x

Martin Greis: Dit eneste værktøj er dig selv

Martin Greis: Dit eneste værktøj er dig selv

– Det er lidt ligesom at være fodboldspiller, der får penge for at rende rundt efter en bold. Lykken ved at lave dét, man elsker og brænder for, hver dag, og at man samtidig kan leve af det.

Citat slut. GAFFA har sat den 29-årige Martin Greis stævne i caféen ved CaféTeatret i Indre København. Her bruger skuespilleren sine dagtimer på at øve på et nyt stykke, Krasnoyarsk, mens han om aftenen spiller med i teaterkoncerten om The Beatles, Come Together, på Østre Gasværk Teater.
Teaterkoncerten er skabt af Nikolaj Cederholm og brødrene Hellemann, og som genren byder, er det en grundlæggende genfortolkning af en stor musikkunstners bagkatalog, om det er Gasolin', Beach Boys, Beatles eller Dylan. Lyrikken er den originale, men såvel tematisk, narrativt som instrumentalt iklædes sangene en helt ny kontekst.

Martin Greis er eksempelvis klædt som Napoleon (for hvad har det med Beatles at gøre?) og synger med overdreven fransk chanson-accent sig gennem "Norwegian Wood". Han vandrer på bagkulissen, retvinklet hængende vandret ud i luften fra væggen, i fortolkningen af I "Am The Walrus". Og synger nærmest ballerock gennem "Get Back".

Teaterkoncerten taler et sprog med logistisk besværlige stunts. Wires, der transporterer de flyvende, hængende og dalende solister. Det er et kreativt, akrobatisk og visuelt – og anmelderrost – setup, hvor virkemidlerne foruden det æstetiske har en naturlig chok-/fascinationsværdi og en indlejret komik. Farverne og rekvisitterne er tilsvarende komiske i deres overdrevne ekspressivitet.

Nåleøjet over alle nåleøjer

– Jeg startede med at spille skuespil, da jeg var ti år, og derfor kom det som en helt naturlig forlængelse af det, da jeg som 19-årig søgte ind på de tre skuespillerskoler. Jeg havde dog hverken regnet med at komme ind eller for den sags skyld nå særlig langt til optagelsesprøverne fortæller Martin Greis.

Er der mange, der prøver lykken, selvom de ikke tror, de kan komme ind?

– Ja, det tror jeg helt sikkert, og det håber jeg da for dem, at de gør! Man ved aldrig, hvad der venter én.
Martin Greis voksede op i landsbyflækken Brobyværk, på Sydfyn, men kom allerede som ti-årig med i H. C. Andersens Festspillene i Odense. I teenageårene medvirkede han i forskellige musicals og teaterproduktioner, inden han som 19-årig blev optaget på Statens Teaterskole i København. Forinden var Greis droppet ud af gymnasiet med det formulerede mål at forfølge skuespillerkarrieren. Han formulerede ret tidligt i sit liv en drøm om at komme ind på skuespillerskolen, men med den bevidsthed, at det var et nåleøje at komme ind. Da Martin Greis i år 2000 søgte ind, var der 900 ansøgere, og otte pladser på hver af de tre skuespillerskoler.

– Statistikken talte ikke for, at jeg skulle komme ind. Da jeg modtog meddelelsen om, at jeg var blevet optaget, følte jeg mig ekstremt lykkelig, men blev siden hen efterladt med en fornemmelse af antiklimaks. Jeg havde opnået det mål, jeg havde kigget frem mod i årevis. Men det gik hurtigt op for mig, at optagelsesprøven blot var én af mange forhindringer, og at det virkelige nåleøje ventede, da jeg blev færdig. Den tanke inspirerede mig og tændte mig igen, fortæller Martin Greis.

– Vi følte os ekstremt privilegerede. Selvfølgelig gjorde vi det. Lige da vi kom ind, spejlede vi os i andre folks fascination af, at vi var kommet ind. Men det er en krævende uddannelse. Jeg havde fornemmelsen af, at jeg var på den skole hele tiden. Du skal udkomme hver eneste dag, for det er først, når du er uddannet, at du kan finde ud af, om du har arbejdet hårdt nok og lært de ting, du skulle. Om du kan begå dig i en branche, som er benhård, fortsætter han.

There and back again
Siden har han ikke set sig meget tilbage. Efter skuespillerskolen fik han fast kontrakt som en del af ensemblet på Aarhus Teater; en tid på de skrå brædder, som kulminerede i titelrollen i stykket om Dostovjevskij-figuren "Idioten", som i sin naive iver efter at være god ender med at gøre skade på alle omkring sig.

– Jeg har været rigtigt glad og taknemmelig for min tid på Aarhus Teater, hvor jeg har fået lov til at støbe fundamentet til, hvad der forhåbentlig bliver en lang karriere. Jeg har dog, efter grundige overvejelser, besluttet mig for at rykke familiens teltpæle op og prøve lykken i København, hvor jeg det seneste lille års tid har arbejdet på Østre Gasværk og nu CaféTeatret, forklarer han i diplomatiske vendinger.

Fægtning og røven på et æsel
Sammen med sine roller i film, tv og på teatret lister skuespilleren sine andre kvalifikationer: fægtning, ridning, sprog og flere dialekter. Han spiller klaver og synger baryton. Skuespil er et fag, som kræver et mangesidet talent.

– På skolen startede en typisk dag med to timers morgentræning. Det kunne være alt fra fysisk træning over ballet og til fægtning. Derudover kunne dagen krydres med sang, talelære, idéhistorie, teaterhistorie og forskellige projekter med udgangspunkt i forskellige teaterformer.

Hvordan fandt du ud af, at du ville lære at fægte?

– Det var min uddannelsesleder, Joen Bille, der fandt ud af det for mig! Men faktisk er det en temmelig normal færdighed at kunne som skuespiller. Der findes en del klassiske stykker, hvor der optræder en rask fægtekamp i ny og næ. Så det er godt at kunne. Det er det, der tiltaler mig ved skuespillerfaget. Der er en enorm diversitet. Den ene dag skal man spille D'Artagnan og spidse kården, og dagen efter skal du udkomme som røven af et æsel. Du skal kunne det hele.

Så du ser alle de retninger – tv, film, teater og tegnefilm – som en del af skuespillerhvervet?

– Ja, absolut. Du skal kunne være omstillingsparat. Den dag, jeg fik mit afgangsdiplom i hånden fra teaterskolen, trak en god kollega, Søren Spanning, mig til side og sagde til mig: "Det gælder om at have noget på hylderne". Den sætning har jeg virkelig taget til mig og forsøger at leve efter. Jeg har siden hen omformuleret den til noget i retning af: "Man skal fokusere på mulighederne og ikke begrænsningerne". De begrænsninger, der kunne være, starter og slutter hos én selv.

Værktøjet er personlighed

– Jeg har altid set skuespillerlivet som en helt fantastisk legeplads. Men mine fire år på Statens Teaterskole lærte mig, at det kan være hårdt arbejde at opholde sig på legepladsen. Når man går på skuespillerskolen, så er det værktøj, du bruger, først og fremmest dig selv. Alt, du gør, siger, tænker og føler i løbet af de fire år, du er på skolen, starter og slutter hos dig selv. Du bruger af og vokser med din personlighed, fortæller han.

– Der er dog en meget stor forskel på mig som skuespiller og privatperson. Når jeg er hjemme hos min datter og min kæreste, så er jeg bare Martin. Men når sminken er lagt, lyset er tændt, og jeg står på scenen, så tager jeg en maske på og spiller karakteren. Men det er klart, at i arbejdet med rollen, så plukker man af sine egne erindringer og minder for at finde en indgangsvinkel til karakterens problemstillinger og indre liv. Og så er der nogle karakterer, som ligger tættere på dig.

Som i Idioten?

- Haha! For eksempel. Lige præcis den. Det var en rolle, der lå snublende tæt på mig selv! Jeg havde oplevelsen af, at jeg i mit arbejde med rollen som Fyrst Mysjkin, Idioten, ikke skulle opfinde den dybe tallerken på ny. Som om rollen lå lige på den anden side af papiret og talte til mig – uden at det skal lyde for okkult.

Du blev i et tidligt portræt beskrevet som en James Dean-type, fordi du kom kørende i en åben, rød sportsvogn til et interview. Nu er du rockstjerne foran 850 gæster hver aften. Er det en rimelig beskrivelse af Martin Greis?

– Jeg deler absolut James Deans passion for biler og ejer også en engelsk sportsvogn fra 1969. Men som rockstjerne? Altså, hvis det er rockstjerneagtigt at skifte ble på sin datter klokken fire om natten eller handle ind i Irma, så jo. Men når alt kommer til alt, så er jeg bare Martin.
Martin Greis


Martin Greis' CV:
29 år, født i Brobyværk på Fyn
Uddannet fra Statens Teaterskole i 2004 som 24-årig
Medvirker i film, teater, tv-serier, teaterkoncerter og laver speak, blandt andet præsenterer han tegnefilmene på Cartoon Network
Kontrakt med Aarhus Teater fra 2004-2008, nu freelance skuespiller
Forsanger i bandet Amadant Lee
Skrev monologen Kursk baseret på en officers sidste dagbogsnoter fra den forulykkede russiske atomubåd, der sank med 118 mand i 2000.

Største fem roller:
Krøniken (tv-serie, DR)
Flammen og Citronen (spillefilm fra 2008)
Idioten (hovedrolle i teaterstykket baseret på Dostovjevskijs roman på Aarhus Teater 2007)
Beach Boys (teaterkoncert på Aarhus Teater)
Come Together (teaterkoncert om The Beatles på Østre Gasværk)

Come Together:
Teaterkoncerten om The Fab Four er lavet af Nikolaj Cederholm, som tidligere har lavet Gasolin'- og Beach Boys-forestillinger inden for genren. Otte danske skuespillere og sangere fortolker inden for meget brede rammer 31 Beatles-klassikerne.

Martin Greis fik i øvrigt en hård medfart, da han til en forpremiere foran 800 mennesker ved en teknisk fejl ved en faldlem tog et fald på to meter med hovedet forrest. Han blev hentet af en ambulance og indlagt, men nåede at vende tilbage til forestillingens officielle premiere, men holdt derefter en uges pause.

"Come Together" spiller på Østre Gasværk frem til 16. januar og igen fra 9. september til og med 4. december. Nikolaj Cederholm laver til foråret en teaterkoncert med Bob Dylan på Aarhus Teater. Medvirkende er: Martin Greis, Lotte Andersen, Jimmy Jørgensen, Jens Jørn Spottag, Mark Linn, Annika Aakjær, Mani Spinx, Sara Grabow plus band.


Skuespilleruddannelsen:

4-årig uddannelse
Uddannelsen er blandt de sværeste at komme ind på
Der optages årligt otte elever ved hver af teaterskolerne i Århus, Odense og København
I 2008 var der 669 ansøgere til en tredelt optagelsesprøve

www.martingreis.com

www.teamplayers.dk




Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA