den falsetsyngende sanger og sangskriver Niels Bagge. 

Hvorfor skal du elske ham?
Vinnie Who er en fremragende sanger og sangskriver, og når han spiller med sit syv m/k liveband, er de noget af det mest funky på den danske scene, hvilket blandt andet gæster på årets Roskilde Festival kan skrive under på. 

Hvad kan du forvente?
Debutalbummet udkommer til efteråret, produceret af Lasse Lyngbo fra Diefenbach og White Pony. 

Vil du vide mere?
www.myspace.com/vinniewhoofficial      

Dem spottede GAFFA sidste år – og sådan gik det dem:

The Asteroids Galaxy Tour
Indie-soul-pop-duoen udgav debutalbummet Fruit til positive anmeldelser og fik et stort hit i ind- og udland med "Around The Bend", der blandt andet medvirkede i en iPod-reklame. 

Electrojuice
Teenage-elektro-duoen opnåede at varme op for både The Prodigy og legenderne Kraftwerk og udgive deres meget roste debut-ep "Solrock".  

Fagget Fairys
Den homoerotiske elektro-rap-pigeduo fik et gedigent radio- og klubhit med singlen "Feed The Horse" og fik fornemme anmeldelser for debutalbummet med samme titel. 

Jooks
Rapperen skabte et stort hit med "Hun Vil Ha' En Rapper" og modtog fine anmeldelser for debutalbummet "Privilegeret".

Gasblaa
Den dansksyngende guitarrockgruppes debutalbum "Rebel" høstede nydelige anmeldelser.  

Kill Screen Music
Rockgruppen med den tidligere Virgo-sanger Johan Stahl i front har mod forventet ikke været særlig aktive i 2009, så deres gennembrud lader stadig vente på sig. 

Kiss Kiss Kiss
Den unge guitarrockkvartet skrev kontrakt med pladeselskabet EMI og fik et hit med debutsinglen "Broken Hearts". Debutalbummet udkommer til februar. 

The Late Parade
Den stemningsfulde rockkvintet høstede flotte anmeldelser for debutalbummet "In Chase Of Red Beads", der også er udgivet i Japan, hvor gruppen ligeledes har turneret. 

Birk Storm
Elektro-pop-funk-sangeren fik en god modtagelse for debutalbummet "I Don't Care", der ligeledes gav ham en del airplay.

Maria Timm
Pop-med-kant-sangerinden og -sangskriveren udgav debutalbummet "The Plan" til fine anmeldelser og fik et stort radiohit med "Dirty Place".

When Saints Go Machine

Elektro-funk-soul-pop-rock-kvartetten fik fremragende anmeldelser for debutalbummet "Ten Makes A Face" og scorede et pænt radiohit med "Fail Forever". 

White Pony
House-elektro-projektet fra Pato Siebenhaar (Trolle//Siebenhaar med flere) og Lasse Lyngbo (Diefenbach) har arbejdet længe på deres debutalbum, men det kommer først i begyndelsen af 2010, så endnu er de ikke slået helt igennem.   


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA